Samfundet forandres. Store og små begivenheder påvirker dets indhold og form.

Vi fik et velfærdssamfund. Ikke som resultat af en forkromet, enstemmig beslutning. Men som et kludetæppe af mere eller mindre velfærdsfremmende love og regler.

Var der ikke en samlet plan for udvikling af et velfærdssamfund, var der i tiden efter Anden Verdenskrig en forestilling om, at borgernes oplevelse af social og økonomisk tryghed er fundamentet for udvikling af et stabilt samfund.

Lighed er et omdrejningsord for udviklingen af velfærd. Ikke at borgerne skal være ens, som liberalister skræmmende vil have os til at tro, men ligestillede i adgangen til uddannelse, hospitalshjælp, børne- og ældreforsorg m.v. Med bidrag efter evne tilbydes borgerne offentlige tjenester efter behov. Med hver sit bidrag socialt og økonomisk sikres den enkelte muligheden for et værdigt liv.

At lighed kan accepteres som et fælles vilkår, forudsætter borgernes følelse af samhørighed. Solidariteten er velfærdssamfundets fundament, men den har sin pris. Solidaritet betyder opgivelse af den frihed, der tillader den enkelte at agere efter devisen: sig selv nærmest.

Den frihed har de fleste givet afkald på med deres opbakning til udviklingen af velfærd. Der er da heller ikke mange, der vil have fornøjelse af at bytte visheden om solidaritetens omsorg med liberalistiske frihedsidealer. Herom senere.

Men til trods for de goder, velfærdssamfundet giver de fleste borgere, er vi i disse år vidner til dets opløsning. Tegnene er mangfoldige. Men de skal stykkes sammen for at danne et mønster. Afviklingen af velfærdssamfundet er ikke resultatet af et folkeligt ønske, kronet med vedtagelse af et flertal i Folketinget.

Der er ikke en samlet plan for afvikling af velfærdssamfundet, men gennem de seneste årtier er der sket en langsom nedbrydning af de forestillinger, der formede det. Erindringen om nød og magre tider forsvandt med de generationer, der havde oplevet dem eller var vokset op med dystre beretninger om knugende afsavn.

Direkte adspurgt giver befolkningen udtryk for ønsket om at bevare velfærdssamfundet. Ingen politiker, der tager sin karriere alvorligt, vover at tale velfærdstanken imod. Tværtimod, alle politiske partier repræsenteret i Folketinget taler engageret om deres kamp for sikring af de danske velfærdsgoder.

Men samler man de brikker, som er resultatet af det politiske flertals beslutninger, tegner sig et billede af smuldrende velfærd. Som ikke burde undre, når man betænker den liberalistiske orientering, der præger den aktuelle regeringskoalition.

Det danske samfund er i dag plaget af krisestemning mod rod i den internationale finanskrise og de senere års økonomiske politik. Befolkningen er mobiliseret til handling og forståelse for nødvendigheden af indgreb. De færreste af os har indsigt i den samfundsøkonomiske styrings teknikaliteter og lader dem agere, vi har givet magt til landets ledelse.

Skridt for skridt realiserer de deres kur med de midler, deres samfundssyn foreskriver. Skridtene har en retning, som de havde det i årene, hvor velfærdssamfundet voksede frem. Hvor det nu bærer hen, afsløres ikke af styrets proklamationer, men af de enkelte og spredte informationer, der tilsammen tegner billedet af vort samfunds udvikling.

Blandt tidens brogede, ofte alarmerende nyheder om kriser og naturkatastrofer findes overskrifter som: ’Flest af de riges børn får kræftvaccine’, ’Boom af private jordemødre og sundhedsplejersker’, ’Nogle gymnasier udvider og håndplukker de bedste elever. Tilskyndet af lovgivning og økonomi’, ’Brugerbetaling smadrer velfærdsstat’, ’Eksperter advarer: Folkeskolen er blevet opdelt i et Over- og Underdanmark’, ’Middelklassen flygter fra sit ansvar’.

Overskrifterne er eksempler på brud med velfærdssamfundets grundlæggende lighedsforestillinger og markerer landvindinger for liberalisternes opgør med det, der for dem er velfærdsinstitutionernes omklamring af individet.

Liberalisternes mål er frigørelse af den enkeltes potentiale fra de begrænsninger, som hensynet til fællesskabet påtvinger. Kort sagt, staten reduceret til garant for den personlige frihed, ejendomsretten, den enkeltes ret til rådighed over frugten af sit arbejde. Ifølge liberalistisk teori vil minimalstaten aktivere den enkelte i kampen for attråværdige goder.

Og efter liberalistisk overbevisning er der mange at aktivere. Bortset fra de svageste alle dem, som velfærdssamfundets påståede formynderi og klientgørelse holder i passivitet på overførselsindkomster.

Summen af alles bestræbelser for at bedre egne kår vil, påstås det, berige samfundet til glæde for alle, selv dem, der ikke magter kampen.

Med skattestop, skattelettelser og fastfrysning af ejendomsskatter har regeringen i sine ti år ved magten begunstiget den økonomiske middel- og overklasse. Men stigende velstand for en betragtelig del af befolkningen har øget den enkeltes afstand til det fællesskab, der tidligere føltes som en nødvendig betryggelse.

Med regeringens privatiseringer og frit valg-sesam lokkes mange økonomisk privilegerede til at søge private løsninger, når de finder, at offentlige tilbud ikke tilgodeser deres individuelle fordringer.

Frihed til at vælge er i liberalistens optik en menneskeret. Teoretisk besnærende. I virkelighedens verden bestemmes frihedsgraden af formåen. Har du penge, så kan du få, har du ingen, så kan du gå. Valgfrihed i liberalistisk regi sætter skel og skaber afstand. Afstand mellem de formående og uformående. En institutionaliseret ulighed, der polariserer befolkningen.

Det politiske establishment taler med bekymring om samfundets ghettoisering. De ansvarlige retter blikket mod udpegede boligområder i deres søgen efter svar på den betænkelige udvikling. Med renovering af nedslidte bydele vil de sminke sig fra virkningen af deres politik: Ulighed.

Den ulighed, de priser som motor for det dynamiske samfund. Den ulighed, der får lov at vokse, fordi den store velstillede middelklasse, beruset og bedøvet af selvtilstrækkelighedens tilsyneladende succes, overser ulighedens truende realiteter.

Den voksende fattiggørelse af et stigende antal medborgere bekymrer øjensynlig ikke det bestemmende flertal i den danske befolkning. I hvert fald ikke så meget, at det vender sig mod de øgede indkomstforskelle, som accelereres af skattebegunstigelse af de velstillede og reducerede offentlige ydelser til de svagest stillede.

Det bekymrer ikke, så det fremkalder reaktion, at flere og flere børnefamilier sættes på gaden, fordi de ikke kan betale husleje.

Det synes at gå hen over hovedet på de fleste, at hvis indkomstforskellene ikke modereres, vil vi opleve flere og flere, der opgiver håbet om et værdigt liv og troen på at være omfattet af fællesskabet.

Hvis den velbjergede middelklasse tror, at ulighed kan reduceres til et anliggende for de fattiggjorte, tager den fejl. Kort og godt. Et samfund med voksende ulighed må imødese alvorlige problemer, der berører alle.

Psykisk sygdom, røveri, vold, stigende børnedødelighed, voksende alkohol- og stofmisbrug, invaliderende fedme, teenagegraviditet, selvmord, afbrudte uddannelsesforløb, analfabetisme, stress, mistillid, hjertesygdomme, modtagelighed for infektionssygdomme, hurtig ældning og tiltagende social spænding.

Dette er ikke en beskrivelse af tilbagestående, korrupte samfunds plager. Det er eksempler på problemer, højt udviklede vestlige nationer slås med. USA og Storbritannien for at nævne to af de hårdest ramte.

Påstanden er ikke hentet i venstreorienteret antiliberalistisk propaganda, men i undersøgelser gennemført af to britiske forskere, Richard Wilkinson og Kate Pickett, og fremlagt i bogen ’The Spirit Level. Why Equality is Better for Everyone’ fra 2009. Bogen stiller helbreds- og sociale problemer over for graden af ulighed i 20 af verdens rigeste nationer og i hver enkelt af USA’s stater.

Forskerne påviser med uanfægtelig tydelighed, at i lande/stater med størst ulighed er hele befolkningen påvirket negativt af følgevirkningerne.

Eksempelvis kan nævnes, at procentdelen af psykisk syge i hele befolkningen er fem gange højere i de mest ulige samfund sammenlignet med dem med mindst ulighed. I samfund med størst indkomstlighed er borgernes tillid til hinanden størst.

I samfund med stor ulighed føler de rige, at de dårligst stillede er en trussel mod dem, mens de dårligt stillede ser på de velstillede med forbitrelse og på sig selv med skam.

Vi taler i Danmark om betydningen af at bryde den sociale arv. Vi har problemer med det. Tænk blot på de seneste oplysninger om folke- og gymnasieskolens opgivelse af sin klassiske funktion som mødested for elever med forskellig social baggrund. Engang bidrog skolen til nedbrydning af de klasseskel, der bandt børnenes fremtidsforventninger til forældrene uddannelsesniveau og placering i det sociale hierarki.

De to britiske forskere påviser, at det ikke bliver nemmere at bryde den sociale arv med stigende ulighed.

I lande med tiltagende ulighed vokser kriminaliteten, flere kommer længere i fængsel. I Storbritannien er antallet af fængslede fordoblet siden 1990, i USA er antallet fordoblet siden 1970. I de af USA’s stater, hvor uligheden er størst, idømmes de længste fængselsstraffe.

I Californien er siden 1984 bygget et nyt universitet, men 21 nye fængsler. Bemærkelsesværdig ressourcefordeling.

Foregangslandene, USA og Storbritannien, også for danske liberalister, er interessante eksempler til belysning af den praktiske udfoldning af liberalistisk ideologi. Margaret Thatcher, Storbritanniens premierminister i årene 1979 til 1990, orkestrerede de neoliberalistiske teorier til lovgivning.

Ronald Reagan, USA’s præsident fra 1981 til 1989, fulgte trop med dramatisk nedsættelse af person- og erhvervsskatter og tilsvarende reduktion af de offentlige budgetter og dermed statens forpligtelser over for borgerne.

Både i Storbritannien og USA skulle frisættelse af markedskræfterne stimulere private initiativer. Med modarbejdelse af fagforeningerne og lovgivning, der begrænsede deres indflydelse, blev lønmodtagerne tvunget til at acceptere arbejdsgivernes løn- og ansættelsesbetingelser – eller falde igennem det nu stormaskede sociale sikkerhedsnet.

Resultatet blev som forventet, når kræfterne slippes løs. De stærke triumferer, de svage resignerer. Afstanden mellem rig og fattig voksede dramatisk. Storbritannien og USA blev førende for en udvikling, der medførte voldsomt stigende ulighed – og afslørede dens omkostninger.

Og i dag som dengang. Medierne beretter i marts 2011, at briternes levestandard er faldende mens antallet af britiske millionærer stiger med 120 – om dagen.

Nyvalgte premierminister David Cameron dikterer drastiske reduktioner af de offentlige budgetter og opmuntrer private kommercielle aktører til at engagere sig i velfærdsarbejde. Som Bertel Haarder, der for nylig opfordrede afskedigede sygeplejersker, hjemmehjælpere m.fl. til at etablere private virksomheder, der kan træde til, hvor det offentlige udsultes.

Det danske samfund er på sikker vej mod større ulighed. Hvad det også er på vej til, er antydet ovenfor. Bogen ’The Spirit Level’ folder hele viften ud.

Det er absolut nødvendigt, at den danske befolkning ofrer samfundsudviklingen større opmærksomhed. Den er aldrig i ro. I skyggen af de mange, der soler sig i skattelettelser og forsikringsordningers begunstigelser, vokser uligheden. En dag kikker den middelklassen over skulderen og kræver sit.