Vi er en generation af unge socialdemokrater, som er dybt bekymrede.

Bekymrede over, at vi er den første generation i 150 år, som ikke har udsigt til fortsat økonomisk vækst. Bekymrede over, at uddannelsesniveauet i Danmark er faldende. Bekymrede over, at alt det, vi troede, vi skulle leve af i fremtiden, nu pludselig forsvinder til Kina. Og ikke mindst bekymrede over, at de politiske partier tilsyneladende ikke har nogen seriøse bud på, hvordan vi får gang i væksten igen.

Vi er kort sagt faldet i søvn bag rattet – med kurs mod afgrunden.

Som unge socialdemokrater er vi først og fremmest optaget af, at Socialdemokraterne fremlægger et gennemarbejdet bud på, hvad vi skal leve af i fremtiden. Socialdemokraterne og SF har fremlagt to udmærkede udspil. ’Fair forandring’ om et mere retfærdigt og fremsynet skattesystem, og ’Fair løsning’ om udfordringerne med at skaffe hænder nok på arbejdsmarkedet.

LÆS ARTIKELHer er hovedpunkterne i 'En fair løsning'

Men uden en konkret strategi for, hvordan vi sikrer nye job, er det i virkeligheden omsonst at diskutere flere hænder.

Derfor er der brug for en overbygning, som forholder sig offensivt til, hvad vi skal leve af i fremtiden. Man kunne kalde den ’Fair fremtid’.

På bare to år er 200.000 arbejdspladser forsvundet ud af landet. De kommer ikke igen.

Blandt OECD-landene er det kun Japan, som frem mod 2025 har udsigt til lavere vækst end Danmark. Vores produktivitetsudvikling er gået fuldstændig i stå, og på IMD’s liste over verdens mest konkurrencedygtige lande er Danmark efter mange år i toppen nu raslet ned på en 13.-plads, og intet tyder på, at rutsjeturen stopper her. Et af vores store flagskibe, vindmøllefabrikken Vestas, har nedlagt flere tusind arbejdspladser i Danmark, og mellem linjerne er det blevet mere end bare antydet, at det næppe er sidste gang, det skete.

Også på uddannelsesfronten står det skidt til. Vores generation har jo fået ind med modermælken, at »uddannelse er Danmarks råstof«, og at »når de andre bliver billigere, skal vi blive bedre«, som også var et af Anders Foghs mantraer. Med andre ord, at vejen til vækst, velstand og velfærd i fremtiden går gennem mere og bedre uddannelse. Hvilket vi jo isoleret set kun kan være enige i. Problemet er så bare, at det de senere år er gået den stik modsatte vej.

Færre unge gennemfører en ungdomsuddannelse i dag end for ti år siden. Og senest kom så de nedslående Pisa-resultater, der viste, at trods megen snak er fagligheden i folkeskolen faldet over de seneste ti år, samtidig med at Asien bare buldrer derudad og tager mange af de job, vi troede Danmark skulle leve af i fremtiden.

I Danmark diskuteres det stadig, hvordan vi skaffer flere hænder fremover. Socialdemokraterne og SF siger 12 minutter mere om dagen. Radikale, Konservative og Liberal Alliance siger, at efterlønnen skal fjernes, og Venstre siger ikke rigtig noget.

Vi vil på ingen måde sætte spørgsmålstegn ved, at arbejdsudbuddet skal øges, hvis vi i fremtiden skal bevare vores nuværende velfærdsniveau. Men hele forudsætningen for, at det giver mening at tale om reformer, der skal øge arbejdsudbuddet, er, at vi rent faktisk har nogle arbejdspladser i fremtiden.

Når man spørger i rød blok, hvordan vi sætter gang i væksten, lyder medicinen på at fremrykke nogle offentlige investeringer, så vi kan få renoveret skoler og sygehuse. Alt sammen fint nok til at få gang i hjulene her og nu, men det er jo ikke noget, der rykker i forhold til at skabe vækst på den lange bane.

Vi ønsker ikke at tegne et billede af, at alt er ad helvede til, og at vi lige så godt kan omdanne Danmark til et frilandsmuseum i morgen. Tværtimod er vores budskab positivt – der er faktisk en vej, der kan hjælpe os væk fra den brændende platform, vi øjeblikket står på. Tilmed en vej, der både kan styrke os økonomisk og samtidig være med til at levere svar på en række af de andre store udfordringer, vores generation står over for.

I 1962 formulerede John F. Kennedy den vision, at USA inden udgangen af årtiet skulle have landsat en mand på Månen og bragt ham sikkert tilbage til Jorden. Mange var skeptiske. Det var umuligt, det var dyrt, det var uansvarligt, lød det fra kritikerne. Kennedys vision førte til massive investeringer i forskning, som ikke bare gavnede rumfartsorganisationen Nasa, men i høj grad også er kommet resten af samfundet til gavn. Og i 1969 lykkedes det som bekendt at lande Neil Armstrong og Buzz Aldrin på Månen.

Vi tror næppe, at en dansker på Månen er vejen frem. Men vi tror meget på ideen om at sætte store visioner, som forudsætter massive investeringer og innovation. Både fordi visionen er et mål i sig selv, og fordi vejen til målet vil betyde massive investeringer og afkast. Men det kræver modige og visionære politikere, som tør opstille ambitiøse mål, der går ud over den kommende valgperiode.

Visioner er ikke nok, hvis de ikke følges op af konkret handling. Og det er selvfølgelig ikke gratis. Men vi mener helt grundlæggende, at det er investeringer, vi ikke har råd til at lade være med at lave. Derudover mener vi, at der er behov for at se kritisk på en række af de elementer i vores skattesystem, som har været tabubelagte de sidste mange år.

Vi er lodret imod, at Socialdemokraterne og SF over de næste år vil bruge 8 milliarder kroner på skattelettelser til de rigeste boligejere, sådan som der lægges op til med ’Fair forandring’.

LÆS OGSÅRegnedrenge uenige om Søvndal og Thornings store plan

Endelig mener vi, at der er gode muligheder i at omlægge og nytænke de mange forældede erhvervsstøtteordninger, hvis effekt er yderst tvivlsom.

Vi vil her præsentere fem konkrete visioner, som vi mener Socialdemokraterne bør tage til sig og gøre til helt centrale pejlemærker for en ny regering.

Vil vi klare os i fremtiden, må vi vælge vores vindere. Vi tror på, at vi må udvælge nogle områder, hvor vi med udgangspunkt i offentligt-private partnerskaber kan skabe nye løsninger og grundlag for eksport. Vindmølleeventyret i 1990’erne var et resultat af en klar politisk vision om, at vi skulle være førende på området. I Sydkorea har man sat som ambition, at man skal være verdens førende eksportør af grøn teknologi, og man er godt på vej til at nå målet, selvom man startede fra en dårligere udgangsposition end Danmark.

Det grønne område er selvsagt et af de områder, hvor vi skal være helt i front fremover. Det er ikke nok bare at love at bygge et par ekstra vindmøller eller proklamere, at Danmark skal være forsynet med 100 pct. vedvarende energi i 2050.

Vi må stille klare krav her og nu, som kan sætte gang i en efterspørgsel og drive markedet i retning af nye grønne løsninger. For at styrke efterspørgslen efter grønne løsninger og dermed incitamentet til at investere skal der stilles krav til kommuner, regioner og staten om bæredygtighed. Det gælder i forbindelse med offentlige indkøb af alt fra elsparepærer til miljøvenlige busser. Og det gælder i forhold til de virksomheder, der leverer opgaver til det offentlige.

Den slags krav er allerede så småt ved at komme fra EU, så vi kan få en klar fordel, hvis vi allerede starter nu.

Et andet område, der kan blive en dansk succeshistorie, er efter vores opfattelse velfærdsteknologi.

I de kommende år vil der blive et øget pres på den offentlige sektor, når flere ældre skal forsørges. Hvis fremtidens ældre skal have det samme omsorgsniveau som i dag – eller bedre end i dag – er vi nødt til at tænke i intelligente løsninger. Velfærdsteknologi dækker over en bred vifte lige fra softwareprogrammer med indbyggede alarmer over robotter, der kan varetage rengøringsopgaver til intelligent boligindretning for plejekrævende ældre. I og med at alle vestlige lande kommer til at opleve et pres, vil der være næsten uanede eksportmuligheder, hvis Danmark beslutter sig for at være det land, som er førende inden for velfærdsteknologi.

Andre steder er vi knap så godt med. Men det betyder ikke, at løbet er kørt. Alle vestlige lande står over for at skulle lave store investeringer på en række områder, og vi kan lige så godt være blandt dem, der er først og derfor kommer til at høste fordelene i form af eksportordrer.

Det grønne område er selvfølgelig helt oplagt. Alle vestlige lande kommer i de kommende år til at gøre en stor indsats for at nedbringe CO2-udslippet fra private hjem. Vi mener derfor, at Danmark skal være førende, når det gælder teknologier til lavenergibyggeri – teknologier, som siden kan eksporteres til resten af verden. Alt nybyggeri fra 2015 skal derfor leve op til f.eks. ’BOLIG+’-standarden.

Det offentlige skal selvfølgelig sprøjte nogle penge i projektet, så det ikke bliver uforholdsmæssigt dyrt at bygge nyt. Den almene sektor er et andet område, hvor vi bør gå aktivt ind og stille skrappe miljøkrav – samtidig med at pengene selvfølgelig følger med. De investeringer vil både gavne miljøet, den enkelte familie, der sparer penge på energien, og det danske erhvervsliv.

Et andet sted, hvor der er behov for at sætte ind, er i forhold til infrastruktur. I dag er den danske infrastruktur mange steder dybt forældet, og det koster dyrt. Vi skal investere massivt i ny infrastruktur, som både vil højne Danmarks konkurrencedygtighed og binde Danmark bedre sammen. Det tog vanvittig mange år for politikerne at blive enige om Storebæltsbroen.

Den gamle småstatsmentalitet dukkede tydeligt op. Det med store visionære byggeprojekter er ikke noget for os. Det er meget mere dansk med nogle små langsomme færger med dårlig kaffe, hvor ungerne skriger. I dag er modstanderne af Storebæltsbroen forbavsende tavse. Den mentalitet skal der gøres op med. Vi tror på, at nye visionære byggeprojekter som f.eks. en bro over Kattegat ikke bare vil binde Danmark sammen og skabe mere vækst, men også gøre Danmark til et foregangsland inden for moderne, miljøvenlig infrastruktur.

Mens Danmarks eksport stadig er rettet mod Sverige, Tyskland og Storbritannien, er en række nye lande på vej frem. Næsten hver anden indbygger på Jorden bor i et af de fire såkaldte Brik-lande, Brasilien, Rusland, Indien og Kina. Især Kina oplever i disse år tårnhøje vækstrater, og med en årlig vækst på 10 pct. får mange kinesere i disse år en enormt stor købekraft, som gør dem til et attraktivt marked.

Desværre er det ikke gået op for ret mange danske virksomheder. I dag eksporterer de nemlig lige så meget til de fire lande som til Holland. Og med al respekt for vores venner i fladlandet, er det jo ikke der, fremtidens vækstcenter kommer til at ligge.

Det er nu, toget kører, ikke om fem eller ti år. Hvis vi skal med, kræver det, at der lægges en målrettet strategi for, hvordan danske virksomheder kommer ind på Brik-markederne.

Ud over en masse danske arbejdspladser vil det forbedre den offentlige saldo med 50 milliarder kroner, hvilket er næsten tre gange så meget, som det ifølge de mest optimistiske skøn vil give i nettoindtægt at afskaffe efterlønnen.

En af de væsentligste årsager til, at Danmark har så lave vækstudsigter, er, at vores uddannelsesniveau er stagneret. På fremtidens arbejdsmarked bliver der ikke mange job til folk med kun ni års skolegang. Det er derfor både i den enkeltes og i samfundets interesse, at flere får en ungdomsuddannelse.

Derfor mener vi, det er på tide, at undervisningspligten hæves, så alle unge får både ret og pligt til at gennemføre en ungdomsuddannelse. Der er sket meget på de 40 år, siden undervisningspligten blev hævet fra syv til ni år, og ligesom syv år ikke var nok i 1970, er ni år altså ikke nok i 2010.

Vi ønsker også en gennemgribende reform af folkeskolen, som skal omdannes til en helhedsskole, hvor der vil være både tid og plads til, at faglighed og fordybelse kan gå hånd i hånd med kreativitet og leg. Vi mener, at helhedsskolen vil løfte alle elever – både de stærke og de svage. Også her må vi imidlertid konstatere, at Socialdemokraterne og SF ikke er ambitiøse nok. I ’Fair forandring’ er der kun sat to milliarder af til investeringer i folkeskolen – eller en fjerdedel af, hvad de to partier planlægger at bruge årlig på skattelettelser til boligejerne.

Skal vi sikre vækst i Danmark, kræver det et dynamisk arbejdsmarked.

Den danske flexicuritymodel i dag er så udvandet, at begrebet knap nok giver mening. En kommende regering bør derfor indkalde arbejdsmarkedets parter til drøftelser af, hvordan man kan foretage gennemgribende reformer af det danske arbejdsmarked med henblik på at skabe ’Flexicurity 2.0’.

Det vil indebære reformer af dagpengene med henblik på at gøre ordningen mere attraktiv. Det betyder ikke nødvendigvis, at dagpengeperioden skal tilbage på fire år, men det er bydende nødvendigt, at dækningsgraden hæves til omkring de 85-90 pct., som det oprindelig var meningen med ordningen.

I dag har alt for mange helt almindelige lønmodtagere en dækningsgrad helt nede omkring 55-60 pct. og derfor ikke noget voldsomt stort incitament til at være medlem af en a-kasse.

Det er også hårdt tiltrængt med en gennemgribende reform af hele den aktive arbejdsmarkedspolitik. Det er på høje tid at gøre noget ved Inger Støjbergs aktiveringscirkus, så meningsløse aktiveringskurser afløses af målrettet videreuddannelse og opkvalificering.

Derudover må det kraftigt overvejes at lave en form for afgift over for de lønmodtagere, som er dækket af en kollektiv overenskomst, men ikke betaler til et af de fagforbund, som forhandler dem.

Dette er vores bud, som vi nu vil diskutere med andre unge socialdemokrater, der ligesom os er bekymrede for, hvad Danmark skal leve af i fremtiden.

Vi inviterer alle, som både er bekymrede og kan se løsninger, til at være med.