Min kone, Hanne, og jeg er blevet oldeforældre.

Vi er heldige og lykkelige mennesker med fire børn, otte børnebørn og nu dette vidunderlige oldebarn, Esther, med lange, elegante fingre og en lille, sød mund som en blomst.

Oldeforældre!

Men så må vi jo være gamle. Vi er nået ind i det livsafsnit, alderdommen, hvis byrder efter sigende er de tungeste af alle. Er det rigtigt?

Lad mig til en begyndelse bringe en banalitet på bane, nemlig dén, at mennesker i alle samfund og historiske perioder møder alderdommen med vidt forskellige forudsætninger. Jeg er imidlertid hverken historiker eller sociolog, ej heller vil jeg betragte aldring i et juridisk perspektiv, og dna-mekanismernes indflydelse på den biologiske aldringsproces vil jeg overlade til videnskabsfolk inden for gerontologien at beskrive.

Mit udgangspunkt vil være mit eget liv, som begyndte før Anden Verdenskrigs udbrud, og som indtil nu er endt med at være en oldefars.

Da vi var unge, skrev Hanne og jeg et digt, som hed ’Når vi bliver gamle’. Det var ret langt og kaotisk, og et sted hedder det:

Endelig, min elskede (hvem det nu end er af os)
har du lært at spille The Ballad of Bonnie and Clyde på harmonika.

Nu får vi tid til at standse strømmen af ord om køn
og tidens mysterium og være i begge dele, falde som sommerfugle mod dødens svælg og le og
trække svampe på snor og samle på trekantede frimærker.

Hvilken kækhed!

For få år siden handlede vor tilværelse imidlertid om, at nu snævrede tiden sig lige pludselig ind – Hanne fik brystkræft med efterfølgende depression og jeg alvorlige hjerteproblemer. Dette dødens svælg var på en meget uventet måde kommet alt for tæt på, og både den tid, vi troede, der endnu var til rådighed, og hele vort livsrum var til det yderste truet.

Så besluttede vi os for at kæmpe kampen sammen endnu tættere knyttet til hinanden end tidligere, og langsomt løsnede det kvælende greb sig, og verden blev større og mere forbløffende og rig end nogensinde. Vi var heldige, men vi havde også opsøgt det held med al vor energi.

Og nu fortonede alderdommen sig. Vi blev unge igen, endnu mere nysgerrige og sansende, endnu mere forelskede i hinanden og verden. Vi fyldtes af taknemmelighed. Fordi vi vandt den kamp.

Der havde været hjælp at modtage så mange steder, naturligvis den helt nødvendige fra sundhedsvæsenet og den omfattende og kærlige støtte fra børn og svigerbørn, men den største hjælp kom inde fra os selv, fra de ressourcer, vi ikke vidste gemte sig i os. Og fra kloge og erfaringsrige mennesker, Flemming Flyvholm til eksempel, hvis bog ’På kanten af livet’ fortæller om hans egen kamp mod kræft.

LÆS KRONIKMin rejsekammerat - kræften

Det er en bog, der løfter sig op over sit emne og bliver en beretning om blandt andet ordenes forvandlende betydning. Om en ærlig og original sproglig praksis, det er nødvendigt at genfinde og opfinde, når man er kommet et godt stykke op i årene, fordi en sådan personlig og uforvansket anvendelse af sproget kan rense og styrke sjælen, løfte os ud af et tilsyneladende håbløst mørke. Som ordmenneske blev det for mig i særlig grad en stor oplevelse at læse om disse magiske ord og sætninger.

Når vi nu taler om det levende sprog, og hvis man som jeg gennem tiden har arbejdet med det og samtidig fulgt med i politik, må det indrømmes, at der efterhånden melder sig en vis træthed over mange politikeres groft manipulerende sproglige excesser og direkte ævl.

Det skabelonagtige og klichéfyldte sprog er ofte et magtsprog, som afslører den talendes åndelige afmagt. Jo ældre jeg bliver, jo mere trist og vred bliver jeg, når jeg oplever det. Senest hører Søren Pinds vrøvl om assimilation vel nok til det værste af slagsen, og alle vi ældre, som gerne ser et regnbuekulturelt samfund at videreudvikle os i, bør straks støtte den muntre gruppe: Danmarks Løver & Løvinder, frihedsbevægelsen mod assimilation. Hos Pind dør al magi. Han fedter for mausoleumspartiet DF.

LÆS DEBATVi ønsker demokratisk assimilation

Når man er ved at fortvivle over sit rygvendte fædreland, hoben af bange hadere, det indsnævrende og selvtilstrækkelige, så kan man rejse lidt ud for at trække vejret. Nogle gange om året slår Hanne og jeg os ned i en billig lejlighed på ottende sal i et betonhus, der ligger i pariserkvarteret Belleville, som breder sig ind over både 19. og 20. arrondissement.

Det er et gammelt arbejderkvarter, som i dag rummer mange etniske minoriteter, der bor side om side: arabere, jøder, afrikanere, kinesere, japanere og dertil også folk med rødder i det franske, naturligvis.

Vi elsker at færdes i denne del af byen, som selv kalder sig det ægte Paris, her er venlighed og hjælpsomhed, en inspirerende farverigdom og ingen plagsom turisme.

LÆS OGSÅHenning Mortensen stopfodrer læseren med franske lyksaligheder

Her er broget musik og dufte fra mangfoldige køkkener og markeder, og de små gnidninger, som findes, er til at overse. Hovedindtrykket er altid et ganske velfungerende og befrugtende samvær mellem mennesker. Jo, vi er nødt til en gang imellem at slippe Danmark for ikke at blive et par runkne stykker medisterpølse.

Jeg har det som visse gamle danskere under den tyske besættelse, de ville ikke gerne dø, før Danmark igen var blevet frit.

Heller ikke jeg ønsker at vandre heden, før VKO efter et valg bliver forhindret i at vanrøgte mit fædreland og yderligere bringe det i miskredit overalt i verden. Danmark står i dag for kontrol, ensretning og det meget snæversindede. Jeg ønsker et åbent og vidsynet samfund, en mangfoldig og farverig kultur. Jeg ønsker Danmark befriet. Det er en gammel mands store ønske.

Men vil man samfundsændringer, bør man starte med sig selv.

Længe før sygdommene ramte, var opgøret begyndt. Men de forstærkede processen. Den, som handler om, at man midt i livet skal befri sig for den personlige og altødelæggende bekræftelsessyge.

Har man sin baggrund i en ældre verdens meget autoritære opdragelsesmetoder, et ophav, der ofte uvidende knuste et barns egen udforskende livsvilje og -lyst, kan den kamp være langvarig.

Hvis ikke man skal blive en gammel, sur og dominerende idiot, der slutter livet på plejehjemmet med at få de største kødstykker raget over på tallerkenen, så vil der aldrig være nogen tid at spilde: ud af det narcissistiske og selvbehagelige. Ud af forestillingen om, at man ejer sandheden, at man er bedst til alt. Nederlagsfølelse og usikkerhed er den egocentriske og megalomanes onde følgesvende: Kvæl de monstre af selvbedrag og bliv et ansvarligt, medlevende og medlidende menneske. Ellers bliver din alderdom et helvede for dig selv og din omverden.

Det er ikke en enkel manøvre.

Men skylden for, at den mislykkes, er i sidste ende din egen.

Der er sår, som skal læges, samtaler med børnene skal føres, den ældre generation må komme med de nødvendige indrømmelser. Og hvis kærlighed har været den vigtigste del af relationen, kan man lettere opgive sit livs monumentale forsvarsværker og bekende: Jeg har fejlet på mange områder.

Kan man afskrive sin forræderiske stolthed og selvbedraget, så vil man med ét komme i øjenhøjde med sine nærmeste, børnene først og fremmest, den øvrige del af familien og vennerne.

Og i øjenhøjde med sig selv.

Den proces stopper aldrig, den er fortløbende til den sidste dag.

Men nu ikke mere præk. For det skal ikke glemmes, at mange små og ganske overrumplende farer midt i glæden ved at blive gammel lurer på os. De kan have stor humoristisk værdi.

En aften, hvor Hanne og jeg lå trygt i dobbeltsengen med læselamperne tændt og med hver en bog, udstødte Hanne pludselig et lille skrig.

Hvad var sket?

Jo, Hanne læste første bind (stift indbundet) af Elsa Morantes ’Løgn og trolddom’. Så var hun faldet i søvn, og bogen gled ud af hænderne og ned på hendes ansigt, så det nederste af bogryggen flækkede hendes underlæbe, som begyndte at bløde voldsomt. Sådan noget skete slet ikke i soveværelset, da vi var unge. Slet ikke.

I en stille skov, i et stille hus, i det mest trygge rum under en dyne – det var ikke en granat, der ramte Hanne, men en smuk bog af en klog og smuk forfatter: Elsa Morante. Hvorfor kunne vi næsten ikke holde op med at le, da Hanne først havde fået plaster på?

For godt en snes år siden flyttede vi fra by til land.

Vi havde været vant til at omgås mennesker, som lignede os. Nu stillede sagen sig helt anderledes, og vi mødtes med mennesker, som vi i første omgang egentlig ikke følte os tiltrukket af. Det skulle blive den rene omvæltning i vore forestillinger om det konforme og vanemæssige, for vi fandt så megen forskellighed og åndelig skævvridning, så vi ikke er kommet over det endnu. Der skal en dyb alderdom til for at begribe den endnu dybere provins’ glade vanvid.

Og en sommer blev vi opsøgt.

Af et pirol-par.

Denne guld- og solfugl (hannen) boede i en trætop nær vor grund og kom midt om sommeren på besøg sammen med sin mere grønlige kone for at spise vore kirsebær. Det var en ære for os at servere for dem. Pirolen er en levendegørelse af magiske ord.

Jeg behøver ingen jomfrufødsel, grædemur, intet bedetæppe, ingen Avalokiteshvava med elleve ansigter og tusind arme, ingen pave eller Jahve, ingen transfigurerende affyring fra Tabor Bjerg – når bare jeg beholder erindringen om min pirol, bærspiseren midt i universets gåde. Og dertil muligheden for at fortsætte samtalerne med vore katte. For efter ungdommens vildskab gør alderdommens tålmodighed, at alt af sand værdi kommer tæt på.

Så fortæl mig ikke, kære regering, at jeg skal købe ny bil, at jeg skal forbruge, forbruge, forbruge for at rette op på jeres fejltagelser – rend mig et vist sted.

Vi må alligevel have gjort os nogle tanker om livets korthed, den truende ensomhed og dødens kulde i vort ungdommelige, sangvinske digt, for det slutter således:

Nu får vi tid til at gøre døden levende,
at fyre op under den i ro og fred.
Døden skal gøres varm og duftende
som du, min elskede .

Den er som en kold kedel,
der alt for længe har hængt over et
stumt ildsted

i et forladt og fjernt hus
på den bjergryg,
vi drømte om.

Når vi er døde, må I få det hele,
det syndige rod, frimærkesamlingen,
nedskrevne kærlighedsord og tomme flasker,
det hele...

Så er vi allerede som Clarissa Dalloway
i hendes ensomme drøm på vejen mod Bond Street
en tåge mellem folk,
vi kendte godt,
løftet af jeres
grene.

Tegning:  Philip Ytournel