Ingenkan længere være i tvivl om, at det, vi er vidner til i den arabiske verden, er en historisk brydningstid.

Billederne af euforiske demonstranter, der fester på Tahrirpladsen efter meldingen om Mubaraks afgang, blev dagen efter fulgt af billeder af demonstranter i færd med at rydde op efter sig. Billederne er symbolske i mere end én forstand. Der forestår nemlig et kæmpe politisk oprydningsarbejde de kommende måneder og år. Hvilke udfordringer giver det os? Og hvordan skal vi støtte op om den udvikling, som nu sættes i gang?

Først og fremmest skal EU og verdenssamfundet se det som en mulighed for at støtte op om denne længe efterspurgte forandringsproces. Derfor vil vi fra dansk side lægge op til et stærkt EU-engagement i den kommende tid, hvor vi politisk og økonomisk vil støtte overgangsprocesserne i Egypten og Tunesien. Blandt andet med støtte rettet mod styrkelse af demokratiske institutioner, fremme af social retfærdighed, styrkelse af civilsamfundsorganisationer og assistance til gennemførelse af frie og fair valg.

Nu hvor demonstranterne har forladt pladsen, er det også vigtigere end nogensinde, at EU opretholder presset, for at der kan blive tale om en reel forandringsproces. Det kræver blandt andet, i lighed med demonstranternes krav, at EU presser på for en klar tidsplan for demokratiseringsprocessen.

Det er åbenlyst ikke muligt, at et land som Egypten med over 80 millioner indbyggere og uden et etableret flerpartisystem kan gå fra de facto diktatur til demokrati over en weekend. Der er behov for at opbygge strukturerne i civilsamfundet fra bunden. Det tager tid, ofte lang tid, men i Egypten har vi ikke lang tid til rådighed.

Hvis ikke folk hurtigt får muligheder for at organisere sig efter deres egne ønsker, vil vi risikere, at andre organiserer landet efter deres ønsker. Derfor skal vi være hurtigt ude med helt konkret at støtte dannelse af partier, så flest muligt kan være klar til valget om fem måneder. Både Danmark og det udvidede EU har erfaringer med demokratiopbygning og transitionsprocesser.

Hvert land har haft sit forløb: Polen, Ungarn, Spanien og Grækenland, men erfaringen fra fravristelsen af diktaturets åg og opbygningen af et civilsamfund fra bunden er fælles. Det skal vi bruge nu. Ikke for at bestemme, hvad nye partier i Mellemøsten skal mene, men for at give befolkningen mulighed for at vælge de repræsentanter, som de ønsker.

Vores støtte må ikke kun begrænse sig til afviklingen af demokratiske valg. Problemet i den arabiske verden i dag er, at den udøvende magt er blevet altoverskyggende, hvorfor det ikke er nok at få valgt en anden regering. Den lovgivende og den dømmende magt må styrkes og gives legitimitet. Derfor er det helt centralt at få etableret solide demokratiske institutioner med magtdeling, parlamentarisk kontrol og et uafhængigt retssystem.

Kun sådan kan borgerne få et retssamfund, der respekterer menneskerettighederne. Samtidig er der behov for frie og kompetente medier, som kan holde et vågent øje med fremtidige regeringers forvaltning af magten. Pressens rolle som demokratisk vagthund bliver uhyre vigtig i den transformationsproces, som Tunesien og Egypten nu har taget hul på.

Jeg havde i sidste uge lejlighed til at mødes med Sihem Bensedrine fra Tunesien. Hun er journalist og menneskerettighedsaktivist og har gennem de sidste ti år modigt talt det tunesiske styre midt imod. Jeg talte med hende om støtten til frie medier, fordi den fortsatte demokratiudvikling helt afhænger af, at en ny fri presse kan erstatte de gamle regimetro medier.

Det er også et område, hvor danske partnere har ydet en væsentlig indsats. Og jeg er glad for at konstatere, at der netop nu er en dialog i gang mellem de danske medieorganisationer og deres tunesiske og egyptiske partnere om, hvordan vi styrker indsatsen yderligere. En udfordring her og nu består i at sikre journalisters sikkerhed. På længere sigt melder spørgsmålet sig om reformer af medielovgivningen og omdannelse af de gamle statsmedier.

Gennem Partnerskab for Dialog og Reform, som i mange år er gået under navnet Det Arabiske Initiativ, har Danmark siden 2003 støttet de kræfter, der aktivt involverer sig i gennemførelse af reformer i de arabiske lande. Mange af de grupper, der med succes nu kræver, at deres stemmer bliver hørt i Tunesiens og Egyptens gader, er blandt de 440 organisationer og institutioner, som foreløbig har deltaget i de mange dansk-arabiske samarbejdsprojekter.

Det er blandt andet menneskerettighedsgrupper, unge, mediefolk og kvinder. Vores støtte har altid baseret sig på de ideer og ønsker, som de arabiske partnere selv er kommet med, og begivenhederne de seneste uger har yderligere styrket dette samarbejde.

Det er åbenlyst for alle, at Tunesien og Egypten har akut brug for støtte udefra for at nå målet om demokrati og økonomisk fremgang. I EU har vi besluttet at målrette vores milliardstore bistand til de to lande, så den mere direkte kan medvirke til at accelerere udviklingen i retning af demokrati og økonomiske reformer, men vi har også fra dansk side gode muligheder for at bidrage endnu mere. I første omgang har jeg besluttet at styrke indsatsen under Partnerskab for Dialog og Reform i forhold til Egypten og Tunesien med yderligere 10 millioner kroner.

Vi har i dag en løbende dialog med samarbejdspartnere i den arabiske verden om, hvordan vi bedst muligt understøtter demokratiet, samtidig med at vi fra dansk side skaber kontakter og netværk blandt morgendagens beslutningstagere i regionen. Jeg er overbevist om, at vi på den måde kan lægge grunden til et frugtbart samarbejde mellem Danmark og fremtidige demokratiske regeringer.

Det er vigtigt, at vi gøder jorden for en mere robust og proaktiv EU-indsats i regionen. For de arabiske befolkningers mål om reformer, frihed og selvbestemmelse er også i EU’s interesse.

Demokrati og økonomisk fremgang i Mellemøsten udgør nemlig den langsigtede løsning på de sydeuropæiske EU-landes begrundede frygt for, at ustabile regimer på den anden side af Middelhavet vil føre til store flygtningestrømme mod nord. Helt centralt er behovet for at skabe økonomisk fremgang for befolkningerne, som vi har set det i Tyrkiet. Her er det lykkedes at opnå høj økonomisk vækst og forbedre de sociale forhold afgørende.

En lignende udvikling vil befolkningerne i Mellemøsten også stræbe efter, så økonomisk udvikling og demokratisk reform går hånd i hånd. I EU-sammenhæng har vi også besluttet at se på, om vi på længere sigt kan danne et nyt partnerskab over Middelhavet, hvor reform og demokratisering kommer i centrum.

Så i stedet for at stirre os blinde på potentielle problemer og frygte, hvad morgendagen mon kan bringe, skal vi gribe den enestående mulighed, der nu er opstået for at hjælpe med at forme en bedre fremtid for de arabiske befolkninger, som alt for længe har lidt under kyniske magthavere. Derigennem kan de selv tage ansvaret for at rodbehandle de problemer, vi hidtil har frygtet.

Udviklingen i Egypten har skabt bekymring i Israel. Egypten og Jordan er som bekendt de eneste arabiske lande, der har fredsaftaler med Israel. Udviklingen styrker behovet for, at der gøres hurtige fremskridt hen imod en løsning af den israelsk-palæstinensiske konflikt. Så længe forhandlingerne står i stampe, vil Israel og fredsprocessen være sårbar over for omvæltninger i nabolandene.

Vi er vidner til, at befolkningerne nu af egen drift skaber nogle af de mest markante omvæltninger nogen sinde i den arabiske verden. Det åbner muligheder for reelle forandringer til mere frie og demokratiske styreformer, der respekterer menneskerettighederne og gennemfører de nødvendige reformer. Den udvikling er båret af befolkningernes voksende tiltro til, at de gennem fredelige demonstrationer kan komme af med regimerne og indføre demokrati. Derfor må EU også kende sin besøgelsestid og bruge anledningen til i højere grad at belønne den gode regeringsførelse i regionen og tage konsekvensen af den dårlige af slagsen.

Men selv om vi bliver rørt over at se folkemasser kæmpe for de samme værdier, som vi værner om, er det ikke nødvendigvis den eneste eller den bedste vej. Der er ingen tvivl om, at eksemplerne i de to lande har sat en skræk i livet på autoritære regimer over hele verden. Omvæltningerne repræsenterer en løftet pegefinger over for naboregimerne, der ængsteligt ser til fra sidelinjen.

I det lange løb vil de sande, at skinreformer, fødevaresubsidier og pengegaver ikke kan fastholde status quo, for det er noget andet, større og vigtigere, som befolkningerne efterspørger. Jeg har stærkt på fornemmelsen, at den erkendelse nu er i færd med at bryde igennem, og magthaverne i nabolandene gør klogt i at lytte til befolkningerne og snarest muligt gennemføre reelle reformer, hvis de vil undgå omvæltninger i stil med dem, vi har set i Tunesien og Egypten.

Skeptiske stemmer bruger også anledningen til at spørge, om det overhovedet er i Vestens interesse, at befolkningerne i de arabiske lande får deres krav om demokrati opfyldt: Kan vi være sikre på, at et fundamentalistisk præstestyre som det iranske ikke kommer til magten? Og hvad betyder det for stabiliteten i regionen?

Med omvæltninger i retning af demokrati i samfund, hvor borgerne ikke tidligere er blevet hørt, følger altid usikkerhed og nye udfordringer. Spørgsmålene er derfor legitime, men de kan aldrig være mere legitime end befolkningernes krav om selvbestemmelse, og derfor kan de heller ikke bruges som et argument imod demokratiet.

Da den tunesiske gadesælger Mohamed Bouazizi 17. december satte ild til sig selv, havde det intet med religion at gøre. Derimod var han blevet skubbet ud over desperationens afgrund på grund af et håbløst arbejdsmarked, der ikke havde plads til en veluddannet ung mand. Det brutale sikkerhedsregime havde gennembanket og ydmyget ham, da han forsøgte at sælge frugt på gaden som alternativ, og et korrupt retsvæsen havde end ikke tilladt ham at indgive en klage.

Bouazizis selvmord blev en skelsættende begivenhed, der satte skred i den frihedsbølge, vi ser i dag, fordi hans historie var noget som en hel ungdomsgeneration kunne identificere sig med. Hans desperate handling var det tavse nødråb, som en hel generation i dag giver en stemme. Et råb om politiske, økonomiske og sociale reformer, og et råb om frihed og selvbestemmelse, som han delte med ung og gammel, høj og lav. De arabiske gader har aldrig set noget lignende.

Hverken det Muslimske Broderskab eller andre islamistiske organisationer, som har eksisteret i årtier, har formået at mobilisere et fredeligt folkeligt oprør med deres paroler om, at islam er løsningen på alt. I Kairos og Tunis’ gader fandt man heller ingen skilte med parolerne. Det spørgsmål, skeptikerne i stedet burde stille sig selv, er, om det mon ikke skyldes, at flertallet i de arabiske gader ikke tror på de paroler.

At de betragter ideen om, at religion kan løse alle problemer, som det, den er – en utopi. De har gennem internet og satellit-tv set, at et bedre liv er muligt andre steder i verden, og det er vel at mærke ikke livet i Iran, som har tjent som forbillede her.

Når jeg igen og igen hører sammenligninger med Iran, tænker jeg: Ja, der er en klar parallel. Men det er til det iranske folks ’grønne oprør’ i sommeren 2009, for også dér så vi en befolkning gå på gaden i et uset stort tal i protest mod manglen på frihed og demokrati. Også dér startede de unge protesterne og trak mange andre med sig, og også dér så vi fligen af den fremtid for Mellemøsten, som forhåbentlig er blevet indvarslet med omvæltningerne i Tunesien og Egypten.

Det er mere relevant at sammenligne med udviklingen i Indonesien, som har verdens største muslimske befolkning. Der blev den aldrende diktator Suharto væltet af befolkningen i 1998, efter at hans styre havde holdt befolkningen i et jerngreb, mens levevilkårene for den almindelige borger blev forværret gennem hans 32-årige styre. Suhartos argument for at afvise politiske reformer var hensynet til sikkerhed og stabilitet, men i realiteten skabte regimet ustabilitet og vold, ikke mindst i Østtimor.

Indonesiens islamiske partier var populære i starten af landets demokratiske periode, men i dag udgør de et mindretal i parlamentet. Der er gennemført frie valg i kombination med politiske og økonomiske reformer, som er kommet befolkningen til gode. Disse åbenlyse forbedringer for indonesernes frihed og økonomiske situation har ikke medført, at Indonesien er blevet antivestligt eller tolererer farlige terrorgrupper, tværtimod.

Jeg vil også gerne fremhæve Indonesien, fordi den internationale opbakning til overgangsprocessen spillede en vigtig rolle for etableringen af et velfungerende demokrati. Det understreger i mine øjne vigtigheden af, at Danmark sammen med resten af EU og USA nu engagerer sig aktivt i at fremme et lignende inklusivt demokrati i de arabiske lande.

Hvis vi i den nuværende historiske situation undlader at engagere os i den demokratiske udvikling i Mellemøsten af frygt for islamisternes indflydelse, har vi ikke bare ladet hånt om befolkningernes ønske om frihed, vi har også foræret islamisterne sejren over demokratiet.

Kun ved at engagere dem i den politiske proces og lade dem bære et medansvar for reformer kan befolkningerne ved selvsyn se, at islamisternes religiøse utopi ikke har nogen som helst attraktionsværdi i en moderne verden. Og med tiden og det parlamentariske ansvar tror jeg, at de moderate fløje blandt religiøse partier vil blive styrket. Det har vi set ske både i Indonesien og Tyrkiet. Demokratiet er for ingen, hvis det ikke er for alle. Det er det, vi i dag skylder tunesiske Bouazizi og alle demonstranterne i de arabiske gader at støtte op om.