Der har været travlt ved håndvasken, når det gælder den aktuelle situation i folkeskolen og på de gymnasiale uddannelser.

Ikke mindst erhvervsuddannelserne. Alle skyder på hinanden – politikere, repræsentanter for Danmarks Lærerforening og erhvervslivet, pædagogiske forskere, diverse lærere og forældre mv.

Alle kan de finde ud af at påvise et dannelsestab i form af en rystende mangel på faglige kundskaber og paratviden (jf. webdokumentaren ’Alt for mange nuller’, som afslørede, at handelsskoleelever regner på niveau med børn i 3. eller 4. klasse).

Det kniber straks mere med at anvise adækvate svar ud af sumpen. Dem kommer vi imidlertid også fremover til at kigge i vejviseren efter, medmindre samtlige aktører til bunds begriber, at folkeskolens deroute er uløseligt forbundet med en generel samfundsmæssig nedtur.

Denne sammenhæng betyder, at folkeskolens problemer kun kan løses, ved at man tager fat uden for skolens rammer. Den konstante uro i klasseværelserne – hovedforklaringen på alt for mange børns manglende indlæring – kan kun elimineres, hvis vi holder op med at forstå skolen som en ø.

Når jeg benytter ordet dannelsestab – hvad er det så mere præcist, jeg sigter til? Som nævnt faglige kundskaber og paratviden. Men begrebet er langt bredere. Lad mig illustrere:

1. scenarie: Jeg skal i gang med at undervise mit aftenhold i engelsk, men jeg kan ikke som i de unge år nøjes med at komme et par minutter før timen og lægge bøger og materiale klar. Yderligere 10 minutter skal afsættes til at fjerne papbægre, madrester, slikposer, sodavandsflasker og blyantspidserfnuller fra de(n) forrige klasse(r).

2. scenarie: Jeg har bestilt vinduespudser til kl. 9 og går en halv time før i gang med at fjerne potteplanter, lamper og diverse nips fra vindueskarmene. Da klokken er blevet 9.30, uden at vinduespudseren er dukket op, ringer jeg ham op og får at vide, at han desværre bliver forsinket. Kl. 10.30 ringer jeg igen og får at vide, at han har fået en vigtig hasteopgave og derfor først kan komme om eftermiddagen. Hvis han da i det hele taget kan nå at komme den dag.

3. scenarie: Far, der er blevet skilt fra mor, skal hente lille Peter til samvær i weekenden. Dagen inden afhentning ringer far og meddeler, at han alligevel ikke kan have Peter.

Den kvikke læser har for længst gennemskuet, at fællesnævneren for de tre historier fra det virkelige liv er ansvarsløshed på forskellige niveauer. Det er ikke ’ordentlig’ opførsel. For ét er, at mor og far ikke har lært Peter at smide ispapir og tyggegummi i skraldespanden – noget ganske andet er, hvis en aftale kun er en aftale, så længe der ikke lige kommer noget andet i vejen.

Historikeren Henrik Jensen har udtrykt det sådan her: »Ansvarsforflygtigende manøvrer tages i offentligheden for givet«.

»Hvor det drejer sig om den personlige ansvarlighed – denne traditionelle krumtap i samfundslivet, forventningen om at en person viser vilje og evne til at påtage sig ansvaret for sig selv og sine handlinger, herunder for hvad der er blevet ham betroet af samfundet – falder flere og flere for fristelsen til at melde pas«.

Med afsæt i dette citat vil jeg udfolde tre væsentlige årsager til, at det er gået så galt i folkeskolen: 1) Forældre tager ikke børneopdragelsen/dannelsen af de nye generationer på sig som det arbejde, den er. 2) Skilsmisserne. 3) Den pædagogiske forskning og reformpædagogikken.

Alt for mange anskaffer barn, så nogenlunde som de anskaffer sig bil. Den nye Volvo kan placeres i garagen eller carporten, når den ikke er i brug. Det er fuldstændig ligesom med Viggo. Han bliver parkeret i vuggestuen sådan cirka fra 8 til 17 hver dag. Velstående karrierefamilier ansætter også en au pair.

Genstanden ’barn’ lider bare af den ulyksalige mangel, at produktet ikke kan byttes eller få indbygget en hold kæft-chip, når forældrene indser, at varen ikke rigtig lever op til forventningerne.

Grufuldt er det, når forbrugsgodet, der skulle fungere som behovsopfyldende statusobjekt – se mit smukke, begavede, talentfulde barn – viser sig at være alt andet end den lille lækre hapstop på kransekagen, men en skrækkelig Olfert, der ikke kan dumpes i fryseren eller parkeres side om side med Volvoen.

Når forbrugsgodet viser sig at kræve overordentlig meget tid, overordentlig mange kræfter og – ikke mindst – overordentlig meget arbejde.

Børn er nemlig først og fremmest arbejde – vel at mærke, hvis forældrene har til hensigt at tage deres børneomsorg alvorligt. Barneprojektet bliver godt nok aldrig solgt under denne uspiselige varebetegnelse, men en kendsgerning er den store arbejdsbyrde.

For klarhedens skyld definerer jeg lige mit omsorgsbegreb. Forældrene skal drage omsorg for barnet og varetage dets interesser. Deres rettigheder består i at kunne træffe bestemmelse om, hvordan barnet skal opdrages og uddannes, hvor det skal bo og opholde sig, og hvilken mad og tøj det skal have.

Til rettighederne er knyttet en omsorgspligt. Barnet skal således have tilstrækkelig meget mad og tøj, tag over hovedet og lægehjælp i sygdomstilfælde. Omsorgspligten omfatter imidlertid også pligten til at opdrage barnet, lære det at begå sig blandt andre mennesker (sociale evner såsom at sidde stille på en stol i et klasseværelse), sørge for, at barnet tilegner sig færdigheder (f.eks. at kende klokken og binde sine egne snørebånd), ud over de kundskaber, som skolegang og uddannelse gerne skulle kaste af sig.

Når jeg betjener mig af ordet børneomsorg, forudsætter jeg, at den udføres af forældre, der tager yngelplejen alvorligt. Forældre, der institutionaliserer deres børn mere end ca. 30 timer om ugen, falder uden for denne kategori.

Det samme gør den mor og far, der tillader, at deres barn indtager aftensmaden alene foran tv’et på eget værelse. Eller ikke sørger for, at deres barn får sund morgenmad inden skolegang. Disse udeladelser opfatter jeg som eksempler på ansvarsforflygtigelse, der er synonymt med omsorgssvigt.

Fordelen ved vuggestuebarnet er, at hendes vilje sidder næsten 100 procent i mors og fars jakkelomme. Børnehavebarnet giver mor og far nogle af de samme fordele, om end den tiltagende selvstændige vilje ikke fornægter sig. Den vilje vokser sig stærkere i takt med, at barnet kommer i først børnehaveklasse, siden skole.

Da sunde børn nægter at deltage i ulystbetonede aktiviteter (f.eks. lektielæsning), medmindre de bliver tvunget til det, står forældrene nu konfronteret med følgende spørgsmål: Hvor mange konflikter magter jeg at tage med mine børn hver dag for at lære dem, at livet består af 80 procent rugbrød og 20 procent lagkage?

Mange forældre orker ikke at sætte grænser for deres børn – at påføre dem ulyst i form af pligter, aftaler og arbejdsopgaver. Fordi handlingen kræver daglige og energikrævende og opslidende tiltag.

Nedprioriteringen af at stille krav til børnene pakkes ind i den mindre nålestikkende ideologiske løgn, at forældre lader være med at sætte grænser for deres børn på grund af (misforstået) godhed (curlingbørn). Men der er to væsentlige grunde til, at forældre ikke tager de nødvendige daglige konflikter med deres børn:

1. Mor og/eller far orker ikke de ulystfyldte, anstrengende sammenstød efter en lang arbejdsdag, hverken i børnehaven, supermarkedet eller i hjemmet.

2. De tør ikke tage konfrontationerne a) på grund af dårlig samvittighed over, at Peter og Susanne er så længe i institution hver dag b), på grund af ubehaget ved at være uvenner med børnene, når familien endelig er samlet og skal til at hygge sig, hvilket griber tilbage til ’orker ikke’-attituden.

Denne adfærd skal der gøres noget ved, men hvordan? Det er en svær nød at knække, for forældreansvarlighed kan ikke sådan påduttes på en studs. Den kan kun læres – og gradvist. Og hvem eller hvad skal indlære forældre ansvar for egne børn, når mors og fars hidtidige praksis netop har været styret af laden stå til?

Den oplagte handlemulighed er halvdagsarbejde til begge, evt. kun til den ene, eller at den ene af forældrene går hjemme. Man kan også nøjes med et barn.

Endnu et par forslag kan bidrage til at styrke indsigter og ansvarlighed:

Første forslag lyder: Vi skal fortsat give os selv og andre forældre dårlig samvittighed og skamfølelse. Ikke sådan ud i den blå luft, men hver eneste gang vi ikke lever op til funktionen som ansvarlige forældre, der kan finde ud af med overordentlig jævne mellemrum at prioritere børnenes behov over vores egne.

Far bliver nødt til at opgive sin ugentlige tennistime og skiferien med gutterne, og mor må renoncere på fitness og cafébesøgene med veninderne.

Det er heller ikke børns behov at bo i hus og tage på rejser til udlandet, hvis prisen hedder ni timer i institution hver dag.

Andet forslag lyder i al sin ambition: nye samtaleformer, der gør op med den massive institutionalisering og gennemhuller de livsløgne, som har fået lov til at dominere i en årrække – såsom at det er kvalitetstiden med børn, der tæller, og ikke antallet af timer, mor eller far er tilgængelig.

At det er så godt for børn at være sammen med professionelle pædagoger og at agere socialt med jævnaldrende 10 timer i døgnet. Og at lille Peter jo slet ikke vil hjem, når han bliver hentet allerede kl. 16 i stedet for kl. 17, hvilket viser, at Peter bare æælsker sin børnehave ...

Tredje forslag: De næste mange år skal alle borgere i Danmark via public service i medierne bevidstgøres om, at det at have børn først og fremmest er forældreansvar.

For det fjerde skal denne bevidsthedsbearbejdning og nytænkning støttes dels af en revision af den økonomiske fordelingsnøgle på småbørnsområdet, dels af reguleringer af institutionstiden:

a) Ingen offentlige pasningstilbud de første halvandet år.

b) Klippekort til offentlig børnepasning på maks. 30 timer pr. uge.

Så kommer jeg til skilsmisserne, som er en stærkt undervurderet forklaring på ikke-skoleparate børn. De voksnes selvrealiseringsprojekter med nye partnere efterlader stribevis af børn i det blodfyldte kølvand.

Skilsmissebørn ender hyppigt i specialundervisning, og de har langt større risiko for ikke at få en uddannelse end børn i ubrudte parfamilier. Ikke underligt svigter koncentrationen i skolen, når mor og far går fra hinanden. Skilsmissebørn har oftere problemer med deres skolegang end andre jævnaldrende, fordi barnet selvfølgelig bruger en masse energi på alt andet end skolen.

Det skal forholde sig til et delt hjem, til fars og mors nye kærester og til at finde ud af, hvor hører jeg egentlig til?

Skilsmissen betyder, at forældrene har mindre overskud til at støtte børnene i dagligdagen. Ikke mindst den forladte part (sådan én er der som regel), der kæmper for at holde sammen på sig selv. Der skal overskud til at lave sund morgenmad og smøre nærende frokostmad, se til, at barnets skoletaske bliver pakket med de rigtige bøger og lektierne lavet.

Den nye familietrend, der går ud på, at skilsmissebørn bor syv dage på skift hos far og mor, har konsekvenser for opdragelsen. Ud over at det er en skizofren tilværelse at bo to forskellige steder, betyder modellen, at forældrene typisk vil vige tilbage fra at tage de konflikter, der skal til, for at opdrage børnene og gøre dem klart, at de skal passe deres pligter, herunder skolen.

For tænk, hvis lille Søren synes, der er mere spændende ovre hos far, fordi han har bedre råd til at forkæle med mærkevarer og det sidste nye computerspil, og tænk, hvis lille Susanne bedre kan lide at være hos mor, så når hun er hos far, skal han sandelig ikke ødelægge den gode stemning ved at sætte grænser og stille krav. Ud over at det også er så frygtelig besværligt for mor og far med alle de sammenstød, og hvem har ork til dem efter en lang arbejdsdag?

Men ordentlig børneomsorg er at tage konflikter og give sine børn modspil i de doser, de kan mestre ulysten. Ellers får de rigtig svært ved senere at klare voksentilværelsens mange krav og livets mange små og store stød. Allerede nu høster vi, som vi har sået.

Børns sorg i forbindelse med skilsmisse er nærmest tabu. Samtidig er børn grænseløst loyale over for deres ansvarsforflygtigende, egoistiske forældre, der ikke har forstået, at det at sætte et barn i verden er et mindst 18-årigt projekt.

Til trods for at børnenes fundament sprænges væk under dem, til trods for at den mor eller far, som burde være deres støtte og beskytter, er den, som fører kniven – ja, så elsker Peter og Susanne alligevel mor og far og påtager sig ofte ligefrem skylden for bruddet.

Lidt større børn går sågar tit ind i en totalt urimelig funktion som trøster og fortrolig for den forladte part, hvis liv også ligger smadret.

Der findes ingen lykkelige skilsmisser for børn i familier uden vold og misbrugsproblemer. Derfor skal de voksne også holde op med at indsylte sig i lystløgne om, at en skilsmisse pr. definition er bedre for Lille Peter, frem for at han hører på mors og fars eventuelle skænderier.

Med hensyn til den tredje årsag til den aktuelle misere i folkeskolen må jeg af pladshensyn nøjes med at henvise til Sten Clod Poulsens ’Undskyld, vi tog fejl’ (Pol. 28. august 2010). Heri erkendte kronikøren (alt for sent – men okay, bedre sent end aldrig), at man begik en kæmpefejl ved bevidstløst at bekæmpe ’den sorte skole’.

Det har vist sig samfundsnedbrydende, at lærere – og forældre – ikke vil optræde som autoriteter for børn og unge, der kommer til at mangle kompas og retningslinjer og i stedet kører ud ad tangenten efter devisen: Alt er tilladt, og hvis jeg har lyst, har jeg også lov.

Er det ikke sjovt at gå i skole, så står jeg (/får jeg lov til at stå) af. Hvor katastrofale konsekvenser denne indstilling har, tja, det er lige præcis dem, vi står konfronteret med i dag.

Summa summarum: Det er overhovedet ikke spor svært at forstå, hvorfor det er gået så galt med kundskabsniveauet i folkeskolen. Spørgsmålet er, om vi er tilstrækkelig mange i det her land, der vil være med til at vende en supertanker?