Pressechefer i store koncerner som Dong Energy ISS og Danish Crown har ifølge Politiken fået nok af Pressenævnet, som først kommer med kendelserne, måneder efter at de grimme historier har været bragt på forsiden.

Rigtige topchefer trækker derfor medierne i retten i stedet for at gå til Pressenævnet.

Samtidig siger konservative Henriette Kjær, at B.T.s behandling af hende har fået hende til at forlade dansk politik, og hendes partikammerat Brian Mikkelsen er citeret for at sige, at dette må »give noget selvransagelse i pressen. Det er hetz på hetz. Man kører ubeskriveligt hårdt på personer«.

Oluf Jørgensen fra Danmarks Medie- og Journalisthøjskole i Aarhus erkender, at Pressenævnet ikke formår at stille krav til aviserne om, hvordan nævnets kendelser skal bringes.

Efter min opfattelse rammer Brian Mikkelsen plet ved at pege på, at det er selvransagelse i pressen, der er behov for, og ikke mere lovgivning.

Det danske statslige Pressenævn lider nemlig af den kedelige systemfejl, at det er i strid med grundlovens paragraf 77 og Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 10, der er ytringsfrihedens legale grundpiller i det danske demokrati. Ligesom en bil ikke kan køre, hvis der er fejl i bilens system, kan Pressenævnet ikke køre, fordi det lider af en elementær systemfejl.

Set fra en konservativ synsvinkel må det opfattes som skæbnens ironi, at det statslige Pressenævn blev til i det konservative partis tidligere formand Hans Engells tid som justitsminister. Det var Engell, der som konservativ justitsminister i Poul Schlüters regering i Folketinget indførte denne statsstyrede klageinstans, hvis lige ikke findes i lande, vi normalt sammenligner os med.

Det er svært at tilgive Hans Engell, at han lod staten marchere ind som pressens vagthund i stedet for at respektere, at det i et demokratisk land bør være pressen, som er borgernes vagthund over for staten. Dog er de danske medier selv hovedårsagen til, at de er blevet umyndiggjort i en sådan grad, at deres etik ikke skal bestemmes af medierne selv, men skal defineres af en formand, en næstformand og seks andre medlemmer, der alle beskikkes af justitsministeren.

Formanden, der skal være højesteretsdommer, og næstformanden, der også skal være jurist, beskikkes efter udtalelse fra Højesterets præsident. To medlemmer beskikkes efter udtalelse fra Dansk Journalistforbund, to medlemmer beskikkes til at repræsentere de redaktionelle ledelser i den trykte presse samt radio og fjernsyn efter udtalelse fra disse, og to medlemmer beskikkes som offentlighedens repræsentanter efter udtalelse fra Dansk Folkeoplysnings Samråd.

En sådan statsstyring af medierne har som sagt ikke sin lige i resten af Europa – måske bortset fra Ungarn, hvis medielov netop nu er til kritisk vurdering i EU. Hvordan er det gået så galt? Historien begynder helt tilbage i 1919, da retsplejeloven af 1916 trådte i kraft og gjorde retsplejen offentlig. Det var klart, at offentlighedens nærvær i retsplejen skulle udøves gennem pressen, og at pressen og ikke den enkelte borger nu fik den praktiske kontrolfunktion, som ligger i grundlovens påbud om offentlig retspleje.

Desværre vakte pressens letfærdige omgang i omtalen af skyldspørgsmålet i straffesager, navngivelsen i pressen af tiltalte og andre, og i det hele taget hvad juristerne opfattede som pressens diskriminering under retsforfølgning, juristernes harme.

På De Nordiske Juristmøder i 1937 fremlagde den senere ombudsmand, professor, dr.jur. Stephan Hurwitz en samling teser om god presseskik, som han anså for »egnede som grundlag for en debat af konkret karakter«. I 1955 dannede Københavns Universitet en komité, som fremhævede den betænkelige udvikling af den sensationsbetonede journalistik, særlig i overskrifter og på gadeplakater.

LÆS OGSÅFirmaer: Pressenævnet er en papirtiger

Komiteen ønskede dog ikke at træde frem for offentligheden. »Den påvirkning af pressen, som er komiteens mål, skal ske gennem et direkte venskabeligt samarbejde med denne, sagde komiteen, som således lagde særlig vægt på pressens egen opfattelse af sin samfundsmæssige placering. Det blev fremhævet, at ledemotivet for komiteens bestræbelser var en dyb respekt for den frie presses ansvarsfulde opgave.

Det Berlingske Hus gik i samarbejde med Stephan Hurwitz, som var tilknyttet Politiken. Hans teser fra 1937 kom til at danne kernen i det sæt presseetiske regler, der i 1960 blev tiltrådt af Danske Dagblades Fællesrepræsentation, og som i 1964 blev udvidet med reglerne om Dansk Pressenævn.

Men Dansk Pressenævn blev ikke den gode løsning på den danske presses etiske problemer, som ophavsmændene havde håbet. I bogen ’Dansk Pressenævn skal udtale …’ fra 1972 om Dansk Pressenævns virksomhed 1964-71 gør Hurwitz opmærksom på, at »reglerne om presseetik og pressenævn har haft en vanskelig fødsel i Danmark (…) Det har betydelig interesse at undersøge udviklingen på dette område. Gang på gang har man været stillet over for muligheden af videregående lovregler, der ville indskrænke pressefriheden (…)«.

For Stephan Hurwitz skulle pressens selvjustits ikke mindst være et afgørende forsvar mod politikernes ønsker om en lovmæssig indskrænkning af pressefriheden. Men flere dagblade var direkte imod tanken om et nævn. Hertil kom, at Dansk Journalistforbund, som hverken var repræsenteret i den kreds, som havde udarbejdet de presseetiske regler, eller repræsenteret i nævnet, ikke anerkendte nævnets kompetence, som heller ikke omfattede Danmarks Radio.

For at komme politiske initiativer i forkøbet så Danske Dagblades Fællesrepræsentation i 1974 sig tvunget til at nedsætte Det Presseetiske Udvalg med repræsentanter for dagbladene, Danmarks Radio og Dansk Journalistforbund. Udvalget afgav i 1977 en ’Betænkning angående og udkast til regler for god presseskik og for Pressenævnets virksomhed’.

Det var den almindelige og optimistiske opfattelse i pressen, at udvalgets forslag om fælles god presseskik for pressen og for Danmarks Radio omsider ville skabe en effektivt kollektiv selvjustits i medierne.

Men desværre udløste en fatal sparerunde på Berlingske Tidende en fire en halv måneders strejkelukning (’De 141 dage’), der bevirkede, at Berlingske Tidende blev en ordinær erhvervsvirksomhed, som nu var helt afhængig af markedets vilkår og af investorerne. For den danske medieverden betød dette, at Danske Dagblades Fællesrepræsentation blev en del af Dansk Arbejdsgiverforening, hvis ledende filosofi var arbejdsgiverens ret til at lede og fordele arbejdet.

Det førte til dagbladenes afvisning af Det Presseetiske Udvalgs forslag, som sagde: »Under brud på god presseskik henhører også hindring af berettiget offentliggørelse af informationer af væsentlig betydning for offentligheden samt eftergivenhed over for udenforståendes krav om indflydelse på skriftets eller udsendelsens indhold, hvis eftergivenheden kan medføre tvivl om pressens frie og uafhængige stilling.

LÆS OGSÅ Politisk flertal vil give pressens vagthund flere muskler

Brud på god presseskik foreligger endvidere, hvis en journalist pålægges opgaver, som er i strid med nærværende presseetiske regler. En journalist bør ikke pålægges opgaver, der strider mod hans samvittighed eller overbevisning«. Det var denne bestemmelse, som i udvalget havde fået Dansk Journalistforbund til at arbejde for de fælles kollegiale regler for god presseskik og til at gå ind for udvalgets forslag om et Pressenævn.

Dette afsnit indeholder to vigtige principper for ytringsfriheden. For det første peger afsnittet frem mod den ytringsfrihed, som grundlovens paragraf 77 sikrer med et forbud mod censur, og som underbygges af artikel 10 i Den Europæiske Menneskeretskonvention. Og for det andet betoner afsnittet den enkelte journalists ret at nægte at handle og skrive i strid med de presseetiske regler.

Det anså folkene i Dansk Arbejdsgiverforening for at være et brud på ledelsesretten. Her havde man simpelthen ikke fantasi til at forestille sig en arbejdsplads, hvor det var arbejderne og ikke bosserne, der havde det sidste ord.

Efter Danske Dagblades Udgiverforenings nej til udvalgets forslag, måtte også Dansk Journalistforbund vende tommelfingeren nedad. Tanken om en fælles etik for de danske medier led hermed skibbrud.

Som forudset af den kreds, der tyve år tidligere havde arbejdet med at indføre selvjustits og etiske regler i medierne, fattede politikerne på Christiansborg hurtigt, at der i mediernes etiske skibbrud lå en chance for en politisk stramning af pressens ytringsfrihed – det samme, som vi i dag hører udtrykt på ny fra de konservative.

Den konservative justitsminister Hans Engell greb dengang hurtigt chancen, for nu var han ikke længere som hidtil ’kun’ journalist på Berlingske Tidende, men den af arbejdsgivernes parti kårede justitsminister, der let kunne få politisk flertal for en skrappere medieansvarslov og et statsligt Pressenævn.

Men Engells løsning var forfejlet, for det siger sig selv, at et statsligt Pressenævn bestående af jurister, lægfolk og udvalgte journalister beskikket af Justitsministeriet aldrig kan afspejle, endsige udvikle, en ægte medieetik.

Omsider har erhvervslivets topchefer og de konservative politikere åbenbart fået øjnene op for, at der er noget galt med mediernes etik, selv om etikken blev lagt ind under det statslige Pressenævn. Dette nævn har erhvervslivet også mistet tilliden til.

Indtil nu har det været retsplejen, som særligt har lidt under og beklaget sig over de danske mediers mangel på anstændighed. Retsplejeloven af 1916 førte ganske vist til en opblomstring af retsreportagen i danske aviser, fordi retsplejen nu var blevet et offentligt anliggende.

Der opstod en kreds af journalister, som specialiserede sig i at skrive referater fra retterne. Disse retsreferenter var til stede i retssalene, de overværede retsmøderne og skrev referater på stedet af, hvad der foregik, og fik et førstehånds kendskab både til anklagere, advokater og dommere.

De praktiserede en del af det journalistiske håndværk, som i dag synes næsten ukendt for journalister – den del af håndværket, som de amerikanske journalister Joseph og Stewart Alsop kaldte ’the rule of the feet’.

LÆS OGSÅ Topchefer trækker pressen i retten

Resultatet var læseværdige og sagkyndige artikler om livet i de danske retssale. Men i dagens økonomisk styrede medielandskab er der ikke plads til denne kultur. Der er ingen i den danske medieverden, der finder på at gø ad det, som foregår i de danske retssale, og det er derfor med al respekt, særligt, når det drejer sig om retsplejen, en dårlig vits, at Højesteret i en dom har kaldt de danske medier for ’public watchdogs’.

Mediernes svigt over for retsplejen har medført, at pressens fravær langtfra føles som et savn af dommere, advokater, parter, vidner og sigtede i retssalen, fordi det i retsplejen er opfattelsen, at mediernes mangel på respekt for retsplejelovens paragraf 1017, hvorefter »offentlig gengivelse af retsforhandlinger skal være objektiv og loyal«, er total. Derfor er lukkede døre, referatforbud og navneforbud for de tiltalte og vidnerne blevet det foretrukne værn mod en fordrejet og urigtig omtale i pressen af retssager.

Dette er yderst beklageligt, i betragtning af at retsplejen er et forum, hvor samfundets konflikter kommer frem i lyset. Men de danske medier lader offentligheden svæve i uvidenhed om den daglige retspleje bortset fra de spektakulære sager, hvor medierne så til gengæld falder over hinanden for at bringe artikler, som på grund af journalisternes ofte dårlige standard og manglende viden kan gøre sagen i mediet uigenkendelig for den, som har overværet sagen i retten. Her er der altså virkelig brug for mediernes selvransagelse.

I øvrigt har medieansvarsloven totalt forkludret reglerne om det, der tidligere blev kaldt berigtigelse. Medieansvarsloven siger, at en »anmodning om genmæle i massemedierne over for oplysninger af faktisk karakter, som er egnet til at påføre nogen økonomisk eller anden skade af betydning, og som er blevet bragt i et massemedie, skal tages til følge, medmindre oplysningernes rigtighed er utvivlsom«.

Men hvornår vil et medie ikke som udgangspunkt gøre gældende, at dets oplysninger selvfølgelig er rigtige?

Mit forslag er, at politikerne kunne ændre medieansvarslovens regler om genmæle med udgangspunkt i den franske presselov, som gør det til mediernes ubetingede pligt inden tre dage efter modtagelsen af en anmodning at bringe et svar fra enhver, som har været nævnt eller er blevet peget på i skriftet.

Svaret skal bringes på samme plads og i samme opsætning som den artikel, der har fremprovokeret svaret, og svaret skal bringes uden rettelser og tilføjelser. Hvis bladet nægter at optage et svar, kan den krænkede gå til en domstol og forlange svaret optaget inden 10 dage efter henvendelsen til retten.

I en valgperiode indskrænkes tredagesfristen for at bringe et svar til 24 timer. Straffen for en redaktør, som ikke bringer et svar inden for de foreskrevne frister, er tre måneders fængsel og en bøde på ca. 30.000 kr. Og det er vel at mærke ikke en tilfældig ansvarshavende redaktør, men mediets chef, som ender i spjældet.

Hvis danske medier med Stephan Hurwitz’ ord ønsker at undgå gang på gang at blive stillet over for muligheden af videregående lovregler, der vil indskrænke pressefriheden, bør de hurtigst muligt vedtage Det Presseetiske Udvalgs forslag fra 1977 (selvfølgelig med de nødvendige opdateringer) om kollegiale regler om god medieskik og etableringen af et frit pressenævn.

Hvis politikerne vil gøre noget godt for ytringsfriheden, bør de nedlægge det statslige Pressenævn og lade domstolene om at trække de retlige grænser for ytringsfriheden, således som det er foreskrevet i grundloven. Ytringsfriheden kunne tilmed fremmes, hvis Folketinget indfører samme klare regler for genmæle, som gælder i Frankrig.

Det ville give alle politikere, topchefer og almindelige mennesker, der føler sig provokeret af medierne, lov til at ytre sig frit på forsiden og i mediernes bedste sendetid.