Jeg er 19 år gammel.

Det vil sige, at jeg tilhører den generation af unge, hvis forældre har navngivet den Generation Fucked Up. Et smigrende tilnavn. Der henvises til, at nutidens unge efter sigende er selvoptagede, respektløse drukkenbolte, der har meldt sig ud af samfundet og ud af fremtiden. At de unge ikke tager sig af fællesskabets tilstand og skider højt og helligt på den demokratiske dannelse til fordel for at se tv-serier og shoppe dyre mærkevarer. »Hvilken dyster udsigt for vores land«, skal man høre ’de voksne’ sige.

Når det så viser sig, at unge i dag er endnu mere politisk engagerede end 68’erne (der om nogen ser ned på Generation Fucked Up), skal man alligevel finde sig i påstande som den, Per Michael Jespersen præsenterede i Politiken i december. Ifølge ham mangler der en hel generation unge, venstreorienterede intellektuelle, der kan give værdidebatten et nyt pust – der reelt kan skabe en debat, så alt ikke bare foregår på de borgerliges præmisser. Kære danske presse, kære politikere, kære forældre til Generation Fucked Up: Hvem holder mikrofonerne?

Som ung og venstreorienteret, som politisk aktiv, som indædt socialist, som gennemført idealist kan man være tilbøjelig til at give diverse meningsdannere ret: De unge synes underligt fraværende i den offentlige debat. Men som amatørdebattør, der rent faktisk forsøger at deltage i debatten på mere personlige og værdiladede præmisser, bliver det hurtigt frustrerende at blive puttet i kategorien Generation Fucked Up.

Spørgsmålet er: Er de unge anonyme i avisernes debatsektioner, fordi de ikke interesserer sig for en skid? Eller er de offentligt ekskluderet, netop fordi de ikke spiller det spil, som hele holdet af politikere, spindoktorer, journalister og politiske kommentatorer ikke synes at kunne abstrahere fra?

5. oktober 2010 gik tusindvis af unge fra hele Danmark på gaden i kæmpestore demonstrationer i snart sagt alle landets storbyer. Under parolen ’Unge ta’r ansvar!’ deltog jeg selv i, hvad der vel bedst kan beskrives som en demokratisk modstandsbevægelse mod udsigten til endnu en finanslov med massive besparelser på uddannelsessektoren. Gymnasieelever stod over for at blive ofre for nedskæringer i en størrelsesorden, der for alvor ville forringe uddannelsens kvalitet og forværre problemerne med frafald.

Desuden kæmpede man mod den store praktikpladsmangel blandt de faglige, mod de unaturligt høje priser på offentlig transport og de bureaukratiske regler mht. til blandt andet SU. I stedet fremlagde initiativet en Ungdomspakke med alternative forslag. Kort sagt, de unge tog ansvar og anviste en mere fornuftig vej frem!

I løbet af demonstrationen fik vi at vide, at Lars Løkke i sin åbningstale til Folketinget annoncerede en afskaffelse af SU’en til de hjemmeboende under 20. Da det blandt andet ville forværre problemet med frafald på ungdomsuddannelserne og få unge til at bruge mindre tid på lektier og mere på fritidsjob, var initiativet selvfølgelig også imod dette forslag. Vi kom hjem fra demonstrationen, som vi selv syntes havde været en succes, overbeviste om, at vi havde slået et stort og hæderfuldt slag for ungdommen!

Men den opfattelse stod vi ganske alene med, fandt vi hurtigt ud af. Vi blev nemlig mødt af politikere, journalister og forældre, talsmændene for termen Generation Fucked Up, som følte sig bekræftet i deres opfattelse af de unge som selvfede, forkælede og pengegriske børn af velfærdsstaten, der bare havde pjækket, fordi de var sure over at miste de overflødige ’cafépenge’. »Søde ven, staten skal jo ikke betale for dit overforbrug af mærketøj og alkohol, vel?«, »I er forkælede, hvis I tror, at I har ret til et ’fjumreår’ efter gymnasiet. Den slags luksus har vi jo ikke råd til, når der er krise!«.

Lars Løkke Rasmussen, godt hjulpet på vej af altædende journalister og ukritiske forældre, formåede med et velovervejet sprogbrug at trække al troværdighed ud af initiativet ’Unge ta’r ansvar’.

Dette er bare et eksempel på, hvordan de unges forsøg på at blive hørt og taget seriøst undermineres af en voksengeneration, der i sin egen højrøvede selvtilfredshed med fortidens ungdomsoprør ser ned på og håner sine egne børn. En voksengeneration, der selv deltog i et tiltrængt opgør med opfattelsen af unge som inkompetente og naive. En voksengeneration, der skubbede magtbalancen fra de gamle til de unge. En voksengeneration, der nu selv er blevet de gamle, og som nægter at give slip på magten igen.

Nu sidder du sikkert og tænker: »Den voksengeneration er jeg i hvert fald ikke en del af!«. Hvem er overhovedet det? Jo, se, den voksengeneration, jeg taler om, kan groft inddeles i fem grupper af bannerførere: politikerne, spindoktorerne, journalisterne, de politiske kommentatorer og økonomerne. Disse mennesker har med deres fremtrædende stillinger, deres anerkendelse og troværdighed og deres tilsyneladende ønskværdige liv magten til at sætte den offentlige dagsorden. Og takket være den anden del af voksengenerationen, den frygtindgydende store del af befolkningen, der ukritisk følger bannerførernes dagsorden, er voksengenerationens magt komplet.

En væsentlig faktor for bannerførernes erobring af magten skal tilskrives de sidste ti års borgerlige kulturkamp. I tidligere omtalte indlæg af Per Michael Jespersen, hvor han kritiserer de unge venstreorienterede for ikke at deltage i værdidebatten, giver han Claus Hjort Frederiksen ret i, at de borgerlige vandt kulturkampen. Det har han også helt ret i.

Problemet er bare, at opinionsredaktør på Politiken Per Michael Jespersen jo selv er en af dem, der har fået usandsynligt meget magt som følge af kulturkampens nedslagtning af kunstneres, intellektuelles og andre kulturpersoners indflydelse på den politiske debat. Kulturkampen har ryddet alle forstyrrende konkurrenter af vejen for de fem bannerførere, der nu er vævet sammen i en sådan grad, at det bringer mindelser om den fænomenale politiske thriller ’Kongekabale’.

Spørgsmålet er nemlig, hvor grænsen går mellem økonomi og politik? Mellem politik og strategi? Mellem strategi og politiske analyser? Mellem politiske analyser og journalistik? Det første, der sker, efter at et nyt politisk udspil er blevet præsenteret, er, at alverdens politiske kommentatorer skal give hver sit bud på, hvordan det påvirker den politiske situation partierne imellem.

Efterlønnen er et fint eksempel på det! I stedet for at fokusere på konsekvenserne for de mennesker, en afskaffelse af ordningen vil ramme, skriver journalisterne næsten udelukkende om, hvordan økonomerne vurderer, at det vil påvirke økonomien, hvordan de andre partier vil stille sig i forhold til forslaget, og hvordan det vil påvirke samarbejdet mellem DF og VK – og om hvilken betydning emnet vil få i en kommende valgkamp. Ikke fordi det ikke har en demokratisk relevans, men helt ærligt, proportionerne!?

Jeg synes, pointen illustreres bedst af dette meget rammende citat: »Hvornår begyndte vi at fokusere mere på de mennesker, der styrer vores samfund, end på det samfund, de styrer?«. Svaret er ikke så relevant, men det faktum, at Christiansborg efterhånden har mere tilfælles med et sportsstadium end med en politisk kampplads, det er essentielt for vores demokrati! Lad mig i øvrigt lige påpege, at citatet ikke stammer fra en meningsdanner, men fra en af mine gode venner. Et ungt menneske, der stille og roligt mister tiltroen til demokratiet. En af os fra Generation Fucked Up, der har så svært ved at bryde gennem lydmuren.

Anton Abildgaard, ophavsmanden til ovenstående citat, har en blog på nettet. Her skrives om forskellige typiske Generation Fucked Up-emner såsom hashrygning, hiphop og onani. Men under overskriften ’Jeg har endegyldigt mistet min tro på demokratiet’ indgår citatet i et blogindlæg, der udtrykker en desperation, jeg tror, mange deler, over den tilstand, det politiske klima er i.

Over den håbløse mangel på politisk fokus. Over det svigt, det er, når folkevalgte politikere ikke lever op til det ansvar, de har over for folket, nemlig at bevare og videreudvikle vores samfund på en og samme tid. Over, at alle politiske debatter, udtalelser og udspil skriger af at være gennemsyret af spin og taktik i en sådan grad, at man ikke kan undlade at spørge sig selv, hvad mon kommer først? Laver man først en politik og så en strategi bagefter? Eller kunne man forestille sig, at man faktisk først udvikler en strategi og derefter tilpasser sin politik herefter?

Det er denne følelse af, at politik efterhånden er totalt meningsløst, der får Anton til at give sit blogindlæg den sigende titel ’Jeg har endegyldigt mistet troen på demokratiet’. Og jeg tror desværre ikke, at han er den eneste, som denne triste følelse rammer. Tværtimod, jeg tror, man skal finde en stor del af årsagen til, at en del af ungdommen retmæssigt kan kaldes Generation Fucked Up, i netop denne overgang fra politisk debat til politisk spil, fra ideologi til taktik, fra kamp til konkurrence.

I, at voksengenerationen håner ungdommens politiske engagement, fordi de diskursdiktatoriske bannerførere alene sætter dagsordenen. Og i, at I, kære politikere, kære medier, kære forældre, har opdraget os for dårligt!

Generation Fucked Up er jeres børn! Passer tilnavnet, som min generation har fået, så må I jo logisk set være generationen, der fuckede den efterfølgende generation op. Jeg nægter at anerkende den flabede kategori, som mine jævnaldrende og jeg er blevet puttet i, men jeg anklager alligevel jer for at have svigtet den del af den offentlige opdragelse, der går på værdier.

Den helt dominerende menneskeopfattelse i vores samfund i dag er den individualistiske. Vi mennesker skal stå på egne ben, tage ansvar for vores eget liv og være vores egen lykkes smed. Men ikke nok med det, vi skal også realisere os selv og blive unikke individer. Vi skal være uafhængige af andre, og vi skal være succesfulde. Vi kan nemlig, hvad vi vil. Det lyder jo også godt, men det lyder endnu mere utopisk end kommunisme. Lad mig derfor bryde med alle tabuer og slå helt fast: Nej! Man kan ikke, hvad man vil! Det er blevet så populær en opfattelse, at selv børn i folkeskolen lærer det: Start på gymnasiet, og du kan, hvad du vil!

Men virkeligheden er som sagt anderledes. Mennesker er forskellige og har forskellige kvalifikationer. Vores samfund tilbyder rigtig nok de dygtigste, rigeste og heldigste at kunne blive, hvad de vil. Men langt størstedelen af alle unge må på et tidspunkt i deres liv indse, at de ikke kan vælge frit på alle hylder. For nogen løser det sig selv, ved at de stille og roligt finder ud af, at de faktisk heller ikke behøver have alle muligheder for at lave det, de egentlig ønsker. Men for andre betyder det massive selvværdsproblemer og lav, lav selvtillid, fordi man bebrejder sig selv. »Hvis man kan, hvad man vil, hvorfor kan jeg så ikke? Det må være min egen skyld!«.

Dette fænomen er også kendt fra individualismens land, USA. Da Obama blev valgt til præsident, blev han fremhævet som et eksempel på, hvordan alle i USA har muligheden for at gøre, som de ønsker, med deres liv. Obama var jo ikke fra en rig familie eller noget. Nej, han arbejdede sig op fra bunden! På den måde fremsættes eksempler, og disse tjener som argumenter for velfungerende individualisme. Der er ligefrem vokset en hel underholdningsindustri frem, der producerer disse eksempler, og denne industri er voldsomt populær blandt (ja, gæt selv!) de unge: realityshow.

’Paradise Hotel’, ’Top Model’ og ’X Factor’ er alle sammen eksempler på amerikanske tv-koncepter, der nu er fordanskede og nyder stor succes blandt landets ungdom. Det er ’almindelige’ (ofte unge) mennesker, hvis historie og personlige forhold man skal sættes ordentligt ind i, der herefter skal stå model til alverdens forfærdelige lidelser, ydmyges, tugtes, dømmes og tvinges til at synke ned på laveste moralske niveau. Det er alle mod alle, det er krig og kærlighed, det er sex, og det er blod, sved og tårer – og det er rollemodeller for ungdommen. Hvorfor? Fordi det taler til vores drømme om succes, berømmelse og anerkendelse – den ultimative gevinst.

Sidder du og ser ’X Factor’, ’Paradise Hotel’ eller lignende med dine børn? For så er du med til at uddanne dem til det individualistiske samfund, der skal udgøre deres livs kampplads. Der er kun en at stole på, dig selv. Alle kneb gælder. Parametrene for succes er klare. Taber du, så er det din egen fejl. Velkommen til Generation Fucked Up!

Og det får mig til at vende tilbage til Anton. Jeg har et sidste citat fra hans blog. En kommentar til moderne politik: »Det politiske system er ikke en måde at styre et samfund på. Det er ’X Factor’. Det er ’Paradise Hotel’. Det er fucking ’Dagens mand’. Vær klar ved knapperne«. Politisk spil? Politisk realityshow. Men det er vel også sådan, man bedst taler til Generation Fucked Up?

Så bare skyd skylden på min generation. Bare sig, at det er os, der skider på samfundet og fællesskabet. Bare påstå, at det er de unge, der ikke har nogen værdier. For det er jer, der har magten. Det er jer, der laver tv. Det er jer, der opdrager os. Og det er os, der sender debatindlæg af ideologisk art, og jer, der sender et automatsvar tilbage om, at I »desværre ikke kunne finde plads« i jeres avis. Send bare et til. For vi er jeres børn.