At Danmark nu endelig er sunket fuldstændig hen i fascisme, fremgår måske tydeligst af, at vi forsager Djævelen og alle hans gerninger og alt hans væsen.

Lucifer er blevet erstattet af Luther, der som bekendt i sit værk ’Om jøderne og deres løgne’ formulerer det program, som nazisterne sidenhen blot havde at følge – fra konfiskationen af deres ejendom til nedbrændingen af deres synagoger.

Godt nok er vi i vores antisemitisme kun nået til forbuddet imod rabbinere (læs: imamer). Satan er kort sagt blevet et skældsord, især populært på den yderste højrefløj.

Og her er det ikke blot Danmarks værste ekstremist – ifølge en byretsdom – det går ud over. Selv en tidligere discipel, der i sit hjerte er overbevist om, at krigen i Libyen ikke har noget med olie at gøre, er åbenbart ’satanist’.

Lucifer har da også skiftet karakter sammen med den kristne mytologi, hvori han indgår. Oprindelig er han blot den, der udfører Guds beskidte arbejde – ofte kan man ikke engang blive enig med sig selv om, hvorvidt det er den ene eller den anden.

I Samuelsbøgerne er det således Gud, der frister David, i Krønikebøgerne Satan. I Jobs bog er han anklageren i retssagen imod manden, for sådan en skal der jo være.

Det er en snedig venden tingene på hovedet, eftersom ’den gamle slange’ i Første Mosebog ganske tydeligt er en rest af en tradition, hvor denne skikkelse er menneskets velgører og beskytter mod de skinsyge guder. At dette i et totalitært samfund bliver til en indskærpelse af ’lydighed mod Gud’, kan vel næppe undre.

I den babyloniske syndflodsberetning, som Bibelen øser af, er det således ham, der råder Noah til at bygge en ark, så guderne ikke skal få held med deres forsæt om at udrydde menneskeheden – blot endnu et eksempel på, at overgangen til monoteisme fører til en ret så vægelsindet Gud. Der er imidlertid mere på spil.

Syndefaldet repræsenterer en overgang til agerbrug og hvad en religionshistoriker formodentlig vil kalde ’frugtbarhedskult’ med kvinden i centrum – det er med andre ord hende, vi har at takke for, at vi nu skal »spise vores brød i vores ansigts sved«.

Det er også fra nu af hende, guderne favoriserer og ’går ind til’, og selv om vi godt kan bruge de kæmper, der kommer ud af det, som konger, er hun fra nu af i kraft af sin indlysende religiøse autoritet en fare for en ny krigerisk race af guder og mennesker, olympierne, der erstatter titanerne (aserne og jætterne i vores udgave).

De amourøse nedstegne guder bliver så ’nedstyrtede’, og i særdeleshed deres leder Prometheus, og lænket til klippen. Denne mytologiske udvikling eller afvikling afspejler givetvis en politisk og økonomisk: Borgerskabet får magt.

Det giver en ret så pudsig virkning, når man betænker, at kristendommen oprindelig var en romersk mysteriereligion, der med Paulus og til de pæne romeres konsternation hævdede, at ’alt er tilladt’. Hertil skal retfærdigvis siges, at denne religion opstod i et apokalyptisk regi, hvor samfundet ligesom vort eget stod foran sin fuldstændige opløsning.

Det må således betegnes som ironisk, at den endte som et forsøg fra magthavernes side på at holde det sammen – godt nok forgæves. Ikke desto mindre lykkedes det altså borgerskabet at flygte med pengekassen og kaste verden ud i en irreligiøs middelalder i ly af en kirke, der skaffede det af med konkurrenterne ved hjælp af korstog og inkvisition.

Derefter blev kristendommen den, vi kender, en garant for konformisme og undertrykkelse. Det er denne guddommelige fornuft, romantikken repræsenterer opgøret med, og siden da har digteren været erklæret satanist – som Karen Blixen skriver, er denne djævlepagt en forudsætning for det at være kunstner.

Hvilket, tro det eller lad være, er noget andet end et eksamensbevis fra Forfatterskolen. Læreanstalter uddanner eftersnakkere, ikke oprørere. Når vores egen Jeppe Aakjær skriver:

Min Helt det er den stærke Lucifer,

der svang fra Øst mod Mørkets Gud sit

Spær,

min Helt er du, Lysbringeren Prometheus,

som klippespiddet endnu raabte:

»Ve, Zeus«

er der således ikke, som folkekirkens bestukne embedsmænd så gerne vil have os til at tro, tale om en eller anden pubertær nietzscheanisme. Men citatet skal ses i direkte forlængelse af digterens ægte medfølelse med Jens Vejmand, »hvis liv er fuldt af sten«.

Satan er socialist, Gud er fascist. Jeg husker da også som barn at have fået at vide, at i Sovjet var satanismen statsreligion, og det er vel også omtrent der, hvor vi er i dag.

Digteren er ikke, kan ikke og vil ikke være rottefængeren, der leder folk ind i koncentrationslejren eller ud på slagmarken, og derfor vil han aldrig opnå nogen større popularitet hos dansklærerne.

I det mindste ikke, før han er sikkert død, og de litterære bedemænd har været henne og stikke i liget for at være sikre – sikkert nok skal der da også dukke en Møllehave op, der kan forsikre det undrende folk om, at Kierkegaard ligesom Jesus ikke mente det så slemt, når han kaldte denne originale eksegets kolleger for tyve og mordere, hyklere og øgleunger!

Dette gælder utvivlsomt ligeledes Gunnar Ekelöf og hans ’Credo’:

Jeg G. E. også kaldet fyrste og som engang har båret min skæbne forskriver mig hermed til Djævelen eller Lucifer på følgende betingelser: Kan han spise mit usædvanlig seje kød så lad det være sket Kan han ikke beder jeg om at blive hans underkommandant når vi rejser os for at styrte Gud og hele hans slæng.

»Det er et stærkt credo!«, udbryder Ib Michael på selveste Gyldendals hjemmeside (et tidligere debutantforlag, der nu for tiden mest udgiver kogebøger og viskestykker) og fortsætter: »Jeg elsker åndens aristokrati og forskriver mig gerne til fanden selv, hvis vi slap for slænget«.

Om han kan leve op til dette opgør med det demokratiske sindelag, der sikrer, at de rige forbliver rige, og at krigen forbliver retfærdig, hvad motivet til den ellers måtte være, og hvor mange lig der skal til for at få gang i hjulene i våbenindustrien, skal jeg ikke kunne sige, jeg undgår så vidt muligt dansk tv og litteratur.

Der er dog i denne forbindelse mere på spil end kunstnerisk frihed. Kristendommen repræsenterer – i sin nuværende udvandede form – ikke blot en himmelsk retfærdiggørelse af social ulighed og missionerende kolonialisme, men en ’progressiv’ sekularisering, hvis formål ikke er demytologisering, men en lammende ortodoksi.

Den religiøse erfaring erstattes af en forsikring om, at alt dette er ’symbolsk’, med andre ord noget, enhver kan lægge i, hvad han vil, så længe man er enig om den noget ulige samfundskontrakt. Dermed risikerer man ikke, at den troende falder ud af den konsensuelle virkelighed, hvor udbytning og overgreb hører til en ret så besynderlig naturens orden.

Men religionens væsen er netop det stik modsatte, en kommunion med verdens underliggende kræfter. Denne verden er nemlig uomgængeligt menneskelig, eftersom den er et produkt af den menneskelige hjerne.

Oplysningstiden repræsenterede godt nok et opgør med denne metafysik og erstattede kirkens åbenbaringssandheder med et rent empirisk forhold til erkendelsen, men dette er ikke overraskende gået hen over hovedet på teologerne. At spørge hinsides målingen er meningsløst.

Den religiøse erfaring adskiller sig med andre ord fra hverdagserfaringen ved at være fysisk og empirisk, hvor den normalt er metafysisk og symbolsk. Den fysiske verden opstår i temporallappen, men forkortes derefter ned til en fælles symbolverden af det præfrontale cortex.

En kortvarig temporal dominans tolkes som æstetik, en længerevarende som en ’religiøs’ oplevelse – der er altså ingen grund til at undre sig over, at kunst og religiøsitet (eller ’mystik’ modsat den etablerede religionsudøvelse) hænger tæt sammen.

Kristendommen har ikke blot taget patent på religionen, den er blevet en art vaccination imod den religiøse erfaring, og virker den ikke, kan den altid trække de malede djævle op af hatten.

Derved afslører den naturligvis i virkeligheden blot sig selv og den verdensanskuelse, som altid har været kirkens, nemlig at verden er ond, og at menneskene skal beskyttes mod den og ikke mindst mod sig selv. At dette credo er ondskabsfuldt sludder, bekymrer den ikke, for den har for længst sat fromhed lig enfoldighed, og denne antiintellektualisme har de skiftende magthavere ikke overraskende modtaget med kyshånd.

For det moderne massemenneske – slænget, som Ib Michael ikke videre smigrende kalder det – er det afgørende, at ingen gør sig klogere end vi. Muligvis i erkendelse af, at en sådan erkendelse heller ikke ville gøre os specielt populære, undgår vi omhyggeligt enhver anstrengelse for at forstå.

Aviserne viderebringer mekanisk, hvad deres læsere må formodes at vide i forvejen, og på tv er skrækken for at virke pædagogisk nærmest patologisk. For en sikkerheds skyld viser man helst seernes egne hjemmevideoer, og et publikum, som ikke længere formodes at kunne følge med i en handling, indbydes i stedet til at lure på deres naboer, med forkærlighed for fotomodeller og popstjerner, som savner ethvert menneskeligt træk.

Hvad vi ikke fatter i et blik, interesserer os ikke, og hvorfor skulle et dagblad bringe en kronik, som ikke interesserer dets læsere? Uheldigvis står verden ikke stille, som man ville foretrække.

Hvor der ikke er udvikling, er der afvikling. Dumhed og uvidenhed er ikke længere den brede masses prærogativ, men har bredt sig til de såkaldt højere læreanstalter, hvis bekendte akilleshæl – at det kun er muligt at eksaminere i udenadslæren – er blevet ren idioti.

Disse tidligere ’herrer i åndernes rige’ er blevet til gymnasieelever, der end ikke kan stave, og det er ikke overraskende fra dette akademiske proletariat, at de smagsdommere rekrutteres, som Ib Michael indimellem truer med tæv, hvad man vel næppe kan bebrejde ham.

Efterhånden som niveauet falder, overflødiggøres naturligvis også forfattere med mere overkommelige lixtal end undertegnede af krimier og havebøger, ligesom anmelderne år for år bliver mere uforfærdede og sjofle i deres overfald på litterære værke.

Vi ved jo, at de salige er de fattige i ånden, og at folk, der kan læse og skrive, ikke vil os det godt. Debatten bliver en pseudodebat, som ingen intelligente mennesker interesserer sig for, men det er værre end som så.

De uhyggelige satanister, der pønser på fred og social retfærdighed, forsvinder nemlig ikke af, at vi gør dem usynlige, som vi så gerne vil tro, de konstaterer blot, at ingen forandring er mulig ad parlamentarisk vej.

Da vi slukkede for deres mikrofon, dødsdømte vi i realiteten det samfund, vi håbede at bevare, og Tornerose kommer ikke til at sove i hundrede år, som vi havde planlagt, faktisk kan det blive en ret så brat opvågnen.

For ikke så længe siden – i det mindste for mig at se, som er fyldt de tres – lovsang danske digtere Mao. Selv forholdt jeg mig skeptisk og blev kaldt fascist.

Det var dengang, Per Stig Møller var min erklærede fan, indtil han blev klar over, at der vist var noget, han havde misforstået. Nu er jeg så blevet satanist og dermed kommet i selskab med de intelligente og anstændige.

Jeg står ganske vist i Nationalencyklopædien sammen med de andre nationale koryfæer, men jeg er aldrig blevet populær, og det må jeg jo så trøste mig med. Og vigtigst af alt: Jeg har aldrig gået på tåspidserne.

Derfor er det også uhyre usandsynligt, at disse linjer vil finde nåde for nogen kronikredaktørs øjne. Sandheder kan man diskutere, men løgnen er nødt til at stå uimodsagt.

Og dog vil den igen og igen blive klædt af til skindet af de få og udvalgte til benefice for de få og udvalgte, som drejer historiens store kværn uden om al salmemumlen og alle fællesbeslutninger. Satans også.