Det er jo egentlig fantastisk, hvordan sproget er forførerisk.

At sætte et værdiladet ord som ’fri’ – som i vores kultur ofte står for noget, vi ønsker os højt, stræber hen imod og forbinder med livskvalitet – sammen med hash kan forføre os til at forbinde vejen mod det ønskværdige liv med brugen af hash. Hvor er vi så lige på vej hen – jeg spørger bare?

Hvad er det lige for et problem, fri hash skal løse? For mig blafrer spørgsmålet og svaret i vinden.

For mig er spørgsmålet, hvordan vi hjælper de unge igennem deres barndom og ungdom, så de får mulighed for et liv med tryghed og udvikling. Er svaret på det spørgsmål ’fri’ hash? – Nej.

LÆS OGSÅ Vi har en skyggedebat om racisme og hash

Svaret er tidlig hjælp til unge, og allerhelst før de bliver unge, så de ikke selv skal gå og tumle med essentielle problemer i livet. Så de har en folkeskole, hvor de ikke bliver mobbet og taber lysten og troen på, at de kan lære. At de har forældre, der er i stand til at varetage forældrerollen. At de er omgivet af professionelle, der forstår at læse deres signaler og reagerer professionelt på deres behov.

Hvis vi var i stand til at etablere gode, trygge, anerkendende forhold for børn og unge under 18 år, så er min påstand, at vi ville have et meget minimalt problem med alkohol, hash og stoffer – netop fordi unge er fornuftige mennesker, som forsøger at træffe så gode beslutninger som muligt for sig selv. Når hash for de unge bliver et fornuftigt svar, er det udtryk for, at vi har svigtet som samfund.

Fri hash kommer for mig mere og mere til at fremstå som et symbol på vores manglende evne til at give børn og unge i Danmark en tryg og harmonisk opvækst. Blandt andet udstillet ved nogle af de spektakulære og meget medieomtalte sager, der har været i Brønderslev og Tønder m.fl., og ved de unge, som måske på overfladen har nogle gode fysiske rammer, men som helt eller delvist er overladt til at klare sig selv i forbindelse med skilsmisser, alkohol i hjemmet, dødsfald og lignende sociale katastrofer.

Stort set alle de unge, jeg har været i kontakt med i mit over 30-årige arbejde med unge, er ikke begyndt at ryge hash regelmæssigt, fordi det var sjovt og bevidsthedsudvidende. Nej, de er fortsat med hashrygningen, fordi de har oplevet, at de har fået en bedre tilværelse ud af det. Hashen har givet dem ro på, som de siger.

Ro på – fra de problemer og udfordringer, man får, når man er ung i dagens Danmark, ro på – fra de problemer, der får flere og flere unge til at være selvskadende og begå selvmord. De unge kommer til at fremstå som umulige, udadreagerende, udygtige osv. – som om problemet sad i identiteten på den unge.

Jeg vil i det følgende opremse nogle problemstillinger, som jeg synes er uafklarede, og som jeg oplever bliver glemt i debatten – eller rettere sagt den manglende debat – om fri hash. Så dette er et forsøg på at fremføre nogle synspunkter, holdninger og spørgsmål, som jeg synes er blevet mangelfuldt belyst i den manglende debat.

Fri hash – til hvem?

Til alle? Nej, det er jo nok ikke meningen, eller er det? Hvis det ikke skal kunne købes af alle, vil der være et gråt marked eller et helt sort marked, hvor nogen vil kunne tjene på at købe til nogen, der f.eks. er yngre. Hvor vil det være fornuftigt at sætte en aldersgrænse? Taler vi om fri hash til unge over 18 år? Det er jo grænser for at købe tobak og kommer sikkert med tiden også grænsen for alkohol.

LÆS OGSÅ Ekspert støtter kommunes kamp for fri hash

Jeg synes, det rejser en række spørgsmål, som det ville være rart, hvis tilhængerne af fri hash gav os nogle bud på:

Skal det være ligesom med ’statsheroinen’? – altså: Du skal kvalificere dig til at få hashen gennem et årelangt misbrug. Det vil nok være en meget vanskelig og bureaukratisk måde at håndtere det på, som vil være helt uoverskuelig på grund af antallet af unge, der vil forsøge at kvalificere sig til at kunne købe lovligt.

Hvordan skal det indtages, kun som joints eller også via andre rygemetoder, der er langt skadeligere? Og hvordan skal det kunne kontrolleres? Skal det ryges på stedet?

Er det kun den milde hash, der skal sælges, og skal den stærke købes af banderne, som så alligevel får en indtægtskilde?

Og hvor skal det sælges? Ja, her kommer måske en interessant udfordring. Hvis vi skal følge den hollandske model, bliver det jo lovligt at sælge visse steder, der har fået licens. Problemet er jo bare, at hash stadig er ulovligt at importere og dyrke i Holland. Dualismen her skyldes, at ellers ville Holland for alvor komme i klemme i det internationale ’drug inforcement establishment’. Så hvor coffeeshopsene får hashen fra, er rent lovgivningsmæssigt en gåde.

Jeg går heller ikke ud fra, at den danske stat kan holde til at gøre det lovligt at importere hash af de samme årsager, som den hollandske stat har ræsonneret sig frem til. Så tilhængerne af fri hash forestiller sig måske at vende tilbage til situationen, før hashen blev ’smidt’ ud af Christiania, men bare i en mere statsligt kontrolleret ramme og udbredt til alle de store byer, København, Aarhus, Odense, Esbjerg, Aalborg, eller skal det også kunne købes i mindre provinsbyer som f.eks. Kalundborg, Holbæk?

Forestiller tilhængerne sig, at hash skal kunne købes på apotekerne? Men man kan vel næppe sælge noget, der er ulovligt at importere, eller hvad siger Apotekerforeningen til det? Så jeg tror, at vi nærmer os en coffeeshop-lignende aktivitet. Men hvordan skal denne aktivitet adskille sig fra hashklubberne, som har vakt stor utilfredshed de steder, hvor de er opstået?

Hashen skal ud af det kriminelle miljø, hører man ofte. Som beskrevet ovenfor er det jo en sandhed med modifikationer, hvor der af og til bliver bragt sammenligninger med forbudstiden i USA, hvor en del organiseret kriminalitet opstod, fordi det blev lukrativt at sælge spiritus illegalt. Men nu var det jo ikke sådan, at den organiserede kriminalitet stoppede eller forsvandt, fordi spiritusforbuddet blev ophævet. Den fandt bare andre indtægtskilder.

LÆS OGSÅ København vil have fri hash - igen

Men tilhængerne af fri hash mener altså, at fri hash fjerner bandernes indtægtsgrundlag og dermed også banderne. Hashen skal være i et rent miljø, så de unge ikke bliver præsenteret for andre, farligere stoffer. Jeg har forstået de hollandske erfaringer sådan, at et af problemerne er, at der sælges andre stoffer under disken, fordi der er et marked.

Og vi kan med sikkerhed sige om udviklingen i unges misbrug, at hvis du har et stort forbrug af et stof, er der stor sandsynlighed for, at du får lyst til at prøve noget andet. Så har du unge, der ryger meget hash, dvs. de unge, der skulle have lov til at handle i vores coffeeshops, ja, så vil der være en stor risiko for, at de efterspørger andre stoffer. Ikke fordi pusheren/sælgeren lokker, men fordi den unge, der nu har røget længe og meget, simpelthen får lyst til at prøve noget andet.

Fri hash er et forkert signal at sende til de unge, som eksperimenterer med hash – hvis det er lovligt for nogen, kan det vel ikke være så farligt! Og hvad er det lige, vi så sammenligner hashen med, er det alkohol, feststofferne eller heroin?

Min pointe er, at alle stofferne er farlige, hver på sin måde. Jeg oplever, at hash har gjort meget skade for de unge, jeg har kontakt med. Når jeg sidder med unge, der gerne vil stoppe med at ryge hash, er det rigtig svært for dem.

Mindst lige så svært, som det er for andre at stoppe med at tage de såkaldte hårde stoffer. Specielt er det svært, fordi de ofte har røget i 7-10 år, og det så er blevet en integreret del af deres livsstil. De har vænnet sig til at tænke langsommere, handle langsommere og være i deres egen verden. Så det handler ikke bare om at stoppe med at ryge, men om at lægge hele deres liv om.

Men også unge 14-15-16-årige oplever, at det er meget svært, fordi de i hashen har fundet en problemløser, som hjælper dem til at få det, der for dem ligner et bedre liv. Når de prøver at stoppe, oplever de, at de skal til at tackle problemer og udfordringer, som de, mens de ryger, ikke behøver at bekymre sig om.

Hvad er det så for problemer, hashen hjælper disse unge med? Ja det er ofte meget dårlige familierelationer, manglende opbakning fra hjemmet, konflikter med kammerater, selvmedicinering (ADHD og lignende) samt psykiske problemer og endelig skoleproblemer (indlæringsproblemer og kammeratskabsproblemer).

Hvis de unge får en oplevelse af, at det ikke er så farligt at ryge hash, er det meget problematisk, for så vil motivationen for at stoppe med hashen blive endnu mindre, og jo længere og mere de ryger, jo sværere bliver det for dem at få bugt med den grundlæggende årsag til, at de ryger.

Hvis vi tillader fri hash, kunne nogen måske få den tanke, at så er det ikke nødvendigt at have kvalificerede behandlingstilbud. Måske en helt ubegrundet frygt, men når midlerne er små, og der skal spares, kunne det måske være et område, hvor vi tænkte, at så behøver vi ikke have det forkromede tilbud. Så bliver det på linje med rygning af cigaretter, hvor vi laver nogle rygestopkurser, men så i øvrigt overlader det til de unge at betale eller finde ud af noget selv.

LÆS OGSÅ Frank Jensen: Forsøg med hash er nødvendigt

Fri hash giver ro i klassen – det er ikke et ukendt fænomen, at pædagoger og lærere pludselig oplever, at Peter er begyndt at sidde stille i timerne, læreren er glad, for det lader til, at Peter er begyndt at høre efter og i det mindste ikke længere forstyrrer undervisningen for de andre. Eller pædagogen på døgninstitutionen oplever, at Trine er blevet mere rolig, ligesom hviler mere i sig selv, pædagogen tænker, at indsatsen og samtalerne er ved at gøre sin virkning.

I begge tilfælde er forklaringen ofte, at den unge er begyndt at ryge hash og dermed jo i virkeligheden bare har tilføjet en ny dimension til sit oprindelige problem, som ud over rusvirkningen har en anden virkning, nemlig at den unge bliver ligeglad og sløv.

Senere finder både læreren og pædagogen ud af den rette sammenhæng, men der kan godt gå et stykke tid, og så er den unges problem som sagt ikke blevet løst, men blevet værre. Kunne læreren og pædagogen argumentere for, at problemet var blevet løst, hvis vi har fri hash, for ville det så ikke svare til, at den unge havde fået piller af lægen?

Hash er mindst lige så farligt som de såkaldte hårde stoffer, argumenterer nogen. I virkeligheden er det en umulig sammenligning, men myten om, at hash ikke er skadelig, er og bliver kun en myte. I behandlingssektoren oplever vi, at unge, som er blevet afhængige af hash, får abstinenser, når de stopper, de får søvnproblemer, de får angstanfald og alle de andre symptomer ligesom de unge, der bruger andre stoffer.

Dertil kommer, at de unge, der stopper med hashen, også er nødt til at lægge deres liv om, få en ny bolig, finde nye venner, finde ud af, hvad de skal bruge livet til, hvor de før brugte livet på at ryge hash, være skæve, købe hash og tale om hash. Samtidig med at de problemer, de har forsøgt at ryge væk, har vokset sig større, mens de røg, har de heller ikke udviklet de samme sociale kompetencer som andre unge, så som 27-årige skal de også til at lære at date en pige, tage ansvar og være voksne.

Set med de unges øjne er brug af hash ofte et fornuftigt svar på de problemer, de nu engang har.

Hvis vi vil gøre noget alvorligt ved unges hashforbrug, er vi nødt til at tage dem alvorligt og ikke give dem fri hash. Når jeg møder unge under 18 år, som har røget hash gennem længere tid, føler de sig ofte, med rette eller urette, svigtet af forældre, skolen, systemet, vennerne, og jeg tror, at de ville føle sig endnu mere svigtet, hvis vi gav dem fri hash.

Jeg siger ikke, at jeg har svarene på alle spørgsmålene, jeg har rejst, men jeg tror på, at hvis vi vil hjælpe de unge, er det ved et solidt socialt, pædagogisk arbejde helt fra start og selvfølgelig et godt rusmiddeltilbud til de unge, der falder igennem systemet.

Fri hash er ikke svaret, men en del af problemet!