I folkeskolen skal der være plads til folkets børn - for alle børnenes skyld.

Det kunne være indlysende, men det er ikke børnenes hverdag i klasseværelserne, hvor test, mål og individualitet er i højsædet.

Venstre foreslog for nylig, at der skulle oprettes eliteklasser til de særligt dygtige børn, mens Dansk Folkeparti og de konservative i øjeblikket kæmper for, at børn helt ned til første klasse skal have karakterer. Forslagene vidner ikke blot om en indsnævret forståelse af folkeskolens opgave, men også om et bekymrende menneskesyn, der risikerer at udstøde de svage og forstærke den præstationsepidemi, som allerede i dag gør så mange børn syge i sjælen.

Som psykolog møder jeg de syge børn i min hverdag. Lad mig give et eksempel: Pigen - vi kan kalde hende Lise - er køn, kvik og 14 år. Hun er vellidt af sine veninder i skolen, men føler sig ikke dygtig nok. Inderst inde drømmer hun om at blive den bedste i sin klasse. Efter skolen vil hun gerne være kendt, siger hun. Hun har set alle afsnit af 'Paradise Hotel'. Hun elsker 'X Factor' og de fleste andre realityshows, hvor unge bliver stjerner.

Men Lise har det dårligt indeni. Når hun har det allerværst, skærer hun i sig selv. »Jeg hader virkelig mig selv. Jeg fortjener at blive straffet«, siger hun. Om sin mor, fortæller Lise, at hun altid kræver meget af andre. Hun beskylder skolen for at bruge for meget tid på de dårlige elever og for ikke at lære Lise nok. Lises mor truer skolen med sagsanlæg, hvis ikke Lise bliver bedre. Lises far er enig. Men Lise fortæller, at han arbejder meget og sjældent er hjemme.

LÆS OGSÅ»De privilegerede mobber arbejderklassen«

Mon Lises forældre ved, at Lise formentlig ville få det bedre, hvis hun blev rost for sin dygtige deltagelse i klassefællesskabet snarere end kun for sine præstationer? Næppe. Mon Lise og hendes familie har forståelse for, at mennesker har forskellige ressourcer, og at vi til alles bedste skal værne om vores evne til at hjælpe hinanden og leve med hinanden. Næppe heller.

Folkeskolen skal rumme folkets børn, eller i hvert fald de fleste af dem. Derfor skal vi tilstræbe, at vores børn lærer at forstå værdien af fællesskabet. Ellers lader vi ikke bare de såkaldt svage elever i stikken. Også de elever, som scorer højt på karakterskalaen og løser opgaver nemt og hurtigt, vil få det bedre, hvis forståelsen af værdien af fællesskabet igen kommer i fokus i folkeskolen.

Desværre støtter folkeskolens eksisterende formålsparagraf ikke så meget tanken om fællesskab, men snarere Lises families utålmodige forventning om særbehandling.

Det er et problem, for hvis folkeskolen skal være et sted for folkets børn, kræver det et nedtonet fokus på den enkelte elevs faglige udvikling, på PISA-undersøgelser, på eliteklasser for de særligt fagligt dygtige og på karaktergivning i de små klasser. Børn skal lære, at det er vigtigt at bidrage til fællesskabet, at det er vigtigt at kunne vente, og at det ikke er et mål i sig selv at være mere eller blive til mere end andre.

Frem til 1937 hed det i folkeskolens formålsparagraf, at folkeskolen skulle »danne dem (børnene, red.) til gode og retskafne Mennesker i Overensstemmelse med den evangelisk-christelige Lære«. I et multireligiøst samfund giver det selvsagt ikke meget mening at forankre folkeskolen i en enkelt religion, men det betyder ikke, at vi ikke kan hjælpe børn med at blive »gode og retskafne mennesker«.

Ved at genindføre dannelsesbegrebet som grundlag for fællesskabet og for folkeskolens evne til at rumme folkets børn opstår naturligvis et kompliceret spørgsmål, for hvilken skabelon skal udstikke rammen for dannelsen: Hvad vil det sige at være et dannet menneske? Eller at være et godt og retskaffent menneske? Hvad er godt og hvad er vigtigt her i livet?

Spørgsmålene skal ikke besvares udtømmende her. Men besvarelsen kan begynde med et blik på de problemer, som præger børnelivet i Danmark i dag, og som Lise er et eksempel på.

Individualismen er et af de største problemer for nutidens børn og unge. Begrebet er blevet overført fra de voksnes verden til børnenes og har sneget sig ind i folkeskolens formålsparagraf, hvor det ikke som tidligere fremhæves, at børnene skal lære at bidrage til fællesskabet.

I formålsparagraffen sættes det enkelte barn, i langt højere grad end tidligere, i centrum, idet der i dag skal lægges vægt på »den enkelte elevs alsidige udvikling«. Tidligere hed det, at børnene havde et »medansvar for løsningen af fælles opgaver«.

Venstreorienteret aggressiv åndsfrihed og højreorienteret lige så aggressiv liberalisme har gennem de seneste mange år, på forskellig vis og i tiltagende grad, dyrket individet over fællesskabet og skabt grundlaget for de mest egoistiske generationer nogensinde.

På venstrefløjen har man det traditionelt svært med hierarkier og med, at der er nogen, der bestemmer. I en venstreorienteret optik har alle ret til deres version af livet, og ethvert forsøg på at regulere adfærd bliver opfattet som magtmisbrug. På den anden side af midten, hos de højreorienterede, står det ikke anderledes til. Her er enhver sin egen lykkes smed. Blindheden for, at ikke alle mennesker har de samme ressourcer, er betragtelig, ligesom det ligger de højreorienterede fjernt at dele livets goder.

LÆS OGSÅFrank Jensen: Nu skal vi leve op til Staunings skoleideal

Det er ikke til børnenes bedste, at voksne skyder dem deres eget frihedsbegær og deres egen aggressive og grådige individualisme i skoene. Børn har brug for dannelse, brug for at lære, hvad der er godt og retskaffent, og brug for at lære værdien af at yde til fællesskabet.

Lad os tage et par forenklede hverdagseksempler på, hvordan forældre af forskellig politisk observans kunne demonstrere deres overbevisning om, at individet står over fællesskabet:

Hvis venstreorienterede Trine og Martin er i tvivl, om deres søn Wilhelm er i en optimal læringssituation igennem hele skoledagen, tager en af dem en fridag for at gå med ham i skole. Trine og Martin synes nemlig, at Wilhelm skal have lov til at modtage læring på sin helt egen måde - uanset hvor forstyrrende for fællesskabet det måtte være. Ingen må regulere Wilhelm.

Hvis højreorienterede Mette og Thomas er bekymrede over, om deres datter Viktoria bliver dygtig nok, kræver de gentagne møder med lærere og skoleleder. De både truer og presser skolen til at ofre mere tid på Viktoria.

Fra skolens side betyder det, at lærere og skoleledere desværre ofte dagligt må bruge al for meget tid på at forholde sig til og være nervøse over forældre, der gennem deres børn helt ureflekteret udlever deres eget behov for at være noget særligt, for at få noget særligt, for at have særlige regler. Hvad er der blevet af tilliden til lærerne?

Der er nok ingen tvivl om, at det bliver forældrene til de privilegerede børn - dem uden diagnoser, dem uden psykosociale problemer, dem med skarpe hjerner - der i særlig grad skal afgive plads, hvis der skal være rum for alle i folkeskolen, og hvis værdisættelsen af fællesskabet skal lykkes, og det kan de kun, hvis de har forståelse for, at folkeskolen ikke bare er et sted, hvor man tilegner sig faglig viden, men et sted, hvor man lærer at blive et socialt ansvarligt og kompetent menneske.

Men som både skredet i folkeskolens formålsparagraf, forslaget om karakterer til helt små børn, forslaget om oprettelsen af eliteklasser og den hysteriske anvendelse af test så tydeligt viser, er der gennem en årrække sket en fokusering på børns udvikling af faglige kundskaber.

Pisa-undersøgelser og andre test kan muligvis være udmærkede redskaber til at vurdere faglige kundskaber, men folkeskolen kan ikke blive et sted for folkets børn og et sted, hvor fællesskabet læres, hvis alene den slags resultater skal være markører for, hvordan skolen skal være og udvikle sig.

Hvis folkeskolen skal være for folkets børn, bliver det formentligt nødvendigt at slække på ambitionerne for testresultater, herunder Pisa-undersøgelser. Vi skal kunne sige til os selv og vores politikere, at det er godt nok, at Danmark ikke ligger i den absolutte top, hvad angår faglige kundskaber i folkeskolen. Ellers bliver pladsen til alle børn for trang.

Fra især den liberale fløj vil en nedprioritering af faglige kundskaber til fordel for menneskelige formentlig blive mødt med panderynker og hovedrysten. Bekymrede røster vil forudsigeligt hævde, at middelmådige Pisa-resultater i folkeskolen vil føre til middelmådige universitetsstuderende, efterfulgt af middelmådige forskere, dårligere konkurrenceevne og dermed dårligere økonomi for landet.

Men sådan hænger verden formentlig slet ikke sammen. For de ressourcestærke folkeskoleelever bliver ikke dårligere af at dele klasseværelse og undervisning med mindre ressourcestærke elever. De ressourcestærke elever skal nok få mulighed for at udfolde deres faglige evner i gymnasieregi og senere på en videregående uddannelse. Husk i øvrigt, at en af de væsentligste forudsætninger for at kunne gennemføre en videregående uddannelse netop er evnen til at indgå i velfungerende sociale relationer med andre studerende.

LÆS OGSÅTroels Lund klar med rangliste over skoler

Skulle det endelig komme dertil, at vi som land bliver lidt fattigere på penge, hvis vi opprioriterer fællesskabet, er det så ikke prisen værd, hvis vi til gengæld får en folkeskole, som skaber sunde, socialt ansvarlige børn? For der er vel ingen, der i ramme alvor hellere vil have et ulykkeligt barn på antidepressiv medicin med 12-taller i karakterbogen end et barn med 7-taller, der trives og har det godt?

Hvis vi lader den nuværende udvikling fortsætte med flere karakterer, flere test og oprettelsen af eliteklasser, kan konsekvenserne blive alvorlige. For hvad sker der egentlig med vores land, hvis forståelsen for fællesskabet ikke sættes lige så højt som fagligheden? Svaret er, at vi får et land præget af social uro og en befolkning, hvor mange er stressede, hvor mange må tage antidepressiv eller angstdæmpende medicin, og hvor mange kun evner at bo alene.

Lad os kigge på nogle tal: I 1500-tallet boede vi i grupper på omkring 20 mennesker, som vi havde daglig omgang med, og som vi plejede og blev plejet af. I 1850 var tallet nede på 10, i 1960'erne var tallet fem, og i dag lever over 20 procent af danskerne alene. Er det lykken at bo alene? For nogle er svaret utvivlsomt ja, men for mange er det ikke et aktivt valg at være den eneste på en adresse. Mange er socialt isolerede og ensomme og har svært ved at finde ud af at dele deres liv med andre. For de har aldrig lært det. At dele et liv med andre mennesker kræver evnen til at kunne leve med ikke at få tingene på sin måde, at kunne give uden at få, at kunne vente og give plads til andre.

De værdier er i tiltagende grad ikke længere centrale i den danske folkeskole.

Flere tal: Igennem de seneste 50 år er det private forbrug i Danmark steget med flere hundrede procent. Er vi blevet lykkelige af denne udvikling? På nogle punkter sikkert.

Da jeg var barn, fik vi rejer og oksekød, når middagen skulle være noget særligt. I min familie i dag får vi det, når vi har lyst. Men på mange områder har velstanden ikke gjort os lykkeligere. Vi er blevet federe, og endda så fede, at vi er begyndt at dø af det.

For med fokuseringen på den enkelte frem for på fællesskabet stimuleres et af de mest destruktive træk i den menneskelige psyke: grådigheden. Er det ikke tankevækkende, at vi som mennesker kan blive besat af trangen til at ville have stadig mere, selv om vi ikke har brug for det, og selv om det er tydeligt, at andre har mere brug for det?

En muligvis yderligtgående idé kunne være, at folkeskolen, som en del af læren om værdien af fællesskabet, kunne lære børnene værdien af mådehold. Tænk, hvis Lises forældre, fra eksemplet tidligere, havde kunnet leve med Lises faglige middelmådighed og havde kunnet støtte hende i hendes gode sociale kompetencer. Så havde jeg formentlig aldrig mødt Lise.

LÆS OGSÅFundamentet vakler under folkeskolen

Lad os afslutningsvis se på, hvorfor et manglende fællesskab er så farligt for et samfund. Et godt eksempel kommer fra den amerikanske finansprofessor R.G. Rajan fra University of Chicago. I sin bog 'Fault Lines' fra 2010 beskriver han, hvordan bekymringen for den tiltagende afstand mellem rig og fattig førte til finanskrisen, fordi de fattige amerikaneres ringe andel i velstanden blev kompenseret med boliglån, som de reelt ikke havde mulighed for at betale tilbage. Rajan viser i sin analyse, at prisen for uligheden, der var vokset ganske enormt i mere end 30 år, og for at undgå social uro blev en verdensomspændende finanskrise.

Rajan peger på, hvilke alvorlige konsekvenser det kan få, når man som samfund glemmer, hvor vigtigt det er at kunne dele og være inkluderende over for dem, der har færre eller anderledes ressourcer til rådighed end en selv. Hvis ikke den forståelse læres allerede i folkeskolen, bliver den svær at tilegne sig sidenhen.

At føre forståelsen for fællesskabet tilbage i folkeskolen, samtidig med at fokuseringen på den enkeltes elevs faglige præstationer begrænses, vil skabe et mere stabilt samfund fremover og vil ikke kun være til gavn for de ressourcesvage, men også for de ressourcestærke. For i et samfund præget af stor ulighed vil angsten for at falde igennem altid true. De ressourcestærke, som har fået ind med modermælken, at enhver er sin egen lykkes smed, og at der modsat ikke er nogen hjælp at hente, hvis lykken ikke så nemt lader sig smede, rammes af perfektionisme, overpræstation, stress og stressrelaterede sygdomme.

Ingen synes at have gavn af individualisering og overfokusering på faglige præstationer, Pisa-undersøgelser og eliteklasser. Hvorfor udsætter vi vores børn for det?