Slavehandel. Staten og uddannelsesinstitutionerne gør sig på denne måde medskyldige i rufferi, hvor de som ivrige alfonser er med til at gøre praktikanter til hvide arbejdsslaver.

I disse dage og uger strømmer tusindvis af nyuddannede kandidater fra universiteterne ud på det kriseramte arbejdsmarked – og dermed lige ud til arbejdsløshed.

For at undgå arbejdsløshedskøen melder mange studerende og nyuddannede sig som frivillige praktikanter i en – helst kendt – organisation, som de kan skrive på cv’et for at få den erhvervserfaring, der efterlyses i stillingsannoncerne. Mange bliver dog skuffede over de ofte ulønnede praktikophold, hvor erhvervserfaring primært forstås som evnen til at lave kaffe og kopier. Det er netop de veluddannede i hvide kitler frem for blåt arbejdstøj, der gennem praktikophold bliver til arbejdsmarkedets nye hvide slaver.

Listen over virksomheder og organisationer, der aktuelt udbyder praktikantophold, kan læses som et ’Who is Who’ inden for dansk erhverv, politik og civilsamfund: Egmont, Apple, Rambøll Management, Danish Crown, Dansk Erhverv, DR, Bayer Norden, Sony, Flügger, Nykredit, Det Danske Filminstitut, KL, ambassader/konsulater i Den Haag, Sáo Paulo og Singapore, Liberal Alliance, Socialdemokraterne, Enhedslisten og SF, Red Barnet, Folkekirkens Nødhjælp og Gigtforeningen.

Principielt og potentielt kan et praktikophold være et betalt og velstruktureret uddannelsesforløb, der formidler praktikanten nødvendige erfaringer, kvalifikationer og muligheder til efterfølgende at søge en regulær stilling. Men de fleste virksomheder og organisationer søger ikke praktikanter for at vise deres sociale ansvar og samfundssind. De søger derimod blot gratis eller underbetalt arbejdskraft med høje kvalifikationer til løsning af – nogle gange banale, andre gange yderst vitale – arbejdsopgaver. Dermed bliver praktikophold i realiteten et fænomen, der på flere måder er samfundsskadeligt.

Tegning:  Philip Ytournel

Praktikophold skaber social skævhed, fordi alle de studerende og nyuddannede, der ikke har råd til ingen eller symbolsk løn, er udelukket fra at søge praktikpladser. Praktikophold omdanner regulære job til løn på markedsniveau til gratis (men ikke omsonst) beskæftigelse. Praktikophold udnytter hyklerisk – her specielt inden for politik og civilsamfundet – praktikanters medmenneskelighed og sociale ansvar, der gør det sværere at skelne mellem ægte frivilligt samfundsengagement på den ene side og byttehandler på den anden.

For blot 30-40 år siden var der stort set ingen, der arbejdede for det rene ingenting. I stedet fandtes der studenterjob, indslusningsstillinger for nyuddannede samt velstrukturerede mesterlære- og traineeforløb. Det har altid været sådan, at en medarbejders fulde produktivitet først opnås efter en indarbejdningsfase. Men til forskel fra tidligere er det i bedste fald nu den potentielle medarbejder selv, der betaler arbejdsperioden op til sin fulde produktivitet.

Alligevel føler et voksende antal studerende og nyuddannede sig presset til at stille deres arbejdskraft gratis eller underbetalt til rådighed og tilmed at vise taknemmelighed over for praktikstedet. Faktisk er det ganske svært for mange at finde et godt praktiksted. Ikke sjældent må forældres eller venners forbindelser skabe adgang til de mest efterspurgte og eftertragtede virksomheds- og organisationsbrands.

Amerikaneren Ross Perlin beskriver i sin nye bog ’Intern Nation’, hvordan og hvorfor denne udvikling kunne finde sted. Fænomenet opstod i den medicinske verden i slutningen af det 19. århundrede, hvor nyuddannede læger startede deres karriere med et typisk etårigt (lønnet) praktikophold på et hospital. Omkring Anden Verdenskrig spredte ideen med praktikophold sig til den amerikanske regerings institutioner, og i 1960’erne opstod de første praktikpladser i erhvervslivet. Først i 1990’erne og 2000-tallet udviklede praktikfænomenet sig på grund af den øgede konkurrence til en global tsunami.

Praktikanter og universiteter indgik stiltiende aftaler med erhvervsvirksomheder, offentlige og politiske institutioner samt ngo’er om at skabe et gråt arbejdsmarked uden om etablerede lønaftaler og overenskomster, lønmodtagerrettigheder og arbejdstilsynets regler. Aftaleparterne følte sig på hver sin måde presset til dette: Virksomheder, offentlige institutioner, universiteter og frivillige organisationer ville ikke længere give praktikanter ordinære lønmodtagerrettigheder på grund af den skarpe omkostningsbevidsthed, der skyldtes øget konkurrence og faldende bevillinger. Praktikanter måtte acceptere at arbejde gratis, fordi der netop af de selvsamme virksomheder, institutioner og organisationer efterlyses erhvervserfaring.

Tilsyneladende og på overfladen lukrerer alle parter på aftalen: Virksomheder, institutioner og frivillige organisationer sparer lønomkostninger. Praktikanter får den efterlyste erhvervserfaring. Universiteter kan spare udgifter til undervisning og alligevel modtage taxameterpenge, når de anerkender praktikforløbet eller integrerer det i studieprogrammet. Pædagogiske teorier om situationsbundet læring og erfaringsbaseret uddannelse anføres til støtte for praktik-tsunamien. Det kendte resultat blev, at praktikanters arbejdsindsats udnyttes på groveste vis af både virksomheder, politiske partier, statslige og kommunale arbejdspladser og frivillige organisationer.

Vist er der undtagelser: Der findes faktisk studier, hvor praktikforløb koster universitetet ekstra penge. Nogle få virksomheder arbejder seriøst på at strukturere lønnede praktikperioder således, at de reelt bliver en lærerig del af uddannelsen. Nogle få ngo’er og offentlige institutioner har vitterlig ingen penge til at betale praktikanter blot en minimumsløn. Spørgsmålet er blot, om disse organisationer og institutioner har større ambitioner og mål, end deres budgetter rimeligvis berettiger dem til.

Et skræmmeeksempel for virksomhedspraktik udgør underholdningskoncernen Disney. For 30 år siden og i lyset af manglende arbejdskraft i lokalområdet, indgik Disney World i Florida en samarbejdsaftale med universiteter, der leverede midlertidig arbejdskraft til af universiteterne anerkendte virksomhedspraktika.

I dag har Disney verdens største praktikprogram, hvor 8.000 praktikanter til amerikansk minimumsløn (minus rejseudgifter, obligatorisk husleje og indkøb til overpris i Disneys indhegnede barakby) steger hamburgere, klæder sig ud som Mickey Mouse og Joachim von And og kontrollerer de besøgendes adgangsbilletter. Ikke just studierelevant. Men programmet er så succesfuldt – for Disney – at det stigende antal praktikanter har erstattet mange regulære job og ført til høj arbejdsløshed blandt de lokale.

Nok er Disney-eksemplet enestående på grund af sin størrelse. Men næppe, når det gælder de bagvedliggende principper og motiver. Praktik-tsunamien kan ses som et symptom på forandringer på arbejdsmarkedet og i den veluddannede middelklasses psyke. Den knytter sig til forestillingen om gratis indhold, der opstod i kølvandet af internettets sejrstogt, og som ikke kun for avismarkedet havde katastrofale følger.

Den passer perfekt til et postindustrielt arbejdsmarked, hvor netværk og forbindelser er vigtigere end reel uddannelse og reelle kvalifikationer. Og den fremmes af en moderne ledelses- og organisationsideologi, hvor management-guruer og profeter på kvasireligiøs vis forkynder missioner og visioner, der handler om arbejdets frigørende karakter.

Den systematiske udnyttelse af veluddannet arbejdskraft sker ikke ved ydre magtanvendelse og åben tvang. Tværtimod, og helt i Foucaults ånd, er magten internaliseret i vores forestillinger om os selv som personlige brands, hvis udvikling og pleje forudsætter investeringer i vores egen fremtid. Sociologer som Poul du Gay og Nicolas Rose har beskrevet denne udvikling, i hvilken vi gør os selv til billige ludere på arbejdsmarkedet.

Moderne organisationer har på grund af den øgede konkurrence, foranderlighed og usikkerhed på de globale markeder behov for at være mere entreprenante og forandringsparate. For medarbejderne betyder dette, at skellet mellem arbejde og fritid og mellem job og privat ophæves. Dette sker ved at omdefinere arbejde fra pligt til fornøjelse. Arbejdet ses som et vitalt middel til individuel frihed og selvrealisering.

Denne romantiske autonomiserings- og ansvarliggørelsesstrategi gør lønarbejde til en aktivitet, der i sig selv skaber meningen i og med livet. Det er på arbejdspladsen, lønarbejderne frigør deres engagement og idealer. Derfor er det også igennem arbejdet, vi primært skaber og definerer vores identitet, alt imens køn, alder, seksualitet, kulturelle præferencer, børn osv. kommer i anden og tredje række.

Praktikanter er derfor ofte ganske godt klare over, at de bliver udnyttet. Den enkelte beslutter sig for et praktikforløb efter nøje udvalgt kalkule af fordele og risici. Men det er så som så med friheden bag ved beslutningen om at arbejde i praktik til ingen eller symbolsk løn. Lakmustesten er spørgsmålet, om praktikanten helst (ikke) ønsker relevant viden og færdigheder samt vederlag for sin arbejdsindsats af praktikstedet, eller ej. Altså, om praktikanten ønsker at arbejde gratis. Uden nærmere undersøgelse forventes svaret at være nej. Afgørende bliver i sidste ende dog presset for de studerende og nyuddannede om at tage ansvar for egen udvikling og at opnå den efterlyste erhvervserfaring – koste, hvad det vil.

Praktik-tsunamien inkluderer efterhånden ganske aparte eksempler, eksempelvis da to hollandske teenagepiger var i skolepraktik på det lokale bordel. Eksempelvis, når amerikanske ’University of Dreams’ formidler internships, der koster praktikanterne 8-9.000 dollar. Eller eksempelvis, når der tidligere i år på de britiske konservatives årsfest blev afholdt en auktion over praktikpladser, hvor velbeslåede Tory-støtter formedelst 20.000 til 35.000 kroner kunne sikre deres overklassebørn en praktikplads i prestigefyldte firmaer.

I Danmark er vi måske med rette kendte for at opføre os pænere over for hinanden. Men til gengæld medriver praktik-tsunamien faktisk ikke blot studerende og nyuddannede: Fra landets jobcentre forlyder det, at tusindvis af virksomhedspraktik- eller løntilskudsaktiverede ledige udfører vitale arbejdsfunktioner, som praktikvirksomheden så ikke behøver at ansætte mennesker i rigtige og fuldt lønnede stillinger til.

Integrationsministeriet, for eksempel, havde ansat en ledig it-ekspert med løntilskud i halvandet år, uden at hun fik den lovede fuldtidsstilling. Et andet eksempel er Aarhus Kommune, der har store ambitioner og armbevægelser om at blive europæisk kulturhovedstad i 2017. Ud over chefen Trevor Davis og en halvtidssekretær har et tocifret antal ledige akademikere slidt for projektet i virksomhedspraktik eller løntilskudsjob, frem for at være ansat i regulære job.

Ganske vist modtager de ledige i praktik eller løntilskudsjob dagpenge. Dette ændrer dog ikke ved en udbredelse af fænomenet, der må siges at være endnu større i Danmark end i USA, og som inkluderer andre end studerende og nyuddannede. De misbruges og udnyttes alle sammen som mere eller mindre veluddannet arbejdskraft, frem for at man ansætter disse mennesker i ordinære job og på ordentlige løn- og arbejdsvilkår.

Hvorfor skulle virksomheder, institutioner, partier og organisationer – uanset om de har eller ikke har råd til det – dog ansætte dem til fuld løn, når man kan få deres arbejdskraft for det rene ingenting eller til en brøkdel, tilmed når dette bliver betalt af disse mennesker selv via deres arbejdsløshedsforsikringer? Praktikanterne selv har intet valg, når man som studerende eller nyuddannet ønsker at komme i job, eller når man som arbejdsløs ønsker at modtage dagpenge.

Sanktioneret er praktik-tsunamien først og fremmest af selve det politiske system, der ikke har formået at løse (ungdoms-)arbejdsløsheden, og som stiller større og større krav til offentlige institutioner uden at sikre tilførsel af de nødvendige ressourcer til opgaveløsningen. Som eksemplerne for offentlige praktiksteder viser, drager statslige og kommunale organisationer tilmed frækt fordel af det grå arbejdsmarked.

Ansvaret ligger også hos uddannelsesinstitutionerne, der blåstempler praktikophold som integreret del af uddannelserne. Staten og uddannelsesinstitutionerne gør sig på denne måde medskyldige i rufferi, hvor de som ivrige alfonser er med til at gøre praktikanter til hvide arbejdsslaver. Endelig ligger ansvaret hos arbejdsmarkedets parter, hvor specielt fagbevægelsen har vist sig magtesløs over for at beskytte lønmodtagerne mod de lovløse tilstande på arbejdsmarkedet, der frem for at skabe job afskaffer dem.

Kampen mod praktik-tsunamien må derfor først og fremmest fokusere på lovgivning og arbejdsretslige aftaler, der forbedrer de hvide arbejdsslavers rettigheder og vilkår. Måske mister praktikophold også værdi som konkurrenceparameter på arbejdsmarkedet, fordi praktisk set alle har et praktikforløb stående på deres cv. Mod disse fremtidsscenarier og for en bevarelse af status quo taler imidlertid den åbenlyse gevinst, både praktik- og uddannelsessteder scorer. Dette giver næppe anledning til overdreven optimisme.