For nylig blev den kinesiske kunstner Ai Weiwei løsladt fra næsten tre måneders fængsling uden retshandling. Myndighederne stillede ved løsladelsen den betingelse, at han ikke må udtale sig offentligt, mundtligt eller skriftligt. Det har udløst protester, ligesom også hans fængsling medførte massiv international kritik af Kina. Men hvad er det ved hans virksomhed, der gør ham så farlig, at regimet føler sig nødsaget til at behandle ham på den måde på trods af det negative omdømme, det giver?

Det er især hans blogskriveri og tweets, som skræmmer. Det skyldes uden tvivl de folkelige protestbevægelser, den slags kan være med til at udløse og videreformidle, som vi har set det i den arabiske verden hen over foråret. Ai Weiwei har haft en formidabel evne til at forstå og udnytte de muligheder, der er i de nye netbaserede kommunikationsformer, som eksempelvis Twitter. Det er som forum for meddelelser på nettet kun få år gammelt, men det er eksplosivt voksende og kan sprede meddelelser og nyheder så hastigt og ukontrollabelt, at selv det mest autoritære regime ikke kan styre det.

Søger man på 'Ai Weiwei' på Twitter, står der blot: 'There are no ...' - og den afbrudte sætning er ledsaget af et nærbillede af kunstnerens mund, tæt sammenlukket. Før fængslingen har Ai Weiwei selv fortalt, at han brugte mange timer dagligt på at sende beskeder ud i verden via Twitter. Forud for forbuddet mod at tweete ligger myndighedernes lukning af hans blog for et par år siden, efter at han var gået aktivt og kritisk ind i en afdækning af jordskælvskatastrofen i Sichuan (2008).

Det giver imidlertid ikke mening at forsøge at skelne mellem hans politiske aktivisme i ord og skrift og hans konventionelle kunstneriske virksomhed. Det er hidtil kun ordene, den bogstavelige samfundskritik, det kinesiske regime har forsøgt at bremse. Men i grunden er de kunstværker, han udstiller rundt omkring på verdens store og prestigiøse museer, mindst lige så radikale i den protest, de indeholder i overført, billedlig form.

Det drejer sig om en kamp mod ideologibaserede 'sandheder', magtmisbrug og den udslettelse af enhver historisk bevidsthed, som Kinas aktuelle, heftige jagt på økonomisk vækst afstedkommer. Målet er at bidrage til udviklingen af et samfund, hvor der er rum for en kritisk, oplyst, offentlig debat.

LÆS OGSÅ Kinesisk systemkritiker skal undervise i Berlin

Et sådant rum har aldrig eksisteret i Kina, og det store spørgsmål er selvfølgelig, om det er muligt at udvikle det i det enorme land, og om dets økonomiske vækst mere eller mindre automatisk vil føre til demokratiske tilstande. I Danmark har vi en tendens til at tage dette offentlige rum for givet, ligesom den kritiske, oplyste diskussion (og den frie presse) er så indarbejdet et vilkår, at vi glemmer, at det er historisk betinget.

Meget af vores lokale, selverklærede politiske kunst kan det være svært at tage alvorligt, fordi den ikke anerkender, at dette trods alt er et grundvilkår i vores samfund, ligesom den kunst, der meget demonstrativt forsøger at omhandle ytringsfrihed, kan virke ligegyldig og forkælet. Desværre kan vores magelige liv få os til at forveksle ytringsfrihed med retten til at sige hvad som helst om hvem som helst.

I omkring 100 år har den ene kunstneriske strømning efter den anden i den vestlige verden forsøgt at ophæve skellet mellem kunst og liv. Paradoksalt nok har det ofte ført til meget konceptuel og vanskeligt tilgængelig kunst uden æstetisk eller billedmæssig tiltrækningskraft, og dermed kunst, som de mennesker, altså 'folket', som kunstnerne har orienteret sig mod, har følt sig totalt fremmedgjort over for.

I modsætning til denne demonstrativt politiske kunst er det bemærkelsesværdige ved Ai Weiweis praksis, at den meningsfuldt hænger sammen med og intensiverer hans politiske aktivisme. Her er skellet mellem liv og værk ophævet. Det er tragisk for det kinesiske samfund og for Ai Weiwei selv, at det sker med livet som indsats.

Ai Weiwei er formentlig den kinesiske kunstner, der er bedst kendt i den vestlige verden. Hans internationale gennembrud fandt sted med formgivningen (sammen med arkitekterne Herzog & De Meuron) af det smukke, fuglerede-lignende stadion til de Olympiske Lege i Beijing i 2008. Men Ai Weiwei vendte hurtigt den opmærksomhed, bygningsværket skaffede ham, mod det kinesiske regime, idet han offentligt meldte sig ud af hele foretagendet i protest mod den politiske udnyttelse af legene.

Sideløbende med de mange store udstillinger, han efterfølgende har haft rundt omkring i verden, har han vedvarende forholdt sig kritisk og overraskende åbenmundet til Kinas kommunistpartis forvaltning af magten.

I Danmark er han blandt andet kendt for sin installation på Langelinie sidste år, da der var EXPO i Shanghai. Mens Den Lille Havfrue var lånt ud til den danske pavillon, lod Ai Weiwei den transmittere 'live' til en stor skærm placeret på de sten i havnen, hvor Havfruen normalt sidder.

LÆS OGSÅLøsladt kinesisk kunstner får millionbøde

For Ai Weiwei var det afgørende ved værket, at der her blev transmitteret direkte fra Kina ud i verden, efter sigende for første gang overhovedet uden den lille forsinkelse, der normalt er lagt ind, for at censuren kan nå at slå til og bremse en udsendelse, hvis dens indhold viser sig at være politisk kompromitterende. I den periode, verdensudstillingen i Shanghai fandt sted, havde Ai Weiwei en skærm stående tændt døgnet rundt i sit værksted i Beijing, så han kunne sikre sig, at transmissionen kørte uafbrudt.

Et andet eksempel på sammenhængen mellem Ai Weiweis verbale aktivisme og hans mere konventionelle kunstneriske virksomhed er hans engagement i jordskælvskatastrofen i Sichuanprovinsen i 2008. Efter katastrofen blev Ai Weiwei og andre opmærksomme på, at tusindvis af egnens skolebygninger var styrtet sammen under den meget voldsomme jordrystelse. Mange steder stod almindeligt byggeri intakt tilbage, mens netop skolerne var smuldret og gav mistanke om lokale myndigheders korruption og byggesjusk.

Da det ikke var muligt at få klare oplysninger om katastrofen fra offentlig side, organiserede Ai Weiwei en indsamling hos indbyggerne i det jordskælvsramte område af navne på de omkomne børn. Navnelisten nåede op over 5.000 og blev offentliggjort på Ai Weiweis blog. Konsekvensen var, at myndighederne lukkede bloggen.

I 2010 forsøgte Ai Weiwei at støtte en anden aktivist, der var under anklage og skulle stilles for retten. Ai Weiwei og hans assistenter blev imidlertid tilbageholdt med vold på deres hotelværelse af politiet for at forhindre deres deltagelse i retshandlingen. Efterfølgende måtte Ai Weiwei hasteopereres for en blødning i hjernen. Også dette - hans operation - lod han transformere til et kunstværk, idet han udsendte fotos af sig selv efter operationen og producerede T-shirts med billeder af den hjerneskanning, der afslørede hans blødning.

Samtidig åbnende han i München en udstilling, der refererede til jordskælvet - både med titlen 'So Sorry', en sarkastisk henvisning til de kinesiske myndigheders ansvarsforflygtigende reaktion på katastrofen, og med en enorm udsmykning, der dækkede hele museets facade: På afstand lignede det et kæmpe vægmaleri med kinesiske skrifttegn i forskellig farver på blå baggrund. Men på tæt hold viste det sig at være en form for mosaik af tæt ophængte børnerygsække, en reference til de skoletasker, der lå tilbage mellem murbrokkerne efter jordskælvet.

Med den vidtstrakte facade og det uhyrlige antal rygsække blev katastrofen håndgribelig og dens omfang fysisk påtrængende. De store kinesiske skrifttegn var et citat fra en mor til et af de dræbte børn: »Hun levede lykkeligt på denne jord i syv år«.

LÆS OGSÅLøsladt kinesisk kunstner får millionbøde

Bemærkelsesværdigt nok medførte afdækningen af jordskælvskatastrofen og udstillingen i München ikke restriktioner mod Ai Weiweis traditionelle kunstneriske virksomhed. Heller ikke under selve hans fængsling her i foråret har myndighederne forsøgt at bremse planlagte udstillinger af hans kunst. Eksempelvis kunne Louisiana, der har en aftale om en udstilling med Ai Weiwei i dette efterår, fortsat samarbejde med hans assistenter om projektet, selv om ingen kunne komme i kontakt med den fængslede kunstner.

Gad vidst, om det kinesiske regime, som er vokset ud af kulturrevolutionen, i den grad er opflasket med en ringeagt for kunst, at de ikke har blik for det kritiske potentiale i en udstilling som f.eks. den omtalte i München?

Det kan også undre, at han så længe har fået lov til at ytre sig så åbenmundet og med mange hårde ord om Kina og dets regering. Personer med indsigt i Kinas kultur forklarede det indtil sidste år med hans fars, Ai Qings, nære relation til Mao. Selv om Ai Qing, der var en berømt digter, var medlem af kommunistpartiet og tæt på formanden, faldt han ikke desto mindre i unåde som så mange andre og blev eksileret til Gobiørkenen under Kulturrevolutionen, hvor han levede i to årtier, pålagt det uslest tænkelige arbejde.

Indtil for nylig forklarede man de løse tøjler, Ai Weiwei er blevet holdt i af regimet, ud fra familiens oprindelige tætte forbindelse til Mao (som skulle tælle mere end eksileringens 'lille intermezzo'). Det blev anset for utænkeligt, at nogen ville krumme et hår på Ai Weiweis hoved.

Tydeligvis var regimet også fuldt bevidst om, hvad de fik ud af at tillade hans virksomhed, idet han med Vestens bevågenhed blev et billede på et nyt og mere åbent og tolerant Kina. Var det snarere regimet, der udnyttede ham, end ham, der udstillede regimets svagheder? Så skete imidlertid politiets voldsomme tilbageholdelse af ham og efterfølgende hans hjerneoperation. Senere kom arrestationen til, og nu hans definitive forbud mod at udtale sig offentligt.

At bevidsthed om landets historie og kulturelle arv på godt og ondt er afgørende i Ai Weiweis værk, er ikke mærkeligt efter hans opvækst i eksil. Nu gentages Kulturrevolutionens ufatteligt brutale og målrettede udslettelse af enhver form for kultur, traditionsdyrkelse og intellektuel virksomhed indirekte ved, at markedskræfterne er sat fri, og intet andet end økonomisk velstand tæller.

Flere af Ai Weiweis større installationer er lavet af smukt udskåret træ fra templer, der i hobetal bliver bortsaneret for at give plads til de eksplosivt voksende byer. Han tager i sine værker ofte afsæt i sådanne ready mades, det vil sige genstande fra hverdagen. Men han transformerer, modificerer eller parafraserer dem på forskellig vis, så de grundlæggende bliver ubrugelige - og netop derved til kunst.

Det kan være fornemt forarbejdede træmøbler fra Ming- og Qing-dynastierne, som han får skåret op og sat sammen til nye, ufunktionelle former, idet han genopliver gamle håndværkstraditioner for at sammensætte de nye konstruktioner med samme teknik, som man oprindelig brugte. Eller det kan være sjældne, neolitiske keramiske krukker, som han dækker med industriel maling i klare farver.

Set fra et synspunkt 'ødelægger' han dem derved og tematiserer den mangefold mere omfattende ødelæggelse af kulturarven og landets håndværksmæssige traditioner, der finder sted overalt i det kinesiske samfund. Men samtidig minder han med de uendeligt smukke installationer, der kommer ud af det, om de håndværksmæssige, kulturelle kvaliteter og traditioner, som fortiden rummer.

Hans kunst er aldrig politisk i den enfoldige forstand, at den blot er lavet som illustration af en bestemt, bogstavelig pointe. Der er flere lag og mange fortællinger på færde på en gang, og der bliver ikke serveret nogen entydig eller rigtig løsning.

LÆS OGSÅ Nyt initiativ sætter fokus på overset kunstcensur

Blandt de mange værker, der minder om fortiden, er en række installationer, han har lavet med Mao-tidens standardcykel, en tung, sort model med det tusindårsrigeagtige navn 'for altid'. Denne cykel er nu gået ud af produktion, fordi nutidens mere velhavende kinesere ønsker sig mere fikse modeller i forskellige farver, med gear osv. Ai Weiwei har på forskellig vis transformeret cyklen til kunstnerisk installation ved f.eks. at sammensvejse en række stel eller save dem op i mindre stykker.

Ved på denne måde at forstærke cyklens ubrugelighed og udstille den som passé arbejder Ai Weiwei mod en bevidstgørelse om nødvendigheden af kritisk stillingtagen til alle påståede absolutter. Måske er der andre 'sandheder', vi tager for givet i dag, som vi også burde forholde os skeptisk til? Måske er der andre vilkår, vi antager er eviggyldige, 'for altid', som i grunden er forankrede i en bestemt tid og en bestemt politisk ideologi?

Med sin kunst kan Ai Weiwei tydeliggøre og bevidstgøre de ideologier, vi har en tendens til at være blinde over for, og netop derved kan han yde sit bidrag til udviklingen af et kritisk rum som et vilkår i samfundet.

Han argumenterer i ord og værk for, at det ikke er muligt at opbygge et velfungerende, sammenhængende samfund med en kritisk distance til magten, hvis man kapper enhver forbindelse tilbage i tid, hvis man undlader at inddrage de erfaringer på godt og ondt, historien kan bidrage med. Men værkerne ville ikke 'virke', hvis han ikke evnede at forene socialt engagement og politisk aktivisme med en traditionel kunstnerisk virksomhed af stor, virtuost gennemarbejdet skønhed og formsans.

Selv om vi her i landet er begunstiget med en kritisk og grundlæggende ucensureret offentlig debat, virker Ai Weiweis projekt næsten uhyggeligt vedkommende. Det viser os, at der er vilkår for os som individer, som vi ikke bør tage for givet, og at det faktisk er påtrængende nødvendigt at sige fra i tide, både i ord og kunst, når samfundet negligerer vores historie og kulturelle erfaringer. Ai Weiweis sociale engagement og kunstneriske virksomhed bekræfter den gamle aforisme, at selv om politisk kunst sjældent er god kunst, er god kunst altid politisk.