Alene i løbet af efteråret er der kommet over 1.000 nye unge førtidspensionister til, viser de seneste tal fra Ankestyrelsen.

Mange af dem har fået tilkendt førtidspension på grundlag af depression, angst, skizofreni og stressrelaterede tilstande. Det er et billede, som går igen fra tidligere, hvor størstedelen af de nye førtidspensioner også fik tildelt på dette grundlag.

Danmark står ikke alene om at opleve denne udvikling, som finder sted i hele den vestlige verden.

Vi må dog aldrig glemme, at der bag hvert eneste tal i en statistik gemmer sig en hårdt prøvet skæbne: Et menneske med en psykisk lidelse lever i nogle perioder midt i et levende mareridt med dystre ’hvorfor er jeg her overhovedet?’-tanker, som får én til at overveje selvmord som den yderste flugtvej fra tilværelsen.

Andre oplever udmattende angstanfald eller bliver slidt op af en krævende skizofreni.

Dette er ikke en konkurrence i, hvilken lidelse som er værst. Enhver alvorlig psykisk lidelse medfører, at selv enkle hverdagsopgaver kræver samme kraftanstrengelse, som hvis vi andre blev tvunget til at bestige et nyt bjerg flere gange om dagen.

Derfor er vi helt enige med beskæftigelsesminister Inger Støjberg (V) og socialminister Benedikte Kiær (K) i, at tilgangen af nye førtidspensionister skal længere ned. Den gode nyhed er, at det kan lade sig gøre, hvis der sættes ind med politisk vilje og ressourcer!

Mange fagfolk er enige om, at en del af den stigende tilgang til førtidspensionsordningen kan bremses ved at sætte ind meget tidligere med en forebyggende indsats. Symptomerne på angst, depression og skizofreni kan faktisk lindres. Det lyder næsten banalt. Hurtig indsats – hurtigere på benene igen.

Derfor er det så dybt tragisk, at såvel unge som ældre psykisk sårbare ikke får den hurtige, reelle, sammenhængende og helhedsorienterede behandlingshjælp, som de har brug for – og krav på.

Som samfund kan vi ikke være dette bekendt.

Et sammenfald af flere uheldige faktorer tager disse mennesker til gidsler i deres eget samfund – og liv.

I dag findes der ikke nok speciallæger inden for psykiatrien til faktisk at klare det voldsomme pres for behandling, som der er – og den pukkel, som ligger fra tidligere år.

Sundhedsstyrelsen er på sagen og forsøger ihærdigt at tilbyde unge medicinstuderende flere introforløb til psykiatrien i håb om at kunne friste flere til at vælge den vej. Psykiatrien har i forvejen ikke en høj status på det medicinske område.

Det er et skridt på vejen, men det hjælper naturligvis ikke dem, der står i kø til behandling her og nu. Og der er ingen garanti for, at der rent faktisk kommer flere psykiatere i fremtiden.

Hele det psykiatriske område lever en ’hustler’-tilværelse inden for både stat, regioner og kommuner. Regeringen finansierer størstedelen af psykiatrien ved hjælp af puljer og projektmidler med korte udløbsdatoer, mens fysiske sygdomme naturligt har en fast plads på finansloven.

Lige nu lever socialpsykiatrien, som bl.a. står for botilbud, væresteder samt støtte- og kontaktordninger, uden en samlet økonomisk ramme. Hverken kommuner eller regeringen har gjort sig den ulejlighed at øremærke midler til 2011 og dermed fortælle ansatte, brugere og pårørende, hvad de har at gøre med.

På den måde bliver psykisk sårbare overladt til kommuner, som i år ikke engang har haft penge til at salte vejene eller fjerne sneen. Den manglende politiske vilje udløser vores værste bange anelser for, hvad der skal ske med samfundets svageste.

Samtidig kommer der måned for måned flere og flere psykisk sårbare til, der står og banker på døren for at komme ind til en behandling, som bliver sværere og sværere at få!

Det er det sande, dystre baggrundstæppe for regeringens netop fremlagte reform på førtidspensions- og fleksjobområdet. Det politiske udspil nævner ikke med ét eneste ord, at der skal afsættes flere ressourcer til at forbedre alle psykisk sårbares muligheder for behandling.

Tværtimod lægger beskæftigelsesminister Inger Støjberg ikke skjul på, at reformen i sidste ende er en spareøvelse, som i 2020 vil spytte knap 2 milliarder kroner i den slunkne statskasse. Realiteten er, at pengene burde gå den anden vej.

Inger Støjberg, skal man ikke sikre, at de nødvendige initiativer og forudsætninger er skabt, før man forventer en effekt og en besparelse?

Det er også vores menneskesyn, at intet menneske må opgives af samfundet og overlades til sig selv. I vores øjne måles et samfund stadigvæk på, hvordan det behandler sine svageste – uanset om de er over eller under 40 år. Derfor synes vi, at det er diskriminerende at operere med en aldersgrænse. Mange 41-årige psykisk sårbare har også stærkt brug for hjælp.

Psykisk sårbare har det bedst, når de har plads i samfundet på samme vilkår som andre – med uddannelse, beskæftigelse, behandling og førtidspension, hvor det er den eneste løsning. Alle har ret til et godt liv med tryghed uden nytteløse arbejdsprøvninger og den økonomiske utryghed, der slider på sindet!

Mange psykisk sårbare har blandt andet i medierne og på www.psykisksårbar.dk fortalt, at tilkendelsen af førtidspensionen blev deres redning til faktisk at komme videre i tilværelsen. For som Landsforeningen Af nuværende og tidligere Psykiatribrugere (LAP) siger i sit motto ’Først fredes, så fristes’.

Rækkefølgen er ikke tilfældig. Det tager tid at acceptere, at tilværelsens drejebog pludselig skal skrives om i nogle scener, når en psykisk lidelse melder sig: Måske må drømmestudiet opgives. Måske giver kæresten op. Måske er det bare hårdt at være vidne til, at ens eget spejlbillede af pigen, der kan alt, bliver slået i tusinde stykker, fordi man ikke engang kan komme i tøjet.

Uanset hvad tager det tid at lære at leve med sin psykiske lidelse – takle den og få et så godt liv som muligt med den. Men så skal man også fristes – til at turde drømme nye drømme som at tage en uddannelse eller komme ud på arbejdsmarkedet igen.

Man skal heller ikke glemme, at der altid vil være folk, der har behov for den tryghed, som en førtidspension giver. Det drejer sig for eksempel om alvorlige hjerneskader, autisme, udviklingshæmning, voldsomme bivirkninger af medicin eller alvorlig psykisk sygdom. Så det er da trods alt glædeligt, at regeringen ikke helt fjerner førtidspensionen fra det politiske landkort.

Til gengæld fjerner regeringen med ét pennestrøg den økonomiske tryghed fra mennesker, der i forvejen hører til samfundets svageste. Regeringen vil erstatte førtidspensionen på ca. 16.000 kr. om måneden før skat med en ydelse svarende til den, som den unge hidtil har været på.

De unge kommer ofte fra kontanthjælp, som for unge under 25 år svarer til ca. 5.300 kr. om måneden før skat, medmindre der er tale om dokumenterede lidelser som borderline, psykoser eller skizofreni. Kontanthjælp er indrettet til, at man kun er på ordningen i en kort overgang, men de færreste psykiske lidelser, som har bidt sig fast, går væk i løbet af kort tid.

Beskæftigelsesminister Inger Støjberg antyder, at den lavere ydelse bliver indført, fordi der nu er nogen, der tager sig af én – i modsætning til den højere førtidspension, hvor man passede sig selv. Den lavere ydelse skal også tilskynde den unge psykisk sårbare til hurtigere at komme ud på arbejdsmarkedet. Dermed overser ministeren fuldstændig, at der er evidens for, at rehabilitering forudsætter økonomisk og social tryghed.

Fremover vil mange unge psykisk sårbare ikke længere have råd til at sidde i egen bolig. Så unge psykisk sårbare, der i forvejen slås med indre uro og ængstelse, vil nu blive jaget ud af deres trygge omgivelser og ud på gaden.

Inger Støjberg, hvor skal de unge gå hen – hvor skal de bo? Og hvor findes i øvrigt de videnskabelige undersøgelser, som viser, at økonomisk usikkerhed og fattigdom gør folk raske?

Faktum er, at politikerne risikerer at skabe en helt ny underklasse i det danske samfund, hvis vi ikke passer på. Folk, der slås med store psykiske lidelser, kan ikke også magte at leve længe på et eksistensminimum. Det svarer til at bede en enarmet om at tage skeen i den anden hånd.

Vi mener, at de unge psykisk sårbare skal tildeles en ydelse – uafhængigt af eventuel ægtefælle – som har et tilstrækkeligt niveau til, at man har nok til dagen, vejen og huslejen over længere tid. En psykisk lidelse forsvinder ikke som dug for solen.

Det vil være naturligt, at ydelsen økonomisk ligger på samme niveau, som samfundet i øvrigt tilbyder langtidssyge m.fl. for eksempel sygedagpenge eller førtidspension. Ellers vil det økonomiske jagtgevær ramme ved siden af det ønskede resultat: at flere psykisk sårbare bliver hjulpet og behandlet tidligere.

Det er blot trist, at regeringen nu skaber større usikkerhed om, hvem der skal have førtidspension hvornår.

Som erstatning for den hidtidige førtidspension tilbyder regeringen unge psykisk sårbare et såkaldt udviklingsforløb, som vil spille på flere strenge: uddannelse, behandlingstilbud som psykologhjælp over mobilen samt tilbud om job på en virksomhed.

Psykisk sårbare over 40 år vil kun blive tilbudt en enkelt omgang udviklingsforløb.

Det er vigtigt, at det klart og hurtigt bliver defineret, hvad et udviklingsforløb kan – og skal – indeholde af elementer.

Inger Støjberg, skal et jobcenter være tovholder på, hvad der er en nødvendig behandling inden for det medicinske, terapeutiske og socialpsykiatriske område? Hvem skal gøre hvad, så den psykisk sårbare ikke falder ned mellem flere stole eller risikerer at modtage tilfældig behandling i forskelligt regi?

Vi synes, at ordet ’udviklingsforløb’ sender nogle forkerte signaler i forhold til, hvad der er tale om. Psykisk sårbare er ikke dovne mennesker, der frivilligt ligger hjemme på sofaen og derfor bare trænger til et kærligt los bagi for at komme fra A til B.

’Rehabiliteringsforløb’ og ’rehabiliteringsydelse’ er bedre betegnelser, fordi vi har at gøre med mennesker, der har brug for behandling, ro og fred til at lære at leve med deres psykiske lidelse – uden at de skal føle sig glemt og opgivet. Så rejsen mod et så godt og meningsfyldt liv som muligt kan begynde.

Derfor er det vigtigt, at den psykisk sårbare får tilbudt den rette indsats hele vejen igennem forløbet – uanset dets varighed.

Men et forløb må heller ikke vare længere tid, end det er nødvendigt. Vi deler oppositionens bekymring for, at en 20-årig psykisk sårbar risikerer at komme op på fire-fem-årige udviklingsforløb, indtil vedkommende er berettiget til førtidspension.

Det er heller ikke god anvendelse af samfundets ressourcer, hvis man forlænger en indsats ud over den nødvendige, hvilket der er fare for sker med faste tidsperioder på fem år.

Allerede i dag kræver det kolossal styrke at være svækket i dagens Danmark. Så det er utrolig vigtigt, at der bliver tale om reelle behandlingstilbud i disse rehabiliteringsforløb. Men ærligt talt, så er det svært at forestille sig, at lige netop jobcentrene er de rette til at strikke sådanne forløb sammen, som centrene fungerer i dag.

I de senere år har jobcentrene forladt deres helhedssyn, når det gælder om at få folk i beskæftigelse. I dag er der eksempler på, at de ansatte går mere op i at konkurrere om, hvor mange samtaler de hver især kan afholde snarere end at gøre en kvalitativ forskel for den jobsøgende.

Jobcentrene er også bundet på mund og hånd. De må ikke længere forholde sig til sociale eller helbredsmæssige problemer for eksempel alkoholproblemer eller en psykisk lidelse, som ellers kan stå i vejen for, at den enkelte kan komme tilbage til arbejdsmarkedet. Endelig er nye faggrupper kommet ind i jobcentrene og sidder efter to dages uddannelse og skal rådgive folk om deres jobmæssige fremtid.

Det kan der være nogen logik i, men ikke når det gælder folk med psykiske lidelser, som kræver en helt særlig indsigt. Derfor er der behov for at genindføre helhedssynet på jobcentrene og flytte de socialrådgivere tilbage, der besidder en særlig indsigt i psykosociale forhold, så de i team kan hjælpe de psykisk sårbare bedst muligt.

I virkeligheden burde udviklingsforløbet også starte der, hvor folk får det dårligt – for eksempel på virksomheden. Ingen mennesker har jo lyst til at skifte arbejde, blot fordi arbejdsevnen bliver nedsat.

Derfor skal der også skabes mulighed for meget tidlige udviklingsforløb for at sikre fastholdelsen af medarbejdere, der allerede er ansat. Der skal skabes økonomiske incitamenter til at rumme folk med nedsat arbejdsevne i stedet for at straffe virksomheder, der ellers kunne tænke sig at gøre en ekstra indsats.

Som en tyv om natten er regeringen godt i gang med at forvandle alle fleksjobbere til førtidspensionister. Den offentlige sektor får fremover forringede muligheder for at aftage fleksjobbere, fordi udligningsordningen bortfalder. Samtidig skal virksomhederne selv betale fleksjobberens første år.

Det lyder flot, når beskæftigelsesminister Inger Støjberg siger, at alle skal kunne arbejde, hvis de har mulighed for det. Men at tale om, at alle mennesker – også dem med kun en times arbejde om ugen – skal kunne være på arbejdsmarkedet, er reelt absurd.

For det første kan man næppe tale om selvforsørgelse gennem et job på under ti timer om ugen.

For det andet er det ikke realistisk at tro på et generelt arbejdsmarked til mennesker med meget begrænsede evner til at arbejde. Folk i fleksjob risikerer at blive så ’besværlige’ for virksomhederne, at de i stedet vælger at ansætte folk uden nedsat arbejdsevne i deltidsjob.

Hvis arbejdsevnen er under ti timer, synes det mere oplagt at tilkende førtidspension og udnytte mulighederne for skånejob og/eller deltidsbeskæftigelse der, hvor det kan lykkes at skabe en åbning – på virksomheder, i organisationerne eller på de sociale økonomiske virksomheder.

Det er nødvendigt at tænke mere konstruktivt, hvis ikke vi skal miste flere psykisk sårbare, der risikerer at falde for regeringens vådeskud.

25. januar afholder Foreningen Det Sociale Netværk og Danske Handicaporganisationer en konference om konsekvenserne af regeringens udspil.