Når en tidsånd regerer, drages alle af dens aura og appel.

Ånd tvinger ikke med vold og magt, men ved at gennemsyre sjælen. Ånden har ingen sanktioner mod dem, der blæser på den, men den har til gengæld en formidabel evne til at indoptage, integrere og skabe mening og retning. Ånd giver åndsfæller og ikke mindst følelse af at være med i noget stort.

Tidsånden er svært begribelig, fordi den er flyvsk som et spøgelse, men alligevel en realitet, fordi den virker. Enhver, der bladrer i et fotoalbum fra 1950’erne til i dag, kan aflæse tidsånden. Frisure, påklædning, briller, pibe eller cigaret vidner om forskellige smagsidealer.

Værre bliver det, hvis man også læser, hvad der blev sagt og skrevet og opfattet som indlysende dengang.

Og da hver tids ånd fungerer som et lukket rum, der bliver identisk med virkeligheden, er det retrospektivt ofte ubegribeligt, hvordan den kunne bjergtage og omfavne sjælen så voldsomt.

LÆS OGSÅ Ja, gu var vi da røde ...

Og når så ånden igen blæser nye veje, bliver den gamle tidsånd til et mysterium. Hvorfor gik alle samme vej dengang? Hvorfor var det bare sådan? Var der ikke nogen, der sagde noget andet? Hvorfor var der ikke et øre for dem?

Tidsånden er stærkere end noget andet. Du kan ikke regere imod en tidsånd. Gamle Viggo Hørup sagde de vise ord om enhver tids ånd: »Gaa i Spidsen for den ... og den vil bære Dig, lad Dig drage med af den og den vil rive Dig omkuld, gaa imod den, og den vil knuse Dig«.

Og bagefter? Ja, hvem var egentlig ansvarlig for tidsånden? Hvem stod for den, udtrykte den og forcerede den frem?

I professor Nils Gunder Hansens nyligt udkomne erindringer, ’Lille dreng med rejseskrivemaskine’, får vi en præcis skildring af tidsåndens magt i Danmark i 1970’erne og 80’erne. Da Nils Gunder Hansen skal begynde på universitetet, får han valget mellem at følge tidsånden og at gå imod strømmen.

Han vælger medløbet:

»Som medløber fik man del i en meget stor pakke. Man fik tilbudt noget langt mere omfattende end en bestemt (fag) politisk overbevisning: en varm velkomst til et helt nyt liv, en euforisk kollektiv altgennemtrængende livsform, hvor marxismen simpelthen var den valuta, det sprog, den kode, man skulle have for at begå sig. Den var adgangstegnet til en læsegruppe, til nye venner, til en fælles kultur og et tæt sammenhold i det fremmede – med de fremmede«.

»Vist var det som at blive indlemmet i en religiøs sekt, men det er nu engang svært at se sekten, når den fylder hele virkeligheden. Og når den – hvad der jo er det egentligt suspekte i sagen – ikke præsenterer sig som ét tilbud blandt flere, men indgår i en uigennemskuelig blanding med den officielle læreanstalts kurser, lærere, undervisningsplaner, pensum og eksaminer. Den læreanstalt, man kun lige står på dørtrinnet til«.

Samtidig handler erindringerne i vid udstrækning om utilfredsheden med denne tidsånd, dens lukkethed og dens sekteriske væsen.

Men det mest bemærkelsesværdige ved Gunder Hansens erindringer er, hvordan hans selvforståelse er at være på kant eller i randen eller på distance til denne tidsånd. Han kan ikke identificere sig med den, selvom han mere end mange andre lever sig ind i den og gør karriere i den.

Nils Gunder Hansen er kronprins på litteraturvidenskab, men selv så tæt på toppen er han ikke ét med ånden. Og især bagefter ser han tilbage på den som noget fremmed og forstillet.

Man fristes til at tænke: Hvem var så tidsåndens talerør, hvis ikke han? Hvem vil vedkende sig tidsånden fra dengang?

Og så når tågen letter og en ny dag gryr, bliver det umuligt at opspore dem, der forinden havde kæmpet ihærdigt for denne ånd. Væk og borte, og en ny tid står for døren.

Det samme forekom ved Ralf Pittelkows erindringer fra 2009, ’Mit liv som dansker’, fra samme tidsånd og samme litterære institut på Københavns Universitet.

Heller ikke Ralf var helt med, han var på kant, iagttagende, uden helt at ville det. Også selv om Pittelkow befandt sig i førerbunkeren og var med helt fremme, hele tiden.

Men modsat Gunder Hansen bruger Pittelkow i sine erindringer tit passive formuleringer og et underligt, upersonligt ’man’. »Man frygtede ikke længere autoriteterne …«, og »Man gjorde op med de gammeldags, højt hævede autoriteter …«, og Pittelkow giver indtryk af, at han kun var iagttager til tidsånden: »Siden skulle jeg opleve, hvordan den ene faglige modebølge tog den anden inden for de humanistiske fag på universiteterne«.

Der var ingen aktører, kun oplevelser. Ingen gerningsmænd, kun forandringer og bølger. Ingen navne nævnes, for alle var mest statister.

Da Ralf Pittelkow bliver opstillet som nr. 5 hos Venstresocialisterne (VS) til Folketinget (med hustruen Karen som nr. 1) og med stor sandsynlighed for at blive valgt i tilfælde af valg, sker det under kapiteloverskriften ’Farvel til venstrefløjen og universitetet’. Far verden, farvel. Han er ikke med, selvom han var topfigur i VS. Og det hele var egentlig en misforståelse. »Jeg var kun medlem af partiet i tre år, og mit medlemskab var mest af alt udtryk for, at mit forhold til oprøret var begyndt at komme i krise«.

Man var med på tidsåndens bølge, men alligevel ikke rigtig med og især ikke bagefter. »Set i bakspejlet kan det virke temmelig komisk, at jeg gik ind i VS, fordi jeg havde fået tiltagende problemer med 68-oprørets sociale og politiske isolation«.

Det her skrives ikke for at dømme, for det må man jo ikke. Men mere for at forstå, hvad der sker i en tidsånd. Den fylder meget i sin blomst og virker stærk og uovervindelig, men når den ligger falmet eller visnet hen på jorden, ønsker ingen at have næret den ved sit bryst.

Alle var medløbere, og der var ingen aktører. Ingen ville det, men alle bidrog. Hvordan kan det forklares?

Tine Eiby beskriver i sine erindringer fra Tvind i 1977, ’Til tjeneste’ (2006), hvordan man omgår gruppepres og fællesånd, der på Tvind havde et stærkt moment af tvang og pression. Når der var fællesmøder, skriver Tine Eiby, gjaldt det altid om tidligt at give lidt ind, sige, hvad der forventedes, råbe »hørt«, så de troede, man var enig.

Så slap man for at blive krydsforhørt. Det var løgn og opportunisme, medgiver Tine Eiby, men nødvendigt for at overleve: »Så undertrykt kunne man være i midten af 70’erne i det frie danske rige«.

Faktisk gør Tine Eiby den erfaring, at det er relativt nemt at overleve »ved at sætte mit jeg på standby«. »Det skulle vise sig at være en uhyggelig let strategi. Ved at fortrænge sin personlige tilstedeværelse og sine egne meninger om tingene, kunne man overleve, tilpasse sig og endda ligefrem nyde tilværelsen glimtvis«. Konsekvensen blev imidlertid, at fortrolighed, tillid og venskab ikke var muligt.

Tegning:  Per Marquard Otzen.

Tvinds ånd var forceret og ikke en almindelig tidsånd, der usynligt gik i sjælen og blev naturlig. Men mekanismerne er alligevel de samme, ved at systemet bygges op af forventninger, som Tine Eiby meget ærligt beskriver, at hun selv bidrog til for at »snyde systemet« og overleve personligt. Og hun vedstår »medskyld og svigt«. Men udefra i momentet har hun sikkert virket som en apparatjik, der bidrog til den mur af uigennemtrængelighed for de få, der talte imod.

Tine Eiby kalder også Tvind et »terrorregimente« og »Pol Pot-styret må have været som Tvind i 70’erne«. Man overlevede ved at glide med, signalere korrekt og tage fraserne i sin mund. Og så lade andre tage sorteper.

Uden SAMMENLIGNING i øvrigt gik samme mekanisme igen med nazismen, som også var en voldsom tidsånd, der opslugte alle, og som få ville vedkendes bagefter.

Da Tyskland skulle afnazificeres efter Anden Verdenskrig, blev millioner af tyskere anholdt af besættelsesmagterne mistænkt for at være medskyldige i Det Tredje Riges magt og grusomhed. Vestmagterne inddelte de mistænkte i fem kategorier:

1. hovedskyldige 2. belastede (aktivister – militarister, dem, der fik fordel af systemet) 3. mindre belastede 4. medløbere 5. uskyldige I de tre vestlige besættelseszoner blev 2,5 millioner tyskere retsforfulgt. Af dem blev kun 1,4 procent dømt som hovedskyldige eller belastede, mens resten (98 procent) af de anklagede blev opfattet som mindre belastede, medløbere eller frifundet for anklager.

De, der var egentligt aktive, udgør altså en uendelig lille andel. Halvanden procent i Tyskland af de mistænkte, som igen kun udgjorde et par procent af befolkningen. Resten løb bare med strømmen, heilede med naboerne og tiljublede føreren, som det forventedes. Eller som de troede, det forventedes af dem. Og som naboerne troede, at de troede, at de troede.

LÆS OGSÅ'Amerikas Radio': Dengang de røde lejesvende var blå

For en tidsånd er også en gensidig psykisk skruestik holdt sammen af fælles forventninger. Og som man bagefter kan se ikke var andet end gruppepres og isolationsfrygt. Der var næsten ingen kerne, men kun en sky af fælles signaler, som var nok til at disciplinere hver enkelt til også at sende de samme signaler.

Kun ganske få sagde fra. Joachim Fests antinazistiske far formanede i 1930’ernes Tyskland sine sønner: »Etiam si omnes, ego non«. Selv hvis alle andre, så ikke jeg.

For som Nils Gunder Hansen skriver, så åbner tidsånden op for fællesskab og engagement og deltagelse, som isolationen udenfor slet ikke kan hamle op med: »Man burde have gjort sig stålsat, gået imod strømmen. I stedet gik jeg derhen, hvor de fleste gik hen. Jeg kunne ikke overskue alternativet. Man var jo netop draget ud i verden for at begynde et nyt liv blandt nye mennesker – og ikke for at blive en særling, der venneløs kunne gå rundt og indimellem snakke med nogle sorte lærere«.

Jeg reagerede modsat Nils Gunder, da jeg begyndte at læse filosofi ved Københavns Universitet i 1978. Der var nogle sorte lærere, en enkelt sagde sågar De til de studerende, og det, syntes jeg, var æreværdigt, så det opsøgte jeg og slap så for at bruge flere år på at læse ubrugelig marxisme og kapitallogik og fik til gengæld en sober introduktion til politisk filosofi, der naturligt omfattede liberale klassikere.

Jeg blev præsenteret for nyliberale tænkere som F.A. Hayek og Robert Nozick på første år, og det inspirerede mig voldsomt. Så det læste jeg.

Men jeg kendte ikke ret mange, der læste det samme. Jeg troede, jeg var noget nær den eneste. En Robinson Crusoe.

Så en dag i sidste halvdel af 1980’erne mødte jeg ung fyr på Det Kongelige Bibliotek, der gik med bøger af Hayek og von Mises under armen. Vi faldt i snak, og så viste det sig, at der var flere andre, der læste nyliberale klassikere i Danmark. Der var liv på andre planeter!

Fyren var Peter Kurrild-Klitgaard, nu professor ved statskundskab ved Københavns Universitet, han havde lige sammen med andre borgerlige unge stiftet selskabet Libertas, der begyndte at udgive tidsskriftet Libertas med en masse liberale og liberalistiske artikler.

Det var som at møde en undergrundsgruppe, der også var mod tidsånden.

I dag med sociale medier er det selvfølgelig meget nemmere at møde ligesindede om alt muligt, men dengang definerede tidsånden stærkere, hvad der skulle diskuteres offentligt. Og uden for tidsånden eller offentligheden foregik livet i mere isolerede miljøer, hvor en flaskepost sjældent blev opsnappet.

Tidsånden byder på fællesskab, og det skal såmænd aldrig bebrejdes den enkelte, når den vej vælges. Også på markedet er der bobler, hvor alle løber samme vej, og hvor det er rationelt for den enkelte at følge strømmen. Investoren kan lettere undskylde et tab af andres investerede midler, hvis han har fulgt trenden. Frem for at have satset på for risikobetonede investeringer.

Samtidig er den moderne personlighedstype i høj grad et såkaldt gruppestyret eller ydrestyret individ, der retter sig ind mod flokken og omgivelserne. Mens det indrestyrede individ, der mere bestemmes af sin opdragelse og medbragte normer, nok står svagere og svagere.

Da der sjældent er noget vundet ved, at én tids fraser byttes ud med en anden tids, er det vigtigt at have mod til at bruge sin egen fornuft. Søren Kierkegaard sagde, at når mennesker kommer sammen i flok, og der skal stemmes, så vil usandheden, løgnen og fraserne altid have en tendens til at regere. Mens en ærligere sandhed oftere findes hos den ene og enkelte, der ikke går med.

Hvis vi kan lære noget af erindringslitteraturen om venstrefløjens og 68-oprørets dage, er det at stimulere den enkeltes tillid til egen dømmekraft og til at stå imod sin tids flagrevinde. Og der opstår også hele tiden nye flagrevinde, som der skal gøres op med.