»Jeg er ofte blevet beundret for visse initiativer – tit med en sidebemærkning om min naivitet. Imidlertid vil jeg stille det spørgsmål, om det ikke er endnu mere naivt at være afhængig af en militær løsning, som ikke har virket i 60 år«.

Det kan godt være, at mange finder den israelske chefdirigent og pianist Daniel Barenboim naiv. Men mange andre finder hans alternative bestræbelser for fred i Mellemøsten konstruktive, inspirerende og prisværdige. Så sent som 23. juni i år blev han på grund af sin indsats tildelt en britisk ’honorary knighthood’, den højeste hædersbevisning, en udlænding kan få i Storbritannien.

Barenboim, der også som den eneste israeler nogensinde er blevet tildelt palæstinensisk ’æresstatsborgerskab’, er en af de mest synlige ikke-statslige aktører i de israelsk-palæstinensiske fredsbestræbelser.

LÆS OGSÅ25-årigt wunderkind lever op til sit eget navn

Ofte mindre synlige, men talrige er de, der giver ham ret i hans opfattelse, at de israelske og palæstinensiske/arabiske politiske ledere gennem de sidste 60 år har tabt mange muligheder for fred på gulvet. Og mange har ligesom han som en konsekvens af de manglende politiske resultater taget sagen i egen hånd og igangsat initiativer for at præge fredsprocessen i en bestemt retning.

Det er en af grundene til, at den israelsk-palæstinensiske konflikt er infiltreret af et uhyre dynamisk civilsamfund, som er stærkere, større og mere mangfoldigt end noget andet sted i Mellemøsten.

Forskellige typer af civilsamfund beskæftiger sig med konflikten.

Der er traditionelle menneskeretsorganisationer, som for eksempel Al-Haq, en palæstinensisk menneskeretsorganisation grundlagt af palæstinensiske jurister i 1979. Al-Haq, der er medlem af en række anerkendte internationale netværk, bl.a. International Commission of Jurists, fokuserer især på menneskerettighedsbeskyttelse i de besatte områder i forhold til den israelske besættelsesmagt. Men organisationen monitorerer også det palæstinensiske selvstyres overholdelse af menneskerettighederne og forsøger at præge fremtiden ved at presse på for opbyggelsen af en demokratisk palæstinensisk stat med politisk stabilitet og respekt for menneskerettighederne.

En anden type civilsamfund finder vi i den akademiske verden, på Vestbredden mest bemærkelsesværdigt Birzeit-universitetet, der har spillet en stor rolle i den palæstinensiske frihedskamp.

På det juridiske fakultet kører et mangeårigt og meget omfattende projekt med titlen ’Folkeretten og besættelsen’, der har til formål at indsamle alt materiale om den historiske tilstedeværelse af palæstinensere/arabere i området, om palæstinensernes tilknytning til jorden under skiftende fremmede overherredømmer og om deres nuværende folkeretlige stilling. Projektet ses som en vigtig understøttelse af kravet om en selvstændig palæstinensisk stat.

En tredje type civilsamfund udgøres af kulturelle institutioner, for eksempel teaterkompagnier og orkestre, der ved forskellige tiltag søger at påvirke den israelsk-palæstinensiske konflikt.

Talrige organisationer uden for Israel og de besatte områder blander sig i konflikten. Det gælder udenlandske organisationer etableret af mennesker med palæstinensisk baggrund og jødiske organisationer i særlig den vestlige del af verden. Det gælder også organisationer, der hverken har en jødisk eller en palæstinensisk/arabisk baggrund, og som ikke har en åbenlys aktie i konflikten.

Civilsamfundet på alle sider af konflikten er dynamisk. Men spiller det også en konstruktiv rolle? Svaret er selvfølgelig langtfra entydigt.

I en konflikt mellem to folk er det særlig interessant at studere de civilsamfund, som på den ene eller anden måde rækker hånden frem mod eller i det mindste prøver at forstå den anden part. Det ligger i sagens natur – det forhold, at Israel er en besættelsesmagt – at det i langt højere grad er israelske/jødiske organisationer, der rækker hånden frem mod palæstinenserne, end omvendt. Nogle af disse organisationer fokuserer på konkrete uretfærdigheder og overgreb, som de mener, at palæstinenserne udsættes for under den israelske besættelse.

Et eksempel er Breaking the Silence, der blev grundlagt i 2004 af israelske soldaterveteraner, som bl.a. havde tjent i byen Hebron og det omkringliggende område; det er her, nogle af de mest voldsomme sammenstød mellem palæstinensere og israelske bosættere har fundet sted (herunder i forbindelse med tvister om rettighed til jorden), og her, der rapporteres om de mest åbenbare og omfattende krænkelser af palæstinenseres rettigheder.

’Råmaterialet’ i Breaking the Silences arbejde er veteraners (primært anonyme) vidnesbyrd om deres tid i militæret i de besatte områder, og organisationens pointe er, at de overgreb mod palæstinensere, som militæret på den ene eller anden måde er viklet ind i, ikke kan forklares som enkeltstående tilfælde, men er udtryk for en bevidst systematik.

Et andet eksempel på den del af det israelske civilsamfund, der prøver at forhindre og kaste lys over overgreb på palæstinensere, er Jesh Din, som blev dannet i 2005.

Jesh Din er af den opfattelse, at Israel som besættelsesmagt langtfra lever op til sin internationale forpligtelse til at beskytte den besatte befolkning. Organisationen mener, at eksempelvis de palæstinensere, der udsættes for aggressive bosætteres overgreb på person eller ejendom, ikke får den nødvendige hjælp fra det israelske politi, og at de de facto bliver nægtet adgang til retssystemet. Jesh Din tilbyder juridisk rådgivning og bistår med at indbringe palæstinensiske klager til politiet og i visse tilfælde bringe sagen videre til de israelske domstole.

Jødiske organisationer uden for Israel blander sig i konflikten og råber vagt i gevær over for, hvad der opfattes som kritisable forhold mellem Israel som besættelsesmagt og palæstinenserne. Et eksempel er den britiskbaserede organisation Jews for Justice for Palestinians.

Blandt motiverne bag sådanne jødiske organisationers arbejde er simpel menneskelig harme, ofte blandet med et ønske om at se menneskerettigheder og demokrati udfolde sig for både israelere og palæstinensere.

En af det 20. århundredes store folkeretseksperter, Hersch Lauterpacht, udtrykte umiddelbart efter staten Israels oprettelse håbet om, at det jødiske folk, der havde lidt så grusomt under krænkelsen af menneskerettighederne, og som havde kæmpet så meget for disse rettigheders gennemførelse, ville skabe en stat, der ville komme til at fremstå for verden som et strålende eksempel på en ny verdensorden, hvor respekten for individet var i centrum.

I tråd hermed afføder jødernes lidelsesfyldte historie hos mange moderne jøder en kraftig modstand mod, at jøder udsætter andre for uret. Denne holdning kædes ofte sammen med, at de israelske overgreb, der angivelig finder sted, og den ulighed, som palæstinenserne oplever, anses for at være i modstrid med jødiske værdier.

Dette udtrykkes bl.a. af Jews for Justice for Palestinians, der erklærer, at »jødedommens humanitære værdier er blevet korrumperet af den israelske stats menneskeretskrænkelser«, og at en fredsløsning må »ses som retfærdig af begge sider«. Endelig udtrykkes bekymring for staten Israels fremtid som en motiverende faktor: Mange jøder i og uden for Israel mener, at det er skadeligt for Israel at opretholde en besættelsessituation, der er moralsk, politisk og økonomisk uholdbar.

Ikke overraskende møder organisationer som de nævnte en del kritik fra israelsk hold, for eksempel fra dem, der anser Breaking the Silences virke for at være utroværdigt, ødelæggende for den militære moral og en sikkerhedsrisiko for Israel.

De palæstinensiske reaktioner er også langtfra utvetydigt positive. For eksempel mener mange palæstinensere, at organisationer som Jesh Din gør mere skade end gavn, fordi de er med til at afhjælpe de værste krænkelser og derved ’normalisere’ besættelsen.

Hvor ovenstående organisationer især beskæftiger sig med den nuværende besættelsessituation, har andre dele af civilsamfundet i højere grad blikket rettet mod en langvarig fred. Et eksempel er Peres Center for Peace, grundlagt i 1996 af Simon Peres. Her er ideen, at for at finde en bæredygtig løsning på konflikten må folk lære at leve, ikke ryg mod ryg, men side om side.

Centret stræber efter at bygge fred gennem socialt og økonomisk partnerskab mellem israelere og palæstinensere og gennemfører en række programmer inden for uddannelse og sundhed, økonomisk samarbejde og humanitær hjælp. Centret forsøger altså at bygge bro, mens ufreden stadig står på.

Perescentret har også sportsaktiviteter og andre initiativer, der har til formål at bringe palæstinensiske og israelske børn og unge sammen på tværs af politiske og nationale skel. På det punkt har organisationen store lighedstræk med den type civilsamfund, som befinder sig i den kulturelle sfære.

Så er vi tilbage ved Daniel Barenboim, som i 1999 sammen med den amerikansk-palæstinensiske forfatter og orientalist Edward Said dannede ungdomsorkestret The West-Eastern Divan Orchestra.

At have en institution, der helt fra starten var et fælles palæstinensisk-israelsk projekt, er i sig selv lidt af et særsyn. Orkestrets medlemmer er unge fra Israel, de besatte områder, de omkringliggende arabiske lande samt en række lande uden for regionen. Orkestret giver koncerter verden over og har også optrådt for FN.

Det er temmelig kompliceret for orkestret at spille i Israel og de besatte områder, ikke mindst fordi det er svært for et så nationalt sammensat orkester at få adgang til et område, hvor der, afhængig af hvor man bevæger sig, er restriktioner i både israeleres og palæstinenseres frie bevægelighed. Men nogle gange lykkes det. I 2005 gav orkestret en stor koncert i Ramallah, og i foråret 2011 spillede det i Gaza med den erklærede hensigt at vise solidaritet og venskab med indbyggerne her.

LÆS OGSÅDansk fredsorkester modtager dødstrusler

Said døde i 2003, men orkestret og visionen bag føres entusiastisk videre af Barenboim, hvis personlige motivation er et ekko af mange andre jøders: »Jeg gør, hvad jeg gør, fordi jeg bliver sindssyg af at se på, hvor meget uret vi jøder begår på en daglig basis, og hvor meget vi bringer vores fremtidige eksistens i Israel i fare«.

Visionen bag orkestret er, at det ikke hjælper at skabe en fred, der overholder de folkeretlige bestemmelser, hvis der ikke er skabt en dybere form for mellemfolkelig accept, og at orkestret »naturligvis ikke er i stand til at skabe fred. Men det er med til at skabe betingelserne for forståelse, uden hvilken det er umuligt overhovedet at tale om fred«.

At skabe forståelse i den palæstinensisk-israelske konflikt er i sig selv et kolossalt projekt.

Begge parter har gennem tiderne haft ekstremt stereotype opfattelser af hinanden. De har også helt forskellige nationale historier, og essensen af disse historier kolliderer med hinanden. Det mest slående eksempel er betydningen af staten Israels oprettelse 14. maj 1948. Denne dag var en glædesdag for jøder verden over og syntes at markere starten på en ny æra, hvor jøder ikke længere ville være fanget i forfølgelse og truslen om udslettelse. For de palæstinensiske arabere blev den samme begivenhed en katastrofe og starten på et nyt og lidelsesfuldt kapitel i deres historie.

Det er ekstremt svært for palæstinensere og arabere på den ene side og jøder på den anden at acceptere den anden parts historie og de lidelser, som er en del af historien. Og det har syntes næsten umuligt for dem at konstruere en historie, der giver den anden part en plads.

Eller sagt på en anden måde: Det er ufattelig vanskeligt at acceptere den sandhed, der ligger i den israelske forfatter Amos Oz’ ord: »Den israelsk-palæstinensiske konflikt er et eksempel på en konflikt mellem rigtigt og rigtigt, selv om den mest virker som en konflikt mellem forkert og forkert«.

Ideen bag orkestret er at hjælpe unge på begge sider lidt på vej. Ikke kun ved at de unge lærer hinanden at kende, men også ved at engagere dem i det, som Barenboim har kaldt pinefuld lytten (»painful listening«). Mange af de unge musikere i The West-Eastern Divan Orchestra hører den andens parts historie for første gang.

Som del af befolkningsgrupper, der i meget vidt omfang har været vant til bevidst ikke at lytte til den anden parts historie, er det ofte en pinefuld øvelse. Endnu sværere er det at acceptere legitimiteten af den andens historie. Ifølge Barenboim kommer musikken her til hjælp, fordi musikken kan vise noget, som intet andet kan.

Ikke blot bringer musikken mennesker fra begge sider sammen. Den forudsætter også evnen og viljen til at lytte og ansporer til, at alle orkestrets instrumenter trods ekstrem forskellighed gives en uerstattelig plads.

Barenboim har en ambition om, at orkesterprojektet vil få flere og flere til at tænke på samme måde: »Hvert medlem af the West-Eastern Divan Orchestra, uafhængig af hans eller hendes oprindelse, udviser bemærkelsesværdigt mod, forståelse og vision … Jeg kan godt lide at tænke på dem som pionerer i en ny måde at tænke om Mellemøsten på«.

Men nytter de noget, alle sådanne organisationers aktiviteter?

Civilsamfundet står uden for den militære og politiske magt og er derfor ikke herre over det politiske udfald, som det prøver at præge. Derfor er det uforudsigeligt, om det arbejde, der udføres af hver enkelt af sådanne organisationer, vil bære frugt, og hvis det gør det, så hvornår. Organisationerne og menneskene bag er derfor nødt til at gøre det, som de synes er vigtigt, selvom virkningen ikke umiddelbart er kendt.

Tiden viser naturligvis, om initiativer har en effekt eller ej, og der er tegn på, at det civilsamfund, som er beskrevet her, begynder at sætte sine spor. For at tage et konkret eksempel har Jesh Dins arbejde resulteret i, at et antal palæstinensere har opnået at få deres rettigheder respekteret. Dette har mindsket den palæstinensiske civilbefolknings mistro til organisationen, hvilket giver den øget mulighed for at øve indflydelse. På lignende vis giver mange andre organisationers indsats konkrete resultater.

Derudover udgør civilsamfundet en højrøstet stemme, der lægger pres på både politikerne i Mellemøsten og det internationale samfund. Fordi denne konflikt er en konflikt, som hele verden er involveret i, er det ikke kun et elitært projekt uden egentlig betydning, når berømte dirigenter giver berømte koncerter. Højt profilerede musikere er – netop fordi de er højtprofilerede – yderst velegnede til at lægge pres på højtprofilerede politikere.

På den måde giver de et modspil til andre dele af civilsamfundet i og uden for Mellemøsten, som også har en stærk stemme, og som er ivrige modstandere af Barenboims måde at tænke om Mellemøsten på.