4. april 2011 afholdt foreningen Kritiske Muslimer et debatmøde på Café Kafka under titlen ’Hadets ord’ med bl.a. overrabbiner Bent Melchior og Knud Lindholm Lau.

Anledningen var Knud Lindholm Laus udgivelse af Victor Klemperers bog om Det Tredje Riges sprog, ’LTi – Lingua Tertii Imperii’, som har sat ild til den i forvejen betændte debat om retorik og minoriteter, og udgangspunktet for debatten var således parallellerne mellem sproget, som bar nazismen under Anden Verdenskrig, og sproget, som bruges om minoriteter i dag i Danmark. Herunder især den muslimske minoritet.

Forfatter og samfundsdebattør Rune Engelbreth Larsen har igennem flere år ihærdigt talt og skrevet om sammenhængen mellem den klassiske antisemitisme og den moderne antimuslimske retorik og propaganda. Han hævder, at en stor del af den antiislamiske retorik deler afgørende lighedstræk med den klassiske antisemitisme. Ifølge Engelbreth skyldes dette ikke så meget tonen i debatten som ofte antaget, men snarere indholdet og substansen i det, som bliver sagt. F.eks. Mogens Camres påstand om, at muslimerne bare »venter på at blive nok til at slå os ihjel«.

Antiislamisk retorik optræder jævnlig i den danske debat om indvandrere og islam, hvor den ofte sammenblandes med eller ophøjes til islamkritik. Konsekvensen bliver, at den tolereres, fordi den udlægges som slet og ret kritik.

Jeg mener i lighed med Engelbreth, at der er en afgørende væsensforskel på islamkritik og antimuslimsk retorik. Kun ved at påpege forskellen kan man udrydde den skingre antimuslimske retorik, som absolut intet har med kritik at gøre. Kritik – herunder religionskritik – er en afgørende disciplin for udviklingen af vores samfund og er ikke kun en disciplin, som udøves af ateister eller i den vestlige verden. Religionskritik har ofte handlet om en kritik af den religiøse magt og dogmatisme og har altid været en vigtig disciplin blandt religiøse tænkere, også de muslimske tænkere.

Det fremføres ofte i danske og europæiske debatter om islam, at troen på Koranen som Guds åbenbarede ord udelukker islamkritik og korankritik, som er en væsentlig del af den demokratiske proces og reform. Dette synspunkt har en anden forståelse af korankritik end den, der ofte blev udført af muslimske filosoffer og teologer samt nogle af de strømninger, der fik den islamiske civilisation til at vokse. Disse så for det meste ikke et modsætningsforhold mellem korankritik og troen på Koranen som Guds ord.

Ibn al-Arabi (1165-1240) og Ibn Khaldun er eksempler på islamiske teologer, der har lagt grobunden for megen islamisk filosofi og radikal nytænkning inden for islam. De havde begge en fast forankret tro på Koranen som Guds ord og foretog samtidig korankritik. Det er væsentligt at fremhæve, at troen på Koranen som Guds ord ikke udelukker kritik, fornuft, nytænkning og progressivitet. Guds ord er ikke statisk og kan kun blive levende, hvis du fortolker det ind i den tid, du lever i. Enhver fortolkning bevæger sig i det relative og fejlbarlige og dermed langt fra Guds absolutte ord.

Den islamiske civilisation blomstrede, bl.a. fordi mange muslimer var i stand til at levendegøre Koranens ord. Nogle muslimske lærde hentede inspiration fra Koranen til at dyrke videnskab, filosofi, teologi, omsorgslære osv. Indtil slutningen af det 17. århundrede var den islamiske verden den førende inden for de fleste videnskabsgrene herunder natur og lægevidenskab. Koranen var for mange muslimer en levende inspirationskilde, og Profetens lære om tolerance blev bl.a. praktiseret i Cordoba. Nogle af de tidlige sufiers (den spirituelle visdomstradition inden for islam) fortolkning af Koranen gjorde op med den bogstavtro og dogmatiske fortolkning af Koranen og satte den enkelte fri til at skabe et personligt og inderligt forhold til Guds ord.

Dermed lagdes kimen til en islamisk progressiv aktivisme. Abdul Karim Soroush, som blev født i Iran i 1945 og senere uddannede sig i London inden for historie og videnskabsfilosofi, introducerer en vigtig begrebsmæssig sondring mellem religion og religiøsitet i forsøget på at imødegå det ofte påpegede argument om, at islam ikke kan ændres eller fortolkes, da Koranen af muslimer opfattes som Guds ord. Religion, dvs. Koranen, er ifølge Soroush universel, fast og uforanderlig, hvorimod religiøsitet, dvs. menneskets fortolkning og opfattelse af religion, udvikler og forandrer sig i takt med samfundsmæssige og kulturelle forandringer i øvrigt.

Fortolkningen af Koranen er endvidere relativ, fejlbarlig og foranderlig, da den foretages af mennesker. Det er netop dialektikken mellem det fastlagte og det foranderlige, der gør Koranens ord aktuelt i en foranderlig virkelighed. Soroush var en aktiv del af det intellektuelle islamiske styre, der væltede shahen, men blev senere en af de skarpeste kritikere af det iranske styre. Soroush har siden år 2000 bl.a. undervist i islam og demokrati som gæsteprofessor på Harvard Universitet, og hans teser om forholdet mellem religion og religiøsitet har præget debatten om islam og sekularisering.

Sondringen mellem religion og religiøsitet er et eksempel på en moderne islamkritik, der udmærket kombinerer troen på Koranen som Guds ord med den foranderlige og progressive virkelighed. Det er tilmed en sondring, som mange aktive muslimer har taget til sig. Hans tese er, at den menneskelige forståelse af religionen nødvendigvis må udvikle sig i takt med verden.

Pointen er, at islamkritik og korankritik er en etableret del af den islamiske tradition såvel som nutidige virkelighed. Islamkritikken har mange nuancer og udformninger og er dermed naturligvis ikke en fastlagt eller entydig størrelse. Der er også forskel på islamkritik i den muslimske verden og europæisk islamkritik. Men islamkritik er, uanset hvor den praktiseres og hvor forskelligt den praktiseres, noget ganske andet end antimuslimsk retorik.

Antimuslimsk retorik tillægger ofte religionen en negativ ontologisk status og generaliserer og dæmoniserer sit objekt. Det er netop derfor, at den deler afgørende fællestræk med antisemitismen. Rune Engelbreth Larsen udtrykker det således:

»Den helt ubestridelige parallel mellem antisemitismen og megen moderne antimuslimsk polemik og propaganda består især i de negative generaliseringer og den stereotype stigmatisering, der tilskriver muslimerne grusomme planer, grumme karaktertræk eller ringeagter deres menneskelighed ... Muslimer i almindelighed reduceres til et kollektivt fatamorgana af brutalitet, afstumpethed eller umenneskelighed, hvis individualitet og forskellige tilgang til deres religion bevidst negligeres og decideret fraskrives eller fortegnes i hysterisk grad. Ganske som det var og er tilfældet for antisemitismens vedkommende«.

De, som påpeger en sammenhæng mellem antisemitisme og antiislamisk retorik, ender ofte med at blive beskyldt for at indskrive sig i en bestemt fortolkningssammenhæng, der udelukkende ser muslimer som ofre for vestlig diskrimination, mistænkeliggørelse og undertrykkelse. Derfor vil jeg understrege følgende: Problematiseringen af muslimer i den offentlige debat og af islam som religion på det værdimæssige plan skyldes ikke kun nogle mediers/politikeres eller forskeres negative fremstilling af islam, men også i særlig grad nogle muslimers handlinger og evne til at manipulere modsætningsforhold mellem islam og demokrati. Det er et faktum, at nogle muslimer selv er årsag til det negative billede, der produceres af islam i Vesten.

Muslimer i Danmark er ikke per definition ofre, og muslimer er på mange måder blevet en naturlig del af vestlige samfund og har indskrevet sig i den politiske kultur, der sidder på magten og dermed er med til at forme vores vidensproduktion. Men sideløbende med denne udvikling eksisterer der en antiislamisk retorik i det åbne såvel som på et mere sofistikeret og subtilt plan, som det er nødvendigt at gøre opmærksom på og bekæmpe.

Den danske debat om islam er ofte præget af en sikkerhedslogik, der hviler på trusselsargumenter. Trusselsargumenter handler bl.a. om, at vi er truet af islam såvel som af islamismen, og at vi derfor skal og må forsvare vore danske principper, hvis de ikke skal gå tabt. Trusselsargumenter optræder ifølge professor Ole Wæver på flere niveauer. Dels som konkrete sager i forbindelse med forbud mod tørklædet, f.eks. hos muslimske højesteretsdommere, dels som specifikke principper og endelig på et højere abstraktionsniveau, der omhandler den værdimæssige debat om islam og verdslighed.

Udgangspunktet for trusselsargumenterne er, at vi er truet, samt at der eksisterer et kultursammenstød mellem islam og Vesten. Ideen om, at islam eller islamisme udgør en trussel for de verdslige demokratier, er en del af den antiislamiske retorik på et højere abstraktionsniveau. Netop fordi den generaliserer sit objekt.

Den skingre, åbenlyse antimuslimske retorik i form af folketingsmedlem Jesper Langballes påstande om at: »muslimske fædre slår deres døtre ihjel og vender det blinde øje til onklernes voldtægt«, eller Lars Hedegaards udtalelser om, at »... muslimer ikke har dårlig samvittighed, når de lyver, at de voldtager deres egne børn og føler sig i deres gode ret til massevoldtægter af skandinaviske piger«, er nemme at identificere som en ny moderne form for antisemitisme.

Men den mere subtile og raffinerede antiislamiske retorik i form af trusselsargumenter, som formuleres blandt et fåtal af forskere og eksperter, er sværere at identificere og langt mere udfordrende end de åbenlyse bombastiske antiislamiske udtalelser som f.eks. Lars Hedegaards.

Professor Ole Wæver, som er stifter og leder af Cast, Center for Avancerede Sikkerhedsteorier, formulerer det således: »... vi må finde en måde, hvorpå vi kan studere farlige emner på en mindre farlig måde«. Pointen er, at eksperter inden for sikkerhedspolitik såvel som islamforskning snarere bør fremstå som objektive vidensproducenter, problemløsere og observatører end som trusselsproducenter.

Politisk islam er ikke noget, vi kan vælge fra eller til. Islamisme er en politisk faktor i det danske demokrati. Udfordringen i Danmark består i at finde en måde, hvorpå vi kan leve sammen, og en måde, hvorpå vi kan forpligte unge islamister på demokratiet i stedet for at bekræfte dem i tanken om, at demokratiet er en vestlig arbitrær affære.

I stedet for at anskue islamister som en trussel for de verdslige demokratier er vi nødt til at finde en måde, hvorpå vi kan leve sammen med tilhængere af en ideologi, der har en anden opfattelse af, hvad der skal gælde som universelle præmisser for et samfund, end de traditionelle danske eller europæiske partier.

Denantiislamiske retorik hævder ofte, at islam og muslimer ikke har gennemgået en reformation, og at dette er en af årsagsforklaringerne på den muslimske verdens tilbageståenhed i forhold til Vesten. Dette er en grov generalisering, som er blevet gentaget så mange gange, at den for mange forekommer sand. Det er et ubestrideligt faktum, at den muslimske verden på linje med Vesten har produceret tænkere og videnskabsfolk, som igennem tiden har bidraget til arkitektur, litteratur, lægevidenskab, matematik, astronomi og filosofi – herunder læren om kritik og tolerance.

Ikke desto mindre var det netop i Vesten, at kimen til antisemitismen blev lagt. I 1543 udgav den store protestantiske reformator Martin Luther et af historiens mest hadefulde værker om jøder med titlen: ’Om jøderne og deres løgne’. Heri hedder det bl.a.: »Et mere blodtørstigt og hævngerrigt folk har solen aldrig skinnet på«.

Skriftet er ikke en del af pensum på de danske skoler, men er i nyere tid blevet nyoversat og udgivet og dermed blevet offer for stor opmærksomhed og debat. Luthers skrift bliver taget til indtægt af forskellige grupper og benyttes til vidt forskellige formål.

Søren Krarup bruger Martin Luthers hadske skrift til at legitimere forestillingen om en nutidig hierarkisk opfattelse af kristne som overlegne herrer og muslimer og jøder som gæster eller en sær slags ’undersåtter’.

»Jødedommen og islam skal ikke have samme ret og status i et kristent land, for hvor kristendommen er vært, er jødedom og islam gæster. Det er os, der i det kristne Danmark sætter husordenen. Der er religionsfrihed, men ikke religionslighed i Danmark. Den evangelisk-lutherske kirke er den danske folkekirke og understøttes som sådan af staten, siger vores grundlov, og hermed er forskellen på værter og gæster understreget.

Vi skal ikke finde os i at blive ringeagtet og hundset med i vores eget land, i hvilket den kristne kirke er den danske folkekirke og understøttes af den danske stat ... Det er denne grundforståelse af samfund og menneskeliv, der ligger bag Luthers skrift. Vil man ikke se det i øjnene, så ender man med at undergrave sin egen tilværelse og gøre sig selv til nar. Samt at udlevere sit land, sit folk og også sin tro til frække propagandister og forfølgere« (Søren Krarup).

Krarup har ret, når han hævder, at Danmark ikke er et sekulariseret samfund. Sekularisering indebærer et opgør med, at religion har særstatus eller forrang både i forhold til den politiske proces og i forhold til andre religioner. Folkekirkens særstatus og forrang påvirker unægtelig synet på andre minoritetsreligioner i Danmark og udnyttes af antimuslimske propagandister. Den danske grundlov er på dette punkt den mest utidssvarende grundlov i Europa, da den implicit forsvarer ideer og værdier, som undergraver ideen om ligeværdighed – kernen i et moderne demokrati.

Men Krarup tager fejl, når han betegner jøder og muslimer som gæster. Danske muslimer såvel som jøder er ikke gæster, men født, opvokset og uddannet i Danmark. For den unge generation af gymnasieelever, som deltog i debatmødet på Café Kafka var Martin Luthers skrift ’Om jøderne og deres løgne’ et aldeles ukendt land. Dette skyldes naturligvis det danske uddannelsessystems selektive gengivelse af historiske fakta. For vi vil helst huske Martin Luther som den store reformator, som bragte lys og indsigt på sin vej.

Men faktum er, at Luther, som det er tilfældet for de fleste af os mennesker, også havde en mørk side og tilmed var bærer af ’hadets ord’. Martin Luthers værk om jøder skal huskes og læses som en advarsel mod at kategorisere bestemte mennesker som undermennesker.

Kampen mod den antiislamiske retorik forudsætter et opgør med alle former for dogmatismer, uanset om disse er politiske, filosofiske, religiøse eller ideologiske. Nogle former for politisk islam cementerer de samme fordomme og stereotype fjendebilleder og modsætningspar mellem islam og Europa som dele af den antiislamiske retorik. Disse fjendebilleder, som produceres og spredes af nogle islamister, er ikke mindre reaktionære og antihumanistiske end den antiislamiske propaganda.

En tro eller dogmatisme, der benægter andre trosretninger eller måder at tænke på, benægter Sandheden, dvs. den fælles rod, som al tro og liv stammer fra. Alle illusioner om at binde eller begrænse Sandheden må dø, før mennesket kan udvikle sig i retning af at være mere mentalt globale og dermed rumme en verden, der består af mennesker med forskellige opfattelser af, hvad der er værdifuldt.