Der er stor forskel på Afrika og Danmark.

Danmark er et lille, trygt og godt land. Det er Afrika ikke. Mange forbinder det sorte kontinent med ulykker og omfattende katastrofer.

Red Barnets hjemmeside taler om 33 millioner hiv-smittede/aids-ramte i verden. 70 procent af dem er afrikanere. Men er der ikke et andet billede af Afrika? Handler det altid om, at afrikanerne skal have hjælp? Hvad hvis de kan hjælpe os med noget?

Sidste efterår udkom tredje og sidste bind af Jakob Ejersbos Afrikatrilogi. Det tredje bind hedder ’Liberty’, bind 1 og 2 har titlerne ’Eksil’ og ’Revolution’. En trilogi, der er blevet rost og allerede regnes for et nyt hovedværk i dansk litteratur.

Men trilogien er jo ikke bare en litterær manifestation.

Den vækker stadig debat, måske fordi den på sin egen stædige facon udfordrer vanetænkningen i Vesten. Det er samfundskritik af den gode slags, dvs. diskret bidende. De har en anden tidsopfattelse i Afrika. De har ikke travlt med at nå hen til døden, som der står. De snakker heller ikke kun om arbejdet, som er hofemnet blandt vesterlændinge.

Man kan kritisere Afrika for mange ting: korruption, nepotisme, politisk ustabilitet. Samtidig er Afrika fattigt og ramt af katastrofer med en regelmæssighed, der gør de fleste døve og blinde for, hvad der ellers foregår på kontinentet.

Ejersbos trilogi er da også dyster, barsk, rent ud sagt kulsort, men der er også nogle solide sprækker af lys. Ejersbo har en dreven måde at liste håbet ind på.

Derfor er værket ikke kun så deprimerende læsning, det er også allerpokkers stimulerende.

Håbet er knyttet til trilogiens tidsopfattelse. Afrikanerne kan finde ud af at slappe af – de kan finde ud af at leve i nuet. De taler på en anden måde, de tænker på en anden måde. Deres sprog er helt anderledes robust, direkte og rummeligt.

Til gengæld er det enkelte afrikanske liv kort. En af personerne fylder på et tidspunkt 22 år. Så er det tid at lægge op og komme ind i en mere rolig gænge.

At blive voksen for tidligt er princippet i Afrika.

Den slags gør os bekymrede i Danmark. Måske er Ejersbos trilogi især så udfordrende, fordi den viser, at vores ide om det bløde barn og det bløde unge menneske måske i grunden er uholdbar? Trilogien har ikke specielt meget respekt for den opfattelse. Livet igennem kan man jo blive udsat for for store erfaringer.

Så vælter man omkuld. Det kan ske, når man er ung. Det kan også sagtens ske, når man er ældre. Den risiko forsvinder aldrig, den er ikke snævert knyttet til alderen.

De afrikanere, vi hører om, dør da heller ikke af for tidlige voksne erfaringer. Når de dør, er det af andre årsager: De får et mineloft ned i hovedet, de bliver skudt af røvere mv.

Afrikanerne har et andet syn på personligheden.

Ejersbos trilogi foregår i 1980’ernes Tanzania. De hvide teenagere, som er havnet i Afrika sammen med deres forældre, kastes ud i noget af den samme rablende hurtige læring som deres afrikanske kammerater.

De får erfaringer, som de måske ikke magter. Eller gør de?

Trilogien lægger ud med et intenst portræt af den britiske og hvide Samantha, der har en pågående seksualitet. Det slipper hun ikke altid godt fra. Det er godt på nogen måder, rigtigt dårligt på andre. Samantha er provokerende.

At have en pågående seksualitet straffes ikke mindst af kvinder, blandt andre de jævnaldrende indiske piger, som går på samme internationale skole som Samantha.

Men nu er det jo sådan med sex, at sex er plastisk, sex kan blive til hvad som helst. Den kan flå kærlighedsbånd over, men den kan også kombineres med kærlighed igen og igen og uddybe kærligheden som næsten intet andet.

Og er det ikke noget af det påfaldende ved Samantha, at hun egentlig er en drengepige – god til at køre motorcykel, harpunere fisk, spille tennis mv. – men hun har ringe talent for at være den pæne, den artige kvinde, der forstår at holde kæft og se smuk ud?

Det bringer Samantha ud i uføret, men det skaber også dybe bånd til et par unge mænd, som er forelskede i hende og ikke kan glemme hende, og som især kan se hendes kapacitet for venskab.

Samantha har heltindens kraft – selv om hun godt nok har et miserabelt ry på sin skole og ude i byen. Man skal have et skarpt øje for at se hendes kvaliteter.

Hen mod slutningen af ’Eksil’ skal Samantha komme på sin afgørende moralske prøve: Hun holder hånden over den sorte Baltazar. I en hudløs situation er hun i stand til at besinde sig og værne ham mod en hurtig og øjeblikkelig død, selv om han har begået et overgreb på hende.

Hvorfor gør hun det? Fordi hun på brøkdele af sekunder træffer en rigtig beslutning, som er i dyb overensstemmelse med hendes værdier.

Egentlig magter hun denne barske erfaring, den konkrete barske situation. Den kalder den moralske kerne frem i hende. Hendes egen stærke dømmekraft. Samantha er gjort af ædelt og godt materiale.

Det, som kommer til at knække Samantha, er noget helt andet. Det er ikke erfaringen. Det skyldes blandt andet, at hendes forældre ikke har sat rimelige grænser for hende, de har ikke fulgt op på deres krav til hende. Hvad der er helt håbløst på et kontinent som det afrikanske, hvor grænserne om noget gælder, længe før en eller anden frihed gør det.

Der er andre unge kvinder i trilogien, som får et mere nemt liv end Samantha – og alligevel er det hendes kærlighed til kontinentet, der brænder mest igennem. Hvorfor mon?

Hvordan er det muligt at elske et Afrika, hvor mennesker rask væk bliver ribbet for helbred og førlighed. Et land, hvor ens arbejdsindsats kan tyvsjæles på en nat. Et land, hvor jungleloven er ubønhørlig.

Hvordan er det muligt at elske Afrika på de betingelser – med de nådesløse levevilkår? Man skulle ikke tro, det var muligt.

Men det sker alligevel. Fordi omsorg og moralske handlinger stadig er en målestok. Det er det for Samantha og hendes nære venner, som ikke glemmer hende.

Retningen i hendes engagement fremgår af tredje og sidste bind. Det er dette bind, som beskriver den unge sorte Marcus’ liv i en svensk familie, der er på ulandsarbejde i Tanzania. Dette bind er totalt nådesløst i sin afdækning af virkningsløs ulandsbistand.

Men det er også en mærkeligt humoristisk og utrættelig udholdende kamp for at få det bedste ud af ofte meget små muligheder. Dette bind kan virkelig beskrive samspillet mellem samfund og menneske. Ingen eksisterer uden en omverden, en omgivelse.

Tredje bind går helt tæt på hierarkiet mellem sort og sort, men også mellem sort og hvid. Det sidste hierarki tænder håbet, men cementerer også afmagten. Marcus har lige så mange stærke moralske egenskaber som Samantha, også stærke personlige egenskaber. Men det kan kun udvikle sig til så lidt, som det gør, fordi det afrikanske samfund er så umådeligt hårdt, som tilfældet er.

I Afrika gælder grænsen stadig – lige meget om den enkelte vil have det eller ej. Marcus har en helt usentimental indsigt i egen situation. Marcus er reelt barnepige, kaffebrygger, bleskifter mv. Marcus ved, han er i en flydende position, hverken hvid eller sort, hverken barn eller voksen. Han er uden hjem, men ikke på gaden, som han siger. Han kan på ingen måde gøre sig håb om at blive forstået:

»Hvis jeg prøver på at blive forstået, så vil det koste mig. Hvordan skal jeg få alle de mennesker til at sætte sig ned og lytte til mig? Umuligt. Jeg lader mig bruge for at bruge. Skal jeg gå til Katriina? »Hallo, din mand er vanvittig – han pumper i alle sorte huller«. Kaste med sten i glashuset.

Hvis jeg fortæller det til amerikanerne, kan det rejse direkte til Jonas’ øre. Som at skylle mig selv ud gennem toilettet for aldrig at blive set igen«.

Det her er egentlig Marcus’ for store erfaring – ligesom Samantha også udsættes for en for stor erfaring – men ligesom hun i et splitsekund finder en afgørende beslutsomhed frem, så tilpasser han sig dagligt og gennem flere år til den usikre situation.

Han kan gennemskue, at han ikke har nogen allierede. Han kan også gennemskue, hvor ensom han er. Der er kun ham til at passe på sig.

Han må hele tiden arbejde på at gøre sig nyttig for at overleve.

Marcus klarer sig ved at gribe sine chancer i luften: »Ja, situationen er usikker – jeg må springe, så jeg er central for den hvide livsglædes blomstring«.

Marcus’ sprog er propfyldt med den slags stærke metaforer, hvor død og blomstring ligger klos op ad hinanden. han taler om sorte bær og hvide bær, om flødetrusser. Et sprog, der går lige i øregangene.

Især ’Liberty’ er proppet med eksempler på dette sanselige robuste sprog, men allerede i ’Revolution’ er der eksempler, når minearbejderen Moses overvejer, hvordan han kunne tage hjem til familien: Den smule, de har, vil de dele med ham. Men det, som de har mest af, vil de også dele: problemer og skuffelser.

Der er en tør indsigt i skuffelsernes omfang, men også i omsorgen.

Selv om døden findes så overvældende i Afrika, så gør frodigheden det samtidig,. Det siger sproget lige ud.

I en vestlig kultur som den danske har vi meget travlt. Vi skal hele tiden nå noget, vi skal bevæge os frem til den ene, den anden, den tredje deadline. I løbet af en dag skal vi være flere steder, og næste dag, i morgen, starter det selvfølgelig forfra..

Hvis vi har børn, skal de det samme. De slipper heller ikke. De skal også være beskæftiget. Vi har helvedes travlt, også komisk travlt. Vi mister lidt fornemmelsen af, hvornår vi egentlig er fremme.

At nyde noget er ikke en dyd i Danmark. Jeg vil vove den påstand, at en del har glemt, hvordan man egentlig gør. Vi lever ikke midt i en frodighed. Det er ikke en rammende måde at beskrive os selv på.

Allerede i 1969 skrev den engelske forfatter John Fowles, at vi vier »en så enorm del af genialiteten og indtægterne i vore samfund til at finde på hurtigere måder at gøre tingene på – som om menneskehedens slutmål var at nå nærmere, ikke til fuldendt menneskelighed, men til et fuldendt lynglimt«.

Sådan er det blevet i vores vestlige kultur, vi har fået så travlt, at vi nærmest jager den sammenklappede tid.

I Danmark er vi stolte af vores effektivitet, vores demokrati og velfærd. De store goder er nogen, vi har arvet fra danske generationer før, de er blevet stukket i hånden på os. Vi har fået det hele forærende. Vi har knap nok anstrengt os. I 1980’ernes Tanzania er en langsom og overbevisende menneskelighed banket frem på den skrappeste måde.

Afrika har et stærkt bud på, hvordan en moderne personlighed ser ud. Erfaringen og ansvaret kan komme tidligt til et menneske, uden at det går i stykker af den grund. Tværtimod. Det vokser!