Tyve år er gået siden den sidste sommer, Sovjetunionen eksisterede.

Sommeren endte med gammelkommunisternes Augustkup, der var et forsøg på at bremse opløsningen, men blot fik den modsatte effekt. De baltiske lande løsrev sig endeligt, og fire måneder senere var hele unionen en saga blot.

Danmark havde for første gang ikke længere nogen fjende eller militær trussel mod sig, Stevnsfortet og Langelandsfortet kunne omdannes til museer – og russiskfaget måtte se sig om efter en ny eksistensberettigelse.

Mandag 19. august 1991 var jeg som sædvanlig den sommer tidligt oppe for at iføre mig uniform og tage S-toget fra København op til Hillerød, hvor jeg aftjente min K-værnepligt på Civilforsvarets kaserne.

Året før havde jeg to uger før studentereksamen rasende måttet finde mig i at blive indkaldt som den eneste på min årgang og så ikke frem til at skulle spilde et helt år på noget så meningsløst og gammeldags som værnepligt, og da slet ikke, når det kun var omkring en ud af ti, der ikke var heldig nok til at trække frinummer.

Radikal, humanistisk og moderne som jeg var, syntes jeg, at krig var en gammeldags og tåbelig måde at løse konflikter på og da slet ikke noget, vi skulle befatte os med her i Danmark. Nogen militær trussel mod Danmark kunne jeg da heller ikke rigtig få øje på to år efter murens fald og med Sovjetunionen på vej mod opløsning.

Af alle onder valgte jeg Civilforsvaret, som jo dog i det mindste ikke handlede om krudt og kugler, men om brandslukning og førstehjælp til de sårede.

Jeg var i gang med at læse russisk på universitetet og havde rejst en hel del i Sovjet allerede. Lært folk at kende og var sikker på, at kommunismen var passé. Mine venner i Moskva havde grinet, da jeg året før skrev til dem, at en af vores lærere på studiet, historikeren Hans Bagger, ved studiestart havde sagt, at vi nok skulle få lært en masse i løbet af de fem år på universitetet, men garantere, at Sovjetunionen ville eksistere, når vi var færdige, det kunne man ikke.

Til Civilforsvaret havde jeg skrevet, at jeg helst ville slippe for værnepligt: jeg havde jo så dårligt tid og var optaget af så meget andet. Det var jeg åbenbart ikke ene om, for det viste sig i Hillerød, at man havde samlet et helt hold af umuliusser fra universitetet til den såkaldte K-værnepligt (kommunal værnepligt), som gik ud på en måneds introduktion på kasernen og så hjem med uniformen i to år, hvor man ville blive indkaldt til nogle weekender og således altså i princippet være klar til udrykning, hvis russerne skulle smide en atombombe over Roskilde. Introduktionsforløbet var venligt nok lagt i de studerendes lange, lange sommerferie, så man ikke tabte studietid af det.

Dagen før havde jeg ringet til nogle venner i Moskva, og alt var normalt. Før jeg nåede op på kasernen, havde jeg ikke hørt nyheder, for vi havde jo hverken internet eller mobiltelefoner dengang.

Derfor hørte jeg først fra de andre på stuen, at gammelkommunisterne havde taget magten i Moskva. Kort efter blev vi kaldt til samling og fik fra vores befalingsmænd den rystende besked, at Gorbatjov var arresteret, og at forsvaret i Danmark nu var i højeste beredskab, og at vi derfor ikke ville få lov at forlade kasernen foreløbig. Vi skulle være klar i tilfælde af, at udviklingen i Sovjetunionen løb løbsk.

De fleste tog det roligt. En græd, gruppens mest bodybuildede fyr i øvrigt. Herefter gik vi i gang med dagens sædvanlige øvelser: rulle brandslanger ud, iføre sig maske og a-sikret tøj, slæbe bårer med døde væk.

Jeg tror ikke, det går så galt, sagde jeg til alle. Efter frokost fik vi lov at se nyheder: Dækningen havde to vinkler: en for mig at se malplaceret parallel til afsættelsen af Khrusjtjov i 1964 og så en diskussion mellem forskellige ruslandseksperter om udviklingen og dens mulige udfald. Fra studiet kendte jeg flere af debattørerne.

Mest dristig var Bent Jensen på TV 2, der uden for megen øh-bøh og på-den-ene-side og på-den-anden side fradømte kupmagerne nogen chance for at gennemføre deres forehavende. Når jeg husker dette så klart, er det måske, fordi Bent Jensen i årene efter placerede sig meget tydeligt med den linje som kommentator af udviklingen i Rusland, f.eks. under kampen om Det Hvide Hus i 1993 og gennem krigene i Tjetjenien.

LÆS OGSÅAdenauer var klar til at give Vestberlin til kommunisterne

Omvendt med vores lærer Niels Erik Rosenfeldt, der om aftenen i TV-avisen kom til at sige, at det nok ville blive sværere for os at lave aftaler med russerne i fremtiden.

Rosenfeldt har senere fortalt mig, at han ellers havde frabedt sig at skulle spå om udviklingen, inden han gik i studiet. Studieværten spurgte alligevel, og det var direkte tv, så måtte man jo bare prøve at svare. Hermed var to meget forskellige tilgange til historikerens rolle som kommentator søsat: den klare stillingtagen og det dristige (ofte rigtige) bud på morgendagens videre forløb over for den saglige analytikers mere forsigtige stil, der fastholder, at historievidenskaben ikke kan spå.

Tilbage på kasernen var fyrene begyndt at ringe hjem til kæresterne for at fortælle, at de ikke kom hjem i aften. Jeg tænkte på at ringe til Moskva, men jeg havde ikke mønter nok og tænkte, at det måske også var bedre at vente. Ved 15-tiden blev vi kaldt sammen igen.

Vi fik nu den overraskende besked, at beredskabet i Danmark IKKE var forhøjet, og at vi godt kunne tage hjem om aftenen. Det hele havde været en psykologisk øvelse for at stive os af. Vores befalingsmænd havde set det som en enestående chance for at træne gruppen, ikke bare fysisk men også psykisk, på en mulig kommende krise.

Den skulle lige synkes. Et par stykker talte om dårlig smag og om at klage, ham, der havde grædt, kom med en lidt flov forklaring, mens jeg i det stille konkluderede, at det egentlig var o.k. Det var jo de samme befalingsmænd, som havde fortalt os, hvor ærgerlige de var over ikke at have fået lov at tage til Golfen. Man kunne da ikke sige andet, end at de gik ind for det. Der var et par stykker, der tog en bajer på vej ned til stationen og ville byde vores sergent en. Ikke når jeg er i uniform, lød svaret.

I dag kan det være svært at se for sig, hvor skæbnesvangre dagene med Augustkuppet faktisk var. Det var to år efter Murens fald, men i Sovjetunionen sad kommunistpartiet stadig på magten. Gorbatjov havde efter sigende den berømte kuffert med knappen til atomangreb med sig i sin husarrest i datjaen på Krim.

Men for mig er det nok synet af Politikens lysavis på Rådhuspladsen om aftenen den 19., der siger det meste: DE NYE MAGTHAVERE I KREML STØTTER SADDAM HUSSEIN. I den sætning står to årtiers konflikter indrammet. USSR havde tolereret Operation Ørkenstorm i 1990. Nu kunne billedet vende.

Den sårede bjørn kunne blive særdeles vanskelig at danse med. For slet ikke at tale om udviklingen internt i Sovjetunionen, der kunne blive meget alvorlig.

Baggrunden for Augustkuppet var, at en lang række af de 15 sovjetrepublikker på forskellig vis havde erklæret sig uafhængige af Sovjetunionen. Gorbatjov havde forsøgt at imødegå denne udvikling ved at udskrive en folkeafstemning om unionens beståen, der dog med et knebent flertal på 50,1 procent over hele Sovjetunionen – meget ulige fordelt og med flertal imod i en lang række republikker – ikke havde haft den ønskede effekt.

I Estland, Letland og Litauen var den slet ikke blevet gennemført. Gorbatjov forsøgte sig nu med en ny, frivillig unionsaftale, som kun nogle af republikkerne var på vej til at tiltræde. Det var tydeligt, at unionen styrede mod opløsning, og det var det, hele den sovjetiske ledelse rundt om Gorbatjov nu ville forhindre med undtagelsestilstand og militær magt.

Selv var jeg et år inde i studierne. Jeg var ikke som mange før mig kommet ind i faget ud fra en interesse for kommunismen. Jeg var heller ikke militærmand, sprogofficer, som var den anden store gruppe. Min interesse for Rusland var ikke båret af dette for-eller-imod, der havde præget faget i hele det 20. århundrede.

For mig var det fremtidens muligheder, der trak, ud over en uudslukkelig kærlighed til det fascinerende russiske sprog. Naturligvis kunne jeg ikke lade være med at fundere over min egen fremtid i tilfælde af et tilbageslag til gammelkommunisme i Moskva.

Ville jeg have et arbejdsliv som fortolker af magtintrigerne i Kreml? Ville jeg ind i forsvaret, som jeg dybest set ikke kunne tage alvorligt? For første og eneste gang overvejede jeg at skifte studium i de dage, og jeg kunne heldigvis vælge frit på alle hylder med et studentereksamensgennemsnit på 10,4.

Nede foran Netto mødte jeg Hans Bagger på cykel. Han fortalte mig opmuntrende, at ’hele Centralasien og Ukraine’ afviste kupmagerne. På tv kunne man se kuplederen Janajev ryste på hænderne under sin pressekonference. Og så begyndte det at vende. Jeltsin sprang op på kampvognen foran Det Hvide Hus. Gorbatjov vendte tilbage til Kreml. Og det sidste ydmygende efterår i USSR’s historie kunne tage sin begyndelse.

LÆS OGSÅPortræt: Muren, der væltede sig selv

Jeg var lettet. Mine venner i Moskva kunne leve uforstyrret videre. Og håbet om, at Rusland nu vitterlig ville blive fremtidens land, kunne få nyt liv. Der var ikke tid til at boge den. Så snart jeg var færdig på CF-kasernen, tog jeg til Moskva for at lære mere russisk og leve i landet og se, hvad der skete.

Jeg tilhørte den første årgang af russiskstuderende, som ikke var afhængig af at kunne komme på det stærkt kontrollerede etårige ophold på Moskvas Universitet, men kunne tage af sted og leje en lejlighed ude i byen og rejse frit rundt i landet, hvor den galopperende inflation og valutahunger gjorde min medbragte SU mere og mere værd for hver dag, der gik.

Det var et absurd efterår. Butikkerne i Moskva var gabende tomme. Der var kilometerlange køer efter brød foran butikkerne, hvis de da ikke fra morgenstunden var udstyret med et skilt, der sagde ’Vi har intet brød og får det heller ikke’. Havde man penge, kunne man handle på de private markeder, hvor der var en overflod af friske lækkerier fra landbruget. Jeg købte en flybillet tur-retur til Krim for tre personer for det samme, som en pakke Prince Light kostede hjemme.

I en bank indløste jeg en eurocheck svarende til flere års løn for en russisk læge, og der måtte to kasserere til at vælte pengebundterne ned i min dertil medbragte sportstaske, men beløbet blev aldrig hævet på min konto hjemme i Danmark.

Det efterår læste jeg alle Tjekhovs noveller på russisk uden ordbog. Hver mandag var vi til dansk bar på ambassaden i Moskva, hvor vi hørte Shu-bi-dua og drak Tuborg, men der var kun adgang for personer fra Nato-lande. Lidt koldkrig var der stadig på officielt plan. Uniformen og gasmasken fra CF lod jeg ligge hjemme på kollegiet, men støvlerne fik jeg god glæde af, da sneen begyndte at falde i begyndelsen af november. De er formentlig det eneste udstyr fra det danske forsvar, som har været i aktiv brug på Den Røde Plads.

Da jeg kom hjem efter jul, var Sovjet brudt sammen. En af mine russiske venner rejste med og vendte tilbage nogle uger inde i det nye år. På hans visum stod der »Udrejst af USSR« og »Indrejser i Rusland«.

I Danmark havde den ikke-sovjetkyndige offentlighed stort behov for at få forklaret, hvad det var for en masse ’nye lande’, der pludselig opstod ovre østpå, for ikke nok med, at det viste sig, at Sovjet bestod af 15 republikker, der nu blev selvstændige lande, nej, de samme lande rummede en række forskellige regioner med mange forskellige folkeslag og potentiale for et Balkan af konflikter.

Spørgsmålet var nu for russiskfaget, om fremtiden lå i denne rådgivning af forsvar og regering eller hos erhvervslivet med de mange forvirrede eksportdrømme eller i en kulturel genfødsel i et Rusland, hvor den ene nye Tolstoj eller Dostojevskij ville fremstå af asken.

På russiskfaget, der længe havde slæbt på en politisk arv, som havde opdelt det i ’øststatskundskab’ og ’filologisk linje’, skændtes man selvfølgelig om, hvilken retning der var mest brug for – og hvem der skulle besætte de få stillinger inden for faget.

Aviserne og tv var et par år før begyndt at udstationere folk med forstand på landet som korrespondenter. Erhvervslivet var dog, når det kom til stykket, kun begrænset interesseret i akademiske kandidater.

Det danske svinekød fandt vej til de slunkne russiske kølediske uden os. Og i de følgende år og helt op til i dag kan man som cand.mag. i russisk til sin undren møde hundredvis af danskere, der arbejder som advokater, generalkonsuler, investeringsrådgivere, projektkonsulenter og alt muligt andet uden at kunne et klap russisk eller vide noget som helst om landet, så længe de assisteres af en engelsktalende Olga eller Tanja på deres færd.

I dag er der ingen, der mener, at fremtiden ligger i russisk og Rusland. Nu ligger den i Kina eller de arabisktalende lande. Ikke nok med, at man ligesom med russisk i 80’erne underviser i disse fag i gymnasiet, nej, man hører endda tale om at erstatte fransk og tysk med dem i folkeskolen.

Men det er svært at vide, om det faktisk er her, fremtiden ligger. Que sera, sera.