I mange danske bydele er det et velkendt syn, at psykisk syge mænd og kvinder hvileløst går frem og tilbage, frem og tilbage på strøg og i gågader. Nogle i konstant mumlende samtale med sig selv. Nogle med et tomt og kontaktafvisende udtryk i øjnene. Nogle brændende af en vrede, der med mellemrum må råbes ud foran tilfældige forbipasserende.

De fleste – men ikke alle – tiltrækker sig opmærksomhed ved et særligt kropsudtryk, en særlig påklædning, en særlig gangart eller gestik. Nogle kalder fænomenet for ’rovdyrgang’, idet det minder om den adfærd, man ser hos indespærrede dyr, der ikke får mulighed for at leve i deres naturlige omgivelser.

Hos psykiatriske patienter er tremmerne usynlige, men holder alligevel effektivt de syge adskilt fra et naturligt liv med naturlige sociale relationer. Hvis den psykisk syge var en tiger, ville dyreværnsforeninger gribe ind.

Vi, tilskuerne, går i en pæn bue uden om de psykisk syge og haster videre. Mon nogen tænker over, hvor de psykisk syge går hen, når mørket falder på, eller når sult og træthed driver dem væk fra gaden?

Alvorligt sindslidende har ofte ikke noget sted at tage hen. Nogle er direkte hjemløse og bor ’på gaden’. Nogle har udgang fra hospitaler eller fængsler. Nogle bor på et værelse eller i en ussel lejlighed, hvor de ofte ikke tør opholde sig, hvilket er årsag til, at de af angst drives ud i gaderne om dagen.

De bedst fungerende kan opsøge nogle af psykiatriens væresteder. De dårligst fungerende tør eller kan slet ikke opsøge den slags. Fælles for dem alle er, at de repræsenterer Danmarks dybeste sociale afgrund, vores sorteste samvittighed og et område, hvor ellers hjælpsomme mennesker og sociale systemer kommer til kort.

Nogle af dem, vi møder i gågaden har – eller har haft – egen bolig. Det har jo længe været et velment princip, at alle, også de sindslidende, har ret til egen bolig.

Som en sindslidende sagde til mig for nylig, »Ja! Vi har fået ret til at rådne op i egen bolig, men ikke ret til at få den hjælp til udvikling, som er nødvendig for at blive i stand til at leve et normalt liv«.

De sindslidende mennesker, vi ser i gadebilledet, vil ikke have vores hjælp! De er ikke taknemmelige for et måltid mad, en varm seng eller vores omsorg i det hele taget. De skælder ud og råber og skriger, hvis vi kommer dem for nær.

Man kan sige, at de er blevet overladt til sig selv for længe, lukket inde i deres egne hjerners paranoide vanvid. Mange ligesindede har for længst taget deres eget liv. Den indre smerte er så stor, at den sindslidende kommer til at ’bide den hånd, der fodrer’, hvilket kan medføre en række negative sanktioner imod den syge.

Det kan godt være, at der ikke er så meget at stille op, når man først er blevet 40-50 år og går fast rovdyrgang i gaderne med sin lidelse. Men noget kan man gøre, når man holder op med at bilde sig ind, at de syge selv har valgt at leve, som de gør. Det er sygdommen, der har valgt. Og længe inden det kommer så vidt, er der masser, man kan gøre.

Nogle tror, at medicin har ’brændt disse menneskers hjerner af’. Glem det!

Det er en gammel skrøne, der stammer fra 70’ernes antipsykiatri. Det er sygdommen selv, ’der brænder hjerner af’. I dag ved man, at langvarige psykotiske tilstande får hjernevæv til at dø hen, så der opstår voksende områder i hjernen, hvor der ikke længere findes aktivitet. På dén måde kan psykiatriske lidelser sammenlignes med kræftsygdomme.

Ubehandlet kan sygdommen fuldstændig overtage personligheden og efterhånden ødelægge store dele af hjernen, så den syge lever i et smertehelvede af angst og paranoia, indtil en befriende død indfinder sig.

Behandling skal starte tidligt.

Oftest i ungdomsårene (15-20 år), helst ved første udbrud af alvorlige symptomer som f.eks. psykose, tegn på spiseforstyrrelse eller selvskadende adfærd.

Behandling – ved man i dag – skal bestå af fire hver for sig uundværlige elementer: medicin, kognitiv eller nonverbal psykoterapi, daglige samtaler med f.eks. miljøterapeutiske fagpersoner samt familie-/netværksarbejde. Psykiatrisk sygdom er en kompliceret affære, der både gør skade på krop, sind og sociale kompetencer. Derfor skal der sættes ind på alle fronter. Nedprioriterer man bare ét af elementerne, reducerer man en god prognose med op til 40 procent.

Ofte vil det være en god idé at tilbyde den unge bosted uden for familien, mens der arbejdes terapeutisk med familierelationerne. Det er ofte sådan, at familien er en del af problemet, og at den unge får tildelt eller påtager sig al skyld og skam. Desværre går det ofte sådan, at de psykiatriske symptomer bagatelliseres eller ligefrem skjules, i håb om at det går over af sig selv.

Fordi det er dyrt og besværligt at iværksætte en behandling, vil en del af behandlingssystemet ofte også forsøge at bagatellisere og håbe på, at det bare er forbigående pubertetsproblemer. Man ’begraver’ altså symptomerne, lige indtil de eksploderer og evt. udvikler sig til en psykose, hvorunder den unge på sigt kan komme til både at skade sig selv eller andre alvorligt.

Før eller siden runder en person med debuterende sindslidelse et psykiatrisk hospital. I dag beholder hospitalerne kun patienter kortvarigt – og kun med det formål at stabilisere den syge med medicin.

Derefter udskrives patienten til hjemmet eller til gaden. Ofte uden at sikre opfølgende behandling. Det er der ikke ressourcer til. Når psykiatriske patienter udskrives, kaldes de fuldstændig misvisende – for ’færdigbehandlede’. Udtrykket kan forlede nogen til at tro, at ’færdigbehandlet’ betyder rask. Men dét er desværre meget, meget langt fra virkeligheden.

At blive rask efter en alvorlig psykiatrisk sygdom kan tage mange år, hvor man bestemt ikke behøver være indlagt på hospital. Men hjælp og behandling bør være umiddelbart inden for rækkevidde.

Alvorligt psykisk syge burde ikke overlades til selv at opsøge et socialpsykiatrisk center, en psykolog, en psykiater, en fysioterapeut, en sagsbehandler m. m. Alvorligt psykisk syge burde heller ikke selv skulle sørge for den daglige medicin eller selv møde op hos en læge for at få depotmedicin.

Alle erfaringer viser, at når den syge overlades til at passe sin egen behandling, sætter tvangstanker, sanseforvrængninger, angst og frygt ind, så patienten ikke længere ønsker sin medicin og ikke længere magter at fastholde en sund og fornuftig dagsstruktur. En dag betaler patienten måske ikke længere husleje og regninger, og så kan den sociale deroute, der kan ende med ’rovdyrgang på gågaden’ – eller selvmord – være gået i gang.

Der er jo ledige lejeboliger nok rundt om i landet, så det er ikke problemet, at man ikke kan finde boliger til de sindslidende. Men det er et problem, at de oftest klarer sig rigtig dårligt i egne boliger. Det er dejligt, når det kan lade sig gøre at integrere psykisk syge naturligt i almindelige boligområder. Men mens de syge stadig er præget af deres symptomer, bliver naboerne utrygge eller ligefrem bange for at have psykisk syge boende i deres ejendom.

Der foregår en hjerteløs stigmatisering derude i de ’normale’ boligområder, hvor alle i dag er under pres. Velmenende organisationer opfordrer til ’holdningsændring’ i forhold til psykiatripatienter. Men sådan noget sker ikke bare. Der har alle dage været brug for ændringer i ’basis’, dvs. større økonomisk tryghed – før holdningsændringer kan finde sted. Retorik og fy-fy-skamme-skamme medfører aldrig noget godt.

Hvad psykiatrien har brug for, er en række ’service-, pleje- og udviklingscentre’ spredt ud over landet. Behovet er antagelig omkring 30-40.000 pladser, hvor sindslidende borgerne kan bo, så længe de har brug for det. Beliggenheden kan variere fra land til by. På landet kan man bygge små etplansrækkehuse. I de store byer kan man bygge videre på tanken om opgangsfællesskaber. Afgørende er, at bebyggelsen ligger skærmet, men dog ikke for isoleret, da den jo skal fungere som et muligt springbræt til en almindelig bolig.

I modsætning til i dag, hvor alt for mange syge bor i små værelser på hospitaler og opholdssteder, bør man give samme vilkår og rettigheder som andre borgere. Mennesker med alvorlig psykiatrisk sygdom, som kan være mange år undervejs til bedring, har ret til egen bolig. Men i et sikkert system, hvor der er daglig kontakt med omsorgsfulde personaler og de nødvendige udviklings- og behandlingstilbud.

Dette forslag bygger på en idé om ca. 60 m{+2} store boliger pr. person med tekøkken, bad, toilet, soveværelse, stue, terrasse, egen entredør samt fælleslokaler, hvor sociale kompetencer kan trænes og udvikles.

I umiddelbar tilknytning til bebyggelsen udbygges service-, pleje- og udviklingscentre, som betjener et ikke alt for stort antal patienter. Man skal endelig ikke bare parkere de syge og så opgive forventninger om, at de psykisk syge kan udvikle sig. Det skal der sættes alle kræfter ind på.

Det betaler sig, for der er heldigvis mange eksempler på, at psykisk syge med den rette hjælp og støtte faktisk kan komme videre til en tilværelse som raske, aktive og somme tider selvforsørgende borgere. Det er en langt bedre prognose for både samfundet og den enkelte – end den kronisk syge, som i dag er indlagt på kronikerafdelinger, plejehjem, eller som vandrer hvileløse rundt og i princippet er hjemløs.

I et fleksibelt system i den kommunale forvaltning – eller overflyttet til regionen(?) – vil plejeindsatsen kunne nedtrappes og gøres billigere efterhånden, som patienterne får det bedre .

Regionen kan nøjes med at udbygge den psykiatriske hospitalskapacitet med de nødvendige akut- og retspsykiatriske afdelinger. De nye centre kan driftsmæssigt organiseres som ’paragraf 107,108-institutioner’, som i serviceloven omhandler midlertidige og længerevarende botilbud, udbygget med relevante pleje- og behandlingstilbud. Organisationen kan etableres i privat såvel som offentligt regi efter ønske.

Selve boligerne er kommunerne egentlig i dag forpligtet til at bygge/skaffe, idet kommuner SKAL stille det nødvendige antal handikapboliger til rådighed. Men med den økonomi, de fleste kommuner har i dag, vil der næppe kunne bygges noget som helst i de første mange år.

Derfor vil jeg foreslå at etablere en ’psykiatrisk boligfond’, som har tre funktioner:!

1) at indsamle offentlige og private midler til skærmede psykiatriboliger

2) at vurdere kvaliteten af offentlige eller private ansøgninger om støtte til nye centrer

3) at føre tilsyn med centrene m.h.p. at sikre, at etiske og behandlingsmæssige principper overholdes, og at evt. driftsoverskud ikke går i private lommer, men anvendes til etablering, udbygning eller vedligeholdelse af nye eller eksisterende centre.

Med slagord som ’en bedre psykiatri’ og ’psykiatri i verdensklasse’ har politikere, psykiatribrugere og pårørendegrupper sendt mange nødraketter op. Indtil videre uden synlige resultater. Dette forslag går direkte i retning af konstruktiv handling – og kan lette tilværelsen for mange.