De seneste måneder har verden forundret set til, mens folkelige opstande har presset det sidste liv ud af hårdhændede regimer i den arabiske verden.

På et tidspunkt, hvor det ellers var tæt på, at underkuede befolkninger selv begyndte at tro på, at de ikke fortjente bedre, rejser nu stolte folkeslag sig op og gør krav på den frihed og værdighed, som alt for mange af os tager for givet.

Det kan kun aftvinge respekt. Men de kan ikke gøre det alene. Det er svært nok for de befolkninger, der allerede har væltet deres diktatorer, at skulle samle stumperne op. Og de skal også have den hjælp, de beder om.

Men særligt ét folk er lige nu under akut pres – Libyen oplever i skrivende stund optakten til en regulær massakre, og der skal gribes ind, før det er for sent.

Antistatslige protester har været i udbrud i det nordafrikanske land siden 14. februar. Uroen tog til efter en ’Day of Rage’ blev afholdt 17. februar, og regeringen satte ind med alvorlige overgreb på demonstranter.

Situationen er meget alvorlig. Den forværres minut for minut og kan blive langt værre, som også Libyens FN-ambassadør har understreget over for de arabisk tv kanaler Al-Arabiya og Al-Jazeera 22. og 23. februar 2011. På nuværende tidspunkt vurderer bl.a. den italienske udenrigsminister, at der er tale om mindst 1.000 dræbte, men på basis af forskellige arabiske medier og andre kilder kan man nemt få det indtryk, at tallet kan være op til tre gange højere.

Det står desuden klart, at regimet benytter sig af lejesoldater formentligt fra Tchad og Niger, der er begår drab og andre alvorlige angreb på civilbefolkningen. Der er et akut behov for at hindre tilgangen af flere lejesoldater i Libyen og for at kunne undersøge, hvem der er ansvarlig for dem og deres ugerninger.

Den omstændighed, at mange af Libyens ambassadører i udlandet allerede har erklæret deres støtte til det libyske folks ønske om at fjerne Gaddafi, understreger kun situationens akuthed.

Så alt i alt må der nu være grønt lys for det internationale samfund til at gribe ind! – men spørgsmålet er: Who’s the man?

Det internationale samfund kan ikke igen se passivt til, når en nation i sin mest sårbare tid har brug for verdens hjælp. Den Arabiske Liga har opfordret til et hastemøde for at drøfte urolighederne i Libyen.

Men det er indlysende, at det i hvert fald ikke er den arabiske verdens resterende diktaturer, der lige nu frygter for deres egen overlevelse, der vil gøre, hvad der skal til. Europa forventes med rette at gøre noget, at vise handlekraft. Og Nato-Rådet holdt fredag eftermiddag hastemøde i Bruxelles om situationen i Libyen. Men Europa skal ikke kun kende sin besøgstid. Europa skal også kende sin plads.

Det internationale samfund er nødt til at lægge pres på Den Afrikanske Union for at få den til at gribe ind i Libyen og stoppe regimets igangværende massakre mod sit eget folk; en massakre anført af Gaddafi, som i 42 år har regeret det olierige land med hård hånd.

En faktor, som måske kan vanskeliggøre det internationale samfunds opgave, er den tilsyneladende opbakning fra de afrikanske ledere, som i 2009 valgte Libyens præsident, Gaddafi, som formand for Den Afrikanske Union på et lukket møde for at erstatte Tanzanias præsident, Jakaya Kikwete, der holdt pladsen i 2008.

Ifølge Libyens officielle nyhedsbureau ville Gaddafi i sin rolle som formand forsøge at gennemtvinge en beslutning om at tage skridt til at styre Den Afrikanske Union frem mod en føderal samlet statsdannelse ligesom USA i et Afrikas Forenede Stater.

Den Afrikanske Union har imidlertid det nødvendige mandat i Constitutive Act of the African Union, artikel 4h, som fastsætter »(t)he right of the Union to intervene in a Member State pursuant to a decision of the Assembly in respect of grave circumstances, namely war crimes, genocide and crimes against humanity« som et af de principper, den skal operere ud fra.

Kommissionen har I en pressemeddelelse fordømt overgrebene på civilbefolkningen, men opfordret til dialog som den eneste vej til løsningen.

Men måske er det tid til handling? Måske er det herfra, at et indgreb skal komme?

Der er nogle helt centrale aktører, der har indflydelse og mulighed for at påvirke udviklingen af begivenhederne I Libyen. USA er blandt dem, der kan spille en afgørende rolle i kraft af landets interessante historiske forhold til Libyen. USA satte Libyen på terrorlisten som sponsor af terrorisme i 1979 og brød de diplomatiske forbindelser i 1981, alt sammen efter flere års anspændt forhold mellem USA og Libyen som følge af kuppet i 1969, der gjorde Gaddafi til leder af regeringen.

Men de to lande kom igen tættere på hinanden, efter at Libyen dels indvilgede i at betale erstatning til familierne til ofrene fra bombningen af et Pan Am-jet over Lockerbie, Skotland i 1988, dels meddelte sin beslutning om at opgive sit program for masseødelæggelsesvåben.

USA fjernede herefter Libyen fra listen over statslige sponsorer af terrorisme og genoptog fulde diplomatiske forbindelser i 2006 ... en beslutning, som det måske er tid til at genoverveje!

En unik dimension er, at flere af det libyske systems spidser nu i stigende grad undsiger Gaddafi og hans voldshandlinger. Vicechefen for Libyens FN-mission forlangte »fjernelse af regimet omgående«, rapporterede arabnews.com.

Adskillige medier rapporterer, at flere af Libyens ambassadører i en række lande fordømte situationen, og bl.a. den libyske ambassadør i USA meddelte, at »han ikke længere støtter Gaddafi«. Den libyske ambassadør i Bangladesh opfordrede til at stoppe protesterne og drab på civile, mens den libyske ambassadør i Indien erklærede sin afsked og opfordrede Sikkerhedsrådet til at iværksætte en luftblokade over Libyen for at blokere for yderligere luftbombardementer.

Det politiske system i Libyen er et særsyn. Libyen har ikke noget selvstændigt civilsamfund – loven har siden 1972 forbudt stiftelsen af grupper, der fremmer ideer, som underminerer revolutionen. Lovgivningen giver mulighed for dødsstraf for personer, der stifter, deltager i eller støtter en sammenslutning forbudt ved lov.

Ikke desto mindre og i modsætning til tidligere år har vi været vidne til tøvende, men (i den libyske kontekst) interessante diplomatiske tilnærmelser og bedre forbindelser med USA og Europa. På trods af disse imødegående tiltag kan Libyen dog ikke siges at have forbedret sin menneskerettighedssituation.

Gaddafi er en mand, hvis næste skridt man aldrig kan forudse. Han er utilregnelig og kan ikke forventes at reagere rationelt på normale diplomatiske processer. Han beskrives af mange som en klovn, som dum eller skør. Det kan virke fristende at erklære sig ubetinget enig heri, men han gør sig også indimellem nogle kloge træk, hvilket samlet set gør Gaddafi til en særdeles farlig leder.

Gaddafi var den første arabiske leder til at træde frem og kommentere den tunesiske revolution 15. januar 2011. Gaddafis uopfordrede kommentarer til den tunesiske revolution var en latterliggørelse af den tunesiske befolknings viljestyrke og af mindet om dets martyrer; mange tunesere følte sig fornærmede og vrede over, hvad han sagde. Det kom derfor måske lidt som en slags oprejsning, da mange libyere den følgende dag gik på gaden i byen al-Bayda den følgende dag for at protestere mod de massive samfundsøkonomiske problemer, som hans regimes åbenlyst urimelige fordeling af olieindtægter gennem årtier havde resulteret i.

Det er værd at bemærke her, at libyerne rent faktisk var de første, der følte sig tvunget og inspireret af, hvad der skete i Tunesien; de tidlige libyske demonstrationer var imidlertid noget tøvende, de manglede den selvsikkerhed og selvtillid, som den egyptiske revolution bragte i sit kølvand.

Den omstændighed, at Gaddafi reagerede omgående ved omstyrtelsen af Ben Ali på måder, der var i modstrid med det tunesiske folk vilje, kan kun tages som et udtryk for, at han på dette tidlige tidspunkt af den arabiske revolution var forudseende nok til at frygte, at Ben Alis skæbne snart skulle overgå ham selv.

Ifølge SMS-beskeder i omløb i Tripoli har den libyske Kommission for Generel sikkerhed, styrets højeste sikkerhedsagentur, på det statslige tv opfordret borgerne til at samarbejde og informere om dem, der ledede de unge eller har forsynet dem med penge, udstyr osv. Den unavngivne officer eller embedsmand, der har leveret meddelelsen, lokkede med et ’lukrativt tilbud’ til alle, der bidrager.

Det er tydeligere bevis på, at det ustabile, men olierige regime er villig til at investere alle sine ressourcer i at knuse oprøret mod Gaddafis regime. Det samme gælder Gaddafis familie, når man hører Saif, Gaddafis søn, bebrejde Canada for kaos i Libyen og forklare til Al-Arabiya, at alt er, som det skal være, i Libyen, hvor folk går i skole osv. Man kan spekulere på, hvor han få disse oplysninger fra!

Det er trist, men det er måske først, når flygtningestrømmene truer Europa, at vi har det med at vågne op. Og da er det ofte så tæt på, at vi griber til forhastede beslutninger. Men Europa skal være varsom med at lade sig friste af ukritisk at anvende militær magt – selv om det kan synes at være den mest nærliggende løsning.

Også selv om udsigten til en regulær tsunami af flygtninge også er en kærkommen lejlighed for Berlusconi til at fjerne fokus fra sit politiske livs krise. Og hans tropper står da også allerede klar.

Verden holder vejret og ser lige nu tavst til, hvad der sker i Libyen. Lidt for tavst. Men ikke uden grund. Også i andre lande ulmer opgøret, og mens diktatorerne i Tunesien og Egypten i det mindste indså, at deres rolle var udspillet, før det udviklede sig til folkemord, så udfolder resterne af Gaddafis regime sin hensynsløshed i al sin gru.

Tuneserne og egypterne viste verden, at et folk kan sige nej til dsin leder. Og hvad der sker i andre lande, afhænger også lidt af, hvordan det går libyerne. Men om libyerne får succes med deres revolte eller bukker under for volden, og hvordan de bliver befriet, bliver også afgørende for, hvad der sker i regionen.

Det internationale samfund kan ikke lade Europa – eller bare italienerne for den sags skyld – generobre gamle kolonier – lige ovre på den anden side af sundet. Det kan få uforudsigelige følger for forholdet mellem andre nordafrikanske stater og deres tidligere koloniherrer og give regimer held til at ’bevise’, at oprørerne kommer udefra. Det vil give dem mulighed for at flytte fokus fra undertrykkelse og frihedskamp til påstået vestlig magtsyge og arrogance.

Og i bedste fald ’bare’ tage ejerskabet over den arabiske revolution fra de folk, der ofrer sig for den. For ikke at tale om, at der næppe er et folkeretligt mandat til at gribe ind, så længe FN’s Sikkerhedsråd ikke udsteder en resolution om direkte indgriben.

Gaddafi var ironisk nok selv stor tilhænger af ideen med Den Afrikanske Union, der som nævnt i sit stiftende dokument faktisk har indbygget et stående mandat for unionen til at intervenere i en stat, når en despot udrydder sin befolkning. Mandatet er aldrig før blev taget i brug, men måske tiden er inde, for Afrika har ikke råd til et nyt Rwanda.

Men europæisk handlekraft handler også om rettidig omhu. Vi skal kunne diskutere, om vi har været tilstrækkeligt kritiske mod regimerne, om vi historisk set har gjort nok for at fremme reformvenlige kræfter osv. Men ikke nu. Det kræver omtanke, vilje, og at man ikke spilder tiden.

Lige nu skal Europa lægge pres på de afrikanske ledere til at udnytte deres mandat til gøre en ende på de massive overgreb og forbrydelser imod menneskeheden, som Gaddafi og hans lakajer gør sig skyldige i. Og vi skal facilitere, at Afrikas aktion bliver mulig – Europa skal tilbyde den støtte, der er nødvendig, for at det kan lykkes. Det være sig i form af humanitære leverancer, økonomiske bidrag, strategisk logistisk støtte og materiel – både nu og når rædslerne er standset.

Vi skal handle, før det er for sent. Det internationale samfund har en moralsk pligt til at gribe ind i Libyen, undgå flere massakrer og støtte landet på vejen mod demokrati og frihed.

Den Afrikanske Union har mandatet. Der er ingen vej tilbage, kun frem!