fakta

Ulrich Horst Petersen er forfatter og cand.jur.

Hvis mennesker var, som de burde være, ville der ikke være regelbrud, hvis reglerne ellers var, som de burde være.

Men hvordan kan man give regler, så de bliver, som de burde være, uden en forestilling om, hvordan mennesker burde være?

Lad os tage en konkret regel – den mest omdiskuterede bestemmelse i straffeloven i de senere år, ’racismeparagraffen’, par. 266 b.

Den straffer den, der offentligt eller med forsæt til udbredelse i en videre kreds fremsætter »udtalelse eller anden meddelelse, ved hvilken en gruppe af personer trues, forhånes eller nedværdiges på grund af sin race, hudfarve, nationale eller etniske oprindelse, tro eller seksuelle orientering«.

Da denne regel blev indført i straffeloven (i 1971), var jeg om ikke modstander af den, så kritisk over for den. Da jeg var yngre, i 1960’erne, ville jeg have været tilhænger af den.

Jeg mente dengang, at demokratiet, belært af Hitlertidens erfaringer, burde beskytte sig retligt mod race- og anden diskrimination. I 1970’erne var jeg kommet til den opfattelse, at det afgørende var at indrette samfundet så retfærdigt og ligeligt, at der var tilsvarende ringe risiko for, at race- og andre spændinger blev ekstreme. Jeg troede virkelig, at jeg levede i et sådant samfund.
Jeg kunne ikke forestille mig, at det ville udvikle sig til det, jeg nu lever i, hvori paragraf 266 b er blevet en nødvendighed.

At den blev det, er lettere at se nu, end da det skete, hvilket ikke betyder, at det var uundgåeligt, at det gik så galt. Mennesker er ofte nok så moralske på andres som på egne vegne. Så længe der her i landet var meget få fremmede, der ikke kom fra Vesteuropa, var problemerne til at overse – i udlandet.

Da de fremmede så kom i større og større tal, fordelte de sig ikke ud over landet som de indfødte, men klumpede sig sammen, eller blev klumpet sammen, og det i boligområder og kommuner, hvor der i forvejen var rigeligt med problemer blandt de indfødte: store sociale udgifter, megen arbejdsløshed, mange unge, der fik nok af at uddanne sig for tidligt, osv.

Der var ’ghettoer’ af de indfødte, før de fremmede dannede deres. De indfødte blev ikke forbilleder for de fremmede, også fordi de fremmede ofte ikke ønskede det. De fremmede blev et alt for synligt udtryk for de indfødtes uløste problemer indbyrdes og for nogle en bekvem anledning til ikke at gøre noget effektivt ved dem.

Man kunne kaste sig over de fremmede i stedet, nu da nationen ingen fjender havde mere, fordi Sovjetunionen var forsvundet, og tyskerne var blevet demokrater, som de indfødte selv.

Landet var så at sige blevet besat igen, og igen uden kamp, og de fremmede levede oven i købet i sus og dus på overførselsindkomster på de indfødtes bekostning. Da terrorismen kom til, blev det endnu værre, også fordi nogle nu kunne blande både Gud og Muhammed ind i det. Så var fanden løs.

Så til reglen: Det er klart, at den aldrig ville have set dagens lys, hvis lovgiver havde forestillet sig, at det er det normale, at mennesker truer, forhåner eller nedværdiger hinanden af de nævnte grunde og på den nævnte måde – »offentligt eller med forsæt til udbredelse i en videre kreds«.

Tegning:  Per Marquard Otzen

Kræver reglen da, at vi skal være helgener? Må vi ikke mere tænke vores, er bare tanken om at fremsætte en sådan udtalelse strafværdig? Nej, reglen kræver kun, at vi kan lade være. Ligesom vi kan lære børn at lade være med at slå, drille, mobbe og sladre, kræver reglen ene og alene af os, at uanset hvad vi kunne have lyst til at sige offentligt eller med forsæt til udbredelse i en videre kreds, skal vi lade være, ellers får vi en bøde. Det er, hvad reglen siger.

Er det svært at overholde? Det skulle man ikke tro. Alligevel falder det åbenbart nogle sværere end andre og åbenbart især nogle, hvis virke er offentligt, og for hvem det derfor er særlig vigtigt, at deres ord bemærkes i offentligheden – altså især blandt dem, reglen nok så meget sigter til som menigmand, hvis udtalelser offentligheden sjældent tillægger den store betydning.

Politikere fra Dansk Folkeparti og repræsentanter for det såkaldte Trykkefrihedsselskab har nærmest fået bestemmelsen på hjernen, og andre, der også har et offentligt billede af sig selv at pleje, har fulgt trop.

At disse mennesker ikke skulle kunne lade være, er ikke troligt. Det, de har noget imod, er den forestilling, der ligger bag reglen. Men hvordan kan de have det? De kan dog næppe tænkes at bestride, at det ikke er normalt at true, forhåne eller nedværdige andre mennesker, sådan som reglen siger.

Nej, det, de har noget imod, er, at staten skal fortælle dem, hvad der ikke er normalt, for når staten gør det, er vi på vej mod totalitære tilstande, som om det er totalitarisme, at netop de ikke har lov til at te sig, som det passer dem, som om de var over loven.

For øvrigt er det forkert. Det er utvivlsomt, som sagt, at der bag reglen ligger en forestilling om, at det ikke er normalt at true, forhåne osv. Men det eneste, reglen kræver, er, at vi kan lade være. Hvad vi tænker, eventuelt siger, mand og mand imellem, kommer ikke reglen ved. Dermed adskiller den sig ikke fra alle mulige andre straffebestemmelser.

Det er muligt, at jeg har lyst til at myrde postbuddet – og oven i købet siger det til min kone – fordi han regelmæssigt lægger min post i naboens postkasse, eller røve banken, fordi den har forvaltet vore midler under al kritik, men jeg lader være.

Det forhindrer ikke, at loven fra oldtiden har dannet sig den forestilling, at mord og røveri ikke er det normale. Det normale er at løse konflikter fredeligt og ikke forpeste offentligheden med trusler osv.

Det er den offentlige mentalitet, bestemmelsen beskytter, eller vil beskytte, og for så vidt er det logisk, at den især er til forargelse for dem, der ser deres fordel i at forpeste offentligheden med deres udtalelser, så de selv kan komme til magten, alt imens de giver det udseende af, at de udgør det sidste bolværk mod totalitarisme og forsvarer ytringsfriheden mod islamiske terrorister.

Så er der dem, der mener, at meningerne bare skal have lov til at brydes frit, og at staten ikke skal blande sig i meningskonkurrencen. Ligesom markedet af sig selv danner den rette pris på alt, fra medisterpølse til bankaktier, vil meningernes indbyrdes kamp af sig selv løse alle problemer, som om mennesker er bedre til at løse problemer, når de bekæmper hinanden, end når de respekterer hinanden, og som om meninger ikke kan fænge – for ikke at sige smitte.

At overføre markedsøkonomiske argumenter på meninger, oven i købet midt under en finanskrise, hvor staterne har måttet redde bankerne for borgernes penge for at redde borgerne fra konsekvenserne af bankernes løssluppenhed, er at sætte markedet for markedets egen skyld over det, meningerne går ud på, som om et ordentligt marked ikke forudsætter ordentlige mennesker.

Endelig er reglen blevet kritiseret for, at den rammer dem, der ikke kan belægge deres ord, mens de, der kan, går fri, fordi de kan udtrykke sig så smidigt og perfidt, at man nok kan have fornemmelsen af, at der er trusler osv. i luften, men ikke kan holde dem fast på noget som helst – i hvert fald ikke noget strafbart.

Dertil kan man sige, at hvis det er tilfældet, er risikoen ikke så stor. Hvis man skal lede med lys og lygte efter perfidierne, og selv dommere kommer i tvivl om, hvorvidt de overhovedet er perfidier, skal tvivlen som bekendt komme anklagede til gode – et princip, man for øvrigt kunne ønske sig anvendt noget hyppigere, også andre steder end i retterne.

Et sidste punkt: Hvis vi bare skal lade være, er det så ikke det rene hykleri? Jo, på en vis måde. At forudsætte, at mennesker kan lade være, er ikke meget, men dog meget vigtigt. Loven vil bare have os til at ligne anstændige mennesker – men hvad er alternativet?

Hvis alternativet er, at mennesker i ramme alvor tror, at det er det normale at true, forhåne og nedværdige andre mennesker, så foretrækker jeg dem, der ligner anstændige mennesker, som ikke gør sådan noget.

Det ville være en stor vildfarelse at tro, at et samfund nogensinde kan blive så menneskeligt, at der ikke findes forbudte tanker i det, for det hører simpelthen med til definitionen på et samfund. Men det er heller ikke dem, bestemmelsen retter sig mod. Den forudsætter bare, at vi er blevet så voksne, at vi har forstået, at tanker ikke er toldfrie.

Lad os vende tilbage til udgangspunktet: Hvis mennesker var, som de burde være, ville der ingen regelbrud være, hvis reglerne ellers var, som de burde være.

Det bedste var, at der slet ikke var behov for regler, fordi mennesker styrede sig selv så hensynsfuldt, at det gik af sig selv – et synspunkt, der hverken er originalt eller af nyere dato, eftersom det på dansk grund allerede kom til udtryk i fortalen til Jyske Lov, der er fra 1241. Loven, juraen, er det næstbedste, men vi får det ofte ikke bedre.

Man kan som jurist forsvare en regel, mene, at den er, som den bør være, og dog tænke, at det ville være bedre, hvis der ikke var behov for den – men ikke kritisere den, fordi den søger at lægge bånd på sider af mennesker, som, hvis de blev det normale, ville gøre det værste muligt.