Landbruget er et af de erhverv, som de fleste mennesker har en mening om.

Landbruget har nemlig med natur at gøre, og natur og miljø er på mode, og måske grundet vores egen oprindelse i naturen mener de fleste sig kvalificerede til at udtale sig om samme.

Men for os, der lever med og af landbruget til hverdag, ser tingene noget anderledes ud, og derfor opstår de velkendte konflikter mellem landboere og byboere. Førstnævnte mener, at de er meget naturvenlige og tager god vare på natur og miljø, mens sidstnævnte mener det modsatte.

Men hvem har ret? Det spørgsmål kan naturligvis ikke besvares, da der mere er tale om holdninger end facts. Byboerne ser, godt hjulpet af medierne, det, de gerne vil se, og landmændene forsvarer sig med næb og kløer - og begge parter overdriver naturligvis.

Men passer det, når landmændene påstår, at de er så natur- og dyrevenlige? I løbet af de mange år, jeg har levet i, med og af landbrug, har jeg ofte siddet i forsamlinger af landmænd, hvor miljø og dyrevelfærd har været på dagsordenen, og argumenterne har altid været, at af hensyn til vort omdømme, af hensyn til miljøfolkene, af hensyn til forbrugerne og af hensyn til alt andet uvedkommende må vi gøre noget for miljø og dyrevelfærd. Jeg har aldrig hørt en landmand sige, at af hensyn til miljøet og dyrene må vi gøre noget. – Det viser lidt om, hvor miljø- og dyrevenlige vi egentlig er.

Når landmænd så tager hånd om dyrevelfærden, stærkt presset af omverdenen, sker det som regel i form af bygning af megastore stalde, som ejeren så stolt viser frem med en forklaring om, hvor godt dyrene har det her frem for i den gamle stald. Masser af lys og luft bliver som regel fremhævet som den eneste og nu opfyldte betingelse for dyrevelfærd.

At grisene så tilbringer hele deres liv kun omgivet af stål og beton, og at køerne må tilbringe hele deres liv inden døre uden at se en solstråle eller et frisk græsstrå, forbigås i tavshed; og hvis det påpeges af uvidende byboere, er en væsentlig del af enhver landmands paratviden en forklaring om, hvorfor det i virkeligheden er det bedste for dyrene. At det mest af alt er det bedste for hans selvfølelse, ligger derimod ikke helt så langt fremme i hans bevidsthed.

Denne lidt nødtvungne omsorg for dyrene kommer kun produktionsdyrene til gode - og så hunden. De vilde dyr, hvor meget får de del i dyrevelfærden? Når en landmand kommer kørende i sin lakskinnende traktor, der helst skal være på størrelse med en mindre boligblok, hvor mange vibe- og lærkereder kører han så uden om? Det er nemlig med hans megamaskine som med en supertanker, at når den først har sat kursen, så er den meget vanskelig at dreje, og en viberede er jo bare en, nå ja, viberede. Det er den dyrevelfærd, som landmændene selv mener, de har styr på.

En del af denne misere skyldes de meget store landbrugsbedrifter, vi har i dag. I den størrelsesorden er der ikke tid til at tage sig af en kat eller en viberede. Og store skal bedrifterne være. Det er nemlig ikke nok at være landmand mere, i dag skal man være virksomhedsleder; det er en virksomhed, ikke en bondegård, man har. Det lyder unægtelig også af mere, og som hårdkogt virksomhedsleder kerer man sig altså ikke om viber.

Med virksomhedsstørrelsen følger nemlig også virksomhedskulturen: Man tænker i penge og ekspansion. Derfor opkøber dagens landmand jord og nabogårde i stor stil. Marker bliver lagt sammen, og ensartetheden breder sig. Kører man igennem det danske landbrugsland i dag, er det meget anderledes end for 30 år siden: majsmarker og hvedemarker så langt øjet rækker. Konformitet og ligegyldighed, og i hvert fald ikke meget af den natur, som landmændene ellers har så travlt med at bedyre, at de holder så meget af.

Jamen, hvorfor nedlægger de den så? Er der noget, der er unatur, er det nemlig i høj grad de store og ensartede marker, hvor der hverken kan trives vilde dyr eller planter. Landsbrugsavisen stillede for nylig spørgsmålet: Er agerlandets vilde plante- og dyreliv truet? 76 procent svarede nej. Men nu var det altså hovedsagelig landmænd, der svarede.

Til godt landmandskab - et poppet begreb, der blev lanceret for nogle år siden for at styrke landmændenes vaklende selvfølelse - hører et godt sædskifte. Det er det forhold, at der år for år dyrkes forskellige afgrøder på en given mark for på den måde at undgå diverse sygdomme og skadedyr. Men er der noget, landmændene forsynder sig imod, er det netop sædskiftet. Problemer med sygdomme, skadedyr og ukrudt sprøjter man sig ud af.

I min barndom påstod man f.eks., at hvede, der er temmelig næringskrævende, ikke kunne dyrkes på let jord. I dag dyrkes der stort set ikke andet. Kunstgødning og kemikalier har gjort den påstand fuldstændig til skamme. De nye godsejere ved nok, hvad der skal til.

Problemet med disse nye godsejere er imidlertid, at de slet ikke formår at være godsejere. De har slet ikke den tradition og kultur, der skal til. For dem er der kun en ting, der tæller: størrelse, da de mener, at det alene er den, der giver respekt og anseelse. Og for landmænd, som for de fleste andre i disse år, betyder anseelsen mere end noget andet. Vi vil ’gøre os’ i andres øjne, det er en folkesygdom mere end nogensinde før. Derfor reagerer landmænd kraftigt på en ofte berettiget kritik, da den i sin konsekvens ville betyde en indskrænkning af deres ekspansionsmuligheder og dermed tab af prestige.

De fleste landmænd er selv opvokset på landet og er derfor præget af landbokulturen på godt og ondt. De har derfor svært ved at se, at der er noget galt i det, de gør. De gør jo bare det samme, som man altid har gjort; principperne er i hvert fald de samme: størst muligt udbytte skaffet med alle tilgængelige midler.

Det er ikke, fordi landmænd er onde, de er bare konservative, og som sådanne har de svært ved at tænke nyt. Og det er nok denne fodslæbende konservatisme, der er vores egentlige problem, den blokerer nemlig for nytænkning og egentligt fremskridt.

Med hvad med økologien? Den står for mange byboere og politikere som det, der må kunne frelse os fra alle disse problemer. Er det ikke her, vi finder nytænkning og fremskridt?

Økologien havde sin spæde barndom i 1980’erne. Det var nogle få flippere, som kastede sig over jorden uden det konventionelle landsbrugs profitjagt og brug af livsødelæggende giftstoffer. De mente, at bare planterne blev dyrket økologisk, var de så glade for det, at de hverken behøvede gødning eller pleje i øvrigt. De kunne leve af lutter idealisme og gode hensigter.

Efterhånden fandt øko-flipperne dog ud af, at tingene ikke helt fungerede på den måde, og i takt med at den brutale virkelighed gik op for dem, kølnedes deres interesse tilsvarende. Samtidig var der ingen økonomi i det, da aftagerne af produkterne var få og meget små.

I 1990’erne skete der så noget. Som konsekvens af den stigende miljøbevidsthed fattede supermarkederne pludselig interesse for økologien og fik varerne på hylderne.

Det solgte straks i en helt anden størrelsesorden end før, hvad der nu fik de professionelle landmænd til at kigge efter det, som de tidligere ikke havde villet røre ved med en ildtang. Nu lugtede de profit, og de begyndte at lægge om. De skulle vise miljøflipperne, hvordan man drev landbrug - også økologisk. De var vel professionelle. Levebrødsøkologerne havde set dagens lys.

Men også her sneg skuffelsen sig efterhånden ind, det kastede alligevel for lidt af sig, samtidig med at det var besværligt og bureaukratisk, og en del vendte tilbage til det konventionelle landbrug.

Men er økologien et reelt alternativ til det konventionelle landbrug? Det mener jeg ikke, om end det nok er det bedste bud, vi har p.t. Som nævnt var de første økologer meget idealistiske, for dem skulle al profitjagten ikke have lov at ødelægge miljøet, men de lykkedes jo heller ikke rigtigt med deres forehavende. Paradoksalt nok var det så netop udsigten til profit, der drev mange af de næste øko-landmænd, men det lykkedes heller ikke rigtigt for dem.

Tilbage er der så os, som har fundet os til rette under de givne forhold. Og netop det med de givne forhold er nok vigtigt. For de økologer, der er blevet tilbage, er for de flestes vedkommende, hvad man kalder regel-økologer. De overholder nøjagtigt avlsreglerne, så de kan opretholde deres autorisation, og så ikke mere. Man kan som økolog faktisk foretage sig mange uøkologiske ting uden at komme i konflikt med reglerne. Endda med myndighedernes velsignelse.

Et eksempel er ukrudtsbekæmpelse. Den foretager vi økologer for en stor del om efteråret ved at bearbejde jorden med plov, harve og andre redskaber med et stort energiforbrug og stor risiko for kvælstofudvaskning til følge. Den metode er faktisk af myndighederne vurderet til at være så dårlig for miljøet, at den er blevet forbudt for de konventionelle landbrug; de skal sprøjte i stedet. Det vil sige, at vi økologer er tvunget til at bruge den mindst miljøvenlige metode. Det er helt grotesk. Økologien løser på den måde ikke mange miljøproblemer.

Men mange økologer - og forbrugere - er så kemikalieforskrækkede, at de foretrækker, at vi brænder tonsvis af dieselolie af og udvasker kvælstof til grundvandet for at opnå bare tilnærmelsesvis samme effekt, som en enkelt ukrudtssprøjtning kan give. Bare vi ikke bruger ’gift’.

Det fundamentale problem ved økologien er imidlertid, at ingen rigtig ved, hvad økologisk landbrug er. Som det er i øjeblikket, er økologien defineret ved de økologiske avlsregler. Når man overholder dem, er man per definition økolog. Men de regler er i virkeligheden bare udtryk for, hvad nogle tilfældige mennesker på et tilfældigt tidspunkt på et tilfældigt sted på kloden syntes skulle være økologisk.

For mange forbrugere er det økologiske lig med det naturlige. Men den holder ikke ret langt. For alt landbrug er i bund og grund unaturligt, lige meget hvor økologisk det er. Det er unaturligt at dyrke jorden, det er unaturligt at holde dyrene som husdyr osv.

Nogle synes imidlertid, at det er godt, at økologien ikke er alt for fast defineret, for dem skal den nemlig være dynamisk, altså foranderlig. Det hjemler nemlig mulighed for stadige regelstramninger, og det hilser nogle økologer mærkeligt nok velkommen. Det skyldes, at vi så hele tiden kan holde et forspring foran det konventionelle landbrug.

Når de er ved at indhente os i miljøvenlig drift, får regelskruen lige en ekstra omgang, og vi er igen foran og kan derfor stadig føle os lidt mere miljøvenlige, hvad der er vigtigt for nogle økologer. For mig at se var det bedre, om vi fik en fast definition af økologien og så lod de konventionelle landbrug indhente os.

Når en del forbrugere og mange politikere i disse år alligevel ser økologien som frelsen fra landbrugets miljøfælde, trods samme økologis svagheder, skyldes det i virkeligheden nok slet ikke det egentlig miljømæssige, som man mener, at økologien repræsenterer, men derimod det nostalgiske. De ser økologien som en tilbagevenden til en tid, hvor alt var mere forståeligt og overskueligt helt på samme måde, som de ser ’Bonderøven’ i tv, hvor der ikke bliver kørt med gyllevogne i parcelhusstørrelse og mejetærskere, der knap kan vende på en fodboldbane.

Økologien og ’Bonderøven’ er to kærkomne rastepladser i en hurtigkørende verden. De ved godt, at hverken en bonderøv eller en økolog frelser verden, men man har vel lov at drømme.

Vi kan konstatere, at der i den seneste generation er sket en stærk decimering af antallet af lærker, viber, agerhøns og andet vildt, hvilket har givet en forarmelse af naturen, hovedsageligt forårsaget af den industrialisering af landbruget, som politikerne rask væk har givet deres velsignelse til. Det har de samme politikere så søgt at rode bod på ved skiftevis med stok og gulerod at få os bønder til at lave visse miljøtiltag som f.eks. at lave dyrkningsfri bræmmer langs vandløbene, tilplante utilgængelige markhjørner mm.

Men det egentlige problem, altså industrialiseringen af landbruget, gør de ikke noget ved. Af hensyn til folkestemningen vil de have miljø, dyrevelfærd og natur, og af hensyn til deres egen ideologi vil de have industri. Men det er uforenelige størrelser. For industrilandbrug er ikke bare en bestemt driftsform, det er også en bestemt tankegang, og den er ikke forenelig med dyrevelfærd og natur.

Problemet er, at vi ikke aner, hvad vi egentlig vil med landbruget. Den enkelte landmand ved det godt: Han vil ekspandere; men hvad vil vores samfund?

Politikerne skylder os en samlet og langsigtet plan, en plan, som er uafhængig af folkestemninger, vindretninger og tilfældige indslag i tv. Så ved vi landmænd også, hvad vi har at rette os efter, ikke bare i dag, men også om en måned og om fem år. Skal vi bare producere stabelvarer og valutaindtægter, eller skal vi noget mere?

Hvis ikke vi får en sådan plan, vil vi nok i al fremtid komme til at sige: »Der var så dejligt ude på landet«.

---------------------------------

RETTELSE: En tidligere version af denne kronik indeholdt desværre flere sproglige rettelser, som dels var meningsforstyrrende, dels tilføjet af redaktionen uden kronikørens vidende. Redaktionen beklager.