Jeg vil begynde med et spørgsmål:

Hørte lægen og psykoanalytikeren Sigmund Freud (1856-1939) kritikeren og litteraturforskeren Georg Brandes (1842-1927) holde forelæsning – eller var det omvendt Georg Brandes, der hørte Freud?

Læseren bedes se væk et øjeblik, eventuelt spørge en person i rummet. Prøv at gætte!

Selv gættede jeg forkert. Jeg ville da ikke tro, at Freud hørte Georg Brandes forelæse, men det er faktisk tilfældet. De kan også for sjov gætte, hvilken stor tysk digter der i 1910 slog sig ned på Langeland? Jeg røber svaret senere i Kroniken.

Brandes forelæste i Wien. Freud var meget interesseret i samtidens digtning og blev så begejstret for Georg Brandes’ forelæsning, at han sendte et bud med sit nyeste værk, ’Drømmetydning’ (1900), til Brandes’ hotel. Jeg læste engang i 1979 en bog om Freud og Jung. Bogen hed ’Da Freud besvimede’. Forfatteren er Kuno Poulsen. Jeg fandt den forleden antikvarisk. Bedst huskede jeg en afsindig morsom bemærkning:

Freud og Jung er sammen. Freud, der er ti år ældre end Jung, tager ham pludselig i armen og siger: »Lov mig, doktor Jung, at De aldrig svigter seksualteorien« – kan en overbegavet forsker sige noget så latterligt. Ja, faktisk overgås bemærkningen kun af Søren Kierkegaard, der i 1850’erne skriver i sin dagbog: »Jeg er ikke kristen – men jeg er langt mere kristen end dem, der siger, de er det«. Prøv at indsætte ordet gravid: Jeg er ikke gravid – men jeg er langt mere gravid end dem, der siger, at de er det.

Jeg huskede tydeligt spændingen i forholdet mellem Freud og Jung. Freud var bange for, at den kendsgerning, at han var jøde, og at de læger, der sluttede op om hans teori, også var jøder, en dag ville være farlig for psykoanalysen. På det tidspunkt kunne han selvfølgelig ikke forudse drabet på seks millioner jøder, men han ønskede en ikkejøde som efterfølger og valgte Jung, hvis far var præst. Jung var både arier og kristen.

Vi nærmer os nu årstallet 1910.

Jung og Freud mødtes i 1907. Freud var på det tidspunkt bange for, at han skulle dø, når han blev 62 år, fordi tallet hele tiden dukkede op. På en Grækenlandsrejse, som han foretog med sin bror, havde den bus, der kørte dem til Athen, en nummerplade, der endte på 62. Tallet 62 dukkede op igen og igen. På hotellet fik de tildelt et værelse på 2. sal med nummeret 31. En hurtig hovedregning fik advarselslamperne til at blinke, 2 gange 31 er netop 62. Da Freud kom hjem, havde han fået nyt telefonnummer. Det endte ’tilfældigvis’ på 62.

I 1909 er Freuds psykoanalytiske teorier slået igennem i USA i en sådan grad, at man inviterer ham på foredragsrejser i USA. Han inviterer sin elev Jung (1875-1961) med på rejsen. Ligesom Moses i Det Gamle Testamente valgte en efterfølger, nemlig Josua (Freud skrev en afhandling om Moses), indsatte Freud Jung i et absurd helligt ritual: Han kaldte Jung for sin søn.

Efterhånden frygtede Freud, at Jung ikke ville videreføre psykoanalysen på de præmisser, som Freud havde opstillet. (Der er tre dimensioner af Freuds teori: 1) en analytisk metode, der kan bruges på masser af kulturfænomener, 2) en terapeutisk teknik til behandling af neuroser og andre psykiske lidelser og 3) en almen psykologisk teori, der omfatter en drifts- og udviklings-personlighedsteori).

Jo tættere Freud og Jung kommer på hinanden, desto mere forskrækket bliver Freud. Han, der jo selv arbejder med et begreb som fadermordet, tror panisk, at ’sønnen’ Jung nærer et intenst dødsønske mod ’sin fader’ Freud.

I 1910 er de to store psykoanalytikere på rejse rundt i Amerika. De har en aftale om, at de hver morgen fortæller hinanden deres drømme, sådan at den ene fortæller, og den anden fortolker.

Freud fortæller en morgen i toget, at han har drømt, at han var på bordel. Han forstår ikke, hvorfor han har denne drøm. Jung siger, at det vel ikke er så underligt, da de begge for tiden er uden partner, men Jung tilføjer: »Hvis jeg skal tyde Deres drøm, må jeg vide lidt om Deres seksuelle praksis«. (De sagde De til hinanden).

Freud, der har fået et utal af patienter til at fortælle de mest intime detaljer om deres seksualliv, tager et fast greb om sin stok og svarer på Jungs spørgsmål: »Hvis jeg fortalte Dem om mine erotiske og seksuelle tanker, så ville jeg miste min autoritet«. Bump! Der røg hans autoritet.

En anden morgen fortalte Jung om en drøm, han havde haft om et stort hus, som havde flere etager. I drømmen bevægede han sig ned fra den ene etage til den næste, indtil han nåede til en kælder. Her var der en lem i gulvet, og da han åbnede lemmen og gik ned ad en stige, så han to skeletter. Bump! sagde det. Freud faldt besvimet om. Han rejste sig og sagde: »Doktor Jung, det er tydeligvis et tegn på, at De nærer et stærkt dødsønske mod mig«.

Jung mente ikke, at det var drømmens nøgle.

I sit videre arbejde med psykoanalysen kom Jung netop via denne drøm på sporet af det ubevidste som noget langt større og mere omfattende end det fortrængte. Han påviste nemlig, at der i vores ubevidste findes et dybere lag, som rummer det, Jung siden betegner som arketyper – dvs. billeder, symboler og forestillinger, der rækker langt tilbage og peger mod det, han siden betegner som det kollektivt ubevidste.

I Danmark forbindes 1910 med tre markante kunstnere, Johannes Larsen, Fritz Syberg og Johannes V. Jensen. Faaborg Museum har i år fejret 100-året, fordi den gavmilde Mads Rasmussen i 1910 skænkede sin forældede tomatfabrik til museum for de fynske malere.

Johannes V. Jensen, som man umiddelbart ville koble sammen med de jyske billedkunstnere, sluttede sig til Fynsmalerne og knyttede dybe venskaber til Syberg og Larsen, ikke mindst fordi de var bondemalere (skagensmalere havde fiskerne og deres verden som motiv). Københavnerne rynkede på næsen ad Sybergs tidlige billede af en svinesti og nægtede at antage dét til en udstilling i hovedstaden.

Syberg rejste i 1910 på sin første store udlandsrejse til Pisa, derfor afholdt Johannes Larsen-museet i Kerteminde i år, altså 100 år efter, den bragende udstilling af hele 100 billeder af Fritz Syberg. I forbindelse med udstillingen skrev den fremragende dr.phil. Erland Porsmose den store biografi om Syberg: ’Fritz Syberg – kunsten, naturen og kærligheden’. Biografien om naturvennen, kunstneren og familiemennesket Johannes Larsen (1867-1961) havde Porsmose allerede skrevet (Gyldendal 1999).

Porsmose fortæller, at 1910 også var året, da kunstnerkolonien Vitalisterne opstod på Fynshoved. Vitalisterne – lat. vitalis = livgivende – dyrkede den menneskelige krops skønhed og sundhed. Man dyrkede friluftsliv, tog på vandreture i naturen, dyrkede solbadning og nudisme. Fritz og Anna Syberg flyttede til Fynshoved med deres syv børn. Alle løb nøgne omkring. Man kaldte kolonien ’Den store sommers land’. Johannes V. Jensen var imponeret og brugte senere udtrykket synonymt med døden.

Hvad skete ellers i 1910? Det er året, da den store humorist, forfatter og foredragsholder Mark Twain (f. 1835) dør. Hans erindringer, som efter hans eget ønske har været båndlagt i 100 år, udkommer netop i år og er allerede en bestseller i USA. Vi har noget at glæde os til.

De husker måske mit spørgsmål: Hvilken stor tysk digter slog sig i 1910 ned på Langeland? Her får De svaret: Rainer Maria Rilke, som skrev om den fiktive hovedperson Malte Laurids Brigge, kom til Danmark for at lære det danske sprog. Rilke slog sig ned på Stensgården på Langeland med det ene formål at læse J.P. Jacobsen og Søren Kierkegaard.

LÆS ANMELDELSERainer Maria Rilke: 'Breve til en ung digter og anden prosa'

For at vende tilbage til Freud: Freuds frygt eller angst begyndte, da Jung var gæst hos Freud, og der pludselig lød et uforklarligt brag fra Freuds bogskab. Freud for sammen og sagde, at han intet forstod. Jung svarede, at det ville gentage sig om få minutter – og det gjorde det. Siden var Freud på vagt over for Jungs okkulte tilbøjeligheder. Freud troede nemlig ikke på tegn og varsler. (Hov, hov! – Var der ikke noget med tallet 62?).

Når jeg selv har været optaget af året 1910, er det, fordi det er året, hvor vor nobelprismodtager Johannes V. Jensen første gang udkommer med sine samlede himmerlandshistorier.

Jeg fik lyst til at gennemgå alle historierne og også de myter, som den nære ven, bibliotekaren Age Marcus efter aftale med Johannes V. Jensen tilføjede i en senere udgave. Det er påfaldende lidt, der tidligere er gjort ud af den side af Johannes V. Jensens forfatterskab. Og det er en lyst at læse himmerlandshistorierne. Johannes V. Jensen, som selv oversatte digtene i ’Egils saga’ i 1920’erne, har hentet inspiration fra de islandske sagaer, hvor livet leves råt og brutalt.

I bogen ’En himmerlandsk mundfuld’ lystlæser jeg de 40 himmerlandshistorier og påviser deres forbindelse med sagalitteraturen (især ’Egils saga’, som er skrevet, før kristendommen kom til Island). Centrale temaer i himmerlandshistorierne er ære, skam, hævn, had, jalousi, kaos og kærlighed – temaer, som vi kender fra de islandske sagaer.

I himmerlandshistorierne er Johannes V. Jensen netop optaget af de stærke drifter – både livs- , døds- og seksualdrifter.

Freud brugte mange år af sit liv på at forstå, hvordan et begreb som lidelse kunne vende sig til nydelse, som vi ser det i fænomenet sadomasochisme). Johannes V. Jensen udspiller temaet i den himmerlandshistorie, der hedder ’Elses bryllup’ – en novelle om en 11-årig drengs binding til en 19-årig kvinde. Han tiltrækkes af hendes afvisning og forestiller sig, at hun dræber ham. Han bliver skyld i hendes død, og historien beskriver stadierne i deres had-kærligheds-forhold.

Jensen har nok ikke læst Freud og heller ikke Jung, men Johannes V. Jensen er fascineret af de rå og stærke drifter. I sit 9-binds-værk ’Myter’ kobler han erindringsfænomenet sammen med nogle ældgamle slægtserindringer. Især i myten om farfaren Jens Jensen Væver finder vi en meget tydelig parallel til Jungs drøm om huset med de mange etager eller lag i bevidstheden.

1910 var på mange måder et spændende år.

Til slut gætter jeg på, hvad der vil blive husket fra 2010. Det var i 2010, Benny Andersens viser kom på kinesisk og blev sunget af et kinesisk kor, mens han selv sad ved flyglet i Kina. Kina kalder ham ’The other Andersen’.

Året 2010 vil også blive husket for, at Erik A. Nielsen udsendte den store Kingobiografi, som næppe nogensinde vil blive overgået – og som året, hvor Niels Birger Wamberg kom med sine essays ’Forkærligheder’ – årets bedste bog.

I 2010 fik vi også Carsten Jensens bog ’Ud’ – en tidskrønike, hvor han med seks store nyskrevne essays introducerer et udvalg af sine rejsereportager fra 1978 til 2010 og sætter dem ind i en større sammenhæng, historisk, politisk og personligt.

LÆS ANMELDELSEGlobetrotter Jensen udvider virkeligheden

Som rejsende journalist minder han om Johannes V. Jensen (The other Jensen), der også var journalist og rejsereporter og næppe havde været den samme, hvis han var blevet i Danmark.

Carsten Jensens titel ’Ud’ kan forstås på to måder: Dels handler den om udlængsel, der hos Carsten Jensen muligvis hænger sammen med hans opvækst i Marstal. (Romanen ’Vi, de druknede’, 2006 er en beretning om fire generationer af sømænd fra skipperbyen i det 19. århundrede, som satte livet på spil på verdenshavene, og om konsekvenserne for de efterladte) – dels kan titlen ’Ud’ opfattes som et skældsord, som hentyder til den måde, vi behandler fremmede på i dagens Danmark.

Carsten Jensen fik i januar Olof Palme-Prisen for at gå imod regeringens skarpe flygtninge- og udlændingepolitik.

I 2010 fører et tæt nordisk samarbejde til filmen ’En ganske rar mand’. Manuskriptet er skrevet af den danske Kim Fupz Aakesson. Den norske Hans Petter Moland instruerer, og svenskeren Stellan Skarsgård spiller hovedrollen – et imponerende samarbejde, som førte til en fantastisk film.

Endelig vil vi huske 2010 som året, hvor den unge Thure Lindhardt spillede Raskolnikov i Det Kongelige Skuespilhus.

LÆS ANMELDELSEThure Lindhardt er perfekt som gådefuldt overmenneske