Det vakte opmærksomhed, da Novozymes’ topchef for et års tid siden talte på et SF-landsmøde.

Hvad gjorde en fremtrædende erhvervsmand på et partipolitisk møde? Det gav anledning til diskussion. Der lød kritik, men også positive forventninger. Et tegn på erhvervslivets involvering i den politiske dagsorden. Chefen for et multinationalt selskabs erklærede interesse for udviklingen i det samfund, der er virksomhedens base.

Var der tale om et enkeltstående stunt, behændigt udført af en mediebevidst topchef? Eller så vi et eksempel på en udvikling, der peger på store virksomheders ønske om nu i offentlighed at påvirke det politiske spil. Det sidste synes at være tilfældet. Andre store virksomheder har meldt sig med engagement i social ansvarlighed, miljøbeskyttelse mv. Hvorfor det, hvorfor nu?

LÆS OGSÅ Nu betaler Mærsk også til Liberal Alliance

Fordi virksomheder, store som små, i dag er afhængige af deres omdømme. Med voksende effekt på virksomhedernes omsætning og indtjening forlanger forbrugerne bæredygtig produktion. Mennesker og deres omgivelser skal behandles med respekt.

Masseproduktion til lavpris er ikke længere nok. Det ved virksomhedslederne, og de melder sig i samfundsdebatten for at brande deres virksomheder.

At brande er ifølge ordbogen at gøre et varemærke kendt og give det en bestemt idealitet eller profil ved målrettet annoncering m.m. Det er i dag vigtigt for en virksomhed at forlene navn og produkter med tidens forestillinger om ideel adfærd. Optræden i politiske fora er udøvet strategi. Man har udviklet et budskab. Det skal ud, fordi ... Fordi der er produkter, der skal sælges.

En virksomhed er kapital omsat i udstyr – med det mål at forøge kapitalen. Intet produkt bliver sat i produktion uden forventning til acceptabel forrentning af de investerede midler. Forrentningen ligger i afstanden mellem produktets fremstillingspris og dets salgspris. Det er legitimt for virksomhedsejerne at skabe den størst mulige afstand mellem de to fikspunkter. Samfundet berøres af de midler, der tages i brug for at optimere afstanden.

Velstandsforøgelse er et respekteret mål for menneskelig aktivitet. Men bestræbelserne for at øge velstanden baner vej for diskutable midler. I vor tid besynges det frie marked som vejen til forøgelse af velstand. I tillid til den klassiske teori om de økonomiske kræfters selvregulerende egenskaber er de sluppet fri.

Teorien bygger på forestillingen om, at virksomheder, der optræder asocialt og uetisk, afskærer sig selv fra markedet og tvinges til at indstille deres aktiviteter. Producerende og finansielle virksomheder er i dag kun begrænset af de få regler, det endnu er muligt for svækkede nationalstater at pålægge dem.

National lovgivning, der tilgodeser samfundsinteresser på bekostning af erhvervsinteresser, er vanskeliggjort af virksomhedernes konstante og kontante trussel om at flytte deres aktiviteter til lande med større forståelse for deres betingelser.

I den aktuelle debat om nationalstatens tab af suverænitet bortleder populistiske stemmefiskere desværre opmærksomheden fra det grænseløse markeds problematik. De taler for fysisk grænsekontrol for at sikre velfærd og respekt for national lovgivning. Komplicerede udfordringer søges forklaret og løst med spektakulære initiativer – uden indflydelse på de kræfter, der modarbejder samfundets interesser.

Det er knæfaldet for neoliberalistiske forestillinger om de løsslupne markedskræfters velsignelser, der undergraver de nationale institutioner, som bidrager til samfundets stabilitet. Når betingelserne for et samfunds velfærd og arbejdsmarked først og fremmest skal afstemmes efter hensynet til investorers afkastforventninger, er borgerne berøvet indflydelse på grundlæggende eksistensbetingelser. Deres demokratiske rettigheder er tvunget i defensiven af markedskræfternes kyniske regimente.

LÆS OGSÅ Banker betalte regeringens valgkamp

Markedets aktører har altid været til stede i det politiske. Lovgivning har selvfølgelig deres intense opmærksomhed. Lovgivningen sætter betingelser for deres ageren. Med den kommunistiske planøkonomis sammenbrud forsvandt det eneste ideologiske modstykke til den liberalistiske markedsøkonomi.

Sejren begrundede argumentation for øget velstand gennem frisættelse af de kræfter, der så overbevisende havde sat statsstyring til vægs. Deregulering blev liberalisternes mantra – og vildspor. De økonomiske matadorers grådighed blev lige så grænseløs som deres frihed, og de bragte den økonomiske verdensorden til randen af kollaps.

Det hænder, at fejltagelser står fadder til nytænkning. Men markedets magtfulde aktører var uden forståelse for adfærdsregulerende tiltag og deres potentielle modspillere, de folkevalgte politikere viste ingen vilje til de nødvendige indgreb. De økonomiske og politiske magthavere forblev forenet i troen på det frie markeds sakrosankte urørlighed. Erhvervsmatadorerne var til stede i det politiske med uformindsket styrke.

Det er ikke en ny, men bare åben tilstedeværelse, erhvervsspidser viser, når de tager officielt til orde i partipolitiske fora. Det er erhvervslivets selvbevidste demonstration af rollen som uomgængelig part i den politiske beslutningsproces.

Fra lobbyismens dulgte kulisseliv træder erhvervsrepræsentanter ind på den politiske scene, ikke som politikere, men som det, de er blevet i en markedsstyret virkelighed, magthavere i egen ret. Saxo Bank gestaltet som Liberal Alliances sandsynlige repræsentation i Folketinget efter næste valg er endnu et eksempel.

Skal vi frygte et politisk dominerende erhvervsliv? Ja! Ubetinget! Det er med markedskræfterne som med ild. Kontrolleret kan de tjene almenvellet, ukontrolleret fortærer de alt, og med tiden deres eget eksistensgrundlag.

Revolution er pludselig forkastelse af herskende normer. Udvikling er de herskende normers langsomme vigen for revolutionerende forandring. Vi kan vænne os til meget. Over tid. Vi er ved at vænne os til private virksomheders ageren på områder tidligere forbeholdt fællesskabets institutioner. Profitsøgende investorer har set muligheder i at tilbyde sig med skoler, hospitaler, pleje af ældre og pasning af børn m.m.m.

De udvikler ekspertise i offentlige kerneydelser og tilbyder sig – mod betaling forstås – til dem, der vil have mere end fællesskabets tilbud. Det er i overensstemmelse med liberalistisk markedstænkning.

Problemerne, der er forbundet med denne form for privatisering, er dels fællesskabets opløsning, dels tab af kontrol med leverandørernes serviceydelser. Markedstænkningen gør borgerne til forbrugere kategoriseret i segmenter, der kan bearbejdes kommercielt efter deres karakteristika. Markedstænkningen forvitrer den helhed, der skaber samfund.

Hvad angår den demokratiske kontrol med de borgernære serviceydelser, beskriver Colin Crouch i sin bog ’Post-Democracy’ resultatet af myndighedernes knæfald for private investorers ønske om kommercialisering af offentlige ydelser til borgerne.

Han påpeger, at overdragelse af ansvar for levering af traditionelle offentlige velfærdsydelser til private flytter ekspertise på de respektive serviceområder fra det offentlige til de private udbydere. Det offentliges ansvar over for borgerne forplumres af den ansvarsflytning til private virksomheder, der er indbygget i de indgåede overdragelsesaftaler.

Borgernes klager over eventuel mangelfuld service har fået ny adresse: den private leverandør. Leverandøren har kontrakt med det offentlige om serviceydelse på betingelser, der har økonomi som omdrejningspunkt.

Den sædvanligvis økonomisk trængte kommune ser på prisen, leverandøren imødekommer med et presset tilbud og leverer, hvad der er råd til, når den ønskede avance er tilgodeset. Borgernes klager er virkningsløse over for den formelle upåklagelighed.

LÆS OGSÅ De radikale får kvart million af Mærsk

Velfærden er privatiseret, borgerens velfærdsbehov kommercialiseret på de private servicefirmaers betingelser. Den politiske kontrol er kortsluttet af juridisk funderede aftaleregler.

Kritik af markedskræfternes voksende indflydelse på det politiske afvises med kendsgerningen om dets bærende bidrag til samfundsøkonomien. Vi hører det derfor igen og igen, betydningen af at sikre erhvervslivet gunstige arbejdsbetingelser.

Erhvervsfolk og deres organisationer har i sagens natur altid påpeget den. Erhvervslivets synspunkter har desuden officiel repræsentation i politiske partier, der har erhvervenes interesser på programmet. Og med erhvervsfolks tilstedeværelse i politiske fora i øvrigt er lovgivningen under stærk påvirkning af erhvervssynspunkter.

Erhvervslivets magtfulde tilstedeværelse i det politiske kan siges at matche dets betydning for samfundsudviklingen. Når topchefen for Novozymes stiller op på SF’s landsmøde, er det vel blot en officiel tilkendegivelse af en realistisk forståelse mellem et erklæret socialistisk parti og dets klassiske modstykke, storkapitalen. Godt nok, kunne man tænke, antipoders forbrødring må tjene landets interesser. Politikeren og erhvervsbossen i samarbejde om fælles mål. Som er...? Grundlæggende forskellige.

Den folkevalgte politiker er valgt til at varetage sine vælgeres og nationens interesser. Erhvervsbossen har andre præferencer. Aktuelt har medierne gjort opmærksom på multinationale selskabers regnskabsmæssige transaktioner med henblik på beskatning af overskud i lande med lempelig skattelovgivning.

De multinationale selskaber snyder ikke. De handler i fuld overensstemmelse med gældende love og regler – som er udformet under indflydelse af liberalistisk markedstænknings frihedsidealer. De forfølger helt legalt deres ejeres primære mål: profitmaksimering.

At det samfund, der er forudsætningen for deres erhvervsaktivitet og overskud, berøves skatteindtægter til sikring af sine institutioner, reduceres fra en økonomisk politisk problemstilling til et emne for moralister. Firmaernes jurister og skatteeksperter har sikret det fornødne: Loven er fulgt.

Landets love bliver til i det folkevalgte parlament. »Ingen over, ingen ved siden af Folketinget«, hedder det med Viggo Hørups ord. I dag en påmindelse og advarsel til tingets medlemmer. De folkevalgte skal med lovgivning blandt meget andet sikre samfund og borgere mod eventuelle skadevirkninger af virksomheders profitjagt. Tyder erhvervslivets arbejdsvilkår på, at politikerne lever op til idealerne?

Ingen agerer upåvirket af det omgivne miljø. Politikerne er selvfølgelig påvirket af dem, der kommer dem nær. Dem, der har betydning for deres virke. Man kunne mene, at det i vort demokratiske samfund måtte være vælgerne. Men vælgernes betydning og indflydelse er fuldbyrdet med deres grundlovssikrede valgret.

LÆS OGSÅKonservativ vil afvise penge fra Saxo Bank

I det daglige er politikerne og deres lovgivningsarbejde påvirket af udenomsparlamentariske aktører, og ikke mindst af dem, der har indflydelse qua deres økonomiske betydning.

Under den herskende økonomiske liberalisme er det markedskræfternes repræsentanter, de multinationale selskabers matadorer. De agerer på vegne af deres ejere, investorerne, med det primære formål at forøge værdien af investeringerne. Samfundet skal levere arbejds- og købekraft. Samfundsudviklingen, ja, borgernes ve og vel, har alene investorernes interesse som midler til fremme af deres økonomiske mål.

Vort demokrati var i sin vorden en reaktion på adelens sociale og økonomiske privilegier. Vi fik et styre ved folkevalgte repræsentanter, der med lovgivning skulle sikre borgerne mod den økonomiske overklasses vilkårlige magtudøvelse. »Ingen over, ingen ved siden af Folketinget« udtrykker forudsætningen for de folkevalgtes frie bestræbelser for efter overbevisning at lovgive til gunst for folk og land. Et idealistisk fyndord, der let bliver klemt af hverdagens realiteter.

Allerede grundlæggeren af den økonomiske liberalisme, skotten Adam Smith, bestræbte sig for i formuleringen af de markedsøkonomiske doktriner at holde private erhvervsinteresser på afstand af de politiske fora. Frygten for sammenblanding har ikke mistet aktualitet. Med kanoniseringen af den liberalistiske markedsøkonomi har politikerne underkastet sig markedskræfternes krav til frihed og deregulering..

Den dominans i samfundslivet, erhvervsinteresser har fået under den rådende markedsøkonomi, er en trussel mod den samfundsorden, der har fokus på borgernes velfærd. Erhvervslivet kan med rette fremholde, at det er forudsætningen for samfundets velstand, men det er ikke den, der er central for markedets matadorer. Samfundets velstand er et biprodukt til de aktiviteter, hvis primære mål er virksomhedsejernes berigelse.

Forudsætningen for en symbiose mellem samfund og erhvervsliv er de folkevalgtes loyalitet over for borgerne. Til beskyttelse af samfundets og borgernes interesser er det de folkevalgtes pligt at sætte regler og grænser for erhvervslivets aktiviteter. Af egen vilje lader virksomhederne sig kun begrænse af de hensyn, der skyldes indtjening, aktiekurs. Der er utallige eksempler på virksomheders skrupelløse adfærd. Og politikersvigt.

Olieudslippet i den Mexicanske Golf i 2010 er et af de nyere spektakulære. Det afslørede, igen, hvordan profithensyn blokerer for den omkostningstunge sikring af menneskeliv og miljø. Det afslørede, igen, politikere smurt til med svigt af befolkningens tillid.

Vi ved, at kemikoncerner anstrenger sig for at hindre EU-lovgivning, der skal beskytte borgerne mod sygdomsfremkaldende produkter. Hvor står EU-parlamentarikerne? Er de tro mod borgerne, der valgte dem? Vi kender til politikere afsløret i korruption. Vi kender til dansk landbrugs eksorbitante forbrug af miljøgifte og medicin. Miljøet og borgernes helbred må vige for driftsøkonomiske hensyn.

Grænserne for det tilladelige sættes af lovgivningen. Lovgivningen tillader multinationale selskaber skattetekniske transaktioner, der minimerer deres skattebetaling. Selvfølgelig benytter de sig af det. Tænk på Danske Bank. Tænk på Ikea, Statoil og alle de andre. Det er ikke erhvervsbosserne, vi tænker på, når vi forholder os til udenomsparlamentariske aktiviteter. Men de er uden sammenligning dem med størst indflydelse.

»Ingen over, ingen ved siden af Folketinget« – når vi ser bort fra erhvervsinteresser. De multinationale selskabers økonomiske styrke placerer dem centralt i politiske fora. De påvirker lovgivningen med deres synspunkter og bearbejder den offentlige mening til accept af deres indflydelse. De arbejder for kapitalejerne med optimal udnyttelse af deres muligheder.

Grænserne for deres virke skal sættes af samfundet, det vil sige politikerne og en offentlighed, der er bevidst om den grundlæggende modsætning mellem respekten for samfund og miljø og kapitalejernes bestandige bestræbelser for at maksimere afkastet af deres investeringer.