Foto: Finn Frandsen (arkiv)

Lad være med at dø i min vagt. Det var sådan. Lad være med at dø i min vagt.

Den gamle maler var blevet indlagt nogle uger forinden. Han var dødssyg. Vi behandlede ham for lungebetændelse. Men det hjalp ikke noget. Formentlig havde han kræft, men han var for syg til, at den sag blev udforsket. Han var ved at dø. Jeg mødte ham kun en gang. Det var aften, og jeg skulle give ham penicillin intravenøst. Jeg stod vel ved sengen i fem minutter, men i den korte tid tabte jeg mit hjerte til den gamle syge mand. Han fortalte mig sin livshistorie. En beretning om at være uønsket. Jeg var ung – dengang. Meget sårbar, meget modtagelig. Havde selv lidt store tab. Han var hudløst ærlig – uden omskrivninger åbenbarede han den afgrund af smerte, som livet kan være.

Nogle dage senere blev hans sag diskuteret ved middagskonferencen – et kort møde mellem afdelingens læger. Den overlæge, som tilså maleren, fortalte, at maleren havde spurgt til, om han var ved at dø. Det ville han gerne vide. For hvis det var tilfældet – hvis han var ved at dø – ville han nemlig gerne udskrives. Han ville op til nogle smukke øer i Nordsøen og dø, op til sin datter, op til de små bygder, hvor han havde malet sine bedste billeder. Der ville han finde fred og lukke sine øjne. Han så døden i øjnene. Overlægen fortalte maleren, at det nok skulle gå alt sammen, og at vi jo behandlede på lungebetændelsen. Overlægen vidste godt, at det var løgn.

Jeg sad med ved bordet og sagde ingenting. Jeg var meget ung, men jeg vidste dybt i mit hjerte, at dette var meget forkert. Jeg vidste, at dette var fejhed og ondskab – på en gang.

Og så døde maleren. I min vagt. Stille og roligt forlod han denne verden uden at bebrejde os det mindste. Jeg skrev dødsattesten i hånden. Med letlæselige blokbogstaver prentede jeg hans navn på blanketten med gennemslagspapir. Krydsede af i sikre dødstegn og talte med de efterladte. Fik ringet til datteren på de fjerne øer. Afsluttede sagen. På papiret.

Sidenhen købte jeg en del af hans billeder. De hænger på væggen derhjemme. Motiver fra fjerne øer i sarte nuancer af gråt og grønt.

Denne historie kunne ikke opleves i dag. Og det er godt. I dag havde jeg fået ham af sted til datteren. Jeg ville have talt med ham om livet og døden. Men jeg ville ikke have sagt et ord om genoplivning eller intensivafdeling. Det ville være upassende – han var jo ved at dø. Hvis han døde, før vi fik ham sat på et fly, skulle han naturligvis ikke genoplives – han var jo døende. Hvis sygeplejerskerne bad om det, ville jeg måske skrive ’-2222’ i journalen. Det betyder bare, at der ikke skulle ringes efter hjertestopholdet, hvis han døde. Måske ville det slet ikke være nødvendigt at skrive noget, fordi alle var klar over, hvilken vej det bar. Men hvis jeg skrev ’-2222’ i journalen, ville det faktisk ikke være lovligt.

Men kun få patienter er som denne maler. De fleste af os er slet ikke så modige. Mange af os magter ikke at se ned i afgrunden. De fleste af os har heller ingen Gud, som kan hjælpe os. Men mange af os kan på mirakuløs vis bevare et lille håb, som kan gøre den sidste tid til at bære. Og det lille håb skal vi ikke slukke. Det er ondt.

For tiden kan man på forsiden af aviserne læse om lægernes hemmelige koder. Ren gyser. Patienterne er skræmte og spørger ved stuegangen eller i ambulatoriet, om de også har sådan en kode. Det er pinagtigt.

Alle er forargede, og politikerne løber efter sagen som en hund efter en pind.

Ifølge loven skal det så tidligt som muligt i et patientforløb afklares, hvorvidt der er behov for at tage stilling til at ophøre eller afstå fra livsforlængende behandling. Beslutningen om disse forhold kan træffes af en speciallæge, og beslutningen skal konfirmeres ved lægekonference (et forum af afdelingens læger). Beslutningen skal herefter drøftes med patienten og eventuelle pårørende. Hvis patienten ikke er habil, skal sagen drøftes med de pårørende. Patienten og de pårørende skal give samtykke. Herefter skal beslutningen journalføres. Hvis ikke der er anført noget i patientens journal, skal patienten ved dødens indtræden behandles som ved hjertestop, og hjertestopholdet skal hidkaldes og starte genoplivning.

I praksis betyder loven, at ethvert meget sygt og måske døende menneske, som bliver indlagt på hospitalet, skal informeres om, at døden måske er nær. Vi skal spørge om deres indstilling til livsforlængende behandling i form af behandling på intensiv afdeling eller behandling for hjertestop. Hvis lægerne vurderer, at der ikke skal iværksættes livsforlængende behandling, skal patienten informeres om, at de ikke vil blive overført til behandling på intensiv afdeling, og at der ikke vil blive foretaget behandling i forbindelse med et hjertestop. Patienten skal give sit samtykke.

Loven er lavet for at beskytte patienterne. Og det er smukt. Patienterne må hverken påtvinges behandling eller berøves behandling. Det lyder helt rigtigt. Problemet er bare, at loven i rigtig mange tilfælde slet ikke passer til eller på patienterne. Livets skrøbelighed får trange kår i en kølig og stringent lovtekst. Udgangspunktet i loven er, at alle ønsker at vide alt – også når den sidste time er nær. Og sådan forholder det sig ikke. Udgangspunktet er også, at døden er noget, vi er herre over. Og sådan forholder det sig heller ikke. Loven siger ikke et ord om, at døden er den naturlige afslutning på et langt liv.

I de forløbne uger har pressen haft de store typer fremme i fælles forargelse over lægernes hemmelige koder.

LÆS ARTIKLERHemmelige breve i ambulancer afgør liv eller død &Politikere kræver stop for hemmelige patientbreve

Koden er et telefonnummer. Det telefonnummer, som vi, der har vores daglige arbejde på et hospital, kender. Det er telefonnummeret, der alarmerer hjertestopholdet. Når vi skriver f.eks. ’-2222’ betyder det således, at hjertestopholdet ikke skal kaldes, når patienten dør.

At loven ikke er så nem at forvalte i det virkelige liv, at det faktisk ofte ville være hjerteløst at følge lovens bogstav, vil jeg gerne fortælle lidt om.

Jeg vil fortælle om Ibrahim. Han er 65 år gammel og meget syg. Hans hjerte er stort og slapt og virker meget dårligt, og han er træt og har svært ved at få luft. Vi har givet ham al den rigtige medicin. Han har sågar også fået en meget fin og avanceret pacemaker, som skal hjælpe hans hjerte med at arbejde bedre. Men det hjælper bare ikke. Hjertet kan ikke mere. Nogle uger kan han være hjemme hos sin kærlige familie – andre uger har vi ham indlagt. Når vi giver ilt og medicin ind i blodet, lindrer det lidt. Ikke så meget. Vi har ikke mere, vi kan gøre for ham. Det lakker mod enden.

Når jeg går stuegang hos Ibrahim, smiler han til mig. Han siger, at han føler sig så rask, når han ser mig. Så smiler jeg til ham og siger, at han er et godt og venligt menneske. Og jeg siger måske til ham, at han er en heldig mand med en usædvanlig dejlig familie. Og måske fortæller jeg en lille historie, så vi kommer til at grine. Ibrahim vil ikke snakke om døden. Han har sit lille håb, og det værner han om. Og det bliver ikke mig, der kvæler det.

Jeg siger selvfølgelig ikke et ord om intensivafdeling eller genoplivning. Jeg siger naturligvis heller ikke til Ibrahim, at han er ved at dø. Jeg fortæller ham, at hans hjerte ikke arbejder så godt. Så sidder jeg stille lidt og venter på spørgsmål. Men han stiller ingen. Måske skifter han emne og spørger til mine børn. Ibrahim vil tale om noget rart – ikke om døden. Det respekterer jeg.

Til familien siger jeg, at det ikke går så godt, og at det nok lakker mod enden. Jeg siger ikke noget om genoplivning eller intensivafdeling. Det kommer jo slet ikke på tale. Vi har opbrugt alle vores muligheder for at behandle og forbedre tilstanden. Der er ikke mere at gøre.

Som regel er sygeplejerskerne fuldstændig klar over, når en patient er ved at dø – ligesom Ibrahim. Men skulle der være tvivl om det, skriver jeg gerne ’-2222’. Det betyder bare, at der ikke skal ringes efter hjertestopholdet, når Ibrahim dør. Men jeg siger det altså ikke til Ibrahim. Og det er faktisk ulovligt.

Vores unge læger kommer på mange kurser. På et af kurserne lærer de om reglerne for genoplivning og livsforlængende behandling. De lærer at spørge patienterne allerede ved indlæggelsen, om de vil genoplives i tilfælde af hjertestop, og om de vil på intensivafdeling, hvis der skulle blive brug for det. Hvis man vil følge lovens bogstav, er det vist sådan, man skal gøre.

For mange patienter er disse spørgsmål meget, meget chokerende. De fleste kommer på sygehuset for at blive raske og komme hjem igen. Når de så af yngste mand i flokken af læger bliver spurgt, om de vil leve eller dø, bliver de meget utrygge. Ved efterfølgende stuegange kan der være meget mentalt oprydningsarbejde, før den sag falder til ro igen. Og den læge, som stillede de famøse spørgsmål, ser de som regel aldrig igen.

Lad mig fortælle om fru Larsen. 92 år gammel blev hun indbragt til os fra plejehjemmet med svær infektion i urinvejene og bakterier i blodet. Fra plejehjemmet blev hun beskrevet som dement og overvejende sengeliggende. Af og til kunne hun kende sine familiemedlemmer. Og nu ligger hun hos os. Vi behandler med antibiotika og væske og ser, om det går. Når datteren kommer på besøg, vil jeg fortælle om den svære infektion. Og jeg vil sige, at vi behandler, så godt vi kan, men at den svære infektion kan komme til at koste den gamle mor livet. Men jeg vil hverken tale om hjertestopbehandling eller intensiv afdeling. Det ville være helt unaturligt. Og datteren vil forstå.

De sidste år af moderens liv har været svære. Det har været en stor sorg at se moderen forsvinde i sin egen glemsel. Det er naturligt, hvis dette får en ende. Og skulle det ikke være klart for enhver i plejegruppen, vil jeg igen skrive ’-2222’ i journalen. Den gamle, demente og forsvarsløse kvinde skal ikke have kvæstet sin brystkasse i et heroisk genoplivningsforsøg. Men det behøver jeg altså ikke pinde ud for datteren. Hun har forstået, at det nok snart er slut. Men heller ikke her har jeg handlet efter loven.

Hvis man skal afgå ved døden på et hospital – uden at blive udsat for et sidste genoplivningsforsøg – skal man være fuldt informeret om, at man er ved at dø, og man skal have givet sit samtykke. Sådan siger loven.

Men i loven står der ikke noget om håb og intet om nåde. Der står intet om, at døden er naturlig, når man er gammel og meget syg. Loven er helt uden den ydmyghed, som døden fordrer. Når alt kommer til alt, skal vi alle dø – helt uafhængigt af om vi har givet vores samtykke.

Historien om de ’hemmelige koder’ var et godt gys. Alle bed på. Forsiderne blev ryddet og sagen blev tophistorie i tv-aviserne. Politikerne løb efter pinden som hunde. Ingen spurgte, hvad sagen egentlig drejede sig om. Og det var i grunden en skam.