Jeg er nu 93 år (næsten – hvem ved, om jeg når det). Min første Kronik stod i Politiken for 70 år siden, min sidste står i dag.

Overlevelsen i seniet kræver en del kynisme – både hvad angår andre flæbehoveder, invaliderede og fallenter. Men ikke mindst med én selv. En gammel bil slides op, et menneske holder ikke evigt. Det skulle være en trøst i erkendelsen, at kvitteringen for at blive født er, at man skal dø. Alligevel skal der humør til hver morgen at konstatere, at i dag kan jeg ikke, hvad jeg kunne i går.

Alderen indebærer uvægerligt hyppigere og hyppigere afsked. Afsked med familie og venner, med allierede. Tab af menneskelige holdepunkter, huse, hvor man havde sin gang i årevis, står fremmede eller tomme, de kendte telefonnumre svarer aldrig mere.

Men også afsked med kære gader, med sommerland: barberede grøftekanter uden en mælkebøtte, enorme markarealer med monokulturer af roer, og uden at man nogensinde ser en græssende ko.

Langsomt bliver verden anderledes, stier og markskel er borte, så man er fremmed, hvor man færdedes i en menneskealder, fremmed i verden, et genfærd.

Højhuse og grimme parkeringspladser, evig støj og udstødningsfims. Definitivt udtrykt for hundrede år siden af digteren: ak, hvor forandret!

Jeg sukker, at det er den, der er forandret. Den konstaterer, at det er mig.

Selv synes jeg ikke, at det er så længe, siden jeg kom ind i verden og begyndte mine observationer. Men det overrasker mig, at verden i den tid alligevel har nået at forandre sig så voldsomt. Hesterumperne, der hoppede foran charabancen, da vi i 1920 kørte til ferien på Kædemosegård i Tibirke fra togets endestation i Helsinge – hvor pruttede de uforglemmeligt!

Og onkel Sørens vidunderlige Ford-T, som i 1922 afløste giggen og de to hestespand, som muliggjorde hans patientbesøg på alle døgnets timer i Thys ødemarker, det var de nye tider. Og mit amerikanske spejderbælte, som var en julegave fra BØJ, familiens veninde, som i 1925 emigrerede til eventyrlandet Amerika, hvor alle var lige, litteraturen frodig, hvor cowboyer og indianere stadig udkæmpede vilde kampe, og hvor avisdrenge blev millionærer – ja spejderbæltet, det var i forgårs.

Vores leg nede på gaden blev afbrudt af råbet »Flyver, flyver!«, og alle stirrede op i luften på underet, som brummede forbi højt over hustagene.

Og i dag fiser man til møde i New York og hjem igen samme dag, når man ikke har forretninger på Månen.

Dengang – det er ikke længe siden. Det er lidt mærkeligt – hvis man tænker over det. Men det gør man kun af og til, og ikke længe ad gangen.

Det er klassisk jeronimusseri at vrisse over, at verden forandres – uden mistanke om, at afstanden lige så godt kan skyldes, at man selv står stille, som at alt andet bevæger sig. Men det er ikke en selv, ikke bare. Verden har siden oldtiden forandret sig. Oldinge har trofast konstateret dette og vrisset.

Der var årtusinder mellem istiderne, så det kneb med at mærke forandringerne. I dag, hvor forandringerne ikke skyldes klimaforandringer, men menneskers huseren på kloden, kan man (som jeg) konstatere forandring fra hesterumper til dieselmotor, og hvad deraf følger. Mine bedsteforældre berettede om den nye tid, de oplevede, da tællelyset blev erstattet af olielampen.

Men der er et nyt perspektiv i, at forandringer, som ændrer menneskers tilværelse, før var hundrede år om at etablere sig. Nu sker sådanne forandringer på fem år. I 1923 fik vi telefon i huset. I dag er telefonbogen en antikvitet. Det er gået hurtigt. Hvem husker de gamle dage for ti år siden?

Det kan ske anderledes, som et lærestykke. Vi kom til Christiansø kort efter krigen og lige efter en streng isvinter. Vi kom til en ø, som lå mellem isskosser 21 kilometer ude i havet – i middelalderen.
Tegning:  Jørgen Saabye
Bortset fra, at butikken var tømt, og alle forsyninger havde taget slut, og der intet brændsel fandtes til kakkelovnen, så var øen aldrig trådt ud af fortiden. Der var ikke elektricitet, der var ikke lys. Der var ikke indlagt vand, der var ikke gas. Madlavning og køkkenvarme takket være det store brændekomfur i køkkenet, hvor også familiens liv fandt sit centrum, og besøgende fandt plads siddende på køkkenbordet, som heldigvis var af træ.

Badeværelset var et vandfad til etagevask med varmt komfurvand, dasset en tønde under et bræt med hul, på den anden side af gården. Besøgende spørger (de skarpøjede og undrende), hvorfor der i alle soveværelser på øen findes en krog i loftet.

Der kunne lux-lampen hænge de lange nætter ved fødslerne. Her var ingen jordemoder, lægen var alene om at sørge for det nye menneske. De første ti fødsler, jeg havde, skete ved petroleumslampelys.

Siden kom den nye tid og det elektriske lys. Og telefonen og radioen. Og fjernsynet. Og træk og slip. Og en ny og søstærk lodsbåd til tjenesterejse og sygetransport. Verden forandrer sig. Her: fra middelalder til elektronisk nutid på tyve år.

Men menneskene? Ingen kommer ud af mørket (som for øvrigt er oplyst af gadelygter), ingen behøver lidt menneskekontakt og forsikring om, at andre små eksisterer i en stor verden. I dag tænder man for fjernsynet og giver fanden i naboerne.

Så underligt, det kan forekomme i en fremskridtets tidsalder, er forandringer ikke uvægerligt forbedringer og af 93-årige øjne observeret med skepsis og åbenhjertigt forbehold.

Går ikke lettelsen ved moderne træk og slip op mod tabet for evigt af en triumferende 4-årig datterrøsts kalden over gården: »Fa-ar, je’ er far-dig«, og seklernes inskriptioner på den kalkede væg derude. Øjebliks humor, evig visdom. Beethovens Sonate 107 med tekst (ved en hollandsk lettelse): »Ik moet en plasche doen ...«.

Vulgariteter og sublim visdom i kultiveret blanding: »En Lokumsdigter blandt Poeter/ er som et Røvhul blandt Trompeter!«, og på væggen overfor: »Tiden står stille her, evigheden rummes i det kvarter, som nu er hele livet ...«, som Maxwell Andersons Mio siger, før han dør. Ingen kan nu skrive på de glittede vægfliser. Den meditative internationale ånd er hjemløs.

Fjernsynet er en gave på sådan en isoleret ø. Men børneflokken af lyttende til aftenens højtlæsning tyndede ud, bibliotekets bøger samler pludselig støv på hylderne. Hvis det tæller, kan det i hvert fald kaldes en bagatel. Ligegyldig, men alligevel talende: Noget teknisk betalt med noget menneskeligt. Men væsentligt: Vi er aldrig blevet spurgt.

Langsomt eller hurtigt: Verden bliver anderledes. Og hvis man ikke forlader den i tide, forlader den altså én. Med alderen bliver man usårlig, fordi man ikke har nogen fremtid at bekymre sig for. Men alligevel tænker man sit. Børnene fejrer jubilæer og går på pension. Børnebørnene får status og egen bil, drengene får skæg. Og oldebørnene ... bekymringen tynder ud og bliver abstrakt.

Men nu AT møde Eva, den dejlige, aldrig opnåede, den ulægelige længsel, kaldet forelskelse: Kindernes smilehul er borte, Eva selv er borte i den afpillede gamle kone med svulne fødder og reducerede åndsevner.

Selv er man stadig 16 år – indtil man i en butiksrude ser den fremmede olding, stavrende med usikker holdning: Jamen det kan da ikke være ... men det er det!

Gadekæret i Ballerup sværmede man om, mens solen svandt og storken landede på kirketårnet efter sidste tur i mosen, før skumringen faldt. Hvor pokker er gadekæret, det lå da her ... Man spørger i supermarkedet, de griner: »Gadekæret er her. Du står på det. Fyldt op. Klart med de grundpriser ...«. Hellige verden, hvor jeg er hjemløs. Hvad skal for øvrigt nutiden med gadekær, hvor man ikke sværmer, fordi der er Anders And i fjernsynet.

Og nu er sålen på min støvle gået løs. I hele amtet findes der ikke en skomager. Hvis, ville han nok sige som urmageren: Smid det gamle møg væk, og køb et nyt par! Mine gode gamle støvler ...

Det gamle lader sig ikke reparere, det betaler sig ikke. Hvad med de gamle mennesker? Det er ikke sagt, men hvorfor skulle det ikke gælde dem, som alt andet? De får værdi som antikviteter, når de bliver sjældne. Men der bliver flere gamle mennesker. Vi behøver ikke spørge, hvad vi skal med dem. For klart: De belaster budgettet, betænkeligt, når vi skal have råd til kampfly i Afghanistan og til bro over Femern Bælt. Vi må tænke socialt. Vi må have sænket middellevealderen og sat pensionsalderen op – simpelthen!

Faktisk kan jeg være ligeglad. Jeg er aldrig sulten, kan ikke smage eller lugte. Om jeg drikker whisky eller salmiakspiritus kommer ud på ét. Og hvis jeg fryser, bliver jeg bare under dynen, til foråret kommer. Eller hvad der nu kommer.

Efter alt det store kommer nu småting: Hvad med alle bøgerne, klassikerne i smukke bind, de uindbundne slidt i laser, kære og uundværlige? Hvad skal de andre stille op med dem, når de skal til møde eller se fjernsyn? Og som henter færdigsyede svar på livets gåder i brevkasser eller hos professionelle sagsbehandlere. Og de cigarer, som jeg ikke når at ryge – efterladt i en verden, hvor rygning er skadeligt. Eller forbudt!

Som indlandsisen, som fiskene i havet, som ålegræs og flagermus og de grønbrogede tudser, måske er de der endnu, hvis man kan finde dem – selv lige overlevende i en døende verden. Jeg kan ikke lide det!

Det konstateres med eftertænksomhed, at den og den er død. Men det er kun den tredjedel af ham, som ikke for længst er død undervejs. Af nogle er kun personnummeret tilbage. Alle de mange (som ikke er faldet om i tide af hjerteslag) kunne man have ønsket en død år tidligere, så de kunne være sparet smerter, depression, afhængighed, været sparet for at miste identitet og værdighed.

Mange lever kun, fordi de er bange for at dø. Der dør dog 60.000 mennesker i Danmark om året, så vi klarer det nok også uden besvær, alle. Det er ikke noget særligt.

Al den afsked hærder sjælen, som bliver galvaniseret over for det tilstundende definitive. Græd, eller græd ikke – en konvention, som intet forandrer. Det skal for øvrigt nok forandre sig selv.

Tiden er gået, papiret er slut. Her ender Kroniken.