Moderne forældreliv er brolagt med krav og skidt samvittighed. Tiden slår simpelt hen ikke til! Når man udmattet sænker indkøbsposerne i entréen efter endt arbejdsdag, og lirker støvler og flyverdragter af trætte, småtudende børn – hvem ønsker så ikke, at nogen stod parat med varm mad og lidt overskud? Og når den treårige (igen-igen) er syg af mellemørebetændelse, flakser tankerne ud til kollegerne, som skal få dagen til at hænge sammen alligevel. Alternativt bider man tænderne sammen, giver ungen Panodil og håber, at man når igennem sit vigtigste møde, før børnehaven ringer.

Løsningen ligger lige for: Vi bør simpelt hen holde op med at få børn. Livet som barnløs er alt i alt mere effektivt, lettere og rigere end livet med børn i huset. Mere effektivt, fordi man uden børn er fleksibel og stabil arbejdskraft og hverken belaster samfundet med børns sygedage eller udgifter til skoler og institutioner. Lettere, fordi man frit disponerer over de tre timer om dagen, syv dage om ugen, som forældre med hjemmeboende børn bruger på husarbejde (sammenlignet med ligestillede uden børn). Og endelig har barnløse flere penge, fordi de sparer de 1,3 millioner kr., som et barn fra 0-18 i gennemsnit koster sine forældre.

Som barnløs er man desuden dejligt fri for dårlig samvittighed. Man skal ikke spekulere på, om institutionslivet mon er for hårdt for de små, eller over, om den styrtgrædende lille dreng, man netop har afleveret i vuggeren, ender som en forvirret ung fyr, der ikke yder sit bidrag til samfundet.

Flere og flere danskere vælger da også børnene fra. De første ni måneder af 2010 har rummet det laveste fødselstal i Danmark i 22 år – og dengang i 1988 blev der også født for få børn til at reproducere befolkningen. Undersøgelser viser, at danskerne får færre børn, end de egentlig gerne ville. Folk ønsker sig gennemsnitligt 2,3 barn. Vi får kun 1,8 barn. Sikkert fordi, de fleste opdager, hvor svært det er at finde tid til bare ét.

Men hvem skal passe fremtidens gamle, sørge for vækst og fornyelse, hvis der ingen unge er? Det ved jeg virkelig ikke. Men jeg ved heller ikke, om det er mit problem. Mine tre børn har givet mig mit livs bedste stunder, men jeg har også altid følt, at samfundet stort set betragter børn som en privatsag. En krævende hobby på linje med gospelsang eller håndbold, som jeg selv må finde tid til oven i min normale arbejdstid. Ellers kunne jeg jo bare lade være med at få dem, ikke?

Så let er det bare ikke. Når man først har børn, kan man jo ikke droppe dem, som man melder sig ud af håndboldklubben. Hvordan jeg griber mine børns udvikling an, er heller ikke mit helt personlige, individuelle valg. Samfundet stiller faktisk krav til kvaliteten: Jeg skal sørge for sund mad, fornuftigt tøj, hjælpe med lektielæsning, deltage i forældremøder om klassens trivsel og tage vare på lægebesøg osv. Ganske vist bruger samfundet årligt ca. 12 mia. kr. på børn, som forældrene ikke selv magter at tage sig af – men det er jo ikke ligefrem noget at stræbe efter.

Ligestillingens pris, har vi kaldt problemet med forældrenes lange arbejdsdage, som indebærer, at selv helt små børn tilbringer otte-ni timer dagligt i børneinstitutioner. Underforstået, at kvinders ønske om ligestilling, indtægt og karrieremuligheder på en eller anden måde har undergravet ’den rigtige familie’. Den, hvor der alt i alt var mere tid, mere omsorg, mere varme og mere energi til den opgave, som enhver børnefamilie skal løse: At sørge for ungernes ve og vel og sikre dem den bedst mulige fremtid.

Men hvorfor er børneomsorg specielt et ligestillings- eller kvindeproblem? At give alle børn gode vilkår er da ikke kun et mødreansvar, men et samfunds- og forældreansvar?

Som jeg ser problemet, handler nutidens pressede arbejdsliv mest af alt om generationer. Samfundskontrakten mellem generationerne er i al stilfærdighed blevet forskubbet over de senere årtier. Resultatet er, at både unge under 30 og ældre over 60 har mere tid, og ofte også flere penge, til sig selv end de 30-60-årige, som forsørger dem alle, og som i tilgift også har ansvaret for størstedelen af samfundets børn.

Selvfølgelig er forældreliv blevet stadig mere presset siden kvindernes masse-entré på arbejdsmarkedet omkring 1970. Det er også sandt, at de danske kvinders lange arbejdsdage – Europas længste for kvinder – har omorganiseret den måde, familielivet leves på i dag.

Men for få generationer siden var det faktisk almindeligt, at både far og mor ’gik hjemme’. Familierne levede i små og større familielandbrug, hvor børn og voksne boede og arbejdede sammen. Børn hang ud derhjemme og hjalp til, som de nu kunne, i produktionen og med at tage sig af hjemmet og mindre søskende.

Så kom den tid, som mange 50+ årige stadig husker, hvor Mor gik hjemme, mens Far hver dag forlod hjemmet og først vendte tilbage sent på dagen.

Men forholdene ændrede sig. Livet på landet kunne ikke mere skaffe alle folk et udkomme. Og i 1960’erne og 70’erne sugede samfundets vækst ledig arbejdskraft til sig. Den mest oplagte arbejdskraftreserve var yngre, arbejdsduelige kvinder, som tit selv savnede et indhold i livet, især, når børnene blev større.

På kun et par generationer havde begge forældre pludselig forladt hjem og børn for at gå på arbejde. Alle fik vækst og velstand, biler, charterrejser og bedre boliger. Børn fik institutionslivet. Ikke ved en stor, fælles beslutning – men ved en lang, lang række af de små.

Optimismen var dog samtidig stor omkring 1970. Fremtiden tegnede lyst, og erfaringen viste, at tingene altid løste sig. For børn var det vel kun godt at udvikle sig i gode børnehaver, sammen med professionelle pædagoger og andre børn? Og mon ikke den tekniske udvikling ville give os alle mere fritid til at tage os af vores egne børn, være aktive i politik og kulturliv? Som Knud Heinesen skriver i erindringsbogen Min krønike (2006), satte politikerne i 1960’erne og 70’erne store resurser og forhåbninger ind på »at give hvert enkelt menneske de bedst tænkelige muligheder for at realisere sig selv, for at udvikle sit eget særpræg«.

Sådan gik det også. Velstanden blev større, lønarbejdet ofte mere spændende, fritiden mere rigelig.

Til gengæld blev fritiden stadig mere ulige fordelt på generationer og livsaldre. Det er ikke nogens ’skyld’, at vi i almindelighed uddanner os i stadig flere år, får senere børn og trækker os tidligere tilbage fra arbejdsmarkedet. Men det betyder, at lønarbejdet i stadig højere grad er koncentreret på de 30-60-årige – som tilfældigvis er de samme mennesker, der også har hjemmeboende børn at passe.

Det betyder, at forældre har næsten alle deres vågne timer besat af arbejde, enten med job eller børn. Faktisk er deres liv så travlt, at man hverken kan undre sig over, at de unge udskyder den sure tjans, så længe de kan, eller over, at de ældre stormer væk fra arbejdsmarkedet, så snart de kan. Kina kalder!

Ej heller kan man undre sig over, at skilsmissefamilien med delt børneansvar er blevet en næsten lige så populær model som den samlevende børnefamilie. Som skilt kan man i hvert fald holde fri efter arbejde, når den anden har ungerne!

Jo, jeg ved godt, at mange børnefamilier har gode liv med tid og overskud til både job, børn og den kærlighed, det også kræver at holde sammen på familien i det daglige pligtvæddeløb.

Men omkring halvdelen af arbejdsstyrken har virkelig svært ved at få tingene til at hænge sammen (ca. 900.000 mennesker, ifølge NFA, Det nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø). Det gælder ikke kun særligt ambitiøse og krævende mennesker, men alle mulige: Fra de lavtuddannede og –lønnede, som ikke bare kan tage deres arbejde med hjem, til de bedst uddannede og –lønnede, hvis dage struktureres af deadlines og møder – og som typisk også arbejder ved computeren derhjemme.

Det meste af dette har regeringen selv fået kortlagt i Familie- og arbejdslivskommissionens udspil fra 2007, ’Chance for balance’. Udspillet mundede ud i 31 løsningsforslag som skulle lette livet for de trængte børnefamilier. I skrivende stund er ikke ét af dem blevet gennemført. Senere ligestillingsministre har tværtimod understreget den store frihed, vi har, til selv at bestemme, hvordan vi vil indrette os rent familiemæssigt.

Jeg vil dog påstå, at meget af den frihed er en illusion. Den franske filosof Bourdieu bemærker, at ethvert samfund har en familietype, som fremstår særligt ’normal’ eller privilegeret. I nutiden er der ingen tvivl om, at den dobbeltarbejdende familie er den danske ’normalfamilie’. Det er den, man næsten er nødt til at leve i, hvis ikke man vil marginaliseres socialt og økonomisk, spilde sin uddannelse – eller er så rig, at man kan indrette sig med au pair eller hvad man nu har brug for. Enlige mødre/ forsørgere er næsten endnu værre stedt. Deres betalte arbejdstid er faktisk en smule længere hver dag end alle andre forældres …!

Derfor er det heller ikke et frit valg, hvordan man vil tilrettelægge sit liv. Det er f.eks. ikke realistisk for særlig mange at opdele livet i faser med tid til børn og tid til arbejde. Reelt er det mere end svært at vende tilbage til arbejdsmarkedet, selv med en god uddannelse, hvis man har tilbragt fem år med at passe sine børn – måske ganske særligt, hvis man er en mand! Deltidsarbejde hænger heller ikke på træerne længere, selv om familien med ’mor-på-deltid’ faktisk var ret almindelig blot i 1990’erne (og generelt rapporterer et lavere stressniveau end de familier, hvor begge parter har fuldtidsjob).

Den dårlige samvittighed, man prøver at pådutte nutidsforældrene, er derfor ilde anbragt. I stedet burde mange af dem indstilles til en medalje for deres indsats! Næppe ret mange mødre og fædre nyder af hjertet at aflevere deres grædende barn i vuggestuen, og ni timer senere prøve at hælde aftensmad i den udmattede lille, før han eller hun falder i søvn til natten. Sådan lever vi kun, fordi vi frygter alternativet – nemlig, at vi ikke kan forsørge os selv og vores børn ved vores eget arbejde.

For os som individuelle borgere er den oplagte løsning på dilemmaet mellem arbejde og familieliv som sagt enkel. Vi kan bare lade være med at få børn.

Ganske vist får samfundet som helhed problemer, hvis der i Danmark om 20 år ikke mere findes unge, der starter virksomheder og producerer værdier. Men samfundsøkonomien kan vel ikke være mit problem, hvis min balance mellem børn og arbejdsliv ikke er samfundets problem? De politikere, som til den tid stadig påstår, at børn er en privat og frivillig sag, som familierne selv må ligge og rode med, kan vel bare finde andre måder at forsørge befolkningen på.

Alternativt må vi se at se familiens vilkår som et fælles ansvar. Det vil sige, at vi må skaffe aflastning til de 30-60-åriges travle, dobbeltarbejdende liv, før det er for sent.

Én mulighed er at kalde mere arbejdskraft ind i familien. En god begyndelse kan være at øremærke barsel til mænd, så de kommer ind i vanen med at tænke familien med, allerede fra det første barn er helt lille. I andre nordiske lande har det været en succes, især når fædrene får fuld løn under barsel.

Skattefradrag til hjemmeservice for børnefamilier er en anden god mulighed, som også Familie- og arbejdslivskommissionen har foreslået.

En tredje mulighed er at trække på de ældre, som børnefamilier altid har gjort. Jo, jeg ved godt, at mange bedstemødre og –fædre allerede passer syge børnebørn, har faste hentedage og den slags. Men det er mindst lige så vigtigt at arbejde for, at vi alle kan smøre vores arbejdsliv ud over nogle flere år. Udsigterne er jo, at mange af os kommer til at leve meget længere.

Derfor er der noget næsten naturstridigt ved, at friske 62-årige slynges ud af arbejdsmarkedet, fordi deres kompetencer ikke mere er attraktive nok. I stedet bør vi få mulighed for at arbejde igennem, når vores børn bliver større og flytter hjemmefra. Alene at sløjfe efterlønnen er ingen løsning, hvis ikke politikerne også presser arbejdsmarkedet til bedre seniormuligheder. Hvad f… skal folk så leve af?

Endelig er det da også smart, hvis de unge uddanner sig hurtigere og lægger flere år på arbejdsmarkedet. Presset skal bare ikke ligge alene på dem, som tendensen er for tiden.

Mange unge frygter faktisk i hemmelighed den fremtid, der venter dem med job og børn. Hos jævnaldrende kan de jo selv se, hvordan livet former sig, når det første barn og karrieren skal passes nøjagtig samtidig. Venner og fritidsinteresser ryger ud – og alligevel vandrer mange 30-årige fuldtidsarbejdende mødre og fædre zombie-agtigt omkring, grå i ansigterne af alt det, de ikke når, triste over ikke at nyde livet, som de synes, de skal.

Årene med job og børn er ganske enkelt blevet for hårde. Det er synd, for det er en dejlig tid – hvis man har tid til den. Som Bill Murrays figur siger i filmen ’Lost in Translation’: »Du får børn, og dit liv, som du kendte det, er væk. Men de lærer at gå og tale og de bliver de dejligste mennesker, du nogensinde kommer til at møde«.