Den seneste tid er der kommet grøde i ligestillingspolitikken.

Det er blevet mere og mere uholdbart, at statslige politikker alene sigter på at værne om ét køn og endog giver støtte til en ensidigt kritisk attitude over for det andet køn.

I EU-sammenhæng er Ligestillingsinstituttet (EIGE) i fuld gang med at implementere mænd og ligestilling som et fokusområde i erkendelse af det illegitime i kun at ville støtte de 50 procent kvindelige medlemmer af den europæiske befolkning. I regi af Nordisk Ministerråd er der i disse dage under det finske formandskab etableret en arbejdsgruppe om mænd og ligestilling.

Også tidligere er mænd gang på gang inviteret ind på ligestillingsområdet, men det nye er, at det nu ikke længere alene sker som støttegruppe for kvindekampen, men ud fra en erkendelse af mænds særegne ligestillingsproblemer.

LÆS OGSÅ Svensk børnehave afskaffer drenge og piger

Den danske ligestillingsminister, Lykke Friis, var 18. oktober sidste år vært for et møde med ligestillingsministre fra Norge, Sverige, Finland og Island som led i dette års danske formandskab for Nordisk Ministerråd.

Som noget helt nyt blev det aftalt, at samtlige indsatsområder og aktiviteter også skal ses ud fra et mandligt ligestillingsperspektiv: »Ministrene var enige om, at det er helt afgørende for en gennemslagskraftig ligestillingsindsats, at begge køn deltager i arbejdet, og at det samtidig er vigtigt også at sætte fokus på de områder, hvor mænd sakker bagud i forhold kvinder – eksempelvis på uddannelsesområdet, hvor drengene i højere grad end piger dropper ud af skolesystemet«.

Når der startes forsigtigt med at nævne drenges vanskeligheder i uddannelsessystemet, skyldes det utvivlsomt de iøjnefaldende problemer her, men sikkert også, at det er nemmere at se drenge end voksne mænd som ofre for uligestilling. Samfundet værner jo traditionelt om kvinder og børn.

Mænd, der ryger gennem bunden af samfundet, bliver ofte opfattet som tabere, mens kvinder ses som ofre med appel til samfundets ansvar for hjælp og beskyttelse. Måske er det derfor, at der er en lang række statsstøttede organisationer, der støtter kvindekampen lige fra Kvinfo, til kønsforskningscentre til krisecentre, men næsten ingen organisationer, der eksplicit støtter afhjælpningen af mandlige problemer og udviklingen af et mandligt perspektiv.

Hvor det er lykkedes at udvikle en forestilling om, at alle kvinder bør støtte hinanden, er enhver tanke om en mandlig solidaritet med de mange mænd på samfundets bund bandlyst. Ikke kun kvinderne, men også mændene på samfundets solside opfatter disse mænd som tabermænd med fuld ret til uden indblanding at gå til bunds.

Paradoksalt nok er ligestillingsområdet selv et af de samfundsområder, hvor der er allermindst ligestilling. Indtil nu har det været domineret af kvindepolitik, støtte til kvindekamp og udvikling af en feministisk ideologi.

Ikke mærkeligt, at mange mænd har reageret på denne ideologiske oprustning ved at klappe helt i, når samtalen drejedes hen på kønnet, i erkendelse af, at de nu bevægede sig ind på fjendtligt territorium, hvor kvindepolitikere, kvindeforskere og statsbetalte kvindedebattører på forhånd havde defineret rum og spilleregler med henblik på, hvad der var progressivt og reaktionært.

En af de største triumfer for denne udvikling af en uimodsagt feministisk optik er udbredelsen af billedet af, at mænd generelt er født med en sølvske i munden, mens kvinder formodes at blive mødt af allehånde fordomme og vanskeligheder.

LÆS OGSÅ »Kvindeundertrykkelse eksisterer ikke længere«

Realiteten er imidlertid, at sandsynligheden for at få et dårligt liv er langt højere som mand end som kvinde: Mænds levetid er 76,5 år mod kvinders 80,8 år. Mænd har en højere dødelighed end kvinder i alle aldersgrupper. To tredjedele af alle selvmord begås af mænd. Mænd rammes hurtigere end kvinder af alle de tunge og invaliderende sygdomme: Mænd dør oftere af kræft – en ratio på 1,34 i forhold til kvinder, mænd dør oftere af kredsløbssygdomme – en ratio på 1,52 i forhold til kvinder.

Dobbelt så mange mænd som kvinder er indlagt for psykiske lidelser ved misbrug. To gange så mange mænd som kvinder dør som følge af ulykker.

Helt i modsætning til feminismens fremstilling af manden som et magtfuldt køn, viser det sig ved et nærmere blik, at manden snarere må karakteriseres som et ekstremt køn, der godt nok fylder i toppen af samfundet, men i lige så høj grad i bunden, eftersom sandsynligheden for at gå til bunds er langt større for mænd end for kvinder, uanset om vi taler om udstødte, hjemløse, alkoholikere, stofmisbrugere, kriminelle eller forulykkede.

Hvor kvinder i langt højere grad grupperer sig om samfundets midte med få, der når helt til tops, og få, der går helt til bunds, bevæger mænd sig i langt højere grad i retning af ekstremernes tinde eller det dybe fald. En moderne ligestillingspolitik skal naturligvis arbejde for, at kvinderne kan gøre sig gældende på samfundets topposter, men skal samtidig også afbøde virkningerne af mændenes deroute.

På trods af den kølige statistiske konstatering af mandelivets udfordringer er det lykkedes den feministisk inspirerede politik at dreje ligestillingsdebatten hen i retning af kvindekvoter, der for øvrigt også ligger langt væk fra de almindelige ikkeprivilegerede kvinders horisont.

I Norge har Stortinget 27. november 2003 vedtaget, at 40 procent af medlemmerne i bestyrelserne skal være kvinder. I januar 2011 vedtog det franske parlament en lignende lovgivning, der giver virksomhederne seks år til at leve op til kravene. Spanske virksomheder skal inden 2015 opnå en kvote på 40 procent kvinder i bestyrelser.

I Holland er der tilløb til en lov, der kræver 30 procent kvinder i bestyrelserne, ligesom EU-systemet også barsler med et forslag til kønskvotering i disse uger. Og SF og S vil herhjemme kræve, at danske børsnoterede virksomheder skal have 40 procent kvinder i deres bestyrelser – ellers risikerer selskabet at blive tvangsopløst.

Feminismen har udviklet en forestilling om, at hver gang der ikke er fifty-fifty kønsrepræsentation i forbindelse med ledende stillinger, må det skyldes diskrimination, et ’glasloft’, som kvinder støder hovedet imod, når de vil fremad, eller ’Rip-Rap-Rup-effekten’, hvor mænd udnævner mænd, fordi de bedst kan identificere sig med en anden mand.

I sådanne forklaringer ses der helt bort fra, at kvinder normalt har en mindre endimensional forestilling om ’det gode liv’ som et liv, der handler om meget andet end arbejde og karrierestræb, og at de ofte opnår et materielt tilfredsstillende liv ved at alliere sig med mænd, der tjener betydeligt mere end dem selv.

Måske viser moderne kvinders meget omtalte evner til multitasking sig også ved et mere bredspektret valg af livsstrategier, hvor der er mange bolde i luften, hvorimod mænd af og til fokuserer på kanten til det nørdede, men det kan selvfølgelig give bonus i en karrierestrategi.

LÆS OGSÅ Det er kvindens egen krop

Samfundet har stort behov for, at den kvindelig intelligensreserve manifesterer sig både i ledelse, i videntung iværksættelse og i forbindelse med de teknisk-naturvidenskabelige fag, men det skal ske via en indretning af disse områder, så de i højere grad appellerer til kvinder og ikke ved en rigid kvotetænkning, der risikerer at skabe et B-hold af kvoterede kvinder og samtidig diskriminerer vilkårlige mænd, der hverken har haft lod eller del i et eventuelt hedengangent patriarkat.

Hvis alt for mange kvinder bliver kvoteret ind i deres stillinger på grund af deres køn frem for deres kvalifikationer, risikerer vi, at de tager skade af den glatte og knastfri vej gennem livet, som kan ende i en kvindelig narcissisme À la Penkowa, hvor man til sidst tror, man kan gå på vandet.

En af de absolutte sværvægtere i dansk erhvervsliv, den administrerende direktør i Danfoss, Jørgen Mads Clausen, har som en af de få vovet at tage bladet fra munden i spørgsmålet om kønskvotering. Han har udtalt sig imod de eksisterende kønskvoter i offentlige bestyrelser for eksempel på Risø og i Højteknologifonden. Ifølge Jørgen Mads Clausen medfører kønskvoteringen, at mindre dygtige kvinder tager pladser fra dygtigere mænd.

Han har heri fået støtte fra vicedirektør Bolette Christensen, Dansk Industri, der også er imod kønskvotering, fordi folk bør vælges ud fra kvalifikationer. Det skal her bemærkes, at Jørgen Mads Clausen ikke har udtalt, at de kønskvoterede kvinder ikke er kompetente, blot at der er flere mænd, der har udviklet større kvalifikationer på disse områder.

Ved kønskvotering risikerer vi at sætte en af oplysningstankens fineste mekanismer ud af kraft, nemlig at det er meritokratiet, der gælder, altså at ansættelse og forfremmelse beror på talentet og ikke hudfarve, etnicitet eller køn.

Det er et paradoks, at den moderne feminisme således kæmper for at genindføre kønslige kriterier ved stillingsbesættelser, 100 år efter at man fjernede mænds monopol på for eksempel at studere lægevidenskab.

Kvotetænkningen bygger på en mistænksomhedens kultur, hvor man egentlig ikke kan betro mænd at sammensætte en bestyrelse eller et bedømmelsesudvalg, uden at de straks vil benytte lejligheden til at fremme andre dele af mandeklikens interesser. Det er en mistillidserklæring til dygtige folk, der ellers kun er optaget af én ting, at skabe værdi- eller videntilvækst, hvorfor det ville være fuldstændig hul i hovedet ikke at vælge den dygtigste medarbejder, uanset køn.

Der er ingen tvivl om, at vi har brug for de mange højtuddannede kvinders store potentiale, men er det fornuftig ligestillingspolitik at gennemtvinge et kønsskifte fra oven?

Er grunden til den lave repræsentation i virkeligheden ikke, at der kun er ganske få kvindelige direktører i de 20 største danske børsnoterede selskaber, og at en revolution må starte blandt kvinderne selv?

LÆS OGSÅ Min hedeste drøm er at være husmoragtig

Hvorfor skulle der være ligestilling i Dansk Industris hovedbestyrelse, når der tydeligvis er en enorm kønsskævhed i ledelsen af de danske industrivirksomheder? Vil disse kvinder blot spadsere ind på toppen uden at arbejde sig op fra bunden?

Lad os endelig fortsætte med at oprette kvindenetværk og -grupper og indføre mentorordninger, hvor erfarne ledere eller forskere støtter unge kvinder, og lad os endelig sørge for, at kvinder får fuld pensionsopsparing under barsel.

Men hvis vi indfører kønskvotering på områder, hvor der p.t. er tradition for, at mænd i langt højere grad end kvinder lægger deres energi, forringer vi effektiviteten i vores ledelsesstrukturer og videnproduktion, hvilket er uklogt i en situation med skærpet global konkurrence på alle områder.

Men hvordan kommer vi videre, uden at ligestillingsdebatten ender i det rene klynkeri og en konkurrence om, hvem der er det største offer? Hvis vi arbejder på, at debatten i stedet for at handle om undertrykkelse drejes i retning af samfundsressourcer, kan vi skabe et mere nøgternt fokus. For at det danske samfund kan klare sig godt i den globale konkurrence er det vigtigt, at alle menneskelige ressourcer mobiliseres.

Samfundet kan derfor ikke acceptere, at der findes kønsmæssige barrierer for en fuld udnyttelse af mænds og kvinders ressourcer. Barrierer, der hindrer kvinder i at gå ind i teknisk-naturvidenskabelige fag og ind i videntung innovation og i ledelse, skal derfor væk, og kvinder skal stimuleres til at overskride indre og ydre barrierer på dette område.

På lignende vis skal der i det danske uddannelsessystem skabes en rummelighed, så drenge og unge mænd ikke hindres i at viderekvalificere sig; et tab af videnressourcer, der oven i købet medfører store offentlige udgifter til overførselsindkomster og til kriminalitetsbekæmpelse hos dem, der tillige bliver samfundsmæssige drop-outs.

LÆS OGSÅ Minister: Flere kvinder i forsvaret

Social- og sundhedsmæssigt skal mænd ud af den negative spiral med udstødelse, ensomhed, tidlig død og udsathed for de tunge sygdomme til gavn for samfundet, der sparer på sundhedsudgifter og kan holde på arbejdskraften i samtlige produktive år. Børnefamilierne kan tilføres øgede ressourcer eksempelvis gennem øremærket orlov til faderen, der alt for ofte hindres i at engagere sig i det tidlige familieliv på grund af strukturelle barrierer.

Hvis mænd reelt skal ind i ligestillingspolitikken, er det alt i alt nødvendigt med dybtgående tiltag, der transformerer kvindesag til en menneskesag til glæde for både mænd og kvinder eksempelvis via udviklingen af følgende områder:

– Støtte til forskning i maskulinitet og mænds livsvilkår

– Støtte til udvikling af en mandeoffentlighed på linje med støtten til kvindeorganisationerne

– Udvikling af en mandlig solidaritet med alle de mange tabere i det mandlige udskillelseslø.

– Fokus på drenges problemer i uddannelsessystemet

– Fokus på drenges og mænds sundhedsproblemer

– Fokus på drenges og mænds sociale problemer

– Fokus på den juridiske diskrimination af mænd (værnepligt og forældremyndighed)

– Afvisning af diskrimination af mænd i form af kønskvoter