Jeg rejste til Kina i slutningen af september for at tale med et kinesisk forlag i Beijing.

For godt seks år siden blev min kinesiske oversættelse af Søren Kierkegaards ’Begrebet Angest’ og ’Sygdommen til Døden’ udgivet i Shanghai. Under redaktionsarbejdet oplevede jeg imidlertid chikane fra politiet. Denne chikane forhindrede mig i at få korrigeret de ændringer, som en kinesisk redaktør efter sin egen bedste mening havde indført, så bogen udkom med fejl.

Derfor besluttede jeg, at jeg ikke ville udgive mine senere oversættelser i Shanghai.

Det viste sig, at det kulturelle miljø i Beijing var og er mere åbent end det i Shanghai, og at der i Beijing var og er forholdsvis mere frihed i de forskellige kunstneriske brancher. Efterhånden fik jeg flere af mine oversættelser udgivet i hovedstaden: to Kierkegaard-udgivelser, Niels Thomassens ’Ulykke og Lykke’, en antologi af nutidige danske dramatiske tekster – dog blev et af de ti værker bortcensureret – samt endelig Stig Dalagers biografiske roman om H.C. Andersen.

Min rejse i denne omgang drejede sig om to bøger: Jørgen Hass’ ’Illusionens filosofi’ og Kierkegaards ’Gjentagelsen’. Til min glæde fik jeg en aftale med et forlag om at udgive disse to bøger, som skal udkomme i slutningen af 2010.

Den gode kontakt med forlaget i Beijing skyldes også, at der i Kina i 1980’erne fandtes et litterært undergrundsmiljø af digtere, som jeg var en del af. Dette miljø er på en måde flettet sammen med nutidens kinesiske bogbranche, om end meget er ændret siden dengang.

Da Peter Laugesen blev inviteret til at besøge Kinas digtkreds i 2006, var jeg også i Beijing, og vi var med i en del poesi-aktiviteter. Peter blev også inviteret til Xinjiang-provinsen sammen med en gruppe af kinesiske digtere. Fra denne rejse skrev Peter sit digt ’Hjemkomst’, som jeg oversatte til kinesisk.

Men da jeg afleverede Peters digt til de kinesiske digtere, var de ikke begejstrede. »Det ser meget stærkt ud«, sagde en af dem, og de udgav det ikke. Nok fordi digtet havde en kritisk holdning til, hvad digteren så i Xinjiang. Så repræsenterede det jo ikke bare det eftertragtede internationale kulturelle samkvem, men udgjorde også et vågent kritisk øje.

Kina er et stort og stærkt land, og mange digtere er nationalbegejstrede. De kunne ikke lide, at en udlænding viste en kritisk holdning til det moderne Kina. Senere fik jeg Peters digt udgivet på det selvstændige kinesiske PEN’s internetlitteratur-tidsskrift Fri Skrivning som et digt inspireret af Kinas virkelighed.

Så selv om digterne i Kina er glade for internationalt kulturelt samkvem, kontaktede jeg denne gang ikke digtkredsen i Beijing.

Når jeg rejser til Kina, kan jeg tage min computer med, men jeg skal undvære min Facebook og min blog på Wordpress – sådan har det været i nogle år. Derudover har jeg brugt websitet Dropbox til at opbevare mine dokumenter, og det gav ingen problemer, da jeg rejste til Kina sidste år.

Men nu blev jeg overrasket. Denne uskyldige redskabswebtjeneste er nu blokeret i Kina på lige fod med Facebook, Twitter og YouTube. Man talte om, at man havde slået to fluer med et smæk: politisk eller ideologisk set blev der blokeret for muligheder for ytringsfrihed og informationsfrihed på internettet, mens man uforstyrret forretningsmæssigt kørte Kaixin (en kinesisk kopi af Facebook), Youku (en kinesisk kopi af YouTube) og lignende websites uden om de store internationale konkurrenter.

Nu er også Dropbox blokeret, som ikke engang offentliggør nogen nyheder!

Jeg var irriteret, fordi det medførte store vanskeligheder i redaktionsarbejdet på mine oversættelser. Men det gik.

Efter at aftalen med forlaget var på plads, rejste jeg videre til Shanghai for at besøge mine forældre og min lillesøster. Shanghai er min hjemby, men derfor også en by, hvor jeg risikerer at blive forstyrret af politiet. Det er en by med stor pomp og pragt, og mit besøg var oven i købet i Expo-perioden.

Shanghai er en by, som fascinerer udlændinge. De betragter Shanghai som fremtidens by. Men hvis man forstår kinesisk, hørte man overalt kineserne udtrykke deres usikre følelser om fremtiden. Uhyrligt høje boligpriser, ikke noget dækkende sygesikringssystem, stor korruption i sygehusvæsenet og skolevæsenet, osv. Den såkaldte middelklasse er i virkeligheden blot proletariat, mens det synlige proletariat, gæstearbejderne, ikke engang har et liv, som tilhører dem selv. De arbejder under slavelignende forhold.

Jeg har hørt utrolig mange klager fra folk i gaderne, i taxaer, i togene og på restauranterne. Det var nyt for mig, fordi det var noget, jeg ellers havde hørt andre steder end Shanghai, da jeg var i Kina for et par år siden. Nu hørte jeg også, at en del af de unge troede på nogle rygter om, at jorden ville gå under i 2012. »Det er helt i orden, for der ikke vil være noget håb her i livet«, sagde en pige i en butik til sin kammerat.

I Shanghai var jeg glad for at se Shakespeares ’Stormen’ i den dansk-kinesiske co-produktion mellem Meridiano Teatret, Batidas Teatergruppe, Shanghai Dramatic Arts Centre og Shanghai Acrobat Troupe. Jeg var også glad for, at jeg skulle møde Benny Andersen, hvis digte jeg ville oversætte. Han kom til Shanghai sammen med kulturministerens delegation.

Men inden dette skete, hørte jeg så fra en ven, som boede i Shanghai, at det var en kineser, der havde fået Nobels Fredspris. »Jeg så BBC, og efter kun et halvt minut blev skærmen sort. Jeg prøvede også at se CNN og tysk tv, men så snart der var noget med Nobelprisen, blev skærmen sort. Signalet kom tilbage efter 5-10 minutter«, sagde min ven i telefonen.

Det var stort, glædeligt nyt for mig, at Liu Xiaobo fik Nobels Fredspris i år. Liu blev idømt 11 års fængselsstraf pga. Charter 2008, som han udarbejdede som led i kampen for borgerrettigheder i Kina, og sidder nu i fængsel.

Jeg kender Liu. Han var formand for det selvstændige kinesiske PEN for nogle år siden. Jeg var medstifter af denne PEN-forening, og jeg var også en af dem, der nominerede Liu som kandidat til formandsposten under medlemsforsamlingen, og jeg var virkelig begejstret. For det første fortjener Liu prisen for sit politiske arbejde, og for det andet er det et rigtigt tidspunkt, at prisen blev givet til en kinesisk såkaldt dissident.

Som det er nu, er Kina ikke kun et kapitalistisk diktatur i kommunistisk forklædning, men også en imperialistisk magtfaktor, som næsten har tvunget eller købt hele verden til at synge samme sang som Kina. Nu sagde nordmændene fra og tilkendegav, at man ikke kan se bort fra de forfærdelige forhold, der er i Kina, hvad menneskerettighederne angår.

Så begyndte der at komme e-mail fra de kinesiske PEN-medlemmer. Politiet mødte op hos dem, og nogle af dem befandt sig i en slags husarrest-tilstand. Jeg valgte at holde lav profil, da jeg ikke ønskede at blive smidt ud af Kina, før jeg havde gjort mit arbejde færdig. Da den danske delegation og teatergrupperne rejste hjem, rejste jeg tilbage til Beijing.

Det lykkedes mig at undgå politiet i Shanghai. Derefter kom der e-mail fra Tyskland. Bei Ling, en anden medstifter af det selvstændige kinesiske PEN, blev tilbageholdt af det kinesiske politi og så sendt tilbage til Tyskland, da han skulle rejse fra Frankfurt til Taipei og undervejs skulle skifte fly i Beijings Lufthavn. Bei Ling skulle skrive en bog om Liu og udgive den i Taiwan, og Beijing var kun hans transit-lufthavn, men kineserne standsede ham alligevel. Mængden af e-mail voksede, nu med nyt om politiets aktiviteter. Flere fik rejse-forbud.

De måtte hverken rejse ud af landet eller til andre byer i landet.

Da jeg undersøgte internettet, kunne jeg se, at censurprogrammet kørte rigtig stærkt. Ord som Liu Xiaobo, Oslo, Nobelfredspris, osv. blev automatisk stoppet. Men alligevel er det ikke alle internetadministratorer, der går med til at censurere. Med en smule omtanke kan man godt skrive om begivenheden på Kinas internet.

Udgivelsen af min oversættelse af ’Enten-Eller’ i 2009 var en del af et samarbejdsprojekt med Søren Kierkegaard Forskningscenteret i Danmark og Kinas Samfundsvidenskabelige Institut. Her talte jeg med en kinesisk kollega, som var i Danmark for nogle år siden. Hun fortalte mig, at man på Kinas Samfundsvidenskabelige Institut også talte om Liu Xiaobo og fredsprisen.

Det sørgelige var, at næsten alle, bortset fra hende og en ny, ung medarbejder, var vrede på Den Norske Nobelkomite. Hun turde ikke engang udtale sin egen holdning på instituttet, da disse kolleger var enige med regimet. De var nationalbegejstrede interessehavere – og på en måde selv magthavere – i det kinesiske samfund.

Det er en sørgelig kendsgerning, at mange kinesiske forfattere, professorer og seniorforskere taler til magthavernes forsvar, og nogle siger på internationale konferencer, at f.eks. massakren i 1989 var en nødvendighed, som gavnede Kinas udvikling.

Det betyder, at de svage, de fattige og de underprivilegerede i Kina har det sværere i dag end i 80’erne. Dengang hørte Kinas intellektuelle også til de undertrykte, så de protesterede og kæmpede for alles rettigheder og var derfor talerør også for de svageste grupper i det kinesiske samfund.

Det betød også, at den internationale verden holdt kritisk øje med Kina. Men nu er en stor del af Kinas intellektuelle blevet interessehavere, og somme tider fungerer de ikke bare som advokater for undertrykkelsen, men er også selv direkte undertrykkende.

Digterne i Beijing ville gerne nyde godt af det kulturelle samkvem med Peter Laugesen, men tålte ikke Peters digt, som skuer ind i Kinas virkelighed, set udefra. En stor del af Kinas intellektuelle er blevet købt af landets kapitalisme, og denne kapitalisme har også købt en stor del af nutidens internationale verden. »One World One Dream« hed det ved olympiaden, og mange har taget det til sig som et projekt, hvor verden er Kina, og drømmen er Kinas drøm.

Dengang i 1980’erne turde man ikke være kritisk, men nu vil man ikke være det; det er det sørgelige. Kun få af Kinas intellektuelle kæmper stadig for menneskerettigheder – også for de svage, de fattige og de underprivilegerede.

Men når der er færre intellektuelle, der vil tale om Kinas virkelighed, medfører det også, at færre danskere vil komme til at høre om den, og så vil de heller ikke have et kritisk øje på Kinas realiteter. At Nobels Fredspris skulle gå til en fængslet dissident i Kina, var måske noget, som Kinas handelspartnere ikke gerne så, fordi Kinas regering ikke kunne lide det. Da det nu er sket, bliver de nødt til at se det.

Jeg følte også en smule trøst, da jeg talte med redaktøren fra forlaget i Beijing. En stor del af de intellektuelle, hun kendte, var begejstrede for, at Liu fik fredsprisen. De syntes, at begivenheden bragte håb til Kina.

Da jeg var færdig med diskussionerne med forlaget om udgivelsen, skulle jeg tilbage Danmark. Efter check-in, og efter at jeg var gået igennem paskontrollen, så jeg fem -seks meget høflige kinesere. De ventede ved flyets indgang. De smilede utroligt venligt til passagererne og bad dem om at vise pas igen.

Det så ud til, at de ikke var interesserede i de udenlandske pas, men kun tjekkede de kinesiske pas meget grundigt. De virkede så venlige, at man ikke skulle tro, at de faktisk var der for at tilbageholde de kinesere, som regeringen mente muligvis kunne tænkes at ville rejse til Oslo.

Efter at jeg var kommet hjem til Danmark, fik jeg vide, at en ung kinesisk statsborger var blevet standset i lufthavnen og sendt hjem, da han skulle på forretningsrejse til USA, fordi hans far direkte eller indirekte kendte Liu Xiaobo. Politiet ’indefrøs’ hans pas, formentlig indtil prisuddelingsceremonien har fundet sted.

I Oslo blev dokumentet med prisen stillet på en tom stol. ’En tom stol’ er nu også blevet en kode, som bruges i sms og på internet af så mange kinesere, at regeringen har føjet det til listen over ’de forbudte ord’. Liu Xiaobo var fængslet, da fredsprisen blev uddelt i den 10. december 2010, og det lykkes regimet også at forhindre Lius familie og de andre kinesiske dissidenter i Kina i at rejse til Oslo.

Men det vakte kun endnu større opmærksomhed omkring det forhold, at menneskerettighederne i Kina er i en elendig tilstand. Nobelprisen til Liu er en gave til Kina: Så længere omverdenen ikke synger med på det kinesiske regimes ’harmoniske’ sang, kan vi håbe, at forholdene i Kina, hvad angår menneskerettighederne, en dag forbedres.

Jeg vil tro på det, selv om jeg er pessimist og ellers ikke har turdet nære noget håb om demokrati i Kina og derfor bare har satset på at oversætte og udgive Søren Kierkegaard og anden dansk litteratur i Kina.