I de senere år har de islamiske banker haft medvind. Ikke så meget fordi islam er en af verdens største og hastigst voksende religioner, men først og fremmest fordi de er i pagt med tiden.

De tager afstand fra kasinoøkonomien, satser på etiske og ansvarlige investeringer og sørger for, at de penge, som kommer ind, hurtigst muligt investeres.

Hvorfor gør de det? Ganske enkelt fordi de er islamiske. Det tvinger dem til at respektere sharialovens syv grundlæggende forbud, som lader de rettroende vide: 1) I må ikke deltage i spil eller løbe andre risici. 2) I må ikke fremstille, sælge eller drikke alkohol. 3) I må ikke spise svinekød. 4) I må ikke ryge tobak. 5) I må ikke beskæftige jer med pornografisk materiale. 6) I må ikke befatte jer med prostitution, narkotika eller andre illegale aktiviteter. 7) I må ikke tage eller give renter af penge. Ellers er de ikke sharialovlige.

Men fundamentalister behøver de ikke at være. De kan nøjes med at fortolke Koranen efter dens ånd.

Når talen falder på det førstnævnte forbud, opfattes det hovedsagelig som en pligt til at holde sig fra finansverdenens mere spekulative produkter, for eksempel de derivater, der gjorde dele af Vestens finansmarkeder til rene kasinoøkonomier. Det er en af forklaringerne på, at de islamiske banker kom bedre igennem finanskrisen end mange andre.

Fire af de fem forbud, som nævnes derefter, forklarer, hvorfor de islamiske banker har lettere ved at satse på etiske og ansvarlige investeringer end så mange andre banker.

I andre banker diskuterer man fortsat, om man skal lade afkastet bestemme, hvorledes man anbringer sine midler, eller om man skal leve op til det, som på nudansk kaldes CSR – corporate social responsibility. Det gør man ikke i de islamiske.

Det er dog det sidstnævnte forbud – mod at give og tage renter – som har været de islamiske bankers største svaghed og nu er ved at blive en af deres afgørende styrker.

Det var renteforbuddet, som gennem århundreder var med til at holde de islamiske lande fast i en dobbelt økonomi, hvor en del af befolkningen måtte klare sig med en indenlandsk bytteøkonomi, medens en anden del fik glæde af en pengeøkonomi, som ganske vist domineredes af udlandet.

Men det var også renteforbuddet, som tvang de islamiske lande til at udvikle nogle nye finansielle mekanismer, hvis de – og deres trosfæller verden over – skulle have andre finansielle muligheder, end den vestlige verden kunne tilbyde. Det gik de for alvor i gang med for ca. 30 år siden, og i løbet af det seneste årti er de nået så langt, at man ikke længere kan overse de islamiske banker.

Nu har de udviklet så mange nye finansielle instrumenter, at de kan dække de fleste rettroendes behov både i og uden for den muslimske verden. De kan være ganske sammensatte, og de er gennemgående forsynet med sværtforståelige arabiske navne. Men i bund og grund gør de blot indskyderne til medejere af bankerne og bankerne til medejere af kundernes projekter. Hvorledes det går til, forklarer en fortræffelig hjemmeside www.mifc.com på engelsk. På dansk kan det illustreres med nogle få typiske eksempler.

Hvis en kunde sætter et mindre beløb ind i en islamisk bank, får han sjældent andet for det end retten til at hæve pengene, når han vil, et hævekort af plastik og adgangen til at udskrive checks. Hvis han derimod kommer med et større beløb, får han hvert år en forholdsmæssig andel af bankens indtjening og tab.

Hvis en kunde søger om penge til køb af en bil, er sagens første trin en aftale om, hvilken bil det skal være, hvad den må koste hos autoforhandleren, samt hvorledes og hvornår pengene skal tilbagebetales. Dernæst køber banken bilen af autoforhandleren til den aftalte indkøbspris. Hertil lægges et gebyr, hvis størrelse afhænger af, i hvilke rater pengene skal falde. Derved når man frem til den pris, som kunden skal betale banken for bilen.

Men kunden får kun ejendomsretten til bilen i takt med det, som han betaler banken. Skal han præstere en udbetaling på 20 pct. af bankens salgspris og betale resten med 4 pct. i kvartalet, vil han kun eje 20 pct. af bilen, den dag han får ret til at bruge den, og kun hele bilen efter fem års forløb.

Hvis en kunde søger om penge til køb af et hus, starter sagen med en aftale om, hvilket hus det skal være, hvad der må betales ejeren af huset, samt hvorledes og hvornår pengene skal betales tilbage. Dernæst køber banken huset af dets ejer til den aftalte pris. Hertil lægges et gebyr, hvis størrelse afhænger af, i hvilke rater pengene skal falde.

Dermed når man frem til den pris, som kunden skal betale banken for huset. Men kunden får kun ejendomsretten til huset i takt med det, som han betaler banken. Skal han præstere en udbetaling på 20 pct. af bankens salgspris for huset og betale resten med 1 pct. i kvartalet, vil han kun eje 20 pct. af huset, den dag han får ret til at flytte ind, og først hele huset efter 20 års forløb.

Men til aftaler om huskøb vil der ofte blive knyttet aftaler om ekstra betaling for brug af huset i de perioder, hvor banken har dele af ejendomsretten.

Hvis enkunde søger sin islamiske bank om penge til et erhvervsmæssigt projekt, skal han ikke søge om et lån, men foreslå banken et partnerskab. Det kan indgås under mange forskellige former, men fælles for dem alle er, at sagsbehandlingen starter med en indgående drøftelse af projektets karakter.

Hvis banken finder projektet tilstrækkelig lødigt, bliver det næste at bestemme, hvem der skal levere hvad, hvem der kan gøre hvad, og i hvilket forhold gevinster og tab skal deles.

I den simpleste form for partnerskab leverer banken størstedelen af kapitalen, medens kunden leverer resten samt ledelsen af projektet. Aftalen omfatter alene deling af projektets overskud, men skulle det mod forventning give tab, bæres det økonomisk af banken, og kunden har mistet værdien af den tid og de midler, som han har brugt på projektet.

I en ganske udbredt form omfatter partnerskabsaftalen deling af både overskud og tab.

Den er ofte affattet således, at der er budgetteret med et givet overskud, som deles imellem partnerne på en forud aftalt måde. Hver part kan således håbe på at få udbetalt et ganske bestemt beløb. Skulle resultatet afvige fra det budgetterede, skal en forholdsvis stor del af afvigelsen lægges til – såfremt den er positiv – eller trækkes fra – såfremt den er negativ – udbetalingen til partneren, og resten reguleres over udbetalingen til banken.

Først og fremmest for at belønne eller straffe partneren for ledelsen af projektet og for at give banken et ekstra motiv til en forsigtig vurdering af projektet.

Det korte af det lange er, at islamiske banker må være overordentlig omhyggelige ved vurderingen af de projekter, som de går ind i. De bliver jo medejere af dem, og deres afkast er afgørende for den indtjening, som skal lokke indskyderne til.

Alligevel vil de nok kunne gøre vejen fra indlån til investering lidt hurtigere end i andre banker. Dels fordi der er en række muligheder for pengeanbringelse, som de ikke behøver at overveje. Dels fordi de ikke må bruge ret lang tid på at overveje ansøgernes kreditværdighed. De låner jo ikke penge ud. De køber realkapital og køber sig ind i kundernes projekter.

Malaysia var blandt de første lande, hvor de islamiske pengeinstitutter kom til at spille en væsentlig rolle. Alligevel tegnede de sig kun for en femtedel af omsætningen i landets finansielle sektor, og de fyldte meget lidt i andre muslimske lande samt endnu mindre i det store internationale billede.

Forklaringen søgte fremtrædende malaysiere for det første i, at de islamiske pengeinstitutter og deres finansielle produkter var for usynlige verden over. Derfor skabte de i 2006 et særligt organ, Malaysia International Islamic Financial Centre (MIFC) til international markedsføring af de islamiske finansielle produkter.

For det andet fandt de forklaringen i en vis mangel på konkurrencedygtighed. Derfor arrangerede MIFC i samarbejde med det engelske Economist Corporate Network i oktober 2010 en international konference i Kuala Lumpur, der skulle belyse, hvortil den globale islamiske finansielle sektor var nået, og hvorledes dens fremtid tegnede sig.

I konferencen deltog over 1.000 personer fra 50 lande, hvoriblandt England, Frankrig, Schweiz, Rusland samt Australien, og hjemmesiden www.ecn-mifc.com fortæller, hvad der kom ud af konferencen.

Deltagerne startede med at glæde sig over, at de islamiske pengeinstitutters samlede aktiver nærmede sig 1.000 milliarder dollar, først og fremmest fordi de islamiske bankers markedsandele var steget i de fleste muslimske lande. Det talte dog også med, at der var skabt nogle få islamiske banker i enkelte lande med en voksende muslimsk befolkning.

Man glædede sig også over, at en række større internationale banker havde åbnet, hvad de kaldte islamiske vinduer, hvorigennem de tilbyder deres kunder sharialovlige finansielle produkter.

De hilste med begejstring, at tolv centralbanker og to multinationale organisationer sideløbende med konferencen skabte et særligt organ til udveksling af likviditet mellem de islamiske pengeinstitutter, og de noterede med tilfredshed, at tre muslimske lande, Indonesien, Saudi-Arabien og Tyrkiet, i 2009 kom ind i den komité, som skal sætte standarden for den finansielle sektor i G20-landene.

Endelig gjorde de med stolthed opmærksom på, at de islamiske banker var kommet bedst igennem finanskrisen. Fra 2006 til 2008 ændredes de ti største konventionelle bankers resultat fra et overskud på 116 milliarder dollar til et underskud på 42 milliarder dollar, medens de islamiske bankers overskud steg fra 4,2 til 4,6 milliarder dollar.

Men så meldte realismen og bekymringerne sig. Man måtte erkende, at også de islamiske banker led tab under finanskrisen. Først og fremmest fordi man havde været for dårlig til at vurdere risikoen i nogle af de projekter, man var gået ind i. Det gjaldt for eksempel nogle af prestigebyggerierne i Dubai.

Hvad værre var: Selv om de islamiske pengeinstitutters markedsandele var vokset i de fleste muslimske lande, var de fortsat lave og i andre lande umådelig lave. Ganske enkelt fordi de ikke var særlig konkurrencedygtige. Debatten kom herefter til at dreje sig om årsagerne til den utilstrækkelige konkurrencedygtighed og mulighederne for at afhjælpe den.

Nogle pegede på svagheder i institutionernes markedsføring. De kunne efter enkeltes mening afhjælpes, hvis man erstattede de finansielle produkters arabiske navne med engelske eller med navne på sprogene i de lande, hvor institutionerne virkede.

Andre mente, at man skræmte kunder væk ved at kalde bankerne for islamiske. De foreslog, at man strøg betegnelsen islamisk og markedsførte konventionelle finansielle produkter ved siden af de sharialovlige.

Langt de fleste fandt dog årsagerne til den utilfredsstillende konkurrencedygtighed i de rammebetingelser, som myndighederne i mange lande byder de islamiske pengeinstitutter. Hårdest rammer det dem, at de sharialovlige institutioner og produkter ofte får en dårligere skattemæssig behandling end andre. Derfor blev kravet om skatteneutralitet gang på gang nævnt på konferencen.

Men det var langtfra det eneste krav, som blev stillet om bedre rammebetingelser. I mange lande gjorde selskabsretten det alt for svært at oprette og drive islamiske finansielle institutioner.

Deres regnskabsregler gjorde det som regel vanskeligt at give offentligheden et retvisende billede af, hvad der foregik i en islamisk bank, og der savnedes særlige regler for behandling af islamiske finansielle stridigheder. Det udløste en lang række krav af juridisk karakter.

Ud over rammebetingelserne drøftede man også forskelle i de konventionelle og de islamiske bankers bedømmelse af risikoen ved et projekt. I de konventionelle banker havde man både projektet og kunden at holde sig til, hvis det gik galt. I de islamiske banker havde man kun projektet at holde sig til. Derfor var de konventionelle banker tilbøjelige til at undervurdere og de islamiske til at overvurdere risikoen ved et projekt.

Det forklarede på den ene side, hvorfor de islamiske banker kom bedre igennem finanskrisen end de konventionelle. På den anden side betød det, at de islamiske banker måtte sige nej til for mange projekter, som de konventionelle ville sige ja til.

Dette kunne i en vis grad afhjælpes ved en bedre uddannelse af de islamiske bankers medarbejdere. De måtte trænes i hverken at overvurdere eller undervurdere risikoen ved kundernes projekter. Konferencen pegede også på andre grunde til at forbedre medarbejdernes uddannelse.

Endelig slog konferencen til lyd for en fortsat udvikling af sharialovlige finansielle produkter, og det understregedes, at man skulle holde sig fra efterligninger af, hvad de konventionelle pengeinstitutter kunne tilbyde. Man skulle gå foran dem og ikke halte efter.

Til slut sendte konferencen sine deltagere hjem med et budskab om, at de islamiske pengeinstitutter ville fordoble deres omsætning i løbet af de næste fem år. Det er da også muligt, men en bedre spådom ville nok have været:

På grund af den tiltagende globalisering vil stadig flere konventionelle banker åbne islamiske vinduer, hvorigennem de markedsfører sharialovlige finansielle produkter, medens stadig flere islamiske banker vil åbne konventionelle vinduer, hvorigennem de markedsfører konventionelle finansielle produkter.