I dag er romaernes internationale dag. I en lang række lande markeres det med arrangementer, som afspejler, at Europas største etniske mindretal er ved at blive en del af fortællingen om Europas fortid, nutid og fremtid.

De 10-12 millioner romaer, der lever i Europa, er – trods problemer med fattigdom, marginalisering og gensidig mistillid mellem romaer og majoritet – begyndt at gøre sig gældende på den politiske, kulturelle og akademiske scene.

I en del europæiske lande foregår denne proces med opbakning fra staten, som med konkrete sociale tiltag og symbolske handlinger bakker de romaer op, som ønsker at opnå og gøre brug af et reelt medborgerskab.

Danmark er imidlertid ikke med på vognen.

Her er romaerne stadig usynlige som ligeværdige borgere og optræder primært som trusselsbillede, der som repræsentanter for social ulighed, historisk marginalisering og nye migrationstendenser bliver udpeget som syndebukke. På lang sigt svarer det til at tisse i bukserne en blæsende forårsdag.

Uden accept og anerkendelse af romaerne som minoritet og som medborgere er det svært at stille legitime krav til dem om at tage ansvar for vores fælles fremtid.

Måske er det værd at skrive historien om – for at skabe en fremtid, hvor medborgerskab er en reel mulighed for minoriteterne?

Inspirationen kan hentes i andre europæiske lande. I dag afholdes således i en række europæiske lande mindehøjtideligheder, kulturelle fejringer, udstillinger og debatmøder i anledning af romaernes internationale dag.

Fra England i vest til Rusland i øst, fra Finland og Sverige i nord til Spanien og Makedonien i syd markeres dagen for at manifestere det fælles mål: at romaer skal være medborgere på lige fod med andre, anerkendt som repræsentanter for en etnisk og sproglig minoritet og som individuelle borgere.

I flere svenske byer markeres dagen med taler, musik, dans, paneldebatter og udstillinger, og romaernes flag vajer på torve og pladser. I Luleå var der 8. april sidste år en flagceremoni, hvor en kvindelig roma overrakte et eksemplar af romaernes flag til byens borgmester, som til gengæld lovede, at flaget i år og fremover vil vaje uden for rådhuset side om side med det svenske flag 8. april.

Også i Makedonien, der fra tiden som en del af Jugoslavien har tradition for anerkendelse af kulturelle mindretal, fejres dagen. Makedonske romakvinder, der arbejder hårdt på at integrere sig selv og deres børn i uddannelsessystemet og civilsamfundet, markerer dagen i samarbejde med internationale ngo’er, mens lokalt roma-tv og nationalt makedonsk tv transmitterer taler og musikalske indslag fra hovedstaden Skopje.

Også i Skopje-forstaden Shuto Orizari fejres dagen. Shuto Orizari er kendt som verdens mest velfungerende romaghetto.

Den har ca. 40.000 indbyggere, hvoraf cirka 90 procent er romaer, men hvor andelen af etniske makedonere og albanere er stigende, fordi de tiltrækkes af det velfungerende lokalsamfund.

Bydelsrådet har et flertal af romaer, men også repræsentanter for forstadens mindretal. Det officielle sprog i kommunen er romani, og når makedonere og albanere skal til samtale på kommunen, får de tilbudt en tolk.

Bydelen er hjemsted for verdens vist nok eneste turnerende, professionelle romateater, der opfører forestillinger på både romani, makedonsk og engelsk og insisterer på at medbringe både et makedonsk flag og et romaflag på deres turneer.

I England bliver dagen også markeret mange steder, bl.a. i London, hvor The Gypsy Council arrangerer en Holocaust Memorial service i St. John’s Church i Waterloo. Gudstjenesten bliver forestået af en prædikant med romabaggrund, som er tilknyttet den omsiggribende evangelisk-karismatiske bevægelse blandt romaer.

Når romadagen får særlig opmærksomhed i England og især London i år, skyldes det ikke mindst, at det var her, den internationale romadag blev markeret for første gang for præcis 40 år siden. 8. april 1971 samledes romaer fra hele verden i en forstad til London til den første verdenskongres for romaer.

Udgangspunktet var ønsket om – trods alle interne forskelle – at samles omkring en fælles identitet, kultur og historie.

Resultatet af kongressen blev dels dannelsen af International Romani Union, dels en beslutning om at gøre den serbiske romamusiker Jarko Jovanovics sang ’Djelem Djelem’ (jeg vandrede, jeg vandrede) til romaernes officielle nationalhymne, dels anerkendelsen af et trefarvet flag – grønt forneden (som symbol for græsset), blåt foroven (som symbol for himlen) og med et rødt hjul til at binde himmel og jord sammen og symbolisere forbindelsen til Indien (og det hinduistiske askoha-hjul).

Nationalsangens tekst var skrevet under indtryk af romaernes skæbne under Anden Verdenskrig, mens flaget henviste til romaernes stærke religiøsitet, som for dem forbinder jord og himmel, samt til deres indiske oprindelse.

En ny form for nationalisme og borgerrettighedsbevægelse var ved at vokse frem, og datoen 8. april 1971 blev en milepæl, hvor tidligere tiders drøm om et eget land blev afløst af nyere ideer om anerkendelse som nation uden land, som mindretal og som medborgere.

I mellemkrigstiden havde den spirende nationale bevægelse blandt romaer især koncentreret sig om oprettelsen af et egentlig hjemland for romaer, af nogle kaldet Romanestan, og romaorganisationer og -individer i blandt andet Polen udarbejdede mere eller mindre konkrete planer om etableringen af et hjemland for romaer i Frankrig, Afrika eller i Indien ved bredden af Ganges.

Efter Anden Verdenskrigs rædsler var romaerne i høj grad lammede, og det var først i løbet af 1960’erne, at nye, stærke romaorganisationer og borgerrettighedsgrupper blev etableret i lande som Frankrig, England og Sverige.

Mobiliseringen koncentrerede sig nu i høj grad om krav om ’normalisering’ på den ene side; romaer i Sverige krævede adgang til boliger, skolegang og sociale ydelser på lige fod med andre svenske borgere og argumenterede for, at den omrejsende livsform var blev påtvunget dem af omgivelserne og blev opretholdt, fordi politi og andre myndigheder ikke lod romaerne få opholdstilladelse, jog børnene væk fra skolerne med henvisning til manglende identitetspapirer, og at de ofte også blev afvist fra hospitaler og socialkontorer.

På den anden side var organiseringen rettet mod et mål om at blive anerkendt som særegen kulturel, etnisk og sproglig gruppe, i første omgang i de enkelte nationalstater og på FN-niveau (hvor romaorganisationer forgæves har søgt om stemmeret og sæde som oprindeligt folk) – og siden på europæisk plan.

Desuden har romaerne i stigende grad udtrykt ønske om at blive anerkendt som en del af den europæiske historie. De efterlyser dels en anerkendelse af deres kulturelle, sociale og økonomiske bidrag, dels en erkendelse hos majoriteten af de mange eksempler på forfølgelse og diskrimination, som romaerne har været udsat for.

Blandt andet derfor vil der som afslutning på gudstjenesten i St. Johns Church i London i dag være en højtidelighed til minde om ofrene for det, romaerne kalder Porrajmos, den store opædelse, et begreb, der henviser til romaernes skæbne under Anden Verdenskrig.

På linje med jøderne blev romaerne udpeget som mindreværdige og udryddet på samme vis. Mellem en halv og en million romaer blev slået ihjel, og alene i Auschwitz-Birkenau, hvor nazisterne oprettede en særlig ’sigøjner-familielejr’, døde op mod 22.000 romaer.

Mens folkedrabet på jøderne blev erkendt fra den tyske stats side i 1949, måtte romaerne vente helt til 1982 med at opnå samme officielle anerkendelse. Forskelsbehandlingen begyndte allerede under Nürnberg-processen, hvor ingen romaer var indkaldt som vidner, og hvor ingen af de anklagede blev dømt med henvisning til udryddelsen af romaer.

Den manglende dokumentation af og bevidsthed om romaernes skæbne blev forstærket af et tabu omkring døden, som findes i en del romamiljøer.

At tale om de afdøde anses for farligt, da det kan påkalde onde kræfter. Bl.a. derfor har rædslerne under Anden Verdenskrig været fortiet, og mange af holocaust-ofrenes børn og børnebørn er først for nylig blevet bekendt med, hvad der overgik deres familiemedlemmer under nazismen.

Flere af disse har imidlertid nu – ofte i samarbejde med jødiske historikere – brudt tabuet og er begyndt at indsamle dokumentation. Det har bl.a. resulteret i et fremragende museum i Heidelberg i Tyskland og i oprettelsen af en række mindesmærker.

Den tyske stats officielle anerkendelse af folkedrabet på romaer skete i øvrigt først efter, at overlevende romaer og pårørende til dem igangsatte en sultestrejke i den tidligere koncentrationslejr Dachau. Et eksempel på, at initiativtagerne til en nyskrivning af historien, hvor romaerne synliggøres, ofte er kommet fra romaerne selv – på trods af deres ofte begrænsede uddannelsesmæssige, sociale og økonomiske ressourcer.

Antallet af ressourcestærke romaer, som ønsker at kombinere deres romaidentitet med en identitet som borgere i en nationalstat og i EU, er imidlertid stigende, og trods de barske fakta om millioner af romaers liv i fattigdom er der håb forude.

To romakvinder blev valgt ind i Europaparlamentet i 2004, og i 2009 blev den ene, Livia Jaroka, genvalgt. Hun forsøger ihærdigt at sætte romaernes rettigheder på dagsordenen og har til en vis grad held med det.

Kigger man på den kamp, hun og andre romaer kæmper, er det tydeligt, at deres engagement (som ofte kan have en høj pris i form af mistænkeliggørelse og misundelse i minoritetsmiljøet) går hånd i hånd med et ønske om, at majoritetssamfundet rækker en hånd ud til dem.

En sådan fremstrakt hånd skal ikke kun bestå i at hejse flag og afsynge hymner en dag som i dag. Den skal have form af en bred, dyb og langsigtet indsats, der skal give romaerne mulighed for at koble deres egen individuelle og kollektive historie med majoritetssamfundets fortælling om sig selv.

Det kan f.eks. indebære, at romaerne anerkendes som nationalt mindretal i overensstemmelse med Europarådets anbefalinger på området, og at der som følge heraf gives støtte til kulturbevarende og -udviklende initiativer.

At der indføres mulighed for modersmålsundervisning i romani, at der udvikles nye undervisningsmaterialer, og at der inden for musik, billedkunst og litteratur gøres en indsats for at opspore og promovere romakunstnere og deres værker.

At det kan give god mening, viser bl.a. den vellykkede romapavillon, som har indgået i de to seneste kunstbiennaler i Venedig, og de festivaler for romamusik og -film, som har fundet sted i bl.a. England, Serbien, Slovakiet, Tjekkiet og Frankrig.

Et andet eksempel er de såkaldte Katitzi-bøger, der blandt svenske børn er lige så velkendte, som Astrid Lindgrens Pippi er blandt danske børn. Katitzi-bøgerne blev skrevet af Katarina Taikon, som var blandt lederskikkelserne i den romabevægelse, der voksede frem i Sverige i 1960’erne.

Bøgerne er delvist selvbiografiske og beskriver dagligdagen for en omrejsende romafamilie i Sverige, med udgangspunkt i hovedpersonen, pigen Katitzi.

At romabørn i Sverige således kan se sig selv afspejlet i majoritetens institutioner, er en afgørende forskel på romaernes position i det svenske og danske samfund. En anden forskel er, at romaerne i Sverige siden 2000 har været anerkendt som et af fem nationale mindretal, til hvem der gives støtte til at bevare sprog, kultur og identitet.

I sammenhæng med anerkendelsen som mindretal har politikere og repræsentanter for forskellige kirkesamfund desuden offentligt erkendt, beklaget og undskyldt fortidens overgreb og forfølgelser.

Ofte deltager svenske myndighedspersoner og repræsentanter for store kirkesamfund i markeringer af mindedage for romaerne, herunder 8. april, og i stigende grad organiseres fejringen af den internationale romadag i et samarbejde mellem romaorganisationer og repræsentanter for majoritetssamfundet.

I Danmark har skiftende regeringer afvist at anerkende romaerne som nationalt mindretal med henvisning til, at det ikke er dokumenteret, at romaerne har haft en kontinuerlig tilstedeværelse i landet, siden en gruppe af tilrejsende romaer blev omtalt i officielle dokumenter for første gang i 1505 og op til i dag.

I stedet for at lade dette tomrum i historieskrivningen tale til romaernes fordel – og inspirere til øget forskning i minoriteternes historie i en dansk kontekst – har politikerne brugt det som argument for ikke at anerkende romaerne.

Tænk, om bøtten kunne vendes, og den danske regering i stedet valgte at anerkende romaerne som mindretal, sætte forskning i gang, der skulle afdække deres rolle i historien og de overgreb, de har været udsat for, deres position i samfundet, deres rolle som fjendebilleder og oplevede trusler mod samfundsordenen osv.

Det kunne foregå i samarbejde mellem herboende romaer og forskere med interesse for feltet – af hvilke der heldigvis findes et stigende antal inden for filosofi, historie, sociologi, lingvistik og antropologi.

Et første forsigtigt skridt kunne være at festligholde og markere 8. april næste år. Hidtil har der ikke været nogen store officielle markeringer af romaernes internationale dag på dansk grund. Jeg var selv medarrangør ved et mindre kulturelt arrangement i anledning af romadagen tilbage i 2007.

SE BILLEDHJULFoto: Romaernes lange rejse fra København til Tintareni

Aftenen bød på foredrag, filmvisning, koncert, dans og taler. I arrangørgruppen var både romaer og ikke-romaer, og blandt deltagerne var både asylsøgende romaer fra Sandholmlejren og etniske danskere fra Københavnsområdet.

Fastboende danske romaer var der imidlertid meget få af. De fleste, vi henvendte os til, gav udtryk for forlegenhed og frygt for, at der ville dukke racistiske grupper op, eller at de ville blive mødt med kritik og angreb. De deltagende romaer var også i begyndelsen skeptiske.

Da aftenen sluttede med, at op mod 100 mennesker dansede kædedans til romamusik, konstaterede flere af dem undrende: »Tænk, at der kom danskere for at høre om vores kultur og dele den med os. Det troede jeg ikke, var muligt«.

Men det er muligt. Og som majoritet bør vi række hånden frem i tillid til, at nogen vil gribe den – før eller siden. Efter det første håndtryk må så følge en grundig opbygning af tillid. Først derefter kan vi som majoritet forvente, at minoriteten tager medansvar – som medborgere og som medskabere af en fælles fremtid.

En del af denne tillidsopbygning kan bestå i at følge den opfordring, som et flertal i Europaparlamentet fremkom med i tirsdags.

I en pressemeddelelse slog fast MEP’erne fast, at »romaerne har været udsat for systematisk diskrimination og kæmper imod en uacceptabel grad af udstødelse«, og at »romaer bør nyde godt af bindende EU-minimumsstandarder for at forbedre deres adgang til beskæftigelse, uddannelse, boliger og sundhedspleje«.

Desuden opfordrede de til, at alle EU-lande vedtager nationale handlingsplaner for integration af romaer.

Denne opfordring bør vi i Danmark tage imod som en kærkommen chance for at rette op på fortidens (undtagelses)synder.