Frihedsbevægelsen mod assimilation
Ikke blot Søren Pind og Karen Jespersen, også Ole Sohn og Henrik Sass Larsen er ufrihedens politikere. Vi har fået nok.
| AF Holger Danske, Aladdin, Den Lille Havfrue, Lykke-Per, Pigen med svovlstikkerne, Hamlet, Ditte Menneskebarn, Skjoldungerne, Pelle Erobreren, m.fl. |
fakta
Når vi for anden gang ser os nødsaget til at tage til orde i vort smukke moderland, sker det i en blanding af bekymring og håb.
Vi er stemmer og skikkelser fra eventyr og romaner, kunst og sagn. Vi er
personificeringen af Danmarks kulturarv, og dog er vi så forskellige som dag
og nat – og som spektret imellem. Og måske derfor ser vi i så stor
bedrøvelse på den tidsånd, der hjemsøger vort land og skygger for vor fælles
arvs mangfoldige farver og individuelle nuancer, mens ensretningens
uliberale ånd bliver til politisk diktat.
Her følger vores grundlovstale.
Aldrig havde vi troet, at vi skulle høre begreber som ’assimilation’ og ’den
danske stamme’ hyldet af andre end afsides og sekteriske røster på det
kommunistiske eller nationalistiske overdrev.
Aldrig havde vi troet, at vi skulle opleve ledende politikere iscenesætte en
dagsorden, der i ramme alvor kan sammenfattes i overskriften: ’Bliv som os,
eller bliv væk!’ (Jyllands-Posten, 8. marts 2011).
Er det virkelig vort Danmark, Søren Pind taler på vegne af? Dét land, hvis
verdensberømte komponist Carl Nielsen skrev, at »mangfoldighed gør netop
livet så farvet og indholdsrigt«?
Det land, hvis verdensberømte videnskabsmand Niels Bohr indsatte det kinesiske
yin og yang i sit våbenskjold og lod skrive, at »modsætninger er
komplementære«? Det land, hvis verdensberømte arkitekt Jørn Utzons
fremmedartede arkitektur i operahuset i Sydney fylder os med beundring?
At dét land skal hjemsøges af assimilation, er vanskeligt at bære i vores
lille forskelligartede flok. Vort land er Den Lille Havfrues Danmark, og et
stærkere symbol på det fremmede og det anderledes findes næppe.
Og hvorfor skulle ’os’ ikke også rumme danskere, hvis far eller bedstemor er født i Kina, Tyskland eller Egypten?
Vort land er det Danmark, hvis nationaldigter Oehlenschläger har gjort
Aladdins mellemøstlige eventyr til folkeeje, og hvor arabiske låneord som
’kartoffel’ og ’kaffe’ er blevet pæredanske.
Danmark er rundet af en regnbuekulturel arv, hvis sagn og eventyr er beriget
fra Asien og Nærorienten, og hvis religiøse rødder stammer fra Palæstina for
siden at blive samlet i Rom og revideret i Tyskland.
Hvis kritiske arv er undfanget i Perikles’ antikke Athen, hvis kulturelle
udsyn er rundet af renæssancen i Firenze, og hvis frihedstænkning er hentet
fra oplysningstidens Frankrig og England for siden at blive internationalt
anerkendt i FN. Og hvis kunst og litteratur blander vande med alverdens
kulturelle floder.
Det er ikke alene, men ikke mindst på ryggen af denne foranderlige,
dynamiske, mangfoldige og sprudlende arv, at det danske er blevet, hvad det
er – ikke kun indtryk indefra, men i høj grad udefra. Hvor afstumpet er da
ikke: ’Bliv som os, eller bliv væk!’.
Der kunne skrives telefonbogstykke bind om vrøvlet i dette usmagelige
assimilationsbud. Hvem er det ’os’, som vi skal assimileres til?
Børsspekulanter eller betonarbejdere? Frimurere eller christianitter?
Jehovas Vidner eller jægerkorpset?
Eller er det måske danskerne i bred forstand, muligvis ’den danske stamme’,
som Søren Pind og Bertel Haarder sværger til? Uanset hvad gør det jo kun den
propagandistiske karakter af tvangsassimilationen så meget mere åbenlys. For
hvem er vel den danske stamme?
Måske neandertalerne, der var her i landet før alle andre? Eller danerne, der
var svenske indvandrere? Det er ikke så ligetil, eftersom Haarders og Pinds
’stamme’ er en selektiv og substansløs fiktion.
Skal vi endelig give et ’os’ konkret mening, bliver det hele viften af
uensartede individer, der i dag bebor det land, vi kender som Danmark, men
som derfor også opløses i virkelighedens store folkelige forvandlingskugle
af forskellige værdier og standpunkter.
Der er danskere, som forsager al religiøsitet, men der er også danskere, som
dyrker Odin og Freja, ligesom der er danskere, der vier al fritid til
menighedsrådet. Der er jøder og buddhister, og der er socialister og
liberalister, der er hooligans og autonome, og der er vagabonder og
økologer.
De er alle sammen forskellige, og de er alle sammen en del af ’os’.
Det er med andre ord meningsløst at assimilere nogen til ’os’. Og hvorfor
skulle ’os’ ikke også rumme danskere, hvis far eller bedstemor er født i
Kina, Tyskland eller Egypten?
Og inkludere muslimer og hinduer, ligesom det inkluderer katolikker og
teosoffer, hvis anskuelser alle spænder over et spektrum fra det moderate
til det yderliggående – ganske som nationalister og ministre jo kan spænde
fra fredsommelige hyggeonkler til rabiate stratenrøvere.
Det fordummende sludder om at ’blive som os’ opløser sig i det skinbarlige
ingenting, så snart propagandaens abstraktion konfronteres med
virkelighedens konkreter. Men jo mere luftige sådanne sloganer bliver, desto
lettere kan de i den populistiske sags tjeneste bruges til at ekskludere
enhver, som ekstreme ministres assimilationspolitik selektivt dømmer ude.
Tak – men nej tak, siger vi.
Fri os for Pinds alarmistiske fjendebilleder om »skræmmende og
kulturundergravende« tendenser som pseudoargument for ’assimilation’, kun
fordi vi opsætter badeforhæng, spiser halalslagtet kød i daginstitutioner
eller synger færre salmer, som han i fuldt alvor har jamret over (4. februar
2008).
Fri os fra de mange kvasi-Stasi-metoder blandt de kommunale myndigheder, der
i forvejen agerer dyneløftere og sindelagskontrollanter over for ledige og
nu tillige skal bestikkes af staten med pengebeløb, der skal ’overtale’
indvandrere til at forlade landet.
Og fri os fra den ensrettende graduering af mennesker efter point, nytteværdi
og assimilationspotentiale – at tænke sig, at vi igen skal se indførelsen af
et system som det antijødiske dekret fra 1726 om, »at ingen jøde må bosætte
sig i Danmark, medmindre han enten ejer 1.000 rigsdaler og bygger et hus –
eller indretter et manufaktur (en virksomhed)«.
Er det virkelig vort Danmark, Søren Pind taler på vegne af?
Men dertil er det kommet.
Bliv væk, lyder beskeden til Holger Danske, hvis ophold i udlandet betyder
lukkede kasser og foragt i moderlandet; og medmindre han kan stille en
formue på et par hundredtusind kroner, skal han heller ikke gøre sig håb om
at få en hustru med hjem.
Tænk, at vi i det 21. århundrede skal længes tilbage til de helt elementære
ord i jyske lov: »Loven skal ikke gøres eller skrives til nogen Mands
særlige Fordel, men efter alle deres Tarv, som bor i Landet.« Eller til den
Poetiske Edda: »... bliv ei glubsk mod Gjæst, gjen ham ei paa Port,/ vær de
Trængendes Velgjører«.
Men den danskhed – den menneskelighed – er raderet væk i Løkkes lykkeland.
I stedet har vi fået en udansk, uliberal og uhyggelig trang til at gå i takt.
Til ensformighed, til ensretning og ensidighed. Etnisk korrekthed er den nye
politiske målestok.
Men som vi har nævnt, er der også spinkle grunde til håb. En omfattende
værdiundersøgelse fra Sociologisk Institut på Københavns Universitet viser,
at flere og flere borgere er blevet mere tolerante over for indvandrere.
Og imens ligner Dansk Folkeparti mere og mere en karikatur af sig selv. Frygten for indvandrere, der stjæler saftevand og kage på landets hospitaler, forbud mod paraboler og krav om bare bryster i danmarksreklamer har reduceret partiets udmeldinger til en farce.
LÆS OGSÅFlertallet bag
udlændingestramninger smuldrer
Sådan så det ikke ud, da vi i en Kronik i Politiken for små to år siden (23.
august 2009) slog til lyd for en »modstandsbevægelse imod Dansk Folkepartis
besættelsesmagt«. Det forargede ikke så få, men vi blev overvældet af den
store opbakning – i løbet af en måned havde over 30.000 meldt sig på
Facebook.
Hensigten var blandt andet at gøre opmærksom på den hårrejsende retorik, som
ledende folk i Dansk Folkeparti gjorde gældende, når de sammenlignede
sig selv med besættelsestidens »modstandsbevægelse«, mens landets socialt
marginaliserede og splittede indvandrere blev gjort til de rene »nazister«
og en regulær »besættelsesmagt«.
Denne absurde propaganda er i dag klædt af, og de folk i og omkring partiet,
der har fastholdt den iscenesættelse, fremstår både retrospektivt og aktuelt
aldeles lattervækkende.
Ingen kan vel med et minimum af saglighed undgå at ryste på hovedet, når
Mogens Camre spurter ud ad propagandaens selvafslørende overdrev: »Jeg er
ked af at sige det – ingen burde være i tvivl om min holdning til nazisterne
– men de tyske soldater opførte sig bedre i vore gader [under besættelsen]
end de muslimske drenge – meget bedre – de var veldisciplinerede unge tyske
drenge« (3. juli 2009).
Og ytringsfriheds-selektivisterne i Trykkefrihedsselskabet har tilsvarende
sagt farvel til de sidste trevler af troværdighed i bizarre udgydelser som
Lars Hedegaards julefrokosttale mod muslimerne: »De voldtager deres egne
børn. Det hører man hele tiden.
»Piger i muslimske familier bliver voldtaget af deres onkler, deres fætre
eller deres far« (2. december 2009). Året efter fulgt op med følgende
analytiske dybsindighed: »Når de er færdige med at dræbe os, vil de begynde
at dræbe hinanden, som vi ser i forskellige lande som Irak« (3. oktober
2010).
Hele denne overbudsretorik fænger desværre stadig hos de mest radikale
nationalistiske elementer, og vi har endnu til gode at se Dansk Folkeparti
tage afstand fra vanviddets fortsættelse – men partiets selviscenesættelse
som »modstandsbevægelse« ser altså ud til at være passé.
Derfor er der heller ingen grund til længere at benytte samme betegnelse som
det sarkastiske modbillede, vi lancerede med vores egen »modstandsbevægelse«
i 2009, og som vi i 2010 fulgte op med 60 radioindslag i Modstandsradioen
Danmarks Løver på Den Anden Radio.
Fronterne har flyttet sig, så vi dropper ironien og kalder os i 2011 dét, vi
er – en frihedsbevægelse.
Vi er ingen forening og har intet kontingent, men er et netværk til gensidig inspiration og mobilisering.
Og det er der hårdt brug for, sådan som friheden i dag sjofles og vendes på
hovedet, ikke mindst af den allestedsnærværende Søren Pind, ufrihedens
ukronede førsteminister.
Ganske vist kan han frejdigt fastslå, at »alle mennesker er født lige« og
»udstyrede med umistelige rettigheder« (10.12.2009), men hvis dét er Pinds
oprigtige opfattelse, er det ualmindelig absurd, at han som legekammerat har
valgt Dansk Folkeparti.
Her kalder Søren Krarup menneskerettighederne for »nutidens grundløgn, vor
tids afgudsdyrkelse« og fastslår: »Menneskerettighederne er virkelig vor
tids fordærvsmagt, djævelen i skikkelse af en humanitær lysengel,
forfalskningen og sammenblandingen af Gud og menneske, himmel og jord«
(Tidehverv, 2000). Og partifællen Mogens Camre hamrer med: »Vi må opsige
FN’s flygtningekonvention, vi må blokere EU’s charter om borgernes
rettigheder« (18. maj 2004).
Hvor hult klinger det derfor ikke, når Pind med rollespils-patos bedyrer:
»Der er brug for demokratiernes sammenslutning – som ridderne rundt om kong
Arthurs bord – der vil sværge på at sikre og overholde frihedsrettighederne«
(10. december 2009).
Nej, for Pind er frihed og rettighed primært et selektivt redskab i en
populistisk agenda – godt, når det afstiver den liberale selviscenesættelse
og kan bruges til at slå andre lande i hovedet med, men skidt, så snart han
kommer i tanker om, at frihed og menneskerettigheder forpligter ham selv og
den danske regering.
En frihedsbevægelse vil selvfølgelig modsat kæmpe for, at frihed er frihed for
den enkelte, uden skelen til herkomst eller anskuelser. Imod
statsformynderiske særkrav til visse danskeres udlændingeægteskaber og imod
ét sæt rettigheder for de privilegerede og et andet for resten.
LÆS OGSÅRød blok støtter lempelse af
visumregler
Men selv om Dansk Folkeparti har tabt momentum, kan partiet trøste sig med den
’succes’, at medløberpolitikere har overtaget deres rolle og ført
assimilationspolitikken langt ind i regerings- og oppositionskontorerne.
Der er derfor brug for en frihedsbevægelse, som vil kæmpe for den elementære
personlige friheds genkomst imod enhver politiker, der fremmer
diskriminationen – eller af populistiske og magtstrategiske hensyn bøjer sig
for den.
Der er brug for en frihedsbevægelse, som heller ikke til et folketingsvalg
glemmer oppositionspolitikere som Ole Sohn, der ikke vil ændre et komma ved
asylpolitikken, hvis SF kommer til magten. Efter et lille tiårs
rettighedsundergravende stramninger på asylområdet, hvor børn og voksne er
blevet traumatiseret og umyndiggjort i årelang uvished med svære psykiske
problemer og selvmord, fastslår Sohn således: »Der sker ingen ændring af
dansk asylpolitik ...« (Berlingske, 26. september 2009).
Der er brug for en frihedsbevægelse, som ikke har den fjerneste berøringsangst
ved at konkludere, at ikke blot Søren Pind og Karen Jespersen m.fl., men
også Ole Sohn og Henrik Sass Larsen er ufrihedens politikere, og at enhver
personlig stemme på Sohn og Sass i realiteten er en stemme på Dansk
Folkepartis asyl- og udlændingepolitik anno 2001-2011.
Der er kort og godt brug for en frihedsbevægelse, der kæmper for forfulgte
asylansøgere, indvandrerne og alle de danskere, der har været så ’uheldige’
at forelske sig i en udlænding, men ikke kan efterleve statsformynderiets
formue- og ejendomskrav.
En frihedsbevægelse, der tør sætte navn på de frihedsfornægtende politikere i
VKO og deres medløbere i S-SF, der vil fastholde status quo.
Derfor dette opråb og denne invitation til dem af jer, der ligesom os har
fået nok af Pinds & Kjærsgaards assimilation og af Sass’ &
Sohns appeasement. Derfor denne frihedsbevægelse på tværs af herkomst og
indkomst, farve og tro, ideologi og parti. Derfor Danmarks Løver.
Vi er ingen forening og har intet kontingent, men er et netværk til gensidig
inspiration og mobilisering.
Og enhver, der kan og vil kæmpe i sit eget navn for ægte frihed og mangfoldighed i Danmark, og som aktivt vil protestere imod assimilations- og diskriminationspolitikken – uanset i hvilket parti – er en af Danmarks Løver.
Se også
- Flertallet bag udlændingestramninger smuldrer 31. maj 23.01
- Usædvanlig indsamling til injuriesag mod eks-minister er i hus 27. maj 14.00
- Henrik Sass: Jeg sagde det kun for sjov 26. maj 12.44
- Pind blæser på advarsler mod udlændingesortering 25. maj 03.00
- Rød blok støtter lempelse af visumregler 07. mar 17.12
DEBAT – Mere plads til debat og indlæg
Læs Politiken hver LØRDAG BESTIL I DAG
Habit-mændene er tilbage med højt begavet pjat
ibyen anbefaler
-
22. maj. 2012 KL. 09.01 Biografen Gummi T (3D-animation)
- 23. maj. 2012 KL. 07.53 Kunst Emily Wardill
- 22. maj. 2012 KL. 10.56 Scenen Cirkusrevyen 2012
restaurant & cafe
Seneste Leder
-
23. maj 00.01
-
22. maj 00.01
-
21. maj 00.01
-
20. maj 00.01
-
19. maj 00.01
-
18. maj 00.01
-
17. maj 00.01
-
16. maj 00.01
-
15. maj 00.01
-
14. maj 00.01
- › Se flere
Seneste læserbreve
-
23. maj 17.59
-
23. maj 16.40
-
23. maj 13.21
-
23. maj 12.07
-
22. maj 13.56
-
22. maj 08.24
-
21. maj 15.37
-
19. maj 23.22
-
19. maj 19.44
-
19. maj 10.47
- › Se flere
Seneste Skriv
-
19. maj 12.11
-
18. maj 12.47
-
18. maj 11.09
-
18. maj 10.39
-
15. maj 07.43
-
14. maj 12.41
-
11. maj 17.34
-
11. maj 11.17
-
10. maj 09.14
-
09. maj 09.27
- › Se flere
Seneste Dagens tegning
-
23. maj 00.01
-
22. maj 00.01
-
21. maj 00.01
-
20. maj 00.01
-
19. maj 00.01
-
18. maj 00.01
-
17. maj 00.01
-
16. maj 00.01
-
15. maj 00.01
-
14. maj 00.01
- › Se flere
Mest læst i dag
-
23. maj 10.38
-
23. maj 10.13
-
23. maj 00.01
-
22. maj 13.02
-
22. maj 08.45
-
23. maj 00.01
-
23. maj 13.36
-
23. maj 12.04
-
21. maj 10.34
-
23. maj 14.48
Mest læst i går
-
22. maj 08.45
-
21. maj 10.34
-
22. maj 13.02
-
19. maj 20.37
-
22. maj 00.01
-
22. maj 08.55
-
22. maj 08.59
-
22. maj 10.42
-
22. maj 12.52
-
21. maj 10.47
Coldframe i cedertræ
Dyrk i dit drivhus - også på altanen eller terassen ! Cedertræ er en fuldstændig vedligeholdelsesfri træsort, der får en smuk grå patina henover årene, og udover det så dufter cedertræ fantastisk og giver varme til omgivelserne.
|
|
|
|
||||
|
Pluspris 150 kr.
Alm. pris 180 kr
|
|
Pluspris 1395 kr.
Alm. pris 1680 kr
|
|
Pluspris 500 kr.
Alm. pris 600 kr
|
|
















God tone i debatten
Hjælp os med at sikre en sober debat. Hold dig til saglige argumenter, og brug klagefunktionen, hvis du støder på bandeord, krænkelser eller personangreb.
›Læs reglerne for kommentarer LUK OG SKRIV KOMMENTAR