1971-2011. Hvad ville Jane fra Femø sige til Joumana Haddad, hvis hun ankom, som da hun for nylig var i Danmark. Tegning: Mette Dreyer

’Tarzan er død – Jane er på Femø!’.

Sådan stod der med meget store bogstaver på døren til et dametoilet (eller var det et herretoilet?) engang i 1970’erne.

Jeg er ikke sikker på, at Tarzan er død – men Jane er i hvert fald stadig på Femø, her i 2011, hvor man fejrer 40 års Femø-jubilæum – hvis ikke hun lige er kommet hjem.

Og hvis Jane var der i den internationale uge, havde hun måske mødt Joumana Haddad. Hvordan mon det ville spænde af – to kvinder med samme feministiske grundholdning, men med vidt forskelligt fokus?

Hvad ville Jane sige til Joumana, hvis hun ankom, som da hun for nylig var i Danmark for at præsentere sin bog ’Jeg dræbte Sheherezade’: uden burka eller niqab, nej, tværtimod iført læbestift, høje hæle og en bluse, der ikke overlader noget til fantasien. Det er jo ikke lige sådan, vi er vant til at se arabiske kvinder – og slet ikke en repræsentant for kvindekampen i det arabiske forår!

LÆS LEDERArabiske kvinder skal med i magtens korridorer

Nej, det er netop pointen, Joumanas pointe. Og jeg tør slet ikke tænke på, hvordan det var gået, hvis hun var dukket op på Femø i 1971, for hun er præcis lige så kvindebevidst, som Jane var dengang – men opsat på at fremvise et totalt anderledes kvindebillede.

Jeg ved ikke, hvordan kvinderne har set ud på Femø i år – næppe så renvaskede som dengang, det var en åbenbaring at komme til et sted uden mænd og uden spejle. Hvor man smed bh’erne og klippede håret af hinanden, lod lokkerne falde for at demonstrere over for alverden og ikke mindst over for sig selv, at nu var det slut med at leve op til mandssamfundets billede af kvinder som sexobjekter.

Dengang var jeg ansat i tv’s kulturafdeling, og jeg fik arrangeret en studiediskussion med otte unge kvinder, der lige var kommet hjem fra Femø.

Jeg skal love for, at jeg fik min sag for, for de havde lært noget derovre: De stillede betingelser. De nægtede at snakke med ordstyrer (mig) – det skulle de nok selv styre. Det var aldrig set før på dansk tv. Og jeg glemmer ikke synet af de kortklippede, overstadige og superbevidste unge kvinder, der viste deres nøgne ansigter frem på den sort-hvide skærm – Se, sådan kan kvinder også se ud. Med en usynlig undertekst: Og kom så ikke her med alle jeres floskler om, hvad der er kvindeligt, og hvad der er ukvindeligt.

Men Joumana kunne ikke drømme om at klippe sit smukke sorte hår af – eller for den sags skyld lade hårene i armhulen vokse ud: »Faktisk er det værste for en kvinde, der befinder sig i kampen for sine rettigheder, for respekt og for at bevise sin evne til at påtage sig et hvilket som helst job og finde en plads i samfundet – især i tredjeverdenslande – at hun glemmer, at hun er kvinde; at hun opgiver sin kvindelighed«. Det kunne jeg virkelig godt tænke mig at høre de to diskutere.

Og så tilføjer hun – med et par spørgsmål, der er (eller burde være) centrale for alle feminister: Men hvad betyder kvindelighed? Og hvad betyder det, at en kvinde er en kvinde?

Simone de Beauvoir, en af den moderne feminismes formødre, var ikke i tvivl: Kvinde er ikke noget, man er, det er noget, man bliver. Underforstået: i det (mands)samfund, man fødes ind i. Hvorimod fader Freud tilstod, at han ikke anede det: Hvad er det, kvinden vil, spurgte han (vi andre har nu også haft lettere ved at sige, hvad vi ikke vil …).

Men Joumana ved en hel del om begge dele. Undertitlen til hendes bog er ’En vred arabisk kvindes bekendelser’. Til dem hører, at hun bekymrer sig om sin vægt og sine rynker, får succesfornemmelser af en ansigtsmassage og hader at skulle betale regningen, når hun er ude at spise med en mand: »Jeg er fanatisk med hensyn til kvindelighed. Jeg er helt sikkert, hvad man ville kalde en kvinde ’med nosser’, men jeg lider ikke af penismisundelse!«.

Selve titlen til hendes bog hentyder til den Sheherezade, som fik sultanen til at udsætte hendes henrettelse ved at fortælle ham historier. Hver aften begyndte hun på et eventyr, som han bare måtte høre fortsættelsen af – og da der var gået 1001 nat, lod han hende beholde livet.

LÆS INTERVIEWForfatter: »Den arabiske kvinde er sin egen værste fjende«

Jamen, var det ikke rigtig smart af hende? Det har vi da altid hørt. Sheherezade har længe stået som eksempel på den arabiske kvindes kløgt og evne til at klare sig i en vanskelig situation. Hvorfor vil Joumana dog dræbe hende?

Det vil hun netop, fordi Sheherezade er blevet så populær en figur – en veluddannet arabisk kvinde, der er snarrådig og intelligent nok til at redde sig selv fra den visse død med sine endeløse historier. Den form for bestikkelse bryder Joumana sig bare overhovedet ikke om. Det sender et forkert budskab, for her får manden rollen som almægtig og kvinden rollen som kompromissøgende og underordnet.

Det lærer ikke kvinderne hverken at gøre modstand eller oprør: »Det råder dem til at behage manden, enten ved hjælp af en historie, eller et godt måltid mad, eller et par silikonebryster, eller et blowjob, et knald, eller hvad vejen frem til at klare sig her i livet nu end kan være«.

Kvinde.  Joumana Haddad. Fotograf: Martin BubandtI Sheherezade har Joumana Haddad altså fundet et symbol for det undertrykkende kvindebillede, hun gør oprør imod. Hun ønsker ikke, at Sheherezade skal repræsentere den arabiske kvinde – for vel er det billede ikke 100 procent forkert, men det er ikke et fuldstændigt billede.

Vi har ikke haft noget tilsvarende samlende symbol her i Vesten; vi har talt om Askepot, om flinkeskolen, om duller og sexobjekter. Om at (med et rødstrømpeudtryk) ’udveksle slaveråd’ om, hvordan man bedst gør sig attraktiv i en mands øjne. Og om den bly og kyske Madonna. Med tiden er navnet Madonna så tværtimod blevet symbol på den superfrigjorte kvinde, der stiller sig op med en provokerende, offensiv seksualitet.

Jeg ved ikke, hvordan Joumana har det med den nye Madonnas ekshibitionistiske udgave af kvindelighed. Men hun er helt klar over, at hendes egen rolle er en provokation i den arabiske verden. Og hun sparer ikke på vreden, hverken når det gælder æresdrab, omskæring af piger eller… ja, lyserøde taxier.

Hun er nemlig fra det land i Mellemøsten, hvor kvinder er mest veluddannede og mindst underdanige: Libanon, hvor fransk er et hovedsprog. Og mens kvinderne i Saudi Arabien for nylig måtte demonstrere for noget i vores øjne så elementært som retten til at køre bil, kommenterer Joumana det nyeste hit i Beirut: et taxiselskab med kvindelige chauffører og kun for kvinder – kvinder, som har lyst til at færdes ude uden en mand, hvilket er utænkeligt i andre dele af den arabiske verden.

LÆS OGSÅSaudier fortsætter kvindekamp bag rattet

Og så er bilerne lyserøde. Jamen, hvad skal vi med den syge slikkepindefarve og de klicheer, der er forbundet med den, fnyser Joumana. Den gør mig flov som libanesisk kvinde. Og som arabisk kvinde. Og som kvinde i al almindelighed.

Selv kunne hun heller ikke drømme om at undvære mændene: »Jeg har som kvinde brug for manden. Ingen tvivl om det. Og jeg elsker dette behov, jeg accepterer det og nærer det og er stolt af det. Jeg er som kvinde klar over, at manden ligeledes har brug for mig. Og jeg elsker dette behov, accepterer det og fodrer det selv og er også stolt af det«.

Men der er en kæmpemæssig forskel på at have brug for den anden og at være afhængig af den anden eller at blive et påhæng og tilbehør til ham/hende. Hvad ville Jane sige til det – på Femø i 1971? Eller i 2011?

I et Danmark, hvor spejlet for længst er vendt tilbage. Hvor man snakker om den ene kvindelige politikers alt for kvindelige kavalergang og den andens alt for ukvindelige spadseredragt.

Hvor man er begyndt at tale om det pikløse samfund, nu hvor vi nærmer os muligheden for, at en kvinde kan befrugtes af sæd fra marven i en kvindeknogle. Hvor man forbyder børnehavebørn at lege doktorlege og har planer om at forbyde voksne mænds sexkøb, uanset med hvilke kvinder og under hvilke betingelser. Hvor den danske kvindebevægelse, eller rettere sagt den danske feminisme, er splittet og usikker og med en tilbøjelighed til smålig puritanisme.

Det er ikke den form for kvindelighed, Joumana Haddad går ind for.

Faktisk udgiver hun et blad med titlen Jasad (på arabisk: Kroppen), en mellemting mellem rødstrømpebogen ’Kvinde kend din krop’ og et erotisk magasin, intenst optaget af alt, hvad kroppen rummer af erotiske og seksuelle muligheder.

Hun har ikke ladet sig afskrække af dødstrusler; hun kæmper for at befri kvinderne og kvindekroppen for de indsnævrende rammer, de får påduttet fra fødslen – og for kvinders ret til deres kvindelighed: Hvis man vil gå til den anden yderlighed og affeminisere kvinderne, gøre dem til mænd, har man for alvor kapituleret.

Men så kommer det igen, 10-millioners spørgsmålet, for Joumana som for os i Vesten: Hvad betyder det, at en kvinde er en kvinde?

Og hun svarer: »For en kvinde betyder det at være kvinde altså, at hun er – og ønsker at være – sig selv, og ikke nogen andens jeg. Og især ikke mandens jeg: ikke mandens som hverken far, ægtemand, bror eller søn«.

For, tilføjer hun: »En kvinde er sin egen eneste ekspert og sin egen guide til sig selv. Men en af forhindringerne er, at kvinder har talent for at være deres egen værste fjende«. Derfor kan hun også sige: Ja, jeg dræbte Sheherezade. Jeg dræbte hende inde i mig selv.

Ak ja, hvor har vi hørt og tænkt og sagt det i årevis her i Vesten – at vi må kæmpe mod fjenden i vores egne hoveder.

Og vi er nødt til at sige det igen og igen, for tabuerne, skammen, angsten for ikke at slå til som kvinde, lever den dag i dag. Det er derfor, vi har brug for Femø og andre steder, hvor kvinder kan dele deres inderste tanker, deres vrede og deres længsler med hinanden.

Den erfaring med fællesskab er det vanskeligt at finde i Joumanas bog. Men det forhindrer ikke, at det, hun siger, og det hun gør, har sigte på alle arabiske kvinder. Det harmer hende, at mange arabiske kvinders eneste reaktion på deres lidelser er at beklage sig i stedet for at forsøge at finde en løsning. ’Man kan, hvad man vil’ er meget mere end en nydelig talemåde, siger hun.

Hvad er det da, kvinden vil – for at vende tilbage til Freud? Hvad er det, Joumana vil? Hun vil, »at kvinden går langt for at forme sit liv med et lillebitte skridt ad gangen, uden at forvente noget af nogen og uden at være et spejlbillede af, hvad andre mener, hun burde være. Det, der er på spil for hende, er at generobre sin stjålne, uklare identitet«. Sådan.

Vi er jo vant til at se lidt overbærende på det arabiske forårs kvindekamp: Nå, endelig er de ved at tage sig sammen.

Nu kigger de forhåbentlig på vores kvindebevægelser – vi, som er nået så vidunderlig langt.

Men ærlig talt: Der er faser i ethvert oprør, i enhver bevidstgørelse; der vil være millioner af kvinder fra andre arabiske lande, for hvem Joumana står som en fjern, uopnåelig drømmeskikkelse. Og i øvrigt er det ikke længe siden, vi selv gik i gang med at dræbe Sheherezade inde i os selv. Til nød har vi ved vores eksempel vist andre kvinder, at det er muligt at gøre oprør. Hvordan det oprør skal forme sig? Nej, det kan vi ikke lære dem noget om, for vi har ikke deres kulturelle og økonomiske baggrund. Vi kan kun glæde os over, at andre er i fuld gang på hver deres måde.

Hvis Jane og Joumana mødtes på Femø her i jubilæumsåret, tror jeg til gengæld ikke, at Jane kunne undgå at føle sig dybt berørt og måske en smule misundelig over den sproglige vitalitet, den vilje og energi og det livsmod, hun møder hos Joumana som en repræsentant for det arabiske forår: en kvinde med nosser, men uden penismisundelse. En kvinde, der ved, hvad hun vil med sin kvindelighed – og er i fuld gang med at realisere det offentligt.

På den måde er hun med til at give Simone de Beauvoirs mistrøstige definition en helt ny og positiv betydning: Kvinde er ikke noget, man er, det er noget, man bliver. Så det gælder om at vide, hvad man vil blive, hvad man vil være – og hvad man ikke vil være.

Det møde kunne jeg godt have tænkt mig at opleve...