Min datters skole er en såkaldt ’klimaskole’. Uden for klasseværelserne hænger små, elektroniske tavler, som viser, hvor meget vand og elektricitet elever og lærere har brugt i det forløbne døgn.

Hun kommer hjem og pålægger os at slukke for vand, computere og mobilopladere; at undlade at tænde lys, når det stadig kun er tusmørke. Hun er jævnligt ude at samle skrald på Nørrebro og ved, hvor meget skrald det bliver til, når vi én og én går og drysser.

Hun kender til konsekvenserne af 1 og 2 graders global opvarmning, og CO2-regnskaber er hende heller ikke fremmede.

Men vigtigst af alt har hun forstået, hvad alt postyret skal til for: Hvis ikke vi passer på klodens ressourcer, så har vi måske ingen klode og i hvert fald ikke dens skønhed, friske luft og klare vand, når hun bliver gammel.

Jeg synes, man skulle gennemføre den samme bevidstgørelse, når det gælder vores åndelige klima og indføre undervisning i ophavsret i folkeskolen. For at sikre den kulturelle rigdom og mangfoldighed for os selv og vores børn, også i fremtiden.

En aktuel undersøgelse fra IFPI tyder på, at omkring 25 procent af danske internetbrugere jævnligt besøger ulovlige fildelingssites, og at 75 procent af den musik, som erhverves online, betales der ikke for. Der er endnu ingen sikre tal for, hvor mange bøger der hver dag ulovligt indskannes eller downloades i danske hjem og studerekamre via internet og intranet.

Men da den seneste bog af Dan Brown udkom, regner man med, at 100.000 piratkopierede eksemplarer af bogen var i omløb i form af e-bogsfiler – i løbet af det første døgn.

Pengene fosser ud af kulturindustrien på grund af piratkopiering. På kort sigt til gode for forbrugernes privatøkonomi, men på længere sigt en katastrofe, ikke bare for industrien, men også for kilden til det hele: kunstnerne, som ikke kan leve af, at folk stjæler deres ting. Hvilket også kommer til at ramme forbrugerne en dag.

Nu er der så heldigvis også i Danmark opnået bred kulturpolitisk opbakning til den såkaldte ’brevmodel’. Den indebærer, at mennesker, som i større omfang uploader ophavsretsbeskyttet materiale (spil, musik, film, lydbøger, e-bøger) på deres computere, så andre frit kan downloade dem, vil modtage advarselsbreve med henblik på, at de ulovlige aktiviteter ophører.

En lignende ordning findes i bl.a. Frankrig, hvor den menes at have en god præventiv virkning. Det er glædeligt, at danske politikere har forståelse for vigtigheden af at beskytte ophavsretten i den digitale tidsalder, og brevmodellen er en god begyndelse.

Men den er ikke vidtrækkende nok. Hvis man virkelig vil gøre noget for ophavsretten – og dermed sikringen af den kunstneriske skabelse, også i fremtiden – skal vores børn forstå, hvorfor kunst har en værdi; at kunst kun er gratis, hvis kunstneren selv synes, det er en god ide. Det klarer vi ikke med oplysningskampagner og lejlighedsvise pjecer og plakater. Ophavsret skal på skemaet.

Kim Fupz Aakeson har skrevet en vidunderlig historie, ’Da Gud fik en hobby’. Den handler om, at Gud keder sig så frygteligt og finder på at samle på musik – fordi det er noget af det eneste, han ikke selv kan skabe. Han indleder derfor en byttehandel med menneskene: store flotte guldsportsvogne for menneskenes musik. Først bytter menneskene den uhyggelige musik og børnenes musik for gyldne biler.

Så bytter de den kedelige musik og den gammeldags musik. Til allersidst bytter de også dansemusikken, alt imens bilerne bliver flottere og flottere; musikken kommer på flasker i Paradisets Have, og stilheden breder sig på Jorden. Indtil alt er tyst; kun snakken og larm er tilbage.

Historien findes på lydbog i ’Den store Fupz’ (2006) og er indtalt af forfatteren selv. Børnene og jeg hører den ofte, når vi kører bil. Og hver gang tænker jeg, om Kim Fupz Aakeson mon har lavet en tidlig allegori på fremtidens samfund, hvor musik, litteratur, film, dyb viden og mageløs kunst lige så stille er forsvundet, fordi menneskene i deres jagt på ’gratis’ indhold og dyre gadgets har græsset de kunstneriske græsrødder af som græshoppesværme over prærien.

Stilheden har ædt den kunst, som kun menneskene kan skabe.

Jeg er ikke maskinstormer. Jeg elsker min iPad og min iPhone, og jeg er dybt fascineret af den verden af muligheder, som åbner sig, når Google åbner for søgning i alverdens bøger; når Amazon med et klik kan levere den tyve år gamle bog, som der er en henvisning til i den tekst, jeg sidder og læser, og som jeg bare må eje. Lige nu.

Jeg glæder mig over, at mine børn skal have interaktive skolebøger, hvor videoer vil gøre Himalaya og Amazonas levende for dem; hvor de kan forstå geometri i 3D, fordi der bliver tegnet, mens de ser; hvor de kan lave lektier sammen på tværs af byen, mens de hører musik og tjekker sms’er. Jeg glæder mig over, at ’Mis med de blå øjne’ kan fås som app og høres og ses på bagsædet, når mor skal have fred til at køre.

Og jeg forestiller mig, hvordan det bliver at genopleve ’Anna Karenina’ i en e-bog med billeder fra Skt. Petersborg for 150 år siden og videoer af droscher langs Nevas bredder.

Jeg kan lide tanken om, at også bøger kan blive en del af den hurtige og flygtige kultur og ikke længere kun er henvist til at høre til under dydige aktiviteter som fordybelse og stilhed. Zapperkultur til glæde for lystlæsningen vil jeg hilse velkommen. Det er slet ikke der, jeg ser problemet. Det er guldbilerne. ’Gratis’ indhold og dyre gadgets.

Lad mig rydde en nærliggende indvending af vejen – nemlig at jeg forsøger at fastholde en indbringende ledvogterposition på litteraturens område, deraf min interesse for copyright. Jeg er forlægger og ja, jeg har en forretning at beskytte. I øjeblikket forsvarer forlæggerne på litteraturens område, hvad pladeselskaberne i det seneste tiår har forsvaret på musikkens. Med meget vekslende held.

Piratkopieringen har med en tsunamis hast ædt store procentdele af musikmarkedet de sidste ti år, og det er gået ud over både de udøvende og pladeselskaberne. Pladeselskabernes brancheorganisation, IFPI, offentliggjorde for nylig en stor undersøgelse om status i branchen. Og det var dyster læsning. Til trods for at det digitale salg af musik var mange mangedoblet, var omsætningen og indtjeningen i pladebranchen dykket med op mod 30 pct.

Det er klart, at vi i forlagsbranchen stirrer med bekymring på, hvad der er sket for vores kolleger i musikverdenen. Det er lige så klart, at hvis bogmarkedet rammes af piratkopiering som musikverdenen, går det også ud over vores økonomi. Dermed svækkes også vores vilje og økonomiske mulighed for at investere i nyt, dansk talent, og hvis forlagene rent faktisk tilfører kunsten værdi, hvilket jeg ikke er alene om at mene, så vil dette altså ske i mindre omfang.

Men kunstnerne kan stemme med fødderne. Hvis ikke de oplever, at forlag, filmselskaber og pladeselskaber tilfører deres kunst værdi – i form af redigering, markedsføring, formgivning, distribution, salg eller noget helt syvende – så har den digitale teknologi jo netop muliggjort, at de kan indgå andre partnerskaber eller simpelthen sælge direkte til deres læsere, lyttere og seere, som de vil.

Der er ingen tvang og ingen ledvogterposition, hvis gamle mellemled som pladeselskaber, forlag, filmselskaber ikke også tilfører værdi for nogen. Det er min og mine kollegers sag, og offentligheden har andet at bekymre sig om.

Men kunstnerne og kunsten. Stilheden. Den larm, som bliver tilbage, hvis der kun er plads til det, der kan tiltrække mange millioner lyttere, seere og læsere i blockbusters og megahit og superbestsellere, fordi ingen vil betale for at opleve kunst og kultur. Dét synes jeg, borgere og politikere skal bekymre sig om. Piratkopieringen har ædt sig ind på værdikæden mellem kunstner og kunstforbruger – for gratis går værdien mod nul.

Og selv for den glade indehaver af vældige mængder gratis, piratkopieret indhold kan man diskutere, hvor meget værdi man tillægger noget, man ikke har betalt for. Eller hvor meget respekt man har for nogen, hvis værker man har stjålet. Freud mente, at betalingen for terapien var et afgørende element i helbredelsen. Også selv om det var ægtemanden, der betalte.

Der findes kun én glæde, hvis værdi forringes af, at man betaler for den. Og det er, fordi det, som man ikke får med, når man betaler, er ubetaleligt.

Der tales uafladeligt om nødvendigheden af alternative forretningsmodeller, og på de store fildelingssites påberåber man sig demokrati og ’creative commons’ med mindelser til svundne tiders alminding, hvor enhver kunne sanke brænde uden at betale for det.

Men mærkeligt nok står ejendomsretten på fysiske produkter helt uantastet, mens ophavsretten på det, der er immaterielt – ånd, om man vil – skal forsvares imod de mennesker, som tilsyneladende skatter det allerhøjest.

Det er blevet en selvfølge, at man ikke må stjæle noget så helligt som nogens iPhone, fordi folk omfatter den med en veneration, der blandt andet hidrører fra dens unikke kombination af idé og form – mens de 5.000 illegalt downloadede sange, der ligger på den, blot er et ligegyldigt ad-on.

Piratkopieringen er et sideprodukt til en ny teknologi, som muliggør en aldrig før set effektivitet i distribution af immaterielle goder. Første gang det skete, var da Gutenberg opfandt trykmaskinen og dermed muliggjorde mangfoldiggørelse af det trykte ord i et omfang, som verden aldrig før havde set. Sjovt nok førte den nye teknologi også dengang til en hidtil uset piratkopiering af kunstnerisk materiale – Ludvig Holbergs ’Peder Paars’ blev allerede ved sin udgivelse i begyndelsen af 1700-tallet genstand for omfattende pirattryk.

Men med tiden førte debatten og presset fra den ny teknologi til indførelsen af den lovgivning om ophavsret og droit moral – en kunstners ret til alle afarter og mangfoldiggørelser af sit produkt – som vi kender i dag. Det er altså ikke noget nyt, at der skal kæmpes for at få etableret forståelse for, at kreative produkter er omfattet af ejendoms- og ophavsret fuldt på linje med denne verdens fysiske ting. Ikke bare for kunstnerens skyld, men for det samfunds skyld, der skal nyde godt af dem.

I virkeligheden har ophavsretten det tilfælles med ytringsfriheden, at de voksede frem i den samme Oplysningstid for 250 år siden. Men også, at begge principper er under pres i disse år, bl.a. fordi vi tager dem så meget for givet, at vi glemmer, hvorfor de blev knæsat, og hvorfor de stadig er af vital betydning for vores kultur.

Jeg er vild med, at Thomas Blachman er kommet tilbage i ’X Factor’. Fordi han med sin aldrig hvilende irritabilitet fastholder, at kunstnerisk skaben ikke er for amatører. Det er ikke noget, der kommer ved halvhjertet indsats foran spejlet derhjemme. Et chokerende stort antal mennesker mener selv, de har talent nok til at stå på en scene uden så meget som at have øvet den sang, de vil fremføre.

Ganske, ganske få har talentet til at nå så langt som til den pladekontrakt, der endnu ikke er andet end pant på en kunstnerisk virksomhed, som måske kan tage sin begyndelse.

Facebook, Youtube, Twitter – og alle de andre sociale universer – har muliggjort en i egentligste forstand ’mindblowing’ udvidelse af menneskers kommunikation og ’kulturelle virksomhed’ på nettet. Og det er sikkert, at der også opstår kunst her, ligesom der distribueres kunst, som aldrig før nåede ud over undergrund og hengemte kælderlokaler. Godt for det.

Men det kan ikke erstatte den kunst, der skabes af mennesker, som ikke kun lever for kunst, men også af deres kunst. Har brug for tid til fordybelse og perfektionering, øvelse og skabelse.

Det offentlige Danmark lapper lidt på tingene med støtte til de udøvende kunstnere i form af legater fra Statens Kunstfond, uddelinger fra diverse puljer under Kunstrådene, filmstøtte og meget andet. Beløb, der ikke er til at kimse ad, men også beløb, som slet, slet ikke kan råde bod på den afvanding af de kreative græsmarker, der sker i form af piratkopiering.

I bogens verden har afskaffelsen af de faste priser allerede influeret kraftigt på økonomien i bogbranchen og på måder, som ingen offentlige støtteordninger kan råde bod på. Det hænger sammen med, at forbrugerne giver sig til at handle på nye måder i forventning om nye prisdannelser og ydelser – og det kan ingen stat dæmme op for konsekvenserne af.

På samme måde har piratkopieringen ændret vilkårene for skabende virksomhed, fordi ’gratis’ har bemægtiget sig vores ubefæstede og grådige hjerter, som selvfølgelig gerne vil have den åndelige rigdom for free, hvis vi kan.

Men hvis vi ønsker, at også fremtiden skal opleve åbenbaringer på niveau med de store læseoplevelser, musikalske øjeblikke og store film, vi andre er vokset op med – fra ’Brødrene Løvehjerte’ til Knausgårds ’Min kamp’ – så skal vi lære vores børn at respektere ophavsretten; at værdsætte den kultur, de skal vokse af. Citatet af Churchill er næsten fortærsket.

Men han sagde faktisk, at hvis man skar på budgetterne til kultur for at skaffe penge til krigsmaskinen under Anden Verdenskrig, hvad var der så tilbage at forsvare? Og her er der ikke engang tale om offentlige tilskud. Vi skal bare lære vores børn, at immaterielle goder – kunst, underholdning og viden – ikke er gratis. At vi skal ændre adfærd for at sikre vores åndelige overlevelse.

Det er ikke, fordi jeg tror, at al piratkopiering umiddelbart kan konverteres til salg. Piratkopieringen er formentlig til et vist punkt en del af den markedsføring i form af hurtig spredning, som vi må regne med. Men noget – og meget – af piratkopieringen erstatter salg af kunstnerisk materiale. Ellers ville det ikke se så sort ud i musikbranchen, hvor kopieringen for alvor har taget fart.

Det er heller ikke, fordi jeg afviser, at piratkopieringen har tvunget en nølende branche til at finde moderne forretningsmodeller, som imødekommer kundernes behov og de teknologiske muligheder på måder, som ikke ellers havde fundet sted. Og det er slet ikke, fordi jeg kun anerkender de gamle, kendte forretningsmodeller, hvor man betaler én til én, hvad man kommer til at eje.

Jeg er helt med på, at vor tids forbrugere vil betale ét for at kunne ’tilgå’ et kunstnerisk produkt og noget andet for at eje det. Streaming, abonnementsordninger, reklamefinansieret all-in-tilgang, offentlige udlån (hvor der betales over skattebilletten) – og sikkert mange andre direkte og indirekte betalingsformer vil komme i spil. Det afgørende er, at der betales, og at man dermed anerkender værdi.

Jeg tror også, det er vigtigt, at man på dansk grund gør sig klart, at mange af de forretningsmodeller baseret på mikrobetaling, der giver mening på det globale marked, ligesom den forjættende tale om ’den lange hales’ lyksaligheder, ikke altid lader sig anvende på danske forhold. Amazon har en lang hale. Google har en lang hale. iTunes har en lang hale. Og store, store målgrupper.

Men fem millioner mennesker er ikke nogen særlig stor målgruppe af mikrobetalere, og dansk indhold er i en global sammenhæng ikke nogen særlig lang hale.

Også derfor skal Danmark være foregangsland og undervise i anvendt ophavsret i folkeskolen, fra børnene får deres mobiltelefoner, og til de fristes til at indskanne store lærebøger og lægge dem på intranet til fælles afbenyttelse og download på deres e-readere.

På linje med klimaundervisningen (men ikke nødvendigvis så omfattende); på linje med medborgerskab og demokrati, seksualundervisning, færdselslære, ordentlig opførsel på chat og sms – alle de andre gode vaner, børnene undervises i i dag, så skal de også vide, hvordan de skal agere på mobiler, computere og andre devices i forhold til rettighedsbeskyttet materiale.

Og især skal de vide, hvorfor. At der er mere på spil end deres aktuelle bekvemmelighed. Ligesom det løbende vand i vaskekummen og bilerne i tomgang på Langebro.