Mange har set, hvad jeg så.
Men næsten ingen er blevet seende derved.
Poul Freudenthal

I Berlingske (14. maj) skrev en af tidens ernæringsguruer, cand.scient. Christian Bitz, entusiastisk, men – i tidens stil poppet og ikke særligt dybtgående – om tang som nutidens superfood.

Vore forskellige tangarters indhold af kalk, fibre, vitaminer og mineraler samt omega-3 fedtsyrer er nemlig ofte ti gange større end almindelige, landbaserede grøntsagers.

Har dette noget at gøre med folkeernæring og er det nyt? Ja og nej. Mest nej. Der findes nemlig en usædvanlig forhistorie. Den involverer en særpræget og innovativ dansk læge og forsker, som fra 1920 og årene herefter var dybt og uselvisk engageret i kvaliteten af det danske folks ernæring.

LÆS OGSÅ God smag og bordskik er den bedste slankekur

Han var bestemt ikke optaget af nordiske urter eller brændenældesuppe; restaurant Noma ville ikke have interesseret ham en disse. Han påviste, oprindelig på grundlag af strabadserende feltstudier, mere praktisk det ernæringsmæssige potentiale i de umådelige mængder af tang og alger, som kan høstes langs Danmarks 7.500 km lange kystlinje.

Han kørte måske fast i datidens videnskabelige bureaukrati og nepotisme, han blev måske kujoneret af janteloven, han kendte måske ikke sin besøgelsestid, men han var i hvert fald – har det nu vist sig – en vågen rejsende som var langt forud for sin tid.

Vi taler om lægen dr.med. Poul Hjalmar Freudenthal, R., født 1895, død 1983.

Han var københavner med stort K. Han havde kloge og flittige forældre, Carl Friedrich og Elisa. Disse overkom at forene driften af en stor københavnsk slagterforretning med opdragelsen af syv børn. Hovedmålet for disse energiske og oplyste forældre var børnenes uddannelse. Som Poul Freudenthal erindrer: »Fars Devise var: Kundskab er Magt – vi køber Lærdom for alle Pengene«.

Nu – hundrede år senere – ses dette synspunkt fremhævet i begge vore hjemlige politiske fløjes planer for de kommende års økonomi.

Poul Freudenthal fuldendte i 1920 medicinstudiet på normeret tid. Trods dette havde han haft tid tilovers til et muntert studenterliv i en stor bekendtskabskreds inden for Københavns bedre borgerskab. Hos disse og i nogle af byens musiske kredse havde den godt udseende, velformulerede og noget lapsede unge student en vis succes, og her – kan man formode – blev hans livet igennem så åbenlyse selvbevidsthed styrket ikke så lidt.

Men alt får en ende, og få måneder efter embedseksamen var løjerne forbi. Dette viste sig i form af en indkaldelsesordre til aftjening af værnepligten i Søværnet.

Allerede i juni 1920 befandt han sig derfor om bord på marinens inspektionsskib ’Islands Falk’ – et 56 meter langt, 9 meter bredt fartøj med et deplacement på 730 ton og en besætning på 63 mand, bestykket med fire kanoner, topfart 13 knob. Dets opgave var farvandsinspektion omkring og nord for Island. Dette seksmåneders togt var nærmest en bedrift i sig selv.

Man skal forestille sig året 1920; 18 måneder efter afslutningen af Første Verdenskrig: Nordatlanten flød med miner, man kendte intet til radar, satellitnavigation eller effektive søredningstjenester med fly og helikopter. Provianten var dåsemad, de sild og torsk, man selv kunne pilke fra skibsjollen, og de levende slagtegrise, man havde med om bord. Vejret over Nordisland var koldt og stormende, og ved en lejlighed bliver Poul Freudenthal endog forbrændt af et lynnedslag!

Alligevel benytter denne meget grønne søløjtnant og nybagte læge de lejligheder, der gives til at ro i land og – under dage varende ture på hesteryg i de tyndt befolkede områder – at opsøge og undre sig over ernæringen af dyr og mennesker i dette ugæstmilde land. Og ud over at undre sig, så tænker han også. Næsten som en Darwin:

læge.  Poul Freudenthal 1920.

»I mine unge År som Marinelæge på Islandstogt havde jeg med Undren set, at tusindvis af Får på Nordlandet om Vinteren søgte ned til Havisstokken og ernærede sig ved de opskyllede store Tangplanter – og anden Ernæring var der ikke for disse Dyr i Vintermånederne. De trivedes dog ganske godt herved, blev fede, uldtunge og fødte fine, sunde Lam ved Sommertid. Herfra stammede mine Interesser for Folkeernæring og for Vitaminer. Mange har set, hvad jeg så, men næsten ingen er blevet seende derved«.

På en sådan ridetur, hvor han studerede nordislandsk kvæghold, besøgte følget en synsk kvinde (en vølve?). Det var dog ikke spådomme Poul Freudenthal efterspurgte, snarere hendes berømte pandekager.

Han følte sig nemlig allerede da som biolog og naturforsker som sit store forbillede Niels Steensen. Kvaksalveri og overtro var ham livet igennem en vederstyggelighed: »Som den første i Verden satte jeg mig for på eksakt, videnskabelig Måde at undersøge Vitaminindholdet i noget så lidet agtet som Havets Flora, Algerne, Tangen – og for at påvise deres Værdi som Foderstof, i hvert Fald som Tillægsfoder i Landbruget«.

Mange har i dag glemt den store rolle, som mangelfuld ernæring og underlødige fødevarer spillede for sygdomsmønstret i første halvdel af 1900-tallets Europa.

Mangelsygdomme hærgede, og børnedødeligheden var stor. Selv om det var tangen og algerne og disses mulige betydning for folkeernæringen og sundheden, som lå hans hjerte nærmest, så magede omstændighederne det imidlertid således, at han snart efter hjemkomsten fra Nordatlanten fik et tilbud om at udarbejde en doktordisputats på Københavns Universitets hygiejniske institut.

Da emnet var udforskning af årsagerne til den udbredte og ernæringsbetingede folkesygdom rakitis, kunne han dog ikke afslå. Karrieremæssigt var det også en kæmpechance. Disputatsen blev afsluttet i 1925-26 og forsvaret i 1927. Den blev overordentligt vel modtaget.

I undersøgelserne påviste han smørrets næringsværdi som afhængig af årstiden og af kvægets foder. Det ville altså være i befolkningens interesse, om man kunne ændre landbrugets vinterfoderplaner ved kraftigt at øge mængden af grøntfoder.

I farten fik Poul Freudenthal, lidt hurtigt, meddelt alle og enhver sine stærke tvivl om betydningen af »det formodede og alment vedtagne D-Vitamin« ligesom han forholdt sig kritisk til nogle af nobelpristageren Niels Ryberg Finsens resultater.

Det var nok her, han rendte sig de første staver i livet. Mange kolleger var fagligt uenige med ham i vitaminspørgsmålet, og ved sin senere stærke advokatur for et øget smørforbrug på det danske hjemmemarked lagde han sig ud med landbrugseksportørerne og margarineindustrien.

Sidstnævnte leverede efter Freudenthals mening margarine med en uanstændigt lav næringsværdi til det danske folk. Margarinen blev produceret af vegetabilske olier udvundet af for eksempel raps, hvis restprodukt efter udpresningen af olien blev solgt tilbage til landmændene som foderkager til malkekvæget. Det næringsrige smør solgte man til udlandet.

»Den Tid var som en Besættelse for mig – og dog naaede jeg det hele. Ofte kom jeg hjem 5-7 Minutter inden Middag for at klæde om til Smoking, da jeg meget ofte var til Selskab eller skulde til Opera eller Ballet med Vennerne«.

LÆS OGSÅ Sundhed handler ikke kun om rygestop

Allerede i 1925 havde denne utålmodige sjæl foretaget orienterende, præliminære studier over næringsværdien af større islandske tangplanter, som han fra Island fik ’smuglet’ ned til sit laboratorium på Hygiejnisk Institut. Han påviste blandt andet tangens store indhold af karotener (A-vitamin). I sine senere stort anlagte rotteforsøg undersøgte Poul Freudenthal virkningen af tangmel fra fire hjemlige tangarter. Han fandt dem uventet vitaminrige.

Ved samarbejde med statens forsøgsgårde undersøgte han herefter værdien af sit tangmel som tillægsfoder til mælkegivende køer og i griseopdrættet. Hans tangmel viste sig fuldt på højde med lucerne- og gulerodsmel. En for folkesundheden potentielt meget betydningsfuld iagttagelse, som derefter tilsyneladende blev tiet ihjel.

I slutningen af 40’erne blev hans resultater bemærket og tidvis citeret i udlandet (Holland, Norge, USA), men herhjemme kom han ingen vegne. De smøreksporterende erhverv brød sig ikke om dem og heller ikke margarineindustrien. Introducerede man tangmel i kvægfoderet, ville det gå ud over landbrugets rapsproduktion og margarinefabrikkerne.

Heller ikke dengang viste landbruget sig synderlig omstillingsparat, og dets politiske indflydelse var enorm.

Hvad så med hans akademiske brødre? En forklaring er den dengang udbredte nepotisme; forskningsmidlerne var små og jalousien udbredt blandt kollegerne. Hertil kom, at Poul Freudenthals betydelige ego og lapsede fremtræden sagtens kan have skaffet ham fjender, og nogen stor diplomat var han jo aldrig heller.

Han havde næppe meget af et ’netværk’, som man i dag ville kalde det. Dengang kaldte man det bare ikke netværk; man brugte de mere dækkende betegnelser: familieforbindelser, partifæller, klubkammerater, golf- og jagtvenner, logebrødre etc.

Nutidens lidt kvalmende hang til konsensus og eufemismer var på begynderstadiet og havde bestemt ikke ramt Poul Freudenthal!

Et eksempel på P. F.s brændende engagement i folkeernæringen og hans kompromisløse fremfærd så man i dagene efter krigsafslutningen i maj 1945.

Han sendte ugenert breve med sin dokumentation og et krav om omgående fordobling af danskernes smørrationer til hvert eneste af den nytiltrådte regerings medlemmer, Folketinget og mange flere! Besættelsesmagtens smørudskrivning var slut, men krigsårenes smørrationering fortsatte imidlertid uanfægtet heraf helt frem til 1950.

Valutaindtjeningen ved den store smøreksport vejede tilsyneladende tungere end kvaliteten af folkeernæringen, og landets margarineindustri skulle fortsat have noget at bestille.

LÆS OGSÅ Fjernsynet truer folkesundheden

Poul Freudenthal var således livet igennem et kontroversielt menneske, som med vekslende held måtte klare sig i jantelovens fædreland. Hans fingerspidsfornemmelse var nok lidt underudviklet, og politiker var han aldrig blevet.

I det omfang politik overhovedet optog ham, må man vel placere ham til højre. Han var skarp i polemikken og utålmodig med dem, han ikke overbeviste. Hans engagement i folkesundheden var stort og oprigtigt, men han blev for det meste overhørt.

Lægefagligt virkede han i øvrigt som kirurg og fødselslæge og var afholdt blandt sine patienter. Privat var han et muntert og tålmodigt menneske, en god far, en underholdende og elegant selskabsmand, aldrig kedelig. Han var miskendt og forud for sin tid.