Jeg er en af de der leverpostejfarvede kvinder, der bor i parcelhus.

Faktisk kun 5 kilometer fra Helsinge, som Leonora Christne Skov beskriver i Politiken 16.7.

SE INTERVIEWFri mig for parcelhuslykken

Jeg har to børn, en mand (samlever), dog ikke hund, men en lille kat.

Jeg er en tidligere skolekammerat af Leonoras, ikke fordi dette skriveri skal handle om vores skoletid, men for at gøre helt klart, at jeg er en af ’dem’, Leonora beskriver i sit interview. Lige ned til mindste detalje.

Og så alligevel ikke. For i sit interview går Leonora ikke så meget i detaljer, som jeg egentlig godt kunne tænke mig. Artiklen i Politiken er fyldt op med ordene »alle«, »man«,
»altid« og »aldrig«. Altså, generaliseringer. Men ikke blot er interviewet fyldt med generaliseringer. Også påstande fylder en hel del. Påstande, som ikke bliver fulgt op med nogen form for indsigt og reel viden.

»Der gik ret lang tid, hvor det er rigtigt, at jeg var ret reaktiv, og hvor jeg helt klart var imod den danske parcelhuslykke, men hvor jeg heller ikke havde et liv, som jeg kunne holde op og sige: Her er alternativet. Det var først senere, at jeg følte en forpligtelse til at få et ordentligt liv, så jeg kan vise folk noget andet. Jeg vil gerne fortælle, at der er noget federe derude, og det kan godt være, at det kommer til at lyde, som om jeg bare reagerer på alt det, jeg synes er noget lort, men jeg vil bare gerne sige, at der er noget bedre«.

Sådan udtaler Leonora sig blandt andet i interviewet. Jamen, så er det jo slået godt og grundigt fast. Leonoras liv er bedre end gennemsnitsdanskerens. Og Leonora vil gerne vise ’folk’ noget andet.

Men hvilke folk taler hun om? Umiddelbart forstår jeg, at det er parcelhusfolket. Og de har jo alle sammen nogle kedelige liv og ingen meninger, ifølge Leonora, hvor alle kvinderne arbejder på det lokale plejehjem, og deres mænd kører på arbejde i København hver dag.

Leonora siger, at ikke blot har hun fundet et alternativ til det traditionelle liv, men et bedre alternativ. Men jeg kan altså ikke se, hverken i dette interview eller ved at kigge på Leonoras liv udefra, hvad det er, der lige præcis gør det til et bedre alternativ.

Måske er det mig, der ikke helt forstår det, men jeg er jo også bare en del af det her kedelige parcelhusfolk uden meninger. Men jeg føler ikke, at jeg på nogen måde bliver oplyst af denne artikel.

Er det, fordi plejehjemsmedarbejderen ikke skriver lange artikler om, at hun hjælper andre mennesker hver dag? Eller skolelæreren, pædagogen, sygeplejersken og alle de andre, der hver eneste dag gør en forskel i andre menneskers liv? Har de ikke en mening, fordi de ikke ytrer sig offentligt? Har de ikke taget stilling til deres liv og deres fremtid?

Når jeg henter og bringer mine børn i skole, fritidshjem og børnehave, bliver jeg mødt af mennesker, der i den grad har taget stilling. Og som hver dag tager stilling til, hvordan de behandler og drager omsorg for andre mennesker. Jeg har selv arbejdet med mennesker i mange år. Fra jeg var 18 år. Og jeg kan sige af egen erfaring, at brændte jeg ikke for det, ville jeg ikke have kunnet arbejde med mennesker i så mange år. Jeg gjorde det, fordi jeg gjorde en forskel.

Jeg har aldrig haft et stort behov for at styrte ud i verden og sige »se, hvad jeg kan, jeg kan drage omsorg for andre mennesker, jeg bidrager rent faktisk til, at andre mennesker får nogle gode oplevelser«. Det var vigtigt for mig at gøre en forskel, ikke at fortælle hele verden, at jeg gjorde en forskel. Så når jeg er død, ved jeg, at jeg har gjort en forskel. For rigtig mange mennesker.

Ligesom Leonora beskriver, at hvis hun døde, så ville hun i hvert fald have gjort en forskel for nogle lesbiske unge, så har jeg, den kedelige leverpostejfarvede parcelhusbeboer, gjort en forskel for f.eks. udviklingshæmmede, ældre, bittesmå børn, lidt større børn, meget store børn og børn med specielle behov. Lige så vel som jeg nu har valgt at engagere mig i spejderarbejdet for børn mellem 6 og 8 år.

Nu kan jeg så læse ud af artiklen, at Leonora har et bedre alternativ til mit liv. Jamen, så oplys mig da! For jeg føler egentlig glæde ved at leve et temmelig ’kedsommeligt’ liv, hvor jeg synes, jeg gør en forskel. Jeg kan til gengæld oplyse Leonora lidt om, hvilket liv der gemmer sig bag min bøgehæk. Bare for at give hende et indblik i, hvad det egentlig er, hun forsøger at vise et bedre alternativ til.

Jeg er født og opvokset i denne by, faktisk de fleste år i selvsamme parcelhus, jeg nu er bosat i. Jeg forlod byen som 20-årig, med en overbevisning om, at jeg ALDRIG skulle tilbage hertil. For det var det mest kedelige sted i hele verden. Nu ved jeg jo ikke, om Leonora er klar over dette, men det er en helt naturlig reaktion i den alder.

Jeg flyttede til København i egen lejlighed og syntes, det var helt fantastisk og spændende. Da det eneste menneske, jeg rigtig kendte i byen, var min homoseksuelle bror, blev homo-miljøet meget hurtigt en stor del af mig. Jeg var stort set i det uafbrudt i to år.

Leonora beskriver på fineste vis en grillfest i Gilleleje, fyldt med ens heteroseksuelle mænd og deres koner med barnevogne, der blev ved med at spørge, hvorfor hun dog ikke ville have børn. Det må da også være frustrerende at skulle forsvare sine valg hele tiden. Sådan havde jeg det også i min tid i København, bare med omvendte fortegn. Hvorfor havde jeg dog nogensinde ment, at jeg havde behov for en mand?? Og så blev det ligesom bare sådan, at det havde jeg jo ikke behov for. Jeg var jo i et miljø, hvor det ikke var normen.

Men ser I, inde i mig brændte der en ild. For jeg havde behov for en mand. Og det har jeg stadig. Men jeg må da være ærlig og sige, at det har taget mig en hel del år at komme ud af min egen forvirring.

Mit liv har været fuldt af uovervejede beslutninger. Det tør jeg godt indrømme. Og nogle mere hensigtsmæssige end andre. Men nu er en uovervejet beslutning jo ikke nødvendigvis en forkert beslutning. Og jeg kan med ro i sindet sige, at jeg ikke fortryder, eller er bange for at fortryde, nogen af de valg, jeg har foretaget. For hver og et af disse valg har været med til at forme det menneske, jeg er i dag. Og de har tilmed givet mig en masse spændende oplevelser, jeg ikke ville have været foruden.

Og så kommer jeg frem til det her med børnene. For Leonora mener jo, at vi, som bor her i parcelhushelvedet, kun får børn, fordi alle andre gør det. Det er jo vist i øvrigt ikke kun os udkantsdanskere, Leonora har en mening om i dette tilfælde. Jeg mener helt bestemt at have læst engang, at hun mener, at det generelt er derfor, kvinder får børn. Fordi ’alle’ de andre gør.

Måske er der noget om det. At vi spejler os i hinanden. Nu er det jo i det hele taget sådan, at vi mennesker kun udvikler os i samspil med andre. Og hvis der ikke skete en spejling, ville det vel egentlig være lidt mærkeligt.

Leonora udtaler også, at hun ikke kan få øje på nogen i sin egen generation, der vil noget andet end at være søbet ind i ægteskab.

Blot for at nuancere billedet lidt vil jeg sige, at nu bliver folk rundt omkring jo gift af mange forskellige årsager. I 1999 blev jeg gift med en amerikansk mand og flyttede til Californien. Børn kom faktisk aldrig helt for alvor på tale. Jeg tror ikke, at nogen af os var parate til at få børn – og slet ikke med hinanden. Vi blev mest af alt gift af praktiske årsager, så vi kunne være sammen. Så ja, allerede der var jeg ’søbet ind i ægteskab’.

Jeg tror ikke, jeg som sådan overvejede, hvorvidt jeg var parat til livslangt ægteskab, jeg var forelsket, og det var sådan, vi kunne være sammen. Meget ung var jeg, og beslutningen var vældig forhastet, men jeg ville da ikke være foruden. Og det kan i den grad siges at være et positivt tilvalg, jeg gjorde dengang. Det er nemlig også en påstand, Leonora kommer med i sit interview. At hverken ægteskab, børn eller det traditionelle familieliv er et positivt tilvalg. Det er simpelthen bare noget, vi gør, fordi alle de andre gør det.

Jeg fik jo så ikke børn med min første mand. Vi blev skilt efter to et halvt år. Og der gik ikke et halvt år, før jeg mødte faderen til mine børn. Og jeg skriver sådan, fordi det var lige præcis, hvad der skete inde i mig, da jeg så ham første gang. Jeg ville være mor til hans børn. Jeg kan ikke forklare hvorfor. Jeg kan dog sige, at ’alle de andre’, der var omkring mig på daværende tidspunkt, havde valgt ikke at få børn, så det var såmænd ikke, fordi ’alle de andre’ fik børn. Faktisk kom det som et chok for mange, og jeg mistede kontakten med en del af mine daværende veninder.

Tilmed er faderen til mine børn vestafrikaner, og det har i den grad skabt røre i andedammen. Jeg har måttet forsvare mit valg om og om igen. Gentagne gange er jeg blevet spurgt, om ikke jeg dog var bange for, at børnenes far ville kidnappe dem og tage dem med til Afrika? Nogle gange er jeg blevet spurgt så meget, at jeg til sidst har fået et lille stik af tvivl om ham. Det er dog hurtigt forsvundet igen, gudskelov.

Men det er meget lig det, Leonora beskriver omkring at blive spurgt, om hun dog ikke er bange for at ende sine dage ensom, fordi hun har valgt ikke at få børn. Så mange gange, at hun nogle gange faktisk er blevet lidt bange for at blive ensom.

Langt de fleste mennesker har, eller har haft, en eller flere kampe at kæmpe. Det er ikke alle kampe, der skal kæmpes i det offentlige rum. Leonora savner at høre fra sin generation, fordi hun ikke tror, at de har en mening om noget. Jeg savner noget indsigt i Leonoras interview. De fleste af de udtalelser, Leonora kommer med, er ganske usaglige og bygget på oplevelser, hun havde i sin barndomsby for 15 år siden. Nå ja, og så en grillfest i Gilleleje.

Da jeg var 20 år, var der da heller ikke et eneste menneske i denne by, hvis liv jeg gerne ville have, som Leonora selv skriver, at hun havde det som 19-årig. Der skulle da bare ske noget andet. Og rigtig mange unge mennesker i den alder bruger ikke så forfærdelig meget krudt på at opnå indsigt i andre menneskers liv, fordi de har nok i sig selv og deres ungdomsoprør. Der er derfor heller ikke noget enestående over, at Leonora ikke kunne holde ud at leve i sin barndomsby og i øvrigt ønskede sig noget radikalt andet, som hun siger. Sådan var vi mange, der havde det.

Alternativer til det traditionelle liv findes der masser af. Og det er vel op til det enkelte menneske at vurdere, hvilken livsstil der er bedst for netop dem. For hvad er ’det gode liv’? Det er lidt ligesom at diskutere, hvad kunst er. Det er en endeløs diskussion, for ingen bliver nogensinde enige, og det er vel heller ikke meningen. Vi kan jo også diskutere, om farven blå er pænere end farven grøn. Vi finder aldrig et korrekt svar. Men vi kan finde ud af, hvilken farve det enkelte menneske har taget stilling til, at de bedst synes om.

Jeg er f.eks. meget glad for blå, min datter pink (ja, hun er fem). Har hun ikke taget stilling? Skal jeg sige til hende, at det er, fordi hun ikke ved bedre? Nej, for hun HAR taget stilling. Med de forudsætninger, hun har. Og hendes valg er hverken bedre eller dårligere end mit. Hun har blot andre forudsætninger og dermed andre drømme og ønsker. Og sådan er det også i en voksenverden.

Jeg tror egentlig ikke på, at Leonora gerne vil høre meninger fra parcelhusfolket. For dem har hun jo hørt, om og om igen. Hun bryder sig ikke om dem. Hun tror simpelthen ikke på, at man kan være lykkelig i et traditionelt kernefamilieliv. Og så går debatten jo bare i stå der.

LÆS OGSÅLeonora Christina Skov: Nutiden er gotisk

Kære Leonora, jeg kunne skrive hvad som helst. Du har besluttet dig for, at dit liv er bedre end mit. Og det er jo fint. Jeg havde bare brug for at fortælle dig, at jeg såmænd har masser af meninger, og hvis du i øvrigt gad bruge tid på at få indsigt i os kedelige danskeres liv, ville du finde ud af, at jeg ikke er den eneste i din generation.

Ville jeg nogle gange ønske min børn til Langbortistan? Ja, i den grad. For såvel som du nogle gange trænger til at komme væk, som du jo selv beskriver i dit interview, så gør jeg det også. Dit arbejde kan vel på en måde kaldes dine børn. Jeg er sikker på, at du passer og plejer dine skriverier en hel del – arbejder med dem såvel mentalt som fysisk. Og det tærer. Det gør det jo, når det står ens hjerte nær.

Forskellen på dig og mig er, at hvis jeg valgte at forlade mine børn hver gang, jeg fik nok og havde brug for en pause, så er der alt sådan noget kompliceret noget som de sociale myndigheder osv., der bliver indblandet.

Så ja, jeg lufter gerne min frustration nogle gange. Hellere det end at få mine børn til at føle, at de er en byrde. For det er de ikke. De er roden til en masse helt naturlige bekymringer, jeg har som mor, men til gengæld er de også en øjenåbner for mig. Gennem dem oplever jeg verden på ny. Jeg er begyndt at glæde mig over de små ting i livet, hvilket jeg har haft meget svært ved. De giver mig en lykkefølelse, jeg ikke før har oplevet, og jeg mærker en kærlighed inde i mig, jeg ikke før har mærket.

Ville livet uden børn have været lettere? Muligvis. Havde det været bedre? Det ved jeg jo ikke. Jeg tror det ikke. Det ville bare have været anderledes. Har jeg fået børn på bekostning af mine egne drømme? Nej. Mit liv, inden jeg fik mine børn, var fuldt af alt muligt andet end at realisere mine drømme. Sidder jeg her i mit parcelhus og græder over mine tabte drømme? Nej, jeg udlever dem nu, sammen med min mand og mine børn. Jeg bruger al den tid, jeg kan, på at lave fine malerier, og det er drømmen. Den lever jeg nu og her.

Min nabo udlever en anden drøm. Mit valg, at leve det, liv jeg lever nu, er et meget positivt tilvalg, og jeg føler mig mere lykkelig nu, end jeg nogensinde før har gjort.

Dette er livet bag en af bøgehækkene i et parcelhuskvarter. Jeg kender til mange andre liv i dette kvarter og andre lignende. Og hvis du, Leonora, tog dig tid til at kigge lidt uden for dig selv, ville du kunne føre en langt mere saglig og nuanceret debat. Og måske tilmed opretholde respekten for andre mennesker. Den respekt, du selv har kæmpet for i så mange år.