Hvad ville der være sket, hvis arkitekten bag det vindende og anonyme forslag til mindemonumentet på Ground Zero havde vist sig at være muslim og hed Mohammed?

Hvordan ville den amerikanske jury og offentlighed have reageret, når kuverten med navnene bag besvarelserne blev åbnet?

I Amy Waldmans debutroman, ’The Submission’, der netop er udkommet i USA, skaber det et ramaskrig, der hurtigt breder sig fra New York til hele USA. Protesterne er voldsomme, alle har en mening om sagen, retorikken bliver mere end rå, og det får uoverstigelige konsekvenser for de involverede. Følelserne får frit løb, og sorgens retorik flyder over.

Romanen har fået gode anmeldelser, og forfatteren, der er journalist ved New York Times, har i de seneste par uger reddet på en bølge af succes med oplæsninger, debataftner og interview. Sådan ville det næppe have været, hvis bogen var udkommet kort efter 11. september 2001.

I tiden efter terrorangrebet på World Trade Center og flere år frem oplevede forfattere og andre kunstnere en massiv modstand mod værker, der tematiserede ’9/11’, og selv om USA har en stolt tradition for samfundskritiske romaner og film, var det længe næsten umuligt at opdrive sådanne om terrorangrebet.

En række forskellige kunstnere oplevede at blive lagt for had eller få deres værker og udtalelser censureret i tiden efter terrorangrebet. En af dem var billedhuggeren Eric Fischl. Et år efter angrebet udstillede han en skulptur af en kvinde, hvis krop var vredet, som om hun faldt i det frie rum.

’Tumbling Woman’ hed skulpturen, og den symboliserede de mennesker, der faldt eller sprang fra tårnene, før de styrtede sammen. Kunstneren havde selv mistet en bekendt i tårnene, og skulpturen var hans forsøg på at forholde sig til sorgen over de døde. Men da ’Tumbling Woman’ blev udstillet i Rockefeller Center på Manhattan, skabte den enorm forargelse. Den blev kaldt »chokerende«, og udstillingen blev hurtigt lukket, da centret modtog bombetrusler.

Bestsellerforfatteren Barbara Kingsolver, der i 2000 fik overrakt den prestigefyldte National Humanities Medal af den daværende præsident, Bill Clinton, blev også udsat for trusler efter 9/11. I et interview fortalte hun mig om sine oplevelser efter terrorangrebet. I flere debatindlæg opfordrede hun amerikanerne til at spørge sig selv, hvorfor nogle mennesker hadede amerikanerne så meget, som terroristerne havde gjort.

Derefter blev hun oversvømmet med hademail og svinet til i pressen.

»Jeg troede naivt, at begivenhederne måske åbnede en mulighed for at diskutere vores nationale værdier, og derfor skrev jeg nogle indlæg om det. Jeg tog fejl! Det var kun tilladt at svare på én måde: Vi skal bombe vores fjender, og enhver, der har andre ideer, er upatriotisk og en forræder. De to ord, upatriotisk og forræder, er det pæneste, jeg blev kaldt. Det var en meget mørk vinter i mit liv«, fortalte hun mig.

Barbara Kingsolver, der har solgt mere end fire millioner eksemplarer af sin roman ’Gifttræets evangelium’ fra 1998, sammenligner tiden efter 11. september med kommunistforfølgelserne i 40’ernes og 50’ernes USA.

Også den berømte tegneserietegner Art Spiegelman havde det svært på grund af sin kritiske holdning til amerikanernes reaktion på terrorangrebet. Han er internationalt berømt for sin Pulitzerpris-vindende grafiske roman ’Maus’, der handler om kunstnerens far, en polsk holocaustoverlever. Da Spiegelman tog 11. september op, måtte han i første omgang til udlandet for at få sit værk, ’In the Shadows of No Towers’, offentliggjort.

LÆS OGSÅ Ny dansk hjemmeside afslører sandheden om 11. september

Disse kunstnere er blot få ud af mange, der blev censureret eller lagt for had efter 11. september, og det var især tre forhold, der gjorde tilværelsen vanskelig for dem i årene efter terrorangrebet. Mediernes billeder, sorgen og det politiske klima var på hver sin måde med til at undertrykke kunstnernes frie udfoldelse.

Mediernes billeder var umulige at konkurrere med, for aldrig har verden set en større og mere grænseoverskridende begivenhed dækket live. Efter det første fly fløj ind i nordtårnet, fik alle nationale og internationale tv-stationer sat kameraer op, så de var på plads, da det andet fly ramte det andet tårn.

Vi fulgte begivenheden, mens den skete, vi hørte tv-værterne gispe, vi gispede selv. Vi så indespærrede mennesker kaste sig ud fra tårnene, i øjeblikket inden de styrtede sammen, og vi så mennesker flygte fra murbrokkerne og støvskyen op ad Manhattans gader. Alt dette så vi uden filter, og vi følte, vi havde set det hele før. Angrebet lignede til forveksling en dommedagsfilm fra Hollywood, men det virkede endnu stærkere, fordi det var autentisk.

Den franske filosof Jean Baudrillard talte bagefter om, at 11. september »optog fiktionens kraft i sig«, og den slovenske filosof Slavoj Zizek mente, at »Amerika fik, hvad det fantaserede om, og at det var den største overraskelse«. Virkeligheden overgik fantasien.

Hidtil havde World Trade Center stået som et himmelstræbende symbol på USA’s og Vestens økonomiske verdensherredømme (hvilket Don DeLillo i flere romaner allerede havde skrevet om), så da tårnene styrtede sammen, var det ikke ’bare’ en fysisk destruktion. Det var et nedbrud af et meningsnetværk, et sprogligt sammenbrud, og det var af bibelske dimensioner. Det var babelstårnet, der faldt.

Hvordan skulle kunstnerne kunne konkurrere med det? Den tyske komponist Karlheinz Stockhausen fik hele verden på nakken ved at sige, at angrebet var »det største kunstværk nogensinde«. Det var utrolig ufølsomt og dumt at kalde et massemord på 3.000 mennesker for kunst, men hvad han fik ret i, var, at pressens billeder og mediernes dækning på en måde blev kunst.

Ingen billedkunstner eller kunstfotograf har siden kunnet konkurrere med de ikoniske pressebilleder, der i dag står som symbolet på tragedien: fotografiet af den faldende mand, der står lodret og parallelt med tårnenes linjer med det ene ben let bøjet i en tilsyneladende stoisk ro på vej mod døden. Eller den sårede brandmand, der bliver båret væk fra ruinerne som den korsfæstede Jesus, der er taget ned fra korset. Eller forretningsmanden, der grå af aske vandrer ud af støvskyen i sit jakkesæt og stadig holder fast i sin mappe.

Forfatteren Don DeLillo har udødeliggjort forretningsmanden i sin lille roman ’Den faldende mand’ fra 2007, og særligt hans udlægning af 11. september var ventet med spænding af anmelderne, fordi han tidligere har skrevet nærmest profetisk om tårnenes »tyranniske storhed« og terrorismens væsen.

I ’Den faldende mand’ beskriver han i åbningsscenen sin hovedperson Keith, der ligesom på pressebilledet vandrer ud af ruinerne dækket af aske og med en mappe i hånden. Selve historien koncentrerer sig imidlertid mest om den lettere usympatiske Keith og hans forliste ægteskab, hvilket skuffede de fleste anmeldere.

Men i et essay skrevet kort efter angrebet havde Don DeLillo selv talt om, at »verdensfortællingen var overtaget af terroristerne« og at det derfor var vigtigt at give plads til en ’modfortælling’. Hans roman kan derfor ses som et forsøg på at gå imod mediernes billedstorm, imod både terroristernes og politikernes voldsomme retorik.

LÆS OGSÅ Der er pres på frihed i terrorbekæmpelsens navn

En anden af USA’s største forfattere, den nu afdøde John Updike, fik også at mærke, hvor svært det var at konkurrere med medierne.

Da hans roman ’Terroristen’ udkom i 2005 som en af de første 11. september-romaner, blev den modtaget med stor skuffelse. Updike forsøgte i romanen af portrættere en såkaldt homegrown terrorist, men ifølge anmelderen i New York Times var de journalistiske portrætter af de virkelige terrorister i Los Angeles Times »hundrede gange mere fascinerende, mere nuancerede og psykologisk spændende end den tegneseriefigur ved navn Akmed , som mr. Updike har skabt på disse sider«.

Sorgen over de døde var det andet, kunstnerne måtte kæmpe med og imod. Sorgen var et åbent sår, et traume, som de fleste amerikanere og i hvert fald alle newyorkere var fælles om, og som gjorde det svært at være kunstner.

Som billedkunstneren Eric Fischl oplevede det, var der grænser for, hvad man kunne sige og vise – især hvis ikke man havde været der selv eller selv mistet nogle af sine kære. Det fik forfatteren Jonathan Safran Foer også at føle. Han blev lagt for had på grund af sin ellers ret fantastiske roman ’Ekstremt højt og utrolig tæt på’ om en drengs sorg over at have mistet sin far i tårnene.

Der blev skabt flere hadesider på internettet, hvor folk ikke holdt sig tilbage med at svine ham til og nærmest beskylde ham for at udnytte begivenheden til egen fordel. Han havde ikke oplevet 11. september på sin egen krop, og derfor havde han ikke ret til at skrive om det, mente mange.

Reaktionerne var udtryk for det, der er typisk for et traume, og som vi også så i tiden efter Anden Verdenskrig: Vi mener ikke, at ord er stærke nok til at beskrive rædslerne, sorgen og den tomhed, de døde har efterladt. Ethvert forsøg på at beskrive begivenheden med ord vil være at forenkle den. Måske det er derfor, at vi har traditionen med at ære de dødes meningsløse ofre med et minuts stilhed.

Der var dog mindst én kunstner, der havde held med at omsætte sorgen til både tekst og musik allerede i 2002. Bruce Springsteens album ’The Rising’ fra 2002 fokuserer på sorgen med sange som ’You’re Missing’, hvor savnet af den omkomne materialiseres i, at alt i lejligheden ellers er, som det plejer: »Coffee cups on the cunter, jackets on the chair/ Papers on the doorstep, you’re not there«.

Jeg var til en koncert med ham sidste år i Washington, og hans popularitet blandt amerikanerne er ubeskriveligt stor. De forguder ham. Han har altid været i stand til at sætte ord og musik på den hvide middelklasseamerikaners følelser, og det gjorde han også med ’The Rising’. Mange amerikanere føler, at han er en af dem, og det er måske det, der adskiller ham fra den unge, intellektuelle, jødiske og velhavende Brooklynforfatter Jonathan Safran Foer.

Det politiske klima efter 11. september var den tredje ting, der gjorde det svært for kunstnerne. Det var længe gennemsyret af hævntørst. Det politiske pres var enormt i tiden efter angrebet, og kun én bestemt fremstilling af det var acceptabel.

LÆS OGSÅ Terrorens tegnsætning

Som præsident Bush sagde, »er I enten med os eller imod os«. Og selv om det var sagt til USA’s allierede, var det et mantra, der samtidig forplantede sig indadtil. Enhver, der forsøgte at forklare angrebet eller skabe mening i galskaben, blev lagt for had, som for eksempel Barbara Kingsolver oplevede det. Selv den ellers republikanerfjendtlige avis New York Times kritiserede de såkaldte excuseniks på lederplads.

I 2002, samme år, som Bruce Springsteen udgav ’The Rising,’ havde countrysangeren Toby Keith enorm succes med sine hadefulde sange, der kaldte på hævn: »This big dog will fight/ When you rattle his cage/ And you’ll be sorry that you messed with the U.S. of A./ Cause well put a boot in your ass«, lød det blandt andet.

Ifølge Judith Butler, der er professor i retorik på Berkeley-universitetet, forsøgte USA at isolere 11. september fra historien. Hun mener, at både medier og politikere var enige om at udelukke og mistænkeliggøre intellektuelle (som Butler selv), der forsøgte at sætte terroren ind i en større sammenhæng. De så sig hængt ud som forrædere, terrorsympatisører og antisemitter.

Det oplevede Butler også, selv om hun selv er jødisk. Medierne underlagde sig frivilligt censur, og flere konstitutionelle rettigheder blev suspenderet med den såkaldte Patriot Act, der blev vedtaget uden synderlig modstand.

Der er samtidig dem, der mener, at nogle kunstnere underlagde sig selvcensur i den periode. I filmens verden var det for eksempel påfaldende, hvor tandløs filmen ’WTC’ var.

Den verdensberømte filminstruktør Oliver Stone, der er kendt for sine store konspirationsfilm om for eksempel mordet på Kennedy, valgte i 2006 at instruere en jævn heltefilm med Nicholas Cage i rollen som en af de brandmænd, der risikerede sit liv for at redde ofrene ud af ruinerne. Filmen blev et stort flop. Den gjorde flere enker vrede, og den fik kritik for ukorrekte detaljer.

Nu er der gået ti år. Sorgen er kommet lidt på afstand, medierne har for længst været gennem en selvransagelse, og de politiske vinde er som bekendt vendt med en – ikke længere så – ny præsident. Sammenlagt har amerikanske kunstnere større albuerum i dag, og det bruger de også i højere grad i deres værker.

Billedkunstneren Eric Fischl har udstillet sin ’Tumbling Woman’ igen uden protester, og der er flere andre kunstnere, blandt andet Jenny Holzer, der har udstillet meget kritiske værker om krigen mod terror.

11. september er blevet en markør i det amerikanske samfund og i den amerikanske kunst. Man taler i dag om ’post-9/11-romaner’, om bøger, der foregår i tiden under og efter angrebet. Ligesom man siden 1950’erne her har talt om ’efterkrigsromaner’, skelner man i amerikansk litteratur i dag mellem tiden før og tiden efter 11. september 2001.

Indtil for nylig var langt de fleste såkaldte 9/11-romaner historier, der kun havde terrorangrebet med i udkanten af historien som noget, der kunne bruges til at motivere hovedpersonernes dødsangst, ægteskabelige problemer eller i det hele taget deres oplevelse af livet som meningsløst.

De seneste par år er der imidlertid udgivet flere romaner, der beskæftiger sig med terrorangrebet eller dets følger på en mere grundlæggende måde. I 2009 kom Barbara Kingsolvers historiske roman ’Lakunen’, der omhandler kommunistforfølgelserne i 40’ernes og 50’ernes USA.

Den er blandt andet skrevet på hendes egne erfaringer med tiden efter 11. september, og hun modtog den anerkendte Orange Pris for den. Sidste år kom så Jonathan Franzens meget roste ’Frihed’, der i høj grad er en samfundskritisk bog om tiden efter 2001. Og Amy Waldmans nye ’Submission’ er som nævnt i indledningen et forsøg på at beskrive ’sorgens retorik’ efter 11. september.

LÆS OGSÅ Medierne og ’den kollektive muslim’

I Hollywood er der også sket noget. Heltefilmene om 11. september er skiftet ud med mere kritiske film, også blandt blockbusterne. Sidste år blev ’Fair Game’ med Naomi Watts og Sean Penn er stor succes. Den skildrer, hvordan CIA-agenten Valerie Plame blev afsløret af sin egen regering, fordi hendes mand havde beskyldt Bushregeringen for at lyve om grundlaget for Irakkrigen. Filmen er baseret på det virkelige ægtepars bog om sagen.

I år kom også Robert Redfords ’The Conspirator’, hvis handling ligesom Kingsolvers roman er sat i fortiden, men har paralleller til tiden efter 11. september. ’The Conspirator’ er historien om retssagen efter mordet på Abraham Lincoln, hvor alle ønskede en syndebuk. Mange anmeldere har gjort opmærksom på sammenhængen, og der er i dag tilsyneladende ingen, der bliver forarget over, at Redford drager de sammenligninger, han gør.

Heller ikke Art Spiegelman har problemer længere. Hans kritiske grafiske beskrivelse af 11. september bliver i dag solgt i den officielle museumsbutik på Ground Zero.

Det betyder dog ikke, at 11. september ikke længere er et følsomt emne. Sidste års voldsomme protester mod et muslimsk kulturcenter få blokke fra Ground Zero viser, at de store følelser og den voldsomme retorik (centret blev for eksempel døbt Ground Zero-moskeen’ i medierne) stadig er der og hurtigt kan vækkes til live. Sårene er langtfra helet, og amerikanerne er langtfra færdige med 11. september.

Måske bliver de det aldrig.