Vi er som erhvervsledere for danske virksomheder bekymrede for, om Danmark kan stå distancen i den globale konkurrence, hvor innovation er et helt afgørende parameter.

Det er baggrunden for, at vi har sat os til tasterne.

Der er ikke tvivl om, at politiske temaer som skat, efterløn og infrastruktur er meget vigtige for udviklingen i Danmark. Og der er god fokus på debatterne herom.

Vi oplever til gengæld, at samfundsforståelsen for fornyelse, det politiske fokus på innovation og Danmarks behov for udvikling glider i baggrunden. Det skyldes sandsynligvis, at det er et meget kompliceret spørgsmål. Men det ændrer ikke ved, at det efter vores bedste overbevisning er helt centralt for at finansiere en dansk velfærdsstat også i fremtiden.

Vi tror på, at et fundamentalt bidrag til Danmarks fremtid består i at integrere innovation i alt, hvad vi foretager os i professionelle sammenhænge – private som offentlige. Det er store ord, men vi står ved dem.

Vi har ikke alle de færdige svar og løsninger. Det er en udviklingsproces, vi må starte i fællesskab. I første omgang skal det konkret udmønte sig i, at behovet for bedre rammer for innovation indarbejdes i regler, love og praksis på alle politikområder.

Derfor er den offentlige sektor meget vigtig for innovationen i Danmark. Vi skal huske, at der dybest set ikke er nogen i resten af verden, der synes, det er vigtigt, at danskerne er meget velhavende.

Og de tider, hvor det sælger, bare fordi det er dansk, er forbi for længst. Vi kan derfor kun fastholde vores høje velstand, hvis vi gør os fortjent til det. Det betyder, at hvis vi i Danmark ikke er i stand til at udvikle nye produkter og serviceydelser, som resten af verden er parat til at købe, så kan vi glemme alt om at forblive blandt verdens rigeste lande.

Den alvorlige finanskrise har siden 2008 kostet omkring 200.000 arbejdspladser i det private erhvervsliv. Det er arbejdspladser over hele linjen, der er gået tabt – fra produktion til udvikling – fra faglærte til højtuddannede – og hovedparten af de arbejdspladser kommer ikke tilbage.

Vi har i en endnu længere årrække haft lav vækst i dansk økonomi, og vi er rutsjet ned ad diverse internationale ranglister over velstand, produktivitet og innovation.

Faresignalerne er mange. Det er meget mere alvorligt, end de fleste kan mærke hjemme ved køkkenbordet, når husholdningsregnskabet gøres op. Men det kommer vi til, hvis vi ikke handler.

Vi må erkende, at vi tilsammen ikke har gjort det godt nok. Ifølge Danmarks Statistik er blot 42 procent af de danske virksomheder innovative. Samtidig viser EU-kommissionens ’Innovation Scoreboard’, at Danmark har den ringeste innovationsvækst i hele Europa. Vi har alle et ansvar for at gøre det bedre.

Vores ansvar og forpligtelse som erhvervsledere er ikke mindst at sørge for, at vi udvikler og fornyer vores virksomheder, medarbejdere, produkter og services. Det skal og vil vi blive endnu bedre til. Men virksomhederne kan ikke vende den danske skude alene.

Det er en udbredt opfattelse, at innovation foregår i virksomhederne, hvorfor samfundets, politikernes og den offentlige sektors betydning for innovation begrænser sig til erhvervspolitiske støtteordninger. Lad os gøre den fælles erkendelse, at politisk skabte rammer spiller en langt større rolle for virksomhedernes innovation, end vi hidtil har været opmærksomme på.

Det stiller krav til, at politikere og den offentlige sektor spiller sammen med virksomhederne på en ny måde. Forestillingen om virksomheder som enlige øer, der til enhver tid klarer sig bedst med mindst muligt samspil med det offentlige, hører for de fleste fortiden til.

Den omstillingsdagsorden, som virksomhederne nu står over for, gælder således hele samfundet – også den offentlige sektor.

Hvis samfundet og det offentlige ikke er gearet til forandring, og kan understøtte virksomhedernes behov, taber vi som samfund. Vi opfordrer derfor til at sigte efter et nyt paradigme i samarbejdet mellem virksomheder og det offentlige. Et paradigme, hvor stoltheden i den offentlige forvaltning genfindes ved at skabe rammerne for at få ting til at ske, og hvor ønsket om nytænkning er en værdi. Det sidste gælder for så vidt hele samfundet.

Den traditionelle offentlige forvaltning har handlet om at begrænse fejl og sikre, at virksomhederne ikke overtræder regler. Det vil også fortsat være det offentliges opgave at sikre, at der ikke sker lovovertrædelser.

Men når det offentlige også administrerer de regler, der har betydning for, at en virksomhed eksempelvis kan udvide sine bygninger eller udbyde et nyt produkt, handler administration også om at skabe muligheder.

Der er for ofte eksempler på det modsatte. I byggesagsbehandlingen er der eksempelvis meget stor forskel på, hvor lang tid en byggesag tager at behandle fra kommune til kommune, og hvad kommunen synes er en rimelig pris for sagsbehandlingen.

Tempo er en afgørende faktor for fornyelsen af enhver virksomhed, og hvis sagsbehandlingen trækker ud i månedsvis, risikerer vi som samfund at gå glip af vigtige arbejdspladser. Og det hæmmer innovationen.

Samtidig kan langsom sagsbehandling også have negative miljøkonsekvenser. Det gælder eksempelvis også godkendelser af nye svineproduktioner, der tilsyneladende er gået helt i stå, til trods for at nye brug er mere miljøvenlige, og at flere virksomheder står klar med nye teknologier og byggekoncepter, som kan give helt nye miljømæssige landvindinger og eksportmuligheder.

Dansk landbrug befinder sig således nu i et forvaltningsmæssigt limbo, hvor regler for miljø og dyrevelfærd er strammet, mens de tiltag, der skal til for at overholde reglerne – nye bygninger og teknologier – er umuliggjort af andre dele af forvaltningen. Regler og muligheder må gå hånd i hånd.

Regeringen har ligesom OECD og EU-kommissionen i sit nyere oplæg til styrket innovation i erhvervslivet taget hul på temaet om effektiv regulering. Det er spændende og rigtigt set, men der er lang vej igen. I stedet for administrativ dødvægt skal der være ambitioner om og mål for forandring.

Ønsket om innovation bør være et element i al regulering af virksomhederne. Der er muligheder for nytænkning inden for alle områder – fra skat og afgifter til indkøb og regulering.

Der er kort sagt mulighed for at forbedre virksomhedernes rammer og betingelser for innovation på alle erhvervsrelevante politikområder. Vi er kommet dertil, at man ved alle nye love og regler bør vurdere innovationsmulighederne på samme vis, som det sker med økonomi og miljø mv.

Vi tror faktisk på, at hvis vi vil, kan vi med konstruktivt samarbejde og dialog skabe de rammer, der skal til for at sikre verdens mest innovative og konkurrencedygtige erhvervsliv.

Den offentlige sektors relation til virksomhederne handler ikke alene om forvaltning af love og regler. Det offentlige er også selv forbruger og indkøber – faktisk den største af slagsen. Det offentlige står alene for op imod en tredjedel af den samlede efterspørgsel. 270 milliarder kroner bliver der indkøbt for hos private virksomheder. Et tal, der kun vil vokse i takt med krav om øget udlicitering.

Det offentlige har pligt til at bruge de fælles skattekroner så fornuftigt og ansvarligt som muligt og i respekt for den enkelte institutions kerneforretning eller primære bundlinje. Men det er kun rigtigt og rimeligt også at have sekundære bundlinjer, og her har det offentlige også mulighed for at sikre, at deres forbrug og kompetencer bidrager til udvikling af nye produkter og løsninger til glæde for såvel miljø, sundhed, service og innovation – og dermed vækst.

Ren priskonkurrence er ikke Danmarks stærkeste konkurrenceparameter – vi er jo i bund og grund et land, der lever af kvalitet og såkaldte up-market produkter. Derfor er det ikke videre logisk, at tendensen de senere år har været, at det offentlige i hovedreglen har købt ind ud fra et enkelt parameter; nemlig pris. Det ensidige prisfokus betyder derfor ofte også, at det offentlige først og fremmest risikerer at få ensartede lavkvalitetsprodukter produceret langt fra landets grænser.

Dertil er det langtfra sikkert, at produkterne også er billigst på lang sigt. Kvalitet og innovation tjener sig typisk ind over tid. Derfor er der i stedet behov for flere totaløkonomiske vurderinger, hvor kvalitet, innovation og funktion får den rette vægt, så betingelserne for nye og smartere løsninger er til stede.

Forandring og vækst kan ofte være et spørgsmål om kompetence, og her er det vigtigt at huske på, at den offentlige sektor lægger beslag på en meget stor del af den veluddannede arbejdsstyrke. Det pålægger i sig selv den offentlige sektor et medansvar for innovationskraften i Danmark.

Men også en forpligtelse til at udvikle sig i samspil med erhvervslivet, både når det handler om udformning og implementering af love og regler samt udbud og indkøb. Det forudsætter naturligvis også, at de ansatte i den offentlige sektor reelt og aktivt har mulighed for at bruge deres kompetencer i samarbejde med deres ’kunder’. På det område kan vi vist godt gøre det lidt bedre.

En helt afgørende forudsætning for, at Danmark bliver smartere og mere innovativt, er, at vi har forskning og uddannelse på højeste internationale niveau. Det er givet, at danske og udenlandske virksomheder ville investere mere i Danmark, hvis der var mere relevant og fremragende offentlig forskning. Derfor er det afgørende, at vi i Danmark er ambitiøse i vores investeringer i uddannelse og forskning.

Vi er nødt til at tage hul på at diskutere, hvilke mål Danmark skal have for investeringerne i 2020 og 2030. Vi mener, at der er behov for yderligere ambitioner for forskningsinvesteringerne. Vi anerkender, at det politisk kan være svært at prioritere ny viden frem for andre og mere kortsigtede velfærdsbehov. Men vi har næppe råd til at lade være.

Ikke alene skal der opsættes nye ambitioner, der skal også opsættes målsætninger for, hvad vi forventer, dansk forskning skal kunne. Vi kan ikke være lige stærke inden for alle felter, og der er derfor behov for at prioritere den danske forskningsindsats inden for områder, hvor Danmark allerede har – eller potentielt har – erhvervsliv og forskning i international klasse. Disse områder skal understøttes, så de kan udvikle sig til at være blandt de absolut stærkeste i verden.

Unge talenter er Danmarks vigtigste grundstof, og uddannelse af disse talenter er et af forskningens absolut vigtigste output.

Internationale virksomheder skanner verdens universiteter for at undersøge, hvor den bedste forskning og den største talentmasse befinder sig. Lunten er ofte meget kort – hvis den efterspurgte viden og kompetence ikke er til stede på rette niveau og i rette volumen, så vender radarerne hurtigt mod andre himmelstrøg.

Derfor må vi aldrig forsømme konstant og konsekvent at have blikket skarpt rettet mod uddannelseskvaliteten og sammensætningen i hele uddannelsessystemet. Fra folkeskolen, gymnasier, erhvervsskoler, professionshøjskoler til universitet.

Alle kompetencer skal i spil, og alle unge skal uddannes, så langt deres talent rækker. Det vil understøtte innovationsforståelsen og evnen i hele samfundet.

Én ting er, at vi skal gøres vores bedste for at dyrke vore egne talenter og sikre, at alle udfordres og virker bedst muligt. Den anden ende af samme historie handler om de mennesker, vi tiltrækker udefra. Det bliver vigtigere for os at rekruttere dygtige medarbejdere i hele verden.

Vi er som virksomheder en del af det globale arbejdsmarked, men endnu vigtigere er det, at ny viden, nye input, andre fagligheder, forskellige kulturer og så videre har meget stor betydning for den mangfoldighws, der er fuldstændig fundamental for innovation.

Og uanset hvor effektivt vi indretter vores uddannelsessystem, kan vi ikke levere al den kompetence kvalitativt og kvantitativt, som virksomhederne skal bruge. Tiltrækning af dygtige udlændinge er en nødvendighed og en rigtig god forretning for Danmark.

Vi skal huske, at virksomhederne jo godt kan leve af arbejdspladser lokaliseret uden for Danmark, men det kan Danmark ikke. Innovation er vores fælles vej. Derfor er innovation ikke er et modeord, som vi kan skifte ud med et nyt i morgen. Innovation er det nye sort, der aldrig går aldrig af mode.

Det bør være et nøgleord for politikere, når de sætter rammerne for fremtidens samfund; et nøgleord for alle andre, når vi bidrager til at udvikle og forny virksomheder, institutioner og samfund.

Alternativet er skræmmende og indebærer risikoen for, at meget i Danmark går i sort.