Meget tyder på, at vi står foran regeringsskifte, men uanset et eventuelt kommende skifte fra blå til rød blok er der behov for, at venstrefløjen sætter en markant ny dagsorden, økonomisk og ideologisk.

Skiftende borgerlige og socialdemokratiske regeringer har forsøgt at tøjle og styre den kapitalisme, der er det økonomiske grundlag for vores samfund, og som nu igen har ført os ud i en verdensomspændende økonomisk krise med enorme sociale og menneskelige konsekvenser.

Den ideologiske værdikamp har bølget frem og tilbage – fra slut 60’ernes og 70’ernes frigørende perspektiv til den nyliberale og nationalkonservative dominans i det første årti af det nye årtusinde.

Den nyliberale bølge har bragt venstrefløjen i defensiven. Kræfterne har været brugt på et ikke altid særlig konstruktivt forsvar for den velfærdsstat, der har været et uomtvisteligt fremskridt for store grupper af befolkningen, men som også har sine svage sider.

Velfærdsstaten har ikke løst problemerne med marginaliseringen af de grupper af befolkningen, som ikke har kunnet følge med i den krævende udvikling i uddannelsessystemet og på arbejdsmarkedet, ufaglærte, de dårligst uddannede etniske grupper med flere.

Velfærdsstaten har været et sikkerhedsnet for disse grupper, men man har ikke været i stand til at løse de bagvedliggende problemer. På den ideologiske front har kampen også været defensiv imod den nyliberale og nationalkonservative tænkning, der har været præget af en blanding af konsekvent mistænkeliggørelse af den offentlige sektor (selv om den økonomisk set er vokset) og den fremmedfjendskhed, der er en del af den højrebølge, der i øjeblikket fejer hen over Europa.

Hvor sætter venstrefløjen så ind? Lad mig sammenfatte det i følgende seks punkter:

1. Vi skal udvikle den kapitalismekritik, som både har været inspireret af marxismen og anden kritisk samfundstænkning. Denne kritik har haft trange vilkår de sidste par årtier.

2. Vi skal udvikle svar på, at kapitalismen i stadig højere grad er global, og at dynamikken for den globale økonomiske udvikling måske er ved at flytte fra Europa/USA til dele af Asien.

3. Vi skal give nye bud på, hvordan de marginaliserede grupper bliver integreret i fremtidens samfund, så perspektivet – det frie, stærke og uafhængige individ, der er socialismens virkelige mål – kan realiseres.

4. Vi skal formulere en gennemgribende kritik af både nyliberalismens ensidigt økonomiske menneskesyn og nationalkonservatismens snæversynethed.

5. Vi skal formulere en relevant kritik af enhver form for religion – vi skal ikke i misforstået tolerance acceptere nogen form for religiøs dagsorden i det offentlige rum.

6. Vi skalførst og sidst sætte retningen for, hvordan socialismens demokratiske og frigørende målsætning kan realiseres: Hvordan sikrer vi, at alle grupper i befolkningen kan bruge deres politiske rettigheder, og hvordan sikrer vi lige muligheder for alle, socialt og økonomisk?

Selv om den nutidige kapitalisme er helt anderledes end på Marx` tid, kan vi stadig finde inspiration i hans grundlæggende analyse. På den ene side fremhævede Marx – i lighed med de store liberale økonomer Adam Smith og David Ricardo – kapitalismens enorme potentiale. Intet økonomisk system har medført en tilsvarende teknologisk og økonomisk udvikling. Det er uomtvisteligt. På den anden side viste Marx’ analyser, at kapitalismen vil udvikle tilbagevendende kriser.

At vi har økonomiske kriser, kan ingen være i tvivl om, men naturligvis er der ikke enighed om årsagerne. Begrænsningen i Marx’ analyse lå i, at han ikke kunne forudse, hvor livskraftig kapitalismen trods alt er. Han kunne ikke forudse hverken kapitalismens iboende dynamik i retning af teknologisk udvikling, eller hvordan den moderne velfærdsstat har været det bedste forsvar for kapitalismen ved både at sikre den tilstrækkelige købekraft og social ro.

Men vi skal holde fast i, at kapitalismen på trods af dens enorme potentiale for udvikling også er grundlaget for de problemer, vi står i både økonomisk, socialt og miljømæssigt. Grundlaget for kapitalismen er vækst og stadig vækst, men konsekvensen er også marginalisering af de grupper, som ikke kan følge med og en belastning af vores miljø og klima, som på længere sigt truer selve menneskets eksistens.

Hvis vi ikke tager dette udgangspunkt, kan vi heller ikke formulere de rigtige løsninger på de økonomiske og sociale problemer, vi står over for. Vi på venstrefløjen må også erkende, at markedsøkonomien har en række fordele, da den historisk set har vist sig enestående til at skabe økonomisk udvikling.

Samtidig skal vi dog fastholde, at den selvsamme markedsøkonomi er skyld i de økonomiske, sociale og klimamæssige katastrofer – uanset hvilken blok der måtte vinde valget. Vi skal udvikle svarene på, hvordan vi kan modvirke markedsøkonomiens misfostre – hvordan vi kan sikre en demokratisk socialistisk udvikling, der forener en fornuftig økonomisk udvikling med social og miljømæssig bæredygtighed.

Svaret på dette er ikke mere kapitalisme, som de nyliberale hævder, men en styring af markedsøkonomien i en demokratisk og social retning, så dens potentiale kommer os alle til gavn. Jeg er overbevist om, at en erkendelse af kapitalismens fundamentale mekanismer (på godt og ondt) tilsat en række af de økonomiske midler, som ikke mindst keynesianismen har peget på, kan give styringen af markedsøkonomien den rigtige retning: En mere ligelig fordeling af de økonomiske goder og en økonomisk politik, der tilgodeser miljø og bæredygtighed.

Og så er vi ved det næste punkt: Hvordan formulerer vi et venstrefløjsperspektiv på den kapitalisme, der bliver mere og mere global, og som også får sin dynamik fra den blanding af råkapitalisme og politisk diktatur, vi kender fra Kina.

Svarene er ikke lette, og der er efter min opfattelse kun en vej frem. Venstrefløjen må på alle punkter skubbe på internationalt samarbejde og præge dette, hvad enten det foregår i EU- eller FN-regi. Vel er der mange eksempler på, at internationalt samarbejde også kan medføre katastrofer som Irakkrigen og den nyliberale tænkning, der har præget det internationale økonomiske samarbejde for eksempel i IMF.

Men der er ikke noget alternativ til at være med til at præge den internationale dagsorden i en fornuftig retning. Det er ikke et spørgsmål om, hvorvidt vi skal have EU, IMF og FN – det er et spørgsmål om, hvilket EU, IMF og FN vi skal have. Derfor skal vi på venstrefløjen turde støtte socialdemokratiske og progressivt ledede regeringer alle steder, samtidig med at vi skal forholde os kritisk til dem, når de ikke vil forholde sig til den kapitalismekritik, der er så vigtig.

Vi må ikke falde tilbage til nationale løsninger – den tid er ovre – og vi må for alt i verden hellere støtte socialdemokratisk ledede regeringer, der er funderet i en grundlæggende accept af de politiske frihedsrettigheder end flirte med nogen form for udemokratiske styrer, uanset hvad de kalder sig.

Derfor skal vi også være den politiske vagthund, når Vesten falder på maven for et Kina, som systematisk overtræder menneskerettighederne. På det sigt jeg kan se, er venstrefløjens opgave at påvirke og være vagthund. Det er desværre ikke os, der kommer til magten, men vi kan påvirke den, hvis vi vil.

Et af de helt afgørende punkter for venstrefløjen er at vise vej ud af den marginalisering, som store grupper af befolkningen rammes af, ikke mindst i krisetider. Vi skal vise, at økonomisk ansvarlighed er at skabe arbejdspladser for så mange mennesker som muligt, ved at det offentlige går forrest i at etablere arbejdspladser inden for miljø, uddannelse, genbrug, energi, boligrenovering – de områder, hvor der er størst miljømæssig og menneskeligt behov.

Inden for disse områder kan der etableres økonomisk rentable arbejdspladser, som samtidig kan skabe grundlag for vækst og eksport. Offentlige arbejdspladser må gerne være rentable og konkurrencedygtige. Det afgørende er ikke, om en produktion er offentlig eller privat, men om den er fornuftig både i økonomisk, social og miljømæssig forstand.

Der er trods alt mere perspektiv i at etablere en produktion inden for eksempelvis vedvarende energi, bæredygtig møbelproduktion og boligrenovering end at producere endnu flere unødige forbrugsgoder. Vi skal stå frem og sige, at offentlig produktion af en række varer er nødvendig, men vi skal også være økonomisk ansvarlige og sige, at der skal være tale om en rentabel produktion på længere sigt.

Vi skal også turde sige, at velfærdsstaten ikke skal måles på, hvor mange der er på offentlig forsørgelse, men på hvor mange mennesker vi kan skabe en økonomisk selvstændig tilværelse for ved lønarbejde eller ved selvstændig produktion og handel.

Den kapitalistiske velfærdsstat har udviklet sig til, at staten overtager ansvaret for alle, der ikke kan klare sig på arbejdsmarkedet, og som kapitalen ikke har brug for. Vi skal udvikle en velfærdsstat, som i langt højere grad støtter de grupper, som har det vanskeligt i det moderne samfund, men med det klare mål, at de skal være uafhængige af velfærdsstatens forsørgelse.

Offentlig forsørgelse er en rettighed, der skal værnes om, men det er ikke et mål i sig selv. Vi skal indrette et fleksibelt arbejdsmarked, hvor der er plads til alle.

Dette kræver, at vi stiller et reelt alternativt op til både nyliberalismens ensidigt økonomiske og individualistiske menneskesyn og nationalkonservatismens indskrænkethed og lukkethed. Mennesker lever og udvikler sig i fællesskaber, og vi skal ikke acceptere den liberale logik, der dybest set siger, at alt er det enkelte menneskes egen skyld, og at menneskets egentlige drivkraft er egoismen.

Vi skal i stedet skabe de menneskelige fællesskaber i daginstitutioner, skoler og andre institutioner for at skabe forudsætninger for det enkelte menneskes udfoldelse. Vi skal turde sige, at det er fællesskabet og en stærk offentlig sektor, der er forudsætningen for det enkelte menneskes frihed. Velfærdsstaten skaber frihed for den enkelte i modsætning til de nyliberale påstande om, at velfærdsstaten mindsker vores frihed. Frihed er ikke kun et privat anliggende – frihed og uafhængighed skabes i fællesskab.

Men vi skal også turde sige, at vi er enige med liberalismen om de grundlæggende politiske rettigheder i et demokrati. Venstrefløjen skal være fuldtonende forsvarer for alle politiske frihedsrettigheder alle steder i verden.

Der er ingen modsætning mellem den ægte liberalisme og den demokratiske socialisme i deres syn på de grundlæggende menneskerettigheder. Her bør vi være enige i fælles front mod enhver form for totalitær tankegang, som vi for eksempel finder i den moderne nationalkonservatisme eller hos de former for religiøs dogmatisme, som bygger på den grundlæggende udemokratiske tanke, at den nationale kultur er hævet over andre kulturer.

Heri ligger kimen til den diskrimination, som er et fællestræk i hele den europæiske højrebølge.

Vi skal med andre ord erkende, at vi er enige i de liberale, politiske frihedsrettigheder, samtidig med at vi kritiserer nyliberalismens ensidige og begrænsede menneskesyn og opstiller et alternativt, der bygger på en social forståelse af det enkelte individ.

Dette fokus på individets rettigheder bør samtidig være udgangspunktet for en grundlæggende kritik af enhver form for religion. Måske venstrefløjen skal erindre sig Karl Marx’ berømte understregning af, at religion er opium for folket.

Vi skal naturligvis acceptere religionsfriheden som en af de grundlæggende frihedsrettigheder, men vi skal også forholde os kritisk til religion, når den vil diktere de normer, vi skal indrette samfundet efter.

Venstrefløjen og kulturradikalismen har en flot tradition for kritik af den bornerte kristendom, der begrænser individets frigørelse. Dette skal vi turde tage fat på igen, men religionskritikken skal også gælde alle andre religioner, herunder islam, når den vil begrænse individets frihed.

Vi skal ikke i misforstået tolerance over for andre religioner undlade at gennemføre den religionskritik, som har været en central del af venstrefløjens historie. En demokratisk socialisme skal bygge på, at religionen udelukkende er en privatsag, uanset hvilken trosretning der er tale om, og det er venstrefløjens opgave at forholde sig kritisk til alle former for religiøs indflydelse på det samfundsmæssige liv.

Venstrefløjens opgave er med andre ord at sætte kursen for de menneskelige fællesskaber og individets frigørelse. Historisk er det venstrefløjen, der har sat denne dagsorden, og det skal vi gøre igen.

Det kræver, at vi på den ene side accepterer, at markedsøkonomien er en vigtig del af økonomien, på den anden side at vi begrænser kapitalismens indflydelse på den måde, vi indretter vores samfund på.

Demokrati, fællesskab og individets frigørelse fra økonomiske bånd kræver, at vi opbygger en stærk offentlig sektor, der både er i stand til at indhøste markedsøkonomiens fordele og modvirke de negative konsekvenser af markedsøkonomien.

Den offentlige sektor skal samtidig være udgangspunkt for at sikre uddannelse, miljø og velfærd. Det er også det, der er udgangspunktet for, at det enkelte individ kan opleve en reel frihed, frihed fra økonomisk undertrykkelse, den stigende kommercialisering af alle sektorer i samfundet, den tiltagende klimakatastrofe, den nationalkonservative og religiøse begrænsethed og lukkethed. De problemer kan kapitalismen ikke løse.

Venstrefløjen må igen erobre den ideologiske dagsorden. Vi skal igen være den frække dreng i klassen, der kritiserer både kapitalismen og enhver form for moralsk, national og religiøs autoritet og snæversynethed.

Men vi skal også være de moderne og globale, der udnytter det moderne samfunds teknologiske muligheder, samtidig med at vi påvirker samfundet i demokratisk, socialistisk retning.

Vi skal turde opstille en utopi om velfærd, bæredygtighed og menneskelig frigørelse, samtidig med at vi aldrig skal acceptere færdige løsninger.