Har et moderne selvstændigt dansk musikprodukt en fremtid i en global og højteknologisk verden?

Hvis svaret er ja, har Danmark brug for en ministeriel kommission, der kan kortlægge fremtidsmulighederne for rytmisk musik på samtlige medieplatforme.

Jeg ser fire nødvendige arbejdsopgaver for denne kommission: 1) En ny og udvidet ’spillestedslov’, som både er skabende og udøvende, 2) et nyt uddannelsesspor på Det Rytmiske Musikkonservatorium for det skabende og udøvende audiovisuelle musikprodukt, 3) en aftale mellem kulturministeren og Danmarks Radio omkring musikalske tv-produktioner og 4) et udviklingslaboratorium på IT-Universitetet som basis for uddannelse og forskning i musikalske produkter på mobil- og internettet.

Det er fire nødvendige grundpiller til fundamentet for et nyt rytmisk musikprodukt.

I begyndelsen af det 20. århundrede stod den teoretiske fysik i et lignende dilemma. På tærskelen til et nyt kapitel i fysikken. Newtons klassiske love var fra alle sider anerkendt som sande. Alle forsøg viste det. Og alligevel satte Bohr og Einstein spørgsmålstegn ved denne fysik gennem kvantemekanikken og relativitetsteorien.

Usikkerheden om deres teorier var imidlertid så udbredte, at ingen af dem fik nobelprisen for disse to banebrydende teorier. Ved indgangen til det 21. århundrede står vi så over for en ny æra for musikken. Usikkerhed omkring det nye musikprodukt er imidlertid stor i brede danske musikkredse.

Den gamle ’klassiske’ opfattelse af musikproduktet fastholdes i størstedelen af det etablerede musikliv som en endimensional størrelse. Dette i en verden, der teknologisk har udviklet sig multidimensionalt med mange nye medieplatforme og udviklingsmodeller.

Hvis Danmark i fremtiden skal have et selvstændigt nationalt musikprodukt med dansk indhold, må Kulturministeriet allerede nu tage nogle grundlæggende kunst- og kulturpolitiske initiativer navnlig på det rytmiske musikområde.

Det økonomiske sammenbrud i den kommercielle musikindustri har gjort, at det nye digitale og audiovisuelle musikprodukt er blevet hjemløst i den nuværende musiske organisationsmodel. Ingen dele af musiklivet tager hovedansvaret for udvikling af et nyt digitalt musikalsk multiprodukt.

Kulturministeriet må som ressortministerium for musikken påtage sig dette koordinerende og udviklende hovedansvar. Hvorfor nu det?

Fordi resterne af den danske musikindustri ligger og roder rundt i et lille hjørne af det nye produkt gennem nye forretnings- og distributionsmodeller i mp3-området på mobil- og internetområdet, imens de presser de sidste blodsdråber ud af et dødsdømt cd-marked.

Fordi den danske musikindustri har overladt det musiske mp4-område til Producentforeningen for tv og film, der heller ikke tager skridt til at udvikle dette i musisk retning.

Fordi Danmark Radio ved sidste medieforlig definitivt har forladt udviklingen af den rytmiske musik som kunstprodukt på tv-mediet. Et fravalg, politikerne – bevidst eller ubevidst – har bakket op om gennem det sidste medieforlig.

Fordi rytmisk musik på DR TV er knæsat som et underholdningsprodukt.

Fordi DR fokuserer ensidigt musikalsk på radiomediet. Og fordi de på livesiden koncentrerer sig om deres ensemblevirksomhed med basis i det nye koncerthus.

Alene liveområdet tegner sig for en reel folkelig succes, navnlig på mega-koncertområdet. Koncerterne er dog næsten udelukkende med udenlandske mega-stjerner.

De rytmiske danske sommerfestivaler har efter gode vejrforhold en rimelig succes i krydsfeltet mellem sociale og kulturelle oplevelser. Men debatten mellem fornyelse og tradition ulmer dog under overfladen.

Man må gribe fat i disse succeser. Succesen fra mega-koncerterne skal helt ud på de danske spillesteder og med dansk musik.

Efter sammenbruddet i den gamle musikindustri skal Danmark have gang i en række nye produktionsmiljøer og finde ny risikovillig produktionskapital.

De nye audiovisuelle produktionsmiljøer må tage udgangspunkt i livescenen.

Styringen af udviklingsprocessen bliver efter sammenbruddet i den private danske musikindustri alene en rent statslig forpligtelse. Vi må insistere på, at staten påtager sig denne koordinerende rolle i udviklingsarbejdet, nu!

Vækstlagsstrategien, udviklet af Kulturministeriet og de politiske partier, duer ikke. Det at omdanne hele det rytmiske område til en stor vækstlagssuppedas kan aldrig erstatte et dynamisk og bæredygtigt professionelt rytmisk musikliv. Det er i politikersprog en afværgedagsorden.

Den eneste danske institution, der har muskler og knowhow til denne udviklingsproces, er Danmarks Radio. De vil ikke. Og politikerne bakker dem op i dette ved det ene medieforlig efter det andet.

Udviklingsstrategien bliver derfor et af de sædvanlige ’rytmiske kludetæpper’ sammensat af mange forskellige statslige institutioner og lovgivninger.

Kort før jul kom to væsentlige udredninger bestilt af Kunstrådets Musikudvalg: ’Styrkelse af den rytmiske musik – ti anbefalinger’ og en ’Analyse af pengestrømme og ressourcer i dansk musikliv’ udarbejdet af Rambøll.

Men begge tager de udgangspunkt i den traditionelle ’klassiske’ udviklingsmodel – konservatorium, komponist, ensemble /band og formidling – og bevæger sig næsten kun i det gamle kendte live- og cd-område.

Dette giver et statisk øjebliksbillede af en gammel musikverden uden impuls om, hvor musikken bevæger os hen i en ny digital og audiovisuel tidsalder.

’Pengestrømsanalysen’ 2010 dokumenterer dog – når man sammenligner med tallene i Kultur- og Erhvervsrapporten fra 2000 udarbejdet af Kultur- og Erhvervsministeriet – at det årlige indtægtsniveau for rytmisk musik på de ti år er faldet med i en størrelsesorden af en mia. kr. En halvering. Et tab, selv bankkrisen har svært ved at matche.

Succesen på livescenen skal følges op gennem en udvidet spillestedslov. Vi kunne indføre fem statslige regionale superspillesteder – et i hver af de nye regioner – som både er skabende og udøvende på alle medieplatforme.

De skulle ligesom på sygehusområdet rumme den mest avancerede teknologiske viden og kunnen på vores felt. Koncertforholdene skulle være audiovisuelle, så de matcher mega-oplevelsen.

I forbindelse med hvert af de fem superspillesteder bør der oprettes nye produktionsmiljøer med regional produktionskapital.

Superspillestederne bør samarbejde med de regionale radio/tv-stationer, og der bør ligeledes oprettes regionale musikfonde. Målgruppen er det regionale og internationale professionelle musikliv.

De regionale superspillesteder skal have adgang til audiovisuelle scenefaciliteter med en publikumskapacitet på 2.000-5.000. Det kunne godt samtænkes med etablering af multiarenaer rund omkring i landet.

De mindre genrespecifikke regionale spillesteder kunne herefter styrkes kunstnerisk, organisatorisk og økonomisk med basis i den ’gamle’ spillestedslov som ’art-venues’.

Nordisk Film har for nylig overtaget musikdriften af spillestedet ’Pumpehuset’ i København.

Nordisk Film ser selvfølgelig dette som udvikling af et nyt forretningsområde, der kan styrke biografdriften strategisk. Livescenen er jo en stor folkelig succes.

Jeg ser imidlertid en stor fremtid i et strategisk og ligeværdigt samarbejde mellem Nordisk Film og de danske spillesteder –ikke i selve Pumpehuset, men på det nationale plan i udviklingen af et landsdækkende netværk af audiovisuelle scener, som er en kloning af den traditionelle biograf og ditto musikscene.

Musik og film vil ved dette samarbejde som kunstarter have en større mulighed for at nå bredere ud i alle kroge af landet.

Alle, der kender filmindustrien, ved, hvor stor betydning Filmskolen har for dansk film. Det Rytmiske Musikkonservatorium (Rytmekons) har ikke nær den samme betydning for musikproduktet, hverken som live- eller som pladeprodukt. Hvorfor nu det?

For det første af den simple grund, at Rytmekons’ primære opgave er at uddanne udøvende musikere. Disse uddannelser er på filmområdet placeret ude på diverse teaterskoler.

Men der er også en holdningsmæssig forskel mellem de to skoler. Undervisningen på Rytmekons er ligesom på de klassiske konservatorier i langt højere grad rettet mod det enkelte instrument end mod selve musikproduktet. Vi mangler altså en filmskole på musikområdet.

Denne mangel bliver markant større dag for dag, da det moderne musikprodukt til stadighed udvikler sig mere og mere komplekst i en foranderlig teknologisk verden.

De gamle private og kommercielle pladeselskaber styrede i sin tid suverænt deres egne uddannelses- og udviklingsprocesser internt.

De påtog sig selvbestaltet produktudviklingen i rytmisk musik, dengang rytmisk musik ikke var anerkendt kunst. Pladeudgivelser var en forretning.

Med sammenbruddet i musikindustrien og det meget mere komplekse musikprodukt er situationen en anden.

Musikområdet bliver nødt til i fremtiden også at have en skabende og udøvende uddannelses- og udviklingsinstitution for det nye musikprodukt, der på musikområdet svarer til Filmskolen.

De skabende uddannelser for et nyt musikprodukt kan dog godt ligge på Rytmekons, men de skal ligge som et nyt selvstændigt hovedspor.

Det er uddannelser i melodi- og tekstudvikling rettet mod samtlige medieplatforme samt en kunstnerisk producer-/instruktør-/koordinatoruddannelse rettet mod det kunstneriske audiovisuelle musikprodukt.

Uddannelserne er langtfra en musicmanagement-uddannelse. Dette er en købmandsuddannelse, hvorimod produceren er en skabende kunstnerisk uddannelse i det audiovisuelle univers.

Der må indgås en aftale mellem kulturministeren og Danmarks Radio omkring musikalske tv-produktioner. Jeg ser denne aftale som parallel til den eksisterende filmaftale. En filmaftale, som duoen ’Brian & Rohde’ gennemførte. En aftale, som er meget forkætret. Den tvinger tv-stationerne og filmindustrien til at samarbejde om en række filmproduktioner. Det er dette samarbejde, jeg vil have overført til det rytmiske musikområde.

Jeg savner i det hele taget duoen ’Brian & Rohde’. De fik i deres tid lov til at have det format og den gennemslagskraft, som kulturen ikke har i dagens politik. De skaffede filmområdet et årligt tilskud på 145 mio. kr. over tv-midlerne samt 75 mio. kr. årligt gennem public service-puljen. De indledte et formelt samarbejde mellem film og tv. Det er fremtiden. Selv om ingen af parterne elsker det.

Men princippet om det tvungne samarbejde er kulturpolitisk banebrydende. Fordi de noget smallere film på tv vil blive set af et langt større og bredere publikum på tv gennem dette samarbejde. Samarbejdet blev da heller ikke forladt ved det seneste medieforlig.

Der bør også etableres et udviklingslaboratorium på IT-Universitetet som basis for uddannelse og forskning i musikalske produkter på mobil- og internet.

Tanken om et sådant udviklingslaboratorium lyder umiddelbart modsætningsfyldt. Hvad har teknologi og kunst med hinanden at gøre? Jamen, det er jo netop dér, kernen i problemet ligger for det nye musikprodukt. Musikken skal finde denne kunstneriske sammenhæng for at overleve.

Musikken har hidtil kun brugt de eksisterende elektroniske platforme: Myspace, MyMusic, YouTube osv. På det seneste er de sociale medier Facebook og Twitter også blevet taget i brug. Det, man oplever på disse sites, er ikke selve det nye kunstprodukt, men snarere en reklame for et produkt, som ikke er udviklet endnu.

Opgaven for det nye laboratorium bliver at hjælpe musikken med at udvikle sig på mobil- og internettet. Det, vi skal have udviklet, er en ægte kloning mellem kunst og teknologi på mobil- og internettet.

Der vil i de kommende år ske voldsomme forandringer i det rytmiske musikprodukt. Det er derfor, jeg i indledningen sammenligner dem med, hvad der skete i fysikken i begyndelse af 1900-tallet.

Der skal flyttes nogle kraftige kulturpolitiske hegnspæle for et nyt dansk musikprodukt. Det er det, jeg prøver ved at formulere de fire grundpiller.

Det tog tolv år at realiseret den nuværende meget spinkle ’spillestedslov’ under musikloven. Den gav ikke området de store penge, men rytmisk musik blev kunstnerisk anerkendt gennem denne lovgivning. Nu gælder det musikproduktet.

Der behøver ikke at gå tolv år, før det offentlige reagerer. For så eksisterer der ikke noget selvstændigt dansk musikprodukt. Den globale kulturelle udvikling buldrer derudad. Drevet af den teknologiske udvikling og en ny økonomisk verdensorden.

Har vi noget at tilbyde denne nye globale udvikling? Ja, den nordeuropæiske tradition for en public service-drift af kulturlivet. Den mangler totalt i den nye verdensorden. Her er det alene de rå markedskræfter, der styrer den kulturelle udvikling. Men det kræver dog samarbejde og fleksibilitet i vort hjemlige kulturliv. Og det kræver navnlig et langt stærkere engagement fra den danske regering i kulturen. Hvornår har der sidst været et kulturafsnit i diverse åbningstaler i Folketinget? Det er længe siden.

Pia Kjærsgaard har dog forsøgt at opprioritere kulturdebatten. Men det var gennem en tilbageskuende dansk kultur, som jeg indrømmer, har en del tag i navnlig den ældre del af befolkningen. Danmark er imidlertid ikke noget museum, men en del af en ny global og teknologisk verdensorden.

Kulturen gled også næsten totalt ud af regionerne ved den sidste kommunalreform. Det har været til stor skade for dansk kulturliv. Dansk kulturpolitik har siden Bomholts tid været baseret på markante landsdelspolitiske kulturelle virksomheder og institutioner. Det ødelagde den ny kommunalreform.

Regeringen kunne styrke dansk kulturliv ved at udvikle en reel kulturpolitisk søjle i kommunalreformen ude i de ny regioner på linje med social- og miljøsøjlerne. Hovedsøjlen er dog stadig suverænt sygehussøjlen.

Den kulturelle søjle skulle som udgangspunkt omfatte de gamle landsdelsinstitutioner. De kredser uden mål og med rundt i det nye todelte kulturunivers mellem stat og kommuner. De skaber til stadighed kaos og uro i den nye todelte struktur ved deres blotte tilstedeværelse. Jf. rivaliseringen mellem Det Kgl. Teater og Københavns Teater.

Jeg foreslår, at fem nye rytmiske superspillesteder bliver en del af denne nye kultursøjle ude i de nye regioner/landsdele. Regionale musik- og filmfonde er en anden mulighed.

Et samlet musikliv, ja! Et samlet kulturliv må flytte disse kraftige kunstneriske hegnspæle for et rytmisk musikprodukt. De fire grundpiller, jeg skitserede i starten af denne kronik, er en mulighed. De er i hvert tilfælde en god og overkommelig start.