Det er nu, det gælder, hvis Danmark skal ud af den politiske og kulturelle blindgyde, vi er havnet i.

Og det er ikke nok at komme med lappeløsninger!

Derfor handler denne Kronik ikke om efterlønsordningen, selvom jeg gerne vil af med den. Den handler heller ikke om det realistiske eller urealistiske i at kræve, at vi skal arbejde 12 minutter mere om dagen, for selvfølgelig skal oppositionen have en troværdig løsning på Danmarks økonomiske udfordringer. Det tager jeg for givet.

Derimod handler min Kronik om den afgørende værdimæssige skillelinje mellem oppositionen og den borgerlige blok: for eller imod et humanistisk menneskesyn, social ansvarlighed og det fælles bedste. Denne Kronik er personlig. Den er subjektiv. Og den er skrevet til oppositionen.

Før du læser videre, er det vigtigt for mig at understrege, at den nuværende borgerlige regering selvfølgelig er i sin legitime ret til at lede landet i en mere borgerlig, mere nationalistisk og mere kommerciel retning. For regeringen har gennem de sidste tre valg fået et klart og tydeligt mandat til at realisere denne politiske ambition.

Det er også vigtigt for mig at slå fast, at jeg gennem årene har arbejdet tæt sammen med en række dygtige borgerlige politikere, som jeg respekterer højt. Flere af dem er i dag blandt mine gode venner.

Alligevel kan jeg næsten ikke beskrive, hvor meget jeg ser frem til at komme ud af den mentale, kulturelle og værdimæssige spændetrøje, som de sidste ti år har været for mig. Det har været som at bo i et hus, hvor vinduerne et efter et bliver sømmet til og dørene låst, samtidig med at loftet langsomt begyndte at bevæge sig ned imod mig.

Denne oplevelse af kulturel indelukkethed og intellektuel lavloftethed er konsekvensen af en langsom, men vedvarende svækkelse af Danmarks sociale og demokratiske infrastruktur. Det er måske svært at se den store forskel fra den enkelte finanslov til den næste. Men efter ti års borgerligt regime træder der et tydeligt holdningsmønster og dermed menneske- og kultursyn frem.

Lad mig komme med tre konkrete eksempler fra mit eget arbejdsliv, hvor jeg på tætteste hold har oplevet konsekvenserne af regeringens og Dansk Folkepartis politiske prioriteringer.

Første gang var umiddelbart efter at Anders Fogh Rasmussen var blevet statsminister. Blandt de første markante politiske initiativer og udmeldinger fra den nye regering var ønsket om at gøre op med meningsdannerne og smagsdommerne i råd og nævn (læs: de kulturradikale). Og den første fond, der var udset til at blive nedlagt, var Kulturministeriets Udviklingsfond. J

eg havde fornøjelsen af at være formand for fondens bestyrelse på dette tidspunkt og oplevede derfor, hvordan toneangivende regeringspolitikere mod bedre vidende spredte helt beviselige usandheder om fondens virke. Ene og alene for at kunne retfærdiggøre nedlæggelsen af den.

Små tre år senere gentog hele dette politiske intrigespil sig en gang til, da regeringen besluttede – fra den ene dag til den anden – at KaosPilot-uddannelsen i Aarhus, som jeg var rektor for, ikke længere skulle have offentlig støtte (en beslutning, der for øvrigt blev taget hen over hovedet på daværende undervisningsminister Ulla Tørnæs, som netop havde bedt skolens ledelse om at optage dobbelt så mange studerende i det følgende studieår).

Det sidste eksempel er fra 2009, hvor regeringen – meget mod sædvane – brillerede ved ikke at lade sig repræsentere med en eneste minister i forbindelse med afviklingen af den stort anlagte internationale sports-, kultur- og menneskerettighedsbegivenhed World Outgames i København, som jeg var direktør for.

Tre eksempler, som set hver for sig måske ikke syner af meget i den store mediestrøm. Men hvis man går tættere på selve sagsforløbet, tegner der sig et interessant billede: Først var det eksperimenterende kunst og kulturel mangfoldighed, de var imod (Kulturministeriets Udviklingsfond), dernæst var det moderne uddannelsestænkning, iværksætteri og internationalt udsyn, de forsøgte at begrænse (KaosPiloterne), og senest var det menneskerettighederne og retten til at elske den, man elsker, uanset køn, regeringen ikke ville stå op for (World Outgames).

Vi ser altså en regering, der har det mere end svært med eksperimenterende kunst, kritiske uddannelser og menneskerettigheder.

Der er hundredvis af lignende historier. Og mange af dem er langt alvorligere end ovennævnte eksempler. Tænk bare på de vedvarende angreb på Institut for Menneskerettigheder, vores behandling af asylbørnene i Sandholmlejren, politiets indtrængen i Brorson Kirke, masseanholdelserne under COP15 eller jagten på de røde lejesvende i DR. Mønsteret er det samme: Ud med en oplyst og kritisk befolkning. Ind med et uoplyst og ukritisk marked. Og konsekvenserne er derefter.

Status på Danmarks samfundsmæssige helbredstilstand er dags dato, at der er flere mennesker under fattigdomsgrænsen end for ti år siden (heraf alene 59.000 børn), vi er blevet dummere (hver femte unge får ikke mere end en folkeskoleeksamen), og vi har mistet 200.000 arbejdspladser – alene under den seneste finanskrise.

Samtidig er vi også blevet et land, der er blevet mere topstyret, mere centraliseret og mere paragrafbundet. Vi er kort sagt blevet fattigere, dummere og mindre fri, i de ti år den borgerlige regering og Dansk Folkeparti har siddet på magten.

På overfladen ser det måske ikke sådan ud. For går det ikke meget godt? Vi har jo hjemme i privaten fået råd til både fladskærme og udlandsrejser. Men pengene til det private forbrug er taget fra de fælles goder – det vil sige børnehaverne, folkeskolen, hospitalerne, de videregående uddannelser, lokalbibliotekerne eller plejehjemmene. Jeg ved, at der er mange hæderligere borgerlige danskere, som aldrig har haft ovenstående mål for øje.

Tværtimod. De har haft et oprigtigt ønske om at gøre op med en til tider betonagtig, selvoppustet, bureaukratisk offentlig sektor, der havde en tendens til at kvæle ethvert personligt initiativ og ansvar. Men jeg bliver nødt til at sige til jer: I har gjort ondt værre.

At det overhovedet er kommet så vidt, skyldes selvfølgelig ikke alene den borgerlige regering og Dansk Folkepartis målrettede arbejde for at gøre Danmark til et mere borgerligt og kommercielt samfund.

Det skyldes i lige så høj grad oppositionens mangel på inspirerede politiske visioner og bud på, hvordan vi kan løse nogle af de sociale udfordringer, som globaliseringen også rummer.

Denne oppositionelle idéfattigdom hænger tæt sammen med, at vi har haft en tendens til kun at snakke med os selv og dem, der ligner os. Alt for sjældent rejste vi – i overført betydning – på ’2. klasse’, gik på bodega eller boede i de socialt belastede boligkvarterer. Hvorved vi mistede kontakten til og følingen med den del af den danske befolkning, for hvem kulturel mangfoldighed var lig med daglige konflikter i det offentlige rum med voldelige unge indvandrerdrenge, et nedværdigende kvindesyn, socialt bedrageri og narkorelaterede bandeopgør.

Dansk Folkeparti hørte på disse danskere, var tæt på dem og lod sig inspirere af dem. Ja, partiet nærmest voksede ud af de sociale konflikter, der prægede og præger mange af de mere udsatte boligområder i vores større byer.

Derfor har jeg også altid sagt, at jeg godt kan forstå de spørgsmål, som Dansk Folkeparti rejser. Jeg kan bare ikke li’ de svar, partiet giver. Men Dansk Folkeparti havde i det mindste svar, det havde vi i oppositionen ikke. Derfor blev vi taget på sengen.

Vi var ikke bare alt for politisk ringe klædt på til at håndtere den nye politiske virkelighed. Vi kommunikerede også forbandet dårligt (det gør man for øvrigt altid, når man ikke er færdig med at diskutere med sig selv og derfor stadig er usikker på, hvad man egentlig mener). Og bedre blev det ikke af, at vi i oppositionen fra tid til anden behandlede hinanden internt, som om vi hver især var den egentlige modstander. Alt sammen opskriften på en politisk katastrofestrategi. Derfor har den borgerlige regering og Dansk Folkeparti kunnet beholde magten i næste ti år.

Men måske er smertegrænsen for, hvor iltfattig og hvor klaustrofobisk en politisk stemning danskerne vil acceptere, alligevel nået. Sådan ser det i hvert fald ud, hvis man ellers skal tro det sidste halve års opinionstal.

Endnu er det for tidligt at sige, om denne politiske bevægelse i befolkningen er så stabil, at vi rent faktisk får en ny regering efter næste valg. Eller om den nuværende regering – og her primært Venstre – formår at genopfinde sig selv på de sidste 100 meter frem mod målstregen. Hvilket for øvrigt overhovedet ikke er umuligt, for Lars Løkke Rasmussen og Venstre har selvfølgelig udarbejdet valgdrejebøger for, hvordan de kan (gen)skabe et offentligt billede af sig selv som dem med den største økonomiske ansvarlighed og vilje til reformer over for oppositionens lalleglade og ugennemtænkte overbudspolitik.

Men det skal være løgn, skal det så. For Danmark har ikke fortjent endnu en periode med en borgerlig regering. Derfor er det nu, at alle vi, der værdimæssigt og kulturelt identificerer os som en del af oppositionen – fra Enhedslisten over SF og Socialdemokraterne til Det Radikale Venstre – skal tage vores ansvar på os. Træde i karakter der, hvor vi nu engang bor, arbejder og lever vores liv. På arbejdspladserne, på uddannelsesinstitutionerne, i foreningerne, i lokalområdet

Der vil være tale om en helt kolossalt stor politisk udfordring. Både på den korte som lange bane. Men heldigvis har vi prøvet det før. Bevist, at når det gælder, kan vi i fællesskab finde helt nye overraskende løsninger på noget, som ellers så helt håbløst ud. Vi gjorde det jo for hundrede år siden med andelsbevægelsen, højskolebevægelsen og arbejderbevægelsen. Vi gjorde det i 30’erne. Vi gjorde det under Anden Verdenskrig. Vi gjorde det med kvindebevægelsen. Vi gjorde det med miljøbevægelsen.

Det er denne kollektive kraft og det kreative talent, som oppositionen rummer, når vi er bedst. Fordi vi – på trods af vores forskellige sociale og kulturelle afsæt – alle vil det fælles bedste. Vi vil fællesskabet. Det vil den borgerlige blok ikke. Det kan godt være, at de siger det i festtalerne. Men deres handlinger taler et andet sprog. Og resultaterne er derefter. De har op igennem 00’erne ødelagt langt mere, end de har bygget op. Desværre tager det så umådelig længere tid at bygge op end at bryde ned.

Men bygges op skal der. Og bygges om. For et lige så stort politisk tabu som efterlønnen er, er forestillingen om, at den udgave af velfærdssamfundet, vi i dag kender, er den bedste i alle verdner. Det er den ikke. Vi kan sagtens organisere det danske samfund langt mere hensigtsmæssigt, mere decentralt, mere dynamisk, mere meningsfuldt. Både økonomisk, socialt, miljømæssigt, kulturelt og uddannelsesmæssigt.

Vi har brug for i fællesskab – også med den borgerlige fløj – at tage en udogmatisk diskussion om, hvordan Danmark kunne indrettes, hvis vi skulle ’genopfinde os selv’. Og dermed genopfinde relationen og dynamikken mellem på den ene side individets frihed og selvbestemmelse over for det forpligtende fællesskab.

Vi skal have tillid til, at de mennesker, der er tættest på problemet, givet også er dem, der er tættest på løsningen. Og så skal vi lade os inspirere af dem, der allerede har vist, at de har knækket koden. For nogle gange kan vi ikke se skoven for bare træer.

Her blot nogle få eksempler. Man taler om krise i ungdomsuddannelserne med umotiverede elever og alt for høje frafaldsprocenter. Det er ikke problemet hos Akademiet for Utæmmet Kreativitet: Der får skoletrætte og krøllede unge på forbavsende kort tid lysten til at lære og uddanne sig tilbage igen. Hvordan gør de det?

Det samme kan byggefirmaet Logik og co., når det gælder at motivere unge med anden etnisk baggrund til at tage en gedigen håndværksuddannelse. Og ude på Kofoeds Skole får medarbejdere og frivillige de mest socialt udsatte mennesker til at genfinde livsgejsten og evnen til at skabe mening med det liv, der nu engang er deres.

På erhvervsfronten drømmer alle om flere iværksættere i Danmark. På min tidligere arbejdsplads, KaosPiloterne, ved de om nogen, hvordan man skaber dygtige iværksættere ud af deres studerende. Og på Republikken i København ved de til gengæld noget om at tage iværksætterne til det næste niveau. På Copenhagen Fur holder de fast ved de klassiske andelsbevægelsesdyder og siger selv, at det er forklaringen på, hvorfor Copenhagen Fur er i stand til at sidde på 60 procent af verdensmarkedet for pels.

Danmark er fyldt med disse (ofte nærmest hemmelige) succeshistorier. Man behøver ikke at tage til Singapore for at lære om uddannelse, man kan bare tage ud til Enghavevej i København, hvor AFUK har til huse. Og man behøver ikke at tage til Silicon Valley for at finde iværksættergenet. Man kan bare tage til Mejlgade i Aarhus, hvor KaosPiloterne bor.

Spørgsmålet er bare, om systemerne – både de små og de store – ønsker at tage ved lære af disse danske innovationsmiljøer. For det vil givet betyde et opgør med mange af de magt- og kontrolsystemer, som i dag kendetegner den offentlige sektor.

Ikke mindst de erhvervsstøtteordninger, der i dag bliver kanaliseret over i fortidens industrier (læs: landbruget) frem for morgendagens industrier.

For nogle år siden så jeg i Aarhus en udstilling af børnetegninger, hvor alle børnene havde fået det samme spørgsmål: Hvad drømmer du om? Godt gemt væk imellem de hundredvis af sjove, søde og tankevækkende børnetegninger fandt jeg en tegning af en knægt på 11 år, der med kluntet drengeskrift havde skrevet: »Jeg drømmer om et andet skema!«.

Hans tegning var et skoleskema inddelt på ugedage. Under ’Mandag’ stod der sløjd, sløjd, sløjd og naturfag. Om tirsdagen: naturfag, naturfag, sløjd og sløjd. Og sådan fortsatte knægtens drømmeskoleskema. Drengens drøm var ganske enkelt et andet skoleskema. Underforstået en anden skole og en anden måde at lære på.

Men kan man virkelig stå frem og sige noget så enkelt og grundlæggende: Jeg ønsker mig et andet livsskema – et andet samfundsskema? På min arbejdsplads, der hvor jeg bor, eller hvor jeg går i skole? Ligesom knægten i Aarhus, der drømte om sløjd og naturfag?

Ja, det er lige det, vi kan – og skal. For uden denne nysgerrighed og evne til at se verden som på ny, bliver vi ikke i stand til at skabe et nyt bæredygtigt fundament for et Danmark, der ikke bare ønsker at blive det bedste land i verden, men det bedste land for verden. Det er nu, oppositionen skal stå sammen.