Wo bu shi zhong guo ren, wo shi danmai ren.

Det er kinesisk og betyder: Jeg er ikke kineser, jeg er dansker.

Jeg lærte temmelig hurtigt at sige sætningen, da jeg boede i Kina for få år siden. Jeg blev ret ofte forvekslet med kineserne, da jeg ser asiatisk ud, fordi jeg er adopteret fra Korea. Men ingen forstod, hvad jeg mente, når jeg sagde, at jeg var dansker. Jeg kunne simpelthen ikke være dansker, når jeg så ud, som jeg gjorde. Sommetider oplevede jeg, at kineserne blev fornærmede over, at jeg kunne påstå noget så uforståeligt.

Det gik op for mig, at alle oplevede mig som asiat. Når jeg gik på gaden ved siden af min høje lyshårede mand, smilede vestlige udlændinge indforstået til ham uden overhovedet at se på mig.

Når man rejser til udlandet, er noget af det første, man bliver spurgt om: Hvor kommer du fra? Det er med til at definere, hvem man er. Men hvem er jeg, hvis ingen andre opfatter mig som dansker?

Ifølge mine forældre begyndte min historie den dag, de hentede mig – ni måneder gammel – i Kastrup Lufthavn. Jeg var et ud af de 350-450 adoptivbørn fra Sydkorea, der kom til Danmark om året i 1970’erne. Jeg voksede op i Nordsjælland med min far, mor og senere søster, der også er adopteret fra Korea. Ifølge papirerne fra adoptionscentret kunne jeg sige ’mor’ og ’far’, men jeg sagde ikke noget de tre første måneder i Danmark.

Min mor blev så overrasket og glad, da jeg endelig sagde en lyd, at hun optog det på sin båndoptager.

Mine forældre ønskede sig brændende et barn, fordi de ikke selv kunne få børn. De var ikke så interesserede i, hvor jeg kom fra og vidste faktisk ikke noget særligt om Korea.

Da jeg blev ældre, var mit eneste kendskab til Korea en bog, jeg fandt på biblioteket. Så vidt jeg husker, var det den eneste bog om emnet. Den hed noget med: ’Morgenlandet’ og havde sorte og hvide illustrationer af bjerge omgivet af tåge. Den sagde mig ikke noget.

I stedet ville jeg høre historierne om Madicken fra Junibakken af Astrid Lindgren. Jeg elskede tv-serien og ville give min højre arm for en sløjfe magen til den, som Madicken havde i håret.

Da jeg blev ældre, ville jeg være Anna Sophie, der blev gift med Frederik IV. Jeg var begyndt at læse Herta J. Enevoldsens historiske romaner. I mine drømme satte jeg aldrig spørgsmålstegn ved mit udseende. Det faldt mig ikke ind, at jeg ville have været en umulighed på de danske slotte i 1700-tallet.

Men så var der en dag, da jeg omkring 12 år gammel kom gående hen ad fortovet med min lillesøster. Jeg husker fornemmelsen af varme og lys og den ældre dame, der kom i mod os. I det hun gik forbi os, bøjede hun sig frem og sagde: »Ud af Danmark«. Jeg stivnede uden at kunne forstå hvorfor og fik følelsen af, at der var sket noget frygteligt. Men jeg havde ingen ord for, hvorfor det føltes, som det gjorde.

Mine forældre sagde, at det skulle jeg ikke tage mig af, at sådanne mennesker var dumme. Jeg blev ikke beroliget eller trøstet af den grund. Men var bange for, hun måske kunne have ret.

På den privatskole, hvor jeg gik, var der andre fra Korea. Vi blev accepterede og respekterede, fordi det var attraktivt at være adoptivbarn. Det betød blandt andet, at ens forældre var velhavende, da det var dyrt at adoptere.

For det meste tænkte jeg ikke over, at jeg så anderledes ud. Men af og til når vi talte om fremmedarbejderne, kunne der opstå en situation, hvor en klassekammerat eller en forælder pludselig vendte sig mod mig og sagde: »Men det er jo ikke dig, vi mener. Du er jo dansk«. Men hvis det ikke gjaldt mig, hvorfor havde de så brug for at sige det?

Da jeg blev teenager, fik jeg det svært med at se ud, som jeg gjorde. Der var ingen forbilleder, jeg kunne identificere mig med. Jeg lignede ikke Madonna eller modellerne på catwalken eller dem i damebladene.

Jeg kunne aldrig købe bukser, uden at de skulle lægges op, og mit hår egnede sig ikke til at blive permanentet, som det var mode i 80’erne. Det ydre kunne jeg ikke sætte sammen med det indre. I USA kalder de os ’bananas’. Gule udenpå og hvide indeni.

Når jeg mødte andre adopterede koreanere på gaden, blev jeg forlegen og prøvede at undgå at få øjenkontakt, for at de ikke skulle tro, vi havde noget sammen. Når grønlændere eller japanske turister hilste eller henvendte sig til mig, grinede jeg af det. Det var da meget sødt, men de havde jo ikke noget med mig at gøre, jeg var jo dansk.

Det tog mig mange år, før jeg opsøgte Korea Klubben, der er en forening for adopterede fra Korea. I lang tid havde jeg det, som om jeg gjorde noget forbudt. Noget, der var lidt fordækt, og som skulle gøres i hemmelighed. Men jeg var blevet ældre og havde behov for at finde ud af noget om Korea.

Mit første møde med Korea Klubben var et jubilæum. Efter noget tid i salen gik jeg nysgerrig og beklemt hen til et bord, hvor der lå forskellige foldere om foreningen. Der stod en gruppe adopterede bag ved bordet. En havde den traditionelle koreanske nationaldragt på, og jeg husker, hvordan jeg bøjede mig fremover, smilede og stillede mit spørgsmål. Jeg brugte samme kropssprog, som hvis jeg var turist i et fjernt og eksotisk land, og de var lokale. Jeg blev rystet over min måde at tale til mennesker som mig selv.

Da jeg besluttede mig for at rejse til Korea, var det uvirkeligt. Jeg havde ikke noget forhold til landet og kulturen, og samtidig følte jeg, jeg burde have det. Jeg forberedte mig til rejsen som enhver anden, der for første gang skal til Østen. Forskellen var bare, at jeg skulle mødes med en gruppe af andre adopterede fra vestlige lande. Der var også en mulighed for at besøge det børnehjem, hvor jeg var anbragt, inden jeg blev sendt til Danmark.

Jeg har altid vidst – ud fra mine adoptionspapirer, som jeg havde med mig, da jeg kom til Danmark – at jeg blev fundet på gaden i Seoul, og at mine biologiske forældre var ukendte.

Men fra andre adopterede fik jeg at vide, at de oplysninger sommetider var falske, og at der muligvis fandtes andre informationer om min biologiske familie på børnehjemmet. Alt det lå og rumsterede i baghovedet, men jeg vidste ikke, hvordan jeg skulle tage stilling til noget, der næsten lød absurd. Jeg havde ikke engang besluttet, om jeg ville besøge børnehjemmet.

I lufthavnen i Frankfurt stod jeg i kø til at gå om bord på flyet til Sydkorea. Jeg stod sammen med koreanske forretningsmænd og fik pludselig en voldsom lyst til at le. Det var første gang, at jeg befandt mig alene omgivet af koreanere, der på ingen måde kunne vide, at jeg ikke var koreaner som dem.

Rejsen blev anderledes, end jeg havde forestillet mig. Det blev på mange måder en oplevelse af at være turist og møde søde frivillige koreanske studerende, der fulgte os og hjalp med de praktiske ting på rejsen.

Men rejsen gav også et indblik i den koreanske kultur. Det var svært for mig at forholde mig til skammen og smerten, som nogle koreanere følte over, at vi var blevet sendt ud af landet. Nogle opfattede os stadigvæk som koreanere, fordi vi delte blod med andre koreanere.

For første gang gik det op for mig, hvilket liv jeg kunne have fået, hvis jeg ikke var blevet adopteret. Med den koreanske kulturs vægt på slægt og uddannelse ville jeg – som hittebarn – have befundet mig allerlavest i samfundet uden mange muligheder for at få et bedre liv.

Den største oplevelse var mødet med andre adopterede fra Danmark, Vesteuropa og USA. Det var gennem dem, at jeg første gang forstod, at holdningen til adoptioner af udenlandske børn var forskellig i de lande, hvor vi var vokset op.

I Danmark har jeg følt mig som noget særligt som adoptivbarn, men andre ønskede slet ikke at være adopterede. I Sverige, fik jeg at vide, diskuterede man, om det overhovedet var acceptabelt at tillade adoption af udenlandske børn. En ung amerikansk fyr ville flytte tilbage til Korea og bosætte sig der. Der var andre adopterede, der allerede boede i Korea.

Der opstod en underlig stemning i gruppen, da jeg sagde, at jeg overvejede at adoptere et barn fra Korea, hvis jeg ikke selv kunne få et. Det ville de aldrig. De ville ikke udsætte et barn for de oplevelser, de havde haft. Det chokerede mig.

Kort tid efter rejsen blev min mand tilbudt en udstationering i Kina gennem sit arbejde, og jeg fik mulighed for at blive fortrolig med kulturen på en anden måde end at være turist. Vi boede i to meget forskellige byer i Kina i næsten to år, og bagefter flyttede vi til Vietnam, hvor vi boede i otte måneder. Det var en utrolig oplevelse at leve i samfund, hvor identifikationsmulighederne var så mange, og det ikke var majoriteten, der var hvid. Det føltes faktisk som en befrielse, hvor jeg lærte at forholde mig til at se asiatisk ud.

I dag føler jeg mig dansk. Begge mine forældre er født og opvokset i Danmark, og jeg var med, da de hentede min lillesøster i lufthavnen. Vi er en familie på godt og ondt, som enhver anden i Danmark.

Men der er også en del af mig, der er koreansk. Ikke koreansk i den forstand, at jeg ønsker at leve som dem, der er født og opvokset i Korea, men mere som en bevidsthed om et fællesskab med andre adopterede. Det er ikke en usynlig del, men en mere levende og synlig del, som jeg er glad for.

Jeg har gjort mig mine egne erfaringer ud fra mødet med andre adopterede, udstationeringen i Kina og Vietnam samt kendskabet til koreansk kultur og international adoption. Jeg har sammensat min egen identitetshistorie i forhold til at være dansk og koreansk adopteret.

Det er selvfølgelig et personligt valg, hvordan man som adoptivforældre vælger at forholde sig til sit udenlandske adoptivbarn. Det er individuelt, hvor meget adoptivforældre vil sætte sig ind i barnets kultur og fortælle barnet om landet, hvor det er født. Nogle vælger at rejse til landet sammen med børnene eller at melde dem og sig selv ind i adoptionsforeninger. Nogle adopterede har ikke behov for at møde andre adopterede.

Min personlige holdning er, at man kan gøre adoptivbørn med en udenlandsk baggrund en bjørnetjeneste ved at sige, at barnets liv begynder den dag, det kommer til Danmark. Man må acceptere, at identiteten, hvem er jeg, og identitetsdannelsen i høj grad skabes i samspil med omgivelserne.

Her tænker jeg på omgivelsens syn på indvandring, adopterede, og hvad det vil sige at være dansk og ikke hvid.

Der vil sikkert komme mange situationer, hvor de adopterede vil bliver nødt til at forholde sig til sig selv gennem andres øjne, og de øjne vil måske ikke se dem som de ønskebørn med et eksotisk udseende, de er.

I dag bor jeg på Nørrebro blandt mennesker fra mange forskellige lande. Der er ingen, der løfter et øjenbryn, når jeg kommer gående på gaden, og der er ingen, der giver mig særbehandling, fordi jeg er adopteret fra Korea. Der er sket mange ændringer i udlændingedebatten siden, jeg kom til Danmark i 70’erne.

Jeg ved ikke, om det er forskelligt at være adopteret og komme fra Rumænien, Ukraine, Colombia, Etiopien og bo i Danmark. Men jeg tror det. Jeg har hørt folk sige, at de overvejer at adoptere fra Ukraine, fordi »børnene ligner os (etniske danskere) mere«. Eller at det er bedre at adoptere piger end drenge, da udenlandsk udseende piger har lettere ved at blive accepteret. At sige, at etnicitet ved adoption ikke spiller en rolle, er forkert.

Det er naturligvis op til den enkelte, hvordan han eller hun ønsker at forholde sig til det. Men det er vigtigt ikke kun at gøre det til et personligt ansvar, man som adopterede og adoptivforældre står over for, men i høj grad også et politisk ansvar, der handler om, hvordan vi forholder os til at være dansk.

Helt personligt er jeg meget glad for, at koreanske adoptivbørn er alment accepterede som danskere, hvilket for mig har betydet, at jeg i langt de fleste sammenhænge ikke føler mig fremmed.