»Lad tusind mennesker dø«, siger mr. Waheed Warrasta.

Vi befinder os i et simpelt lokale i et baghus i Kabul. Udenfor flimrer solen i en tom og støvet gård. Lidt gråligt ukrudt forsøger at hænge ved livet i skyggen under murene.

På varme dage kan man holde møder under halvtaget derude.

»Uden principper er vi kvæg. Uden frihed er vi ikke bedre end dyr, og hvad er freden så værd?«

Lokalet er mødested for Afghansk PEN.

»Lad nogle generationer dø. Måske kommer der så en dag nogle unge, der kan ændre på tingene«.

Plakater ligger fremme på bordet. Den ene afbilder Che Guevaras ikoniserede profil. På væggen hænger billeder af nogle af de bøger, det er lykkedes Afghansk PEN at udgive. Skønlitteratur, primært lyrik.

PEN her i Kabul har som en vigtig opgave at få bøger trykt og distribueret. Det er her, forfatterne drømmer om at udkomme.

Udgivelse hos private kan man købe sig til, sådan som man kan købe sig til alting i det afghanske samfund, fortæller mr. Warrasta, der er executive director i den afghanske afdeling af PEN; flotte biler, personlige livvagter, kommunale og statslige magtpositioner. Hvis man har penge og forbindelser. Men hos PEN udvælger en komité de bedste manuskripter, her er der en redaktion, og at få antaget sin bog giver respekt.

»Nogle gange mister jeg håbet«, fortsætter mr. Warrasta for at forklare sine tidligere udbrud.

Han ligner ellers ikke en mand uden håb. Han er en energisk, levende fortæller, der griner og gestikulerer og uddeler high fives til de nærmestsiddende, når jeg eller forfatteren Kåre Bluitgen, som jeg følges med, giver udtryk for at have forstået pointerne i den rivende talestrøm.

Det er en fornøjelse at møde et engageret menneske i det kuldslåede kaos, som Kabul består af.

Vejene herhen var så hullede og ujævne, og trafikken så tung, tæt og hasarderet, at dansk færdsel ligner lancier på marmorgulv i sammenligning.

Antallet af våben i gaderne er chokerende. Maskinpistoler ses over snart sagt hver anden skulder. Tunge dræbermaskiner, der hænger løst, ikke kun på politi og militærpersoner, men også på private vagter foran hvert eneste hotel, bank, institution eller mindre købmandshandel. Vores eget hotel ligger i Shahr-i-Nau, Den Nye By, hvor intet er nyt, tværtimod er alting slidt ind til deres inderste kerne.

Puds drysser af murværk, tapet skræller af vægge, plastikken er slidt af kabler, der hænger og dingler for vinden uden at føre nogen steder hen. Alt er støvet og snavset, og en varm, sandet blæst fyger gennem gaderne og sliber hul på alle overflader. Efter et par dage får vi næseblod igen og igen.

Det er ikke svært at forstå, at problemerne forekommer uløselige. Hvor skal man begynde? Et af de helt store handler om korruption, at man kan tage en lang uddannelse, men at det alligevel er den ulærde med det rigtige familienavn, som jobbet bagefter går til.

At præsidenten udpeger dommerne, at dommerne udpeger embedsmændene, og at alle ved, at ingen bliver retsforfulgt, hvis den mistænkte tilhører en bestemt slægt eller en bestemt klan.

At undervisningsministeriet for eksempel nedsætter et udvalg, der skal bestemme, hvilke bøger eleverne i landets skoler skal læse, sukker mr. Warrasta, men udvalget består af mennesker, som ikke selv har nogen uddannelse og intet ved om bøger eller lærdom.

»Hvis tre mujahediner finder fire kommunister og dræber to, hvor mange er der så tilbage?«

Den slags eksempler står stadig at læse i skolernes matematikbøger, komplet med illustration af våben og partisantørklæder ved siden af og to streger under facit. Men i det mindste bliver der for tiden undervist i matematik.

Det gjorde der ikke under Talebanregimet, som kun fandt kendskabet til koranen og det arabiske sprog nødvendig. Alle andre fag, matematik, fysik, samfund, engelsk, farsi, pashto og den lange række af øvrige lokale sprog, blev skåret væk.

Den 21-årige Rafi, vores kontaktperson og koordinator under opholdet, fortæller, hvordan talebanerne en augustdag i 1998 bankede på dørene i hans hjemby Mazar-i-Sharif og forsøgte at dræbe alle mænd i den kampdygtige alder, særligt de persisktalende af Hazaraoprindelse.

Fire tusind mænd døde. Han selv var kun 13 og slap, hans far reddede livet ved at iføre sig burka og gemme sig blandt kvinderne, men på gaden så han, hvordan en mand fik skåret halsen over, og en anden blev skudt. Han bliver stadig ked af det, når han tænker på det.

Derefter måtte han iføre sige turban, når han gik i skole og lærte at recitere koranvers uden egentlig at vide, hvad der kom ud af munden på ham.

I tre år vidste han ikke, om det nogensinde ville få en ende, men i 2001 blev Talebans hovedkvarter i byen angrebet af den nordlige alliance med hjælp fra amerikanske bombefly. Dermed udslettedes næsten hele Talebanbevægelsen i byen med ét slag.

»Det var første gang i mit liv, jeg så en vesterlænding«, siger Rafi. »Vi løb ud på gaden og åbnede armene og skreg »hello, hello«, fordi det var det eneste ord, vi kunne«. Siden har han selv sparet sammen til et engelskkursus.

Ingen blandt dem, vi møder, er imod de internationale styrkers tilstedeværelse, og alle ryster på hovedet, når vi spørger, hvad de tror, der kommer til at ske, når styrkerne trækker sig ud.

Mange er som mr. Waheed Warrasta kritiske over for den siddende regering med præsident Karzai i spidsen, og i samme forbindelse over for amerikanerne, som tilsyneladende vil freden så stærkt, at de glemmer principperne.

Regeringen er korrupt, mener de fleste. Demokrati er stadig en by i Vesteuropa og ikke noget, der findes her, hvor klantilhørsforhold og narkopenge styrer det hele.

»Og hvad skal vi så med freden?« gentager han. »Afghanerne tænker kun på at klare dagen i dag. Ingen tænker på, hvordan det skal gå i morgen eller om 20 år. Ingen har samfundets bedste for øje«.

Men styrkerne er de ikke imod, og i Mazar blev der festet i dagevis, da talebanerne faldt.

Når vi spørger mr. Warrasta, hvilken løsning han foreslår, falder svaret uden betænkning:

»En positiv diktator«, siger han. »Det vil være det bedste for Afghanistan«.

Kåre og jeg løfter øjenbrynene.

Jeg indvender, at det vist er en selvmodsigelse. Et diktatur er næppe positivt. Jeg prøver at argumentere for, at en tredeling af magten vil være bedre: lovgivende, udøvende, dømmende. At det tilsyneladende er manglen på netop dén skelnen, der ligger til grund for mange af de problemer, han har nævnt.

En lov, der fungerer, en lov, som bliver respekteret, en lov, for hvilken alle er lige; der kan ikke være andre veje frem. For mig er det enkelt, men for de afghanske forfattere omkring bordet er tanken utænkelig. De slår en høj latter op. En lov, der er ens for alle? På den yderste dag, måske.

Udenfor i den kaotiske by er tanken om diktatoren tillokkende. Hvis nogen kunne rydde op i det her, give de unge arbejde, få bygget nogle skoler, nogle broer og veje, få lagt noget asfalt, bare få kørt affaldet på lossepladsen, for hulen.

Vi bumler gennem byen i bil igen. At gå omkring for os selv er ikke en mulighed. At sætte os og få en kop te er ikke en mulighed. Snakke med nogen? Finde en park i en bænk? Vi må jo ikke være rigtig kloge. Det er første gang, jeg befinder mig i en by, som jeg ikke kan tage i besiddelse.

»Det supermarked dér sprang i luften«, peger de.

Vi nikker. Vi har læst om det. En afghansk familie på nær den fireårige søn udslettet.

»Hotellet dér? To gange«, siger de. »Der bor ingen mere«.

Hver gang vi skal ind et nyt sted, skal vi igennem metaldetektorer og kropsvisiteringer. Hver gang har jeg det lille aflukke for kvinder for mig selv, for afghanske kvinder bevæger sig ikke omkring i byen, medmindre de skal ud at købe ind. Ellers skal de være i følgeskab med en bror, en far eller en ægtemand.

Foran bygningen, der huser en bogmesse for bøger fra nogle af Afghanistans nabolande, som vi skal ind at se, må vores værter i lang tid diskutere med svært bevæbnede vagter, der ser galaktisk dopede ud.

Jeg ved ikke, hvem jeg er mest bange for: Vagterne, der i flere tilfælde virker utilregnelige, eller de terrorister, som de skal beskytte os imod? Imens ankommer en bil. En af vagterne har surret et ituslået sidespejl fast for enden af et kosteskaft.

Anordningen kan tjekke for bomber under karosseriet. Han sejler en tur rundt om vognen med aggregatet, men uden at kigge på spejlbilledet imens. Sikkerhedsforanstaltninger er her nok af, og det giver arbejde til nogle unge mænd, men resultatet er tvivlsomt.

Mazar, som Rafi har fortalt os om, og som flere af forfatterne organiseret i PEN oprindelig stammer fra, er målet for vores rejse. De taler alle med begejstring om byen. Mazar er digternes by, alle store digtere fra Afghanistan kommer derfra. Rumi for at nævne en, vi kender i Vesten. Det er en bedre by, siger de. Den er fri. Vi skal få at se.

Efter et par dage i Kabul flyver vi nordpå, flyet ryster og slingrer hele vejen. Der står Croatia Airlines på interiøret i maskinen, vi sidder i. Bjergene under os er sorte og hvide, golde, øde egne dækket af sne, og solen går ned bag dem, idet vi lander.

Vi bliver hentet af en ung forfatter, der præsenteres som en very famous poet. Sådan præsenteres alle forfattere, vi møder. Vi er her for at se Balkh Cultural Center, en litteratur- og kulturcafé, som er støttet af den danske afdeling af PEN og det danske Center for Kultur og Udvikling (CKU).

Dagen efter tilbringer vi i kulturhuset, og det er en ubetinget succes. Huset er en undselig bygning på en bred, støvet jordvej, men på den anden side af porten åbner sig en have med blomstrende mandeltræer, og fornemmelsen af at kunne tale frit opleves som et fysisk pres, der letter fra skuldrene.

På kulturhuset møder vi for første gang nogle kvinder. Det er ikke, fordi jeg finder mænd uinteressante, men jeg har ikke været i selskab med andet de sidste dage, og det er en enorm lettelse at møde nogle kvindelige kolleger.

Kulturhuset arbejder først og fremmest for at give forfattere mulighed for at mødes, læse op og deltage i kritiksaloner. En gang om ugen løber en sådan af stablen og er et stort tilløbsstykke. Men huset giver også plads til malere og filmfolk, og en del af kunstnerne arbejder sammen på tværs. Samtidig er caféen åben for offentligheden, så enhver kan komme og høre den nyeste litteratur eller se en film.

Lige nu er en filminstruktør i færd med at lave en dokumentarfilm om en af de unge kvindelige forfattere. Hun er i sandhed very famous, fordi hendes digte forsøger at banke hul i de ellers meget tykke mure mellem de to køn. Når mænd skriver om kvinder, må kvinder også skrive om mænd, lyder hendes enkle program. I Afghanistan er den tanke oprørende.

Om aftenen er der arrangeret middag og musik. Jeg gengiver vores samtale med mr. Warrasta for digteren Azaryoun og siger, at jeg forstår, hvorfor han ind imellem mister håbet. Azaryoun er ikke enig.

»Vi er håbet., siger han. »Vi skal ikke sidde og vente på, at andre bestemmer, hvad Afghanistan skal gøre; vi ved godt, hvad vi skal gøre. Det er os, der skal ændre på tingene«.

Azaryoun arbejder i en ngo, der forsøger at implementere kendskabet til menneskerettigheder og demokrati i diverse afghanske institutioner og bevægelser. Han er fuld af entusiasme. Han er ung, velformuleret, energisk, humoristisk, og han roser mig for de danske Muhammedtegninger:

»Det var fantastisk, at I gjorde det. At det kunne ske! At nogen gjorde grin med RELIGIONEN!«

Jeg var i sin tid ikke selv positivt stemt over for tegningerne, måske især ikke den medfølgende programerklæring om hån, spot og latterliggørelse. Ja, vi har retten, tænkte jeg, men der findes jo også høflighed og almindelig dannelse.

»Og bagefter sagde jeres præsident, at han ikke kunne gøre noget ved det, fordi han ikke stod over loven. Hvornår har en afghansk leder sagt sådan? Jeg glemmer det aldrig!«

Lokalet er fuld af unge, der er igen er fulde af ambitioner. Nogle af dem er også fulde af den ulovlige, hjemmebrændte sprit, som går på omgang i en flaske udenfor. Tilfældigvis er det fuldmåne i nat, og den hænger over de sorte mandeltræer som en stor, fed, perfekt drøm.

Bagefter bliver vi kørt gennem byen af en very famous poet, der hele vejen råber til os:

»I’m just a liiiitle bit drunk, don’t worry!«

Jeg under ham rusen.