I Danmark har debatten om ytringsfrihed i altovervejende grad drejet sig om islam og hate-speech de seneste fem-seks år.

Det har været en berettiget og vigtig debat, og den er langtfra slut endnu. Men debatten om islam, hate-speech og ytringsfrihed har overskygget et andet område, hvor ytringsfriheden, særlig internationalt, også løbende er blevet indskrænket, nemlig kampen mod terrorisme.

Det seneste eksempel på, at kampen mod terrorisme kan medføre pres på ytringsfriheden, så man, da Dansk Folkeparti for nylig krævede en lovændring, således at man kan nægte indrejse til udlændinge, der eksempelvis har udtalt støtte til terrorisme. Kravet var affødt af, at Islamisk Trossamfunds ungdomsafdeling havde inviteret en islamistisk prædikant, der bl.a. har forsvaret selvmordsangreb, til at holde et oplæg i Danmark. Der er ikke tale om nye tanker. Tilbage i 2005 offentliggjorde en arbejdsgruppe nedsat af regeringen en række forslag til tiltag mod terror. Blandt de foreslåede tiltag var følgende:

Arbejdsgruppen anbefaler, at udlændinge, som gennem tale, skrift eller handlinger har udvist demokratifjendtlig adfærd eller modarbejdet grundlæggende demokratiske værdinormer, bør begrænses i deres adgang til Danmark. Det samme gælder udlændinge, som ikke aktuelt udviser en sådan adfærd, men om hvem der er alvorlig grund til at frygte, at de efter at have sikret sig ophold i Danmark vil gøre sig skyldige heri.

Anbefalingen blev dog ikke en del af den såkaldte terrorpakke II, der blev vedtaget i 2006, da en anden arbejdsgruppe nedsat af integrationsministeren afviste forslaget som unødvendigt. Men forslaget ligger der som en rygende pistol, som politikere kan hive frem, når den rette sag byder sig til.

Der er dog også konkrete eksempler på, at terrorbekæmpelse her i landet har medført indgreb i ytringsfriheden. I 2005 beslaglagde politiet indholdet af en hjemmeside tilhørende foreningen Oprør. Hjemmesiden indeholdt en appel, der bl.a. opfordrede til at yde økonomisk støtte til terrororganisationerne PFLP og Farc, hvilket er i strid med straffelovens forbud om at yde direkte og indirekte støtte til terror. I en række sager er flere personer da også efterfølgende dømt for forsøg på at yde støtte til terrororganisationer eksempelvis i den såkaldte Fighters & Lovers-sag.

Som led i en dokumentation af denne begivenhed valgte Dagbladet Arbejderen at offentliggøre Oprørs appel på sin hjemmeside. Det fik i 2006 politiet til at anmode Arbejderen om at fjerne appellen. Da Arbejderen nægtede at efterkomme denne anmodning, rettede politiet henvendelse til Arbejderens internetudbyder med beskeden om, at internetudbyderen kunne ifalde strafferetligt ansvar for medvirken til økonomisk støtte til en terrororganisation, hvorefter appellen blev fjernet fra Arbejderens hjemmeside.

Det er rimeligt og nødvendigt at kriminalisere økonomisk støtte til terrororganisationer som Farc og PFLP, som har tusinder af uskyldige liv på samvittigheden, og derfor også på sin plads, at flere medlemmer af Fighters & Lovers blev dømt. Men at opfordringer til sådan støtte indeholdt i et politisk manifest skulle være strafbart og dermed kan gøres til genstand for beslaglæggelse, er en stærkt betænkelig indskrænkning af ytringsfriheden.

Endnu mere kritisabelt er det, at en avis fratages muligheden for at dokumentere et så alvorligt indgreb i ytringsfriheden og indirekte gøres til genstand for internetcensur. Det er svært at forestille sig, at politiet ville have grebet til samme metoder, såfremt det var Berlingske, Politiken eller Jyllands-Posten, der havde lagt appellen ud på deres hjemmeside.

I 2010 indledte anklagemyndigheden en sag mod den kurdiske tv-station Roj TV for overtrædelse af straffelovens paragraf 114 E, der straffer den, »der i øvrigt fremmer virksomheden for en person eller gruppe, der begår eller har til hensigt at begå« terror i straffelovens forstand. Det er en bestemmelse, der er ganske uklar og rummer en risiko for at ramme holdningsbaseret journalistik, da grænsen mellem rene sympatitilkendegivelser og fremme af terrorisme kan være mudret.

I Rigsadvokatens pressemeddelelse hedder det bl.a., at der er lagt vægt på, at Roj TV har sendt interview med PKK-sympatisører og ledere, samt at de »indslag, som udsendes på Roj TV, efter deres form og indhold må anses for at have karakter af propagandavirksomhed til støtte for PKK, og at denne propagandavirksomhed er egnet til at fremme virksomheden for PKK«. Det er klart, at PKK ligesom Farc og PFLP har begået uhyrligheder, herunder mod civile, der med rette kan betegnes som terrorisme.

Men det er ikke klart, at det bør være strafbart at fremstille PKK i et positivt lys, da der er afgørende forskel på sådanne sympatitilkendegivelser, eller endog propaganda, og direkte materiel eller økonomisk støtte til terrorisme. I en række artikler har Berlingske haft kritisk fokus på finansieringen af Roj TV, som ifølge Berlingske sætter spørgsmålstegn ved, om Roj TV modtager penge fra PKK. I det omfang det kan bevises, at der er en økonomisk forbindelse mellem Roj TV og PKK – eksempelvis i form af hvidvaskning – ville sagen stille sig meget anderledes, da der så vil være tale om en langt mere direkte forbindelse og støtte de to imellem.

Men når forskellen mellem sympatitilkendegivelser og materiel støtte ophæves i straffeloven, medfører det en uacceptabel grad af retsusikkerhed, ligesom en helt grundlæggende demokratisk værdi som ytringsfriheden undermineres. Dømmes Roj TV på baggrund af indholdet af sine udsendelser snarere end på grund af et beviseligt tilhørsforhold til PKK, må det således frygtes, at journalister og medier vil være tilbageholdende med at bringe interview med og reportager om personer og organisationer, der kan betegnes som terrorister, uanset at sådanne historier vil have en klar offentlig interesse.

I forbindelse med sagen valgte politiet at beslaglægge Roj TV’s bankkonti. Både by- og landsret nåede dog frem til, at et sådant indgreb var uforeneligt med ytringsfriheden, hvilket måske kan ses som en strømpil i forhold til, hvordan selve straffesagen mod Roj TV falder ud. Det skal da også bemærkes, at Radio- og tv-nævnet i tre tilfælde har vurderet, om Roj sendte programmer, der tilskyndede til had. Hver gang har nævnet konkluderet, at det ikke var tilfældet.

Nævnet har netop lagt vægt på den afgørende forskel mellem lovlig videregivelse af oplysninger og ulovlig ’tilskyndelse’. Ifølge nævnet ville en udvidet fortolkning af tilskyndelsesbegrebet »forhindre en fri presse i at informere og oplyse om de forhold og begivenheder i samfundet og i verden, som pressen vil finde relevant at informere om«.

Uanset de ovennævnte tilfælde er vi i Danmark heldigvis endnu ikke gået så vidt som i andre vestlige lande. I både Storbritannien, Spanien og Frankrig har man indført bestemmelser, der kriminaliserer forherligelse og/eller retfærdiggørelse af terrorisme. I 2008 blev en masterstuderende ved University of Nottingham således anholdt og varetægtsfængslet for seks dage, efter at han downloadede en al-Qaeda-manual og sendte den til en underviser. Det viste sig dog, at den studerende var indskrevet på en masteruddannelse i netop terrorisme, og at manualen var downloadet fra det amerikanske justitsministeriums hjemmeside og var til brug for hans studier, hvorfor han blev løsladt uden sigtelse.

Selv i USA, hvis forfatning som udgangspunkt forhindrer kriminalisering af ytringer, medmindre de giver anledning til en konkret fare, har højesteret i et par afgørelser fastslået, at eksempelvis retshjælp til terrororganisationer kan straffes, selv om det indebærer et indgreb i ytringsfriheden. Højesteret lagde ikke kun vægt på den rimelige betragtning, at sådan hjælp frigør ressourcer hos terrororganisationer, men også at retshjælp legitimerer terrorisme. Hvis betragtningen om, at legitimering af terrorisme kan retfærdiggøre kriminalisering, er det svært at se, hvorfor det ikke også skulle omfatte et debatindlæg, litteratur eller tv-indslag, som i sagens natur også kan indeholde ytringer, der legitimerer terrororganisationer uden at tilskynde til egentlig terrorisme.

I både Storbritannien og Frankrig har man indført indrejseforbud i stil med det, som regeringens arbejdsgruppe og senest Dansk Folkeparti har foreslået. De britiske regler har dog vist sig at være stærkt vilkårlige og at ramme meget bredere end formodede terrorister og terrorsympatisører. Blandt dem, der er blevet nægtet adgang, er den hollandske politiker og islamkritiker Geert Wilders og den konservative amerikanske radiovært Michael Savage. Det er næppe den slags folk, DF vil holde ude. Da Wilders blev nægtet adgang til Storbritannien, krævede Dansk Folkeparti således, at statsministeren skulle tage sagen op med Storbritanniens regering, og Søren Espersen udtalte:

»De europæiske lande og den danske regering må gå forrest i kampen for ytringsfrihed. Hvis man først kan nægte en parlamentariker som Geert Wilders adgang, hvem bliver så den næste – Pia Kjærsgaard?«. Og Søren Espersen har fuldstændig ret. For når man først har indført indrejseforbud baseret på holdninger, vil det nemt kunne bruges til at ramme dem, hvis holdninger de til hver en tid siddende magthavere ønsker ekskluderet fra den offentlige debat. Dansk Folkepartis ønske om at udelukke terrorsympatisører kan derfor meget hurtigt komme til at betyde udelukkelse af islamkritikere.

Presset på ytringsfriheden i terrorbekæmpelsens navn understøttes af verdenssamfundet og de institutioner, der burde være en garant for ytringsfriheden. I 2005 vedtog FN’s Sikkerhedsråd således resolution 1624, der fordømmer forherligelse af terrorisme og opfordrer alle lande til ved lov at forbyde tilskyndelse til terrorisme. Nu kan man rimeligvis påpege, at forherligelse og retfærdiggørelse af terror er stærkt usympatisk, og at tilskyndelse til terrorisme kan føre til konkrete terrorangreb. Men som det fremgår af Roj TV- og Oprørsagen er forherligelse af terrorisme væsensforskellig fra egentlig materiel støtte, ligesom der ikke altid er nogen klar skillelinje mellem tilskyndelse og journalistisk dokumentation.

Hertil skal lægges, at selve definitionen på terrorisme er stærkt omdiskuteret. Der er således ikke nogen alment accepteret definition af terrorisme på FN-niveau, hvorfor opfordringen til at kriminalisere tilskyndelse til terrorisme kan betyde vidt forskellige ting fra land til land. I Libyen anser Gaddafi således oprørerne for terrorister, mens Vesten opfatter oprørerne som frihedskæmpere. I Iran er Hamas en frihedsbevægelse, mens vi i Vesten anser Hamas for at være en terrororganisation.

I en organisation som FN med overvægt af stater, der ikke baserer sig på demokrati og retsstatsprincipper, er en opfordring til at forbyde tilskyndelse til terrorisme derfor en invitation til at legitimere undertrykkelse og censur af systemkritikere og dissidenter i autoritære regimer.

På europæisk plan vedtog man ligeledes i 2005 en konvention om forebyggelse af terrorisme, der forpligter Europarådets stater til at »kriminalisere uberettigede og forsætlige offentlige opfordringer til at begå terrorhandlinger ... uanset om der (ved offentlige opfordringer) direkte plæderes for terrorhandlinger eller ej, indebærer en fare for, at en eller flere terrorhandlinger begås«. Konventionen henviser også til, at forpligtelsen til at kriminalisere opfordringer til at begå terrorisme skal balanceres mod hensynet til ytringsfriheden i bl.a. den europæiske menneskerettighedskonvention.

Selv om terrorkonventionen indeholder en række definitioner på terrorisme, er der på europæisk plan stadig usikkerhed om, hvor grænsen skal trækkes. Der har således været flere eksempler, hvor EU-domstolen har beordret EU til at fjerne organisationer fra EU’s terrorliste på grund af manglende beviser og kontradiktion, hvorfor skillelinjen mellem lovlige og terrororganisationer heller ikke er klar på europæisk plan. Endnu mere alvorligt er det, at Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol ikke har vist sig at være en effektiv stopklods i forhold til de ofte drakoniske tiltag, som Europarådets medlemsstater tager i brug for at stoppe forherligelse af eller opfordringer til terrorisme.

I en tyrkisk sag blev en tidligere borgmester straffet for at udtale, at PKK var en »national frihedsbevægelse«, til en avis umiddelbart efter et blodigt terrorangreb, hvorefter han blev tiltalt og straffet. Menneskerettighedsdomstolen fandt ikke, at det var en krænkelse af ytringsfriheden at straffe borgmesteren for hans udtalelser, da de kunne medvirke til at forværre en allerede kritisk situation i Sydøsttyrkiet.

Menneskerettighedsdomstolens hidtil mest vidtgående blåstempling af indgreb i ytringsfriheden faldt i en sag fra 2008. 13. september 2001 bragte et magasin i den franske del af baskerlandet en karikaturtegning af et fly, der flyver ind i New Yorks tvillingetårne ledsaget af ordene »Vi drømte alle om det ... Hamas gjorde det«. I den følgende udgave bragte magasinet læserbreve, der kritiserede tegningen, og karikaturtegneren beklagede selv, at han ikke havde taget tilstrækkeligt hensyn til ofrenes lidelser, og at tegningen var beregnet til at demonstrere tegnerens antiamerikanisme.

Desuagtet blev tegneren idømt en bødestraf for medvirken til retfærdiggørelse af terrorisme af franske domstole, hvorefter han klagede til Menneskerettighedsdomstolen. Ifølge Menneskerettighedsdomstolen havde tegneren forherliget terrorisme, udtrykt moralsk støtte til dem, der udførte angrebet, og trådt på ofrenes værdighed ved at offentliggøre tegningen så kort tid efter angrebet 11. september.

I en alt andet end overbevisende passus lagde Menneskerettighedsdomstolen også vægt på, at magasinet udkom i baskerlandet, der ofte har været præget af uroligheder, hvorfor karikaturen medførte en risiko for vold og uro. At der dels var tale om en karikaturtegning og ikke en opfordring til vold, samt at karikaturtegningen omhandlede et angreb begået af islamistiske terrorister i New York og ikke af baskiske terrorister i Spanien eller Frankrig, må siges at sætte denne afgørelse i et meget uheldigt lys.

Disse domme viser, at Menneskerettighedsdomstolen ofte giver medlemsstaterne en bred skønsmargin, når det gælder forholdet mellem terrorbekæmpelse og ytringsfrihed. Der er således ikke noget krav om, at en given ytring skal udgøre en egentlig tilskyndelse til terrorisme, også forherligelse kan efter omstændighederne kriminaliseres. De fleste vil være enige i, at det er stærkt stødende og usympatisk at udtale støtte til PKK efter et blodigt terrorangreb og i særdeleshed at offentliggøre en hånende karikaturtegning af terrorangrebet 11. september så kort tid efter et massemord på uskyldige.

Men stødende og chokerende ytringer er ikke det samme som terrorisme. Ytringsfriheden fungerer som det liberale demokratis livsnødvendige ilt og som borgernes garant mod propaganda og censur. I Vesten må og skal terrorbekæmpelse være en kamp for og på det frie samfunds præmisser. En sådan kamp forudsætter, at ytringsfriheden ikke bliver ofret.