Jeg har bevæget mig ned i dansesalen på Diskotek IN.

Det er forår i København 2010, og i aften er drengene fra sidste års sæson af realityprogrammet ’Paradise Hotel’ inviteret som aftenens værter. Drengene står i baren, konverserer med gæsterne og har nu, ligesom jeg, bevæget sig ned i dansesalen.

Men hvor vi almindelige festdeltagere er henvist til gulvet eller til den balkon, som løber hele vejen rundt i lokalet, så har ’Paradise’-drengene fået installeret sig i en slags glasmontre øverst og centralt i rummet. De har taget nogle meget velskabte og letpåklædte piger med derop, og vi andre kan se op til en konstant regn af blitzlys, for de fire fotografer har travlt med at knipse løs af drengene, som poserer i forskellige stillinger med forskellige piger.

Når billedet er taget, glider pigen ned og gør plads til en ny. Det bliver nok nogle gode billeder, for det kommer til at ligne, at der virkelig var gang i den. Men der sker faktisk ikke så meget oppe i glasmontren ud over opstillingerne foran fotograferne.

Diskotek IN har altid haft lidt af en mytisk status i min bevidsthed. Jeg husker de evigt tilbagevendende weekender i min tidlige ungdom, hvor jeg så ’Hit med sangen’ med mine forældre og var rastløs, fordi jeg følte, at jeg burde være på IN og være ’stang bacardi’ og ’fyre den max af’, hvis jeg kunne finde ud af at være ordentlig ung og leve livet rigtigt.

Men nu er jeg her altså. Mere end 10 år efter, specialestuderende i antropologi og ikke ligefrem kamufleret med mine fodformede sko, relativt høje alder og mærkværdige tilstand af ’pige alene i byen’. Men jeg skal finde ud af, hvorfor folk deltager i reality-tv, så jeg må hellere bide tænderne sammen og komme i gang.

Dansegulvet er nu ved at være fyldt godt op. Lyset dæmpes pludselig, og laserstråler skyder gennem rummet. En dyb mandsstemme lyder fra oven: »Before nothing mattered. Then God created this party out of the chaos. Tonight this party rules. This is OUR party! MINE, YOURS, EVERYONE’s party in this room«.

Der er lagt op til, at noget stort skal ske. Så starter ’Paradise’-kendingsmelodien, og drengene bevæger sig ud af glasmontren og stiger ned på et podie, som er stillet op nede på dansegulvet.

Gæsterne stimler sammen omkring podiet, og drengene jonglerer rundt med shotflasker, mens de danser og drikker fra flaskerne. Gæsterne begynder at hive sig op i podiets gitter, åbner munden og får hældt et shot af flaskens indhold ned i svælget.

Nogle af pigerne sutter på flasken. Drengene er galante i dag og har medbragt viskestykker til at tørre hagen med, før gæsten plumper ned i mængden igen. Da flaskerne er ved at være tomme, hiver drengene på skift piger op fra mængden, sætter dem på gelænderet, og roterer med understellet mellem pigens ben.

LÆS DEBATINDLÆGFå luderdukkerne ud af pigeværelset

Antropologer var traditionelt nogle pionerer, der rejste ud med koloniherrerne for med tropehjelm og notesblok at studere de fremmede og eksotiske kulturer.

Forbløffede over, at mennesker, som tilsyneladende fungerede biologisk identisk med dem selv, kunne tænke og agere så anderledes, ville man finde ud af, hvilke forhold der bevirkede, at de var, som de var.

Blikket på de andre gjorde, at man senere i antropologien begyndte at vende blikket hjemad og forundre sig over, hvorfor det egentlig var, at man gjorde, som man gjorde i antropologens egen kultur. Jeg spænder derfor tropehjelmen og begiver mig ud på en postmodernistisk safari for at finde ud af, ’hvorfor de gør, som de gør på Diskotek IN’.

Associationen til nadveren i kirken er svær at lægge fra mig. Noget ophøjet, guddommeligt stiger ned fra oven og uddeler en hellig drik til os almindelige mennesker. En hellig drik, som forener det hellige og det profane i et kød. Med den dybe røst ovenfra har vi også skabelsesberetningen ind over; før var der ingenting, det er nu, vi fyrer den max af. Vi er midt i, hvor det virkelig sker.

Den hellige drik er her dog ikke altervin, men kommercialiserede alkoholprodukter, der sælges med et helt sæt af medfølgende betydninger, som i høj grad spiller på ungdom, seksualitet og fest.

Relationen mellem det hellige og det profane er utilsløret seksuel, og det at blive ’et kød’ er her ikke som i kirken i åndelig forstand, men i rent fysisk, kødelig forstand; pigerne kan kysse og simulere kopulation med guddommen, når de har modtaget et shot. Og hvem er så de guddommelige, som kommer ned fra oven? Det er ganske almindelige mennesker, som har været med i et realityprogram.

Tropehjelmen minder mig om, at jeg skal se det fremmede i det velkendte og det velkendte i det fremmede.

En tilsyneladende kaotisk diskoteksfest åbenbarer måske en dybereliggende diskurs i samfundet, hvis man ser den ud fra en klassisk antropologisk ritualforståelse. Ritualet er karakteriseret ved gentagede, formaliserede handlinger, som styrker fælles normer og værdier, der integrerer gruppen i et socialt fællesskab. I ritualet arbejder man altså sammen ved hver især at overholde rammerne for, hvordan situationen skal gennemføres, for at det bliver en socialt succesfuld begivenhed.

Til ’Paradise’-festen indtog drengene glasmontren, som de skulle, og jeg så ikke nogen almindelige gæster forsøge at bryde ind og være til stede imod drengenes vilje. Inden drikkeseancen gav drengene sig god tid til at udfylde podiet med hoftevrid og muskelspænd, og folk kom selv og åbnede munden. Jeg så ikke nogen, som hev flaskerne fra dem og bællede resten for sig selv.

Alle udfyldte deres roller og overholdt pænt rammerne, som markerede, hvordan man skulle agere. Rammer, som var etableret ud fra en ide om, at det er dem fra ’Paradise’, der leder slagets gang. Drikkeseancen gentog sig fredag efter fredag under hele perioden, hvor ’Paradise Hotel’ blev sendt i fjernsynet.

LÆS OGSÅEn halv million så finalen i 'Paradise Hotel'

Da vinderne var afsløret og programmet var taget af sendefladen, blev jeg opmærksom på en ny reklameplakat fra Diskotek IN, som hang flere steder i byen. Den varslede årets fest. Der ville være rød løber, og champagnepropperne ville springe, alle fra ’Paradise Hotel’ ville komme, og man skulle komme og være med. Svedigt, tænkte jeg med erindringen fra forrige fest, nu går det helt amok.

Dagen oprandt, og ’årets fest’ gik i gang.

Jeg kunne selvfølgelig godt være gået hen og blevet blasert i løbet af mit realityfeltarbejde eller have haft en ualmindelig dårlig situationsfornemmelse, men jeg fornemmede slet ikke samme energi og samlingskraft omkring ’Paradise’-deltagerne denne aften. Glasmontren var overtaget af en flok drenge, som alle sammen dansede med hinanden i en slags futtog, og ’Paradise’-deltagerne kunne slet ikke komme af med deres alkohol nede på podiet, for folk kom ikke hen og åbnede munden.

Guddommen syntes at have mistet sin glans, og pludselig stod det klart hvorfor – kameramændene var væk.

Til de tidligere fester havde ’Paradise’-deltagerne haft et hold fotografer og kameramænd rendende efter sig, og folk var strømmet til for at få drinks og kærtegn. Måske ikke nødvendigvis for ’den kødelige forening’ i sig selv, men fordi foreningen med ’Paradise’-drengene kunne bringe dem selv i kameravinklen.

Det var altså kameraernes tilstedeværelse, der skabte det høje energiniveau til den første fest, hvor festdeltagernes ritualiserede handlinger forstærkede nogle underliggende fælles sociale værdier, som gør det eftertragtet at være i fokus for kameraerne.

Det store spørgsmål er så, hvilke værdier der ligger bag anstrengelserne for at være i kameraernes fokus, da dette måske også kan besvare min indledende undren over, hvorfor folk deltager i reality-tv.

LÆS OGSÅ'Sunny Beach'-redaktør forsvarer uhæmmet druk

Jeg mener, at vi har en diskurs i samfundet, der går på, at medierne besidder en autoritet til at repræsentere en virkelighed, vi alle deler, og hvor medierne vurderer, hvem der er tilstrækkelig interessant til at befinde sig i vores alle sammens sociale centrum.

At se sig selv på tv giver en følelse af at være vurderet som tilstrækkelig interessant til at befinde sig i dette sociale centrum. Man er trådt ud af sin anonyme usynlighed og kan herved føle, at man eksisterer. Det er ikke noget nyt. Budbringere er alle steder og er til alle tider blevet modtaget med ærefrygt, og det har altid givet anerkendelse at blive omtalt og fremhævet for resten af samfundet.

Det nye, som udspiller sig ved ’Paradise’-festen på Diskotek IN, er, at du ikke behøver at have præsteret noget specielt, inden du træder op på podiet. Alene det, at du befinder dig i det sociale centrum, gør dig værd at se. Bare du placerer dig på en måde, så du bliver set, bliver du set.

Hele diskoteksarealet er delt op i forskellige niveauer, så man hele tiden står over eller under nogle andre. Når man stiller sig op på et podie, træder man ud af mængden; man bliver synlig som enkeltperson, og de andre forsvinder i en masse.

Det er også dem på podierne, der får kameralinserne rettet imod sig, og sådan illustrerer ’Paradise’-festen en markant tendens i vores samfund; enhver kan træde op på podiet. Du behøver ikke at have udmærket dig inden, bare du har modet og en attitude af at være med på den værste, så stiller kameraerne skarpt på dig. Alene det, at du er med i et realityprogram, gør, at du træder ud af mængdens usynlighed og får eksistensberettigelse i vores alle sammens sociale centrum.

Tilbage til ’Paradise’-festen, hvor forskellige piger cirkulerer fra mængden op i ’Paradise’-drengenes favn og ned igen. Det går nu så vildt for sig, at en af drengene trimler ud over podiet og lander nede på gulvet. Shit, tænker jeg, nu bliver han splittet ad, for de vil alle sammen have et stykke af ham, for sådan hørte jeg som barn, at det ville gå f.eks. Michael Jackson, hvis han faldt ned fra sin kran.

Det, der sker her, er, at de andre ’Paradise’-drenge solidarisk trimler med ned, får hevet vennen op og stiller sig til side. Mængden fra dansegulvet presser nemlig på, for kun de hurtigste kan nå op på podiet og danse ned imod mængden. ’Paradise’-drengene synes med et ligegyldige; nu er kameraerne rettet imod de nye på podiet.

Parallellerne til nadverritualet og skabelsesberetningen, der får ’Paradise’-deltagerne til at fremstå som små guddomme, sætter pointen i et interessant perspektiv. Folk, som har deltaget i reality-tv iscenesættes i visse sammenhænge på en sådan måde, at de indtræder i en ophævet position, som kun holdes oppe, fordi de selv udfylder rollen som ’værd at se på’, og fordi der er et publikum, som gider se på dem.

LÆS MERE»'Paradise' er en verden, der ikke eksisterer«

Men hvis vi endelig skal gå ind i kirkens liturgi, har der siden Nietzsche svirret nogle rygter om, at det faktisk ikke var Gud, som skabte os i sit billede, men os, der skabte Ham i vores billede. Tanken om, at Gud er død, har udviklet sig i takt med det moderne samfunds udvikling. Nu er det moderne at tænke, at guder og helgener er projektioner af vores egne indre behov og forståelser, og at vi derfor ikke skal stræbe efter at efterkomme et dogmatisk billede af Gud, men i stedet være os selv bevidst, hvad der føles rigtigt inden i os selv.

Når ’Paradise’-drengene som små guddomme får lov til at jonglere rundt med flasker og damer på Diskotek IN, er det, fordi de lever op til nogle behov og forestillinger, som festdeltagerne allerede har i forvejen. At deltage i et realityprogram kan godt opleves som en anerkendelse af det, man kan eller gør eller er, men det markante fokus på dem skyldes ikke, at de i sig selv er specielt interessante, men det, at de står på et podie og har kameraerne rettet imod sig.

Folk, som har deltaget i reality-tv, omtales ofte som ’rollemodeller’ i den offentlige debat, men på samme måde, som vi ikke længere forsøger at efterkomme Guds billede, men snarere ser det, vi efterstræber, som afspejlinger af os selv, er bestræbelserne på at være tæt på ’Paradise’-drengene snarere et forsøg på at træde ind i det sociale centrum.

Ved at stå på podiet og danse ned mod mængden, træder man ud og bliver set. Man er selv i centrum; hvilket i sig selv gør én interessant nok til, at andre gider se på én.

’Paradise’-festen på Diskotek IN illustrerer på en enkelt nat grundtanken i hele ’Paradise’-konceptet: Du er med i et udskillelsesløb, hvor præstationen går på at tilkæmpe dig en plads på podiet og beholde den længe nok til, at kameraerne indfanger dig og gør dig virkelig i samfundets sociale centrum. Et programkoncept, som tiltrækker et enormt antal seere og har fået 3.500 unge til at søge om at være med i dette års sæson af ’Paradise Hotel’.

Når programmet går i luften i dag, kunne det være interessant at vove sig ind til festlighederne og se, hvor længe de nye stjerner holder på podiet, før mængden presser på.