Danmark lukkede i onsdags sin ambassade i Sarajevo, Bosnien-Hercegovinas hovedstad.

I sig selv er en sådan beslutning ikke dramatisk. Ligesom i de lande, vi normalt sammenligner os med, må den danske udenrigstjeneste prioritere begrænsede ressourcer. Det betyder i disse år navnlig at tage bestik af de økonomiske og politiske magtforskydninger i den nye verdensorden.

Alligevel må beslutningen beklages – af flere grunde: Bosnien måtte straks efter selvstændigheden i 1992 gennemleve næsten fire års blodig krig og er fortsat en af Europas skrøbeligste stater. Dernæst er det et land, hvor Danmark i særlig grad og mod svære odds, både på stedet og herhjemme, har investeret store menneskelige og økonomiske ressourcer. Endelig lever omkring 20.000 af flygtningene fra krigen fortsat blandt os – for langt hovedpartens vedkommende som velintegrerede og nyttige samfundsborgere. Ambassadelukningen må derfor ikke føre til, at vi glemmer Bosnien.

Krigene i det tidligere Jugoslavien i begyndelsen af 1990’erne kom som en overraskelse for de fleste. Vel var Titos Jugoslavien ikke nogen demokratisk mønsterstat, men der havde dog været gennemført reformer, som lagde afstand til de betonkommunistiske regimer i Østeuropa; og ikke mindst vigtigt i en vestlig optik: Tito brød tidligt med Sovjetunionen og lagde en selvstændig udenrigspolitisk linje.

Eksperter havde ganske vist med bekymring fulgt opløsningstendenserne siden Titos død i 1980, men deres advarsler mødte ikke megen lydhørhed i de år. Dagsordenen var domineret af større sager: optøningen af øst-vest-forholdet, Murens fald og konsekvenserne deraf. Udsigten til en truende krig på Balkan passede ikke ind i det billede.

Hvor ubekvemt det end var for omverdenen, så fulgte udviklingen på Balkan sin egen inerti; og det billede af ’Europas urolige hjørne’, som stabiliteten under Tito havde skygget for, trådte frem i erindringen: rædslerne under Anden Verdenskrig, skuddet i Sarajevo, som udløste Første Verdenskrig, og den århundredlange stillingskrig mellem det osmanniske rige og de kristne europæiske stater. Churchill havde sammenfattet regionens kompleksitet i det kendte citat: »De producerer mere historie, end de er i stand til at konsumere«.

Opløsningen af Jugoslavien eksponerede ikke mindst den muslimske del af befolkningen, hvoraf hovedparten netop bor i Bosnien. Mens de ortodokst kristne bosniere allerede havde en serbisk ’reserveidentitet’ og de katolske bosniere en kroatisk, var muslimerne i deres kamp for et selvstændigt Bosnien-Hercegovina henvist til at bygge på deres egen kulturelle identitet og på islams historiske rolle i Bosnien (de tre befolkningsgrupper er herefter benævnt serbere, kroater og bosniakker).

Det er en klassisk diskussion blandt historikere, hvorfor bosnierne, i modsætning til de øvrige folkeslag, der blev løbet over ende af osmannerriget fra anden halvdel af 1400-tallet, i stort tal konverterede til islam. Den britiske historiker Noel Malcolm har en ret enkel forklaring, nemlig at Bosnien var et udkantsområde og som sådant negligeret af de politiske og åndelige magtcentre i Vesteuropa.

I det lys fremstod de nye magthaveres kultur som overlegen og tilslutningen til deres religion som et ’rationelt valg’. For andre var det et ’forræderi’, og fortællingen herom blev taget frem igen, da Jugoslavien gik i opløsning.

Vulgariserede referencer til historien forekommer stadig i den politiske debat som middel til at vedligeholde splittelse og i yderste fald anfægte Bosnien-Hercegovinas legitimitet.

Heroverfor er det på sin plads at henvise til et par facts: for det første, at Bosnien, uanset at det siden 1400-tallet og indtil selvstændigheden i 1992 har indgået i imperier eller større statskonstruktioner (Osmannerriget, Østrig Ungarn og Den Jugoslaviske Forbundsstat under forskellige navne), dog hele tiden har været administreret som en enhed. Dernæst at befolkningsgrupperne netop i Bosnien altid har levet blandet mellem hinanden.

Dette satte krigen i 1990’erne en stopper for. Den kostede 100.000 døde og førte til fordrivelsen af 2 millioner mennesker fra deres hjem, halvdelen heraf til udlandet og resten til områder i landet, der var domineret af deres egen befolkningsgruppe.

Hovedstaden Sarajevo er en udmærket illustration heraf. Før krigen svarede befolkningssammensætningen i byen nogenlunde til hele landets, dvs. omkring 45 procent bosniakker, godt 30 procent serbere og knap 20 procent kroater. I dag er byen helt overvejende bosniakisk (omkr. 85 procent) og i høj grad præget af den muslimske landbefolkning, der flygtede hertil fra de etniske udrensninger i Østbosnien.

Dayton-aftalen, indgået på en flybase i Dayton, Ohio, i december 1995, bragte freden, og det kan ikke vurderes højt nok i et land, der har lidt under krigen som Bosnien-Hercegovina. Men prisen for at opnå parternes tilslutning var en accept af krigens skillelinjer i store træk, og dermed i praksis også af den etniske udrensning. Instrumenterne var oprettelsen af to entiteter (delstater): Føderationen af Bosniakker og Kroater samt Den Serbiske Republik (RS). Førstnævnte blev endda opdelt i ti såkaldte kantoner med sigte på at skabe områder med klart bosniakisk, henholdsvis kroatisk flertal.

Mens det internationale pres bragte freden, rakte det ikke til at skabe forsoning. Således satte uviljen og utrygheden snævre grænser for de fordrevnes tilbagevenden til de byer og områder, de kom fra.

En anden vigtig bestræbelse har været retsopgøret med krigsforbryderne. Tiltalen ved krigsforbrydertribunalet i Haag af topfigurer som Milosevic, Karadzic og senest Mladic er af stor betydning, især på grund af synliggørelsen af det individuelle ansvar.

Men omfanget af kriminelle handlinger under krigen var så stort, at et tilbundsgående opgør ikke er muligt. Mange steder må ofrene og deres efterladte tåle at møde deres eller deres familiemedlemmers bødler på gaden.

Al erfaring viser, at en forsoningsproces tager lang tid, især hvis den ikke understøttes af en vis økonomisk fremgang. Her bider det bosniske problem sig selv i halen, fordi mistilliden mellem befolkningsgrupperne sætter snævre grænser for gennemførelsen af nødvendige reformer.

Det politiske liv er fortsat overvejende struktureret på grundlag af krigens modsætninger. Dette ’etnokrati’ har samtidig en økonomisk dimension, der bygger på, at de nationalistiske partier (af alle tre afskygninger) var instrumenter for krigens mobilisering, hvilket førte til en uskøn sammenblanding af politik og erhvervsliv.

Mange politikere har i virkeligheden en egeninteresse i, at der ikke sker forandringer. Set i det lys udgør EU med sine krav om en funktionsduelig stat en trussel.

Når man i dag ser tilbage på krigen i Bosnien, må man spørge, hvordan det internationale samfund kunne tillade, at det kom så vidt og varede så længe. Samme spørgsmål stiller naturligvis landets egne borgere for eksempel fra Sarajevo, der under tre og et halvt års belejring levede under helt umenneskelige forhold.

Forklaringen, som næppe vil tilfredsstille de berørte, er kompleks. I den indgår, som ovenfor nævnt, at Europa var optaget af en anden og ’større’ dagsorden. Men også, at man fortsat var præget af den traditionelle folkeretlige opfattelse af forholdet mellem statssuverænitet og krænkelse af menneskerettigheder.

Der var i begyndelsen af 1990’erne endnu ingen udbredt støtte til den opfattelse, at man kunne reagere på grove menneskerettighedskrænkelser med væbnet indgriben, såkaldt humanitær intervention. Allerede ved årtiets slutning så vi i Kosovo, at der var sket et skred.

Den internationale rådvildhed over for situationen i Eksjugoslavien blev udstillet, i takt med at billederne fra krigen blev ubærlige for tv-seerne, og presset på især de europæiske politikere voksede med krav om handling. Danmark markerede sig som et af de lande, der tidligt stillede sig til rådighed med fredsbevarende styrker under FN-mandat, altså soldater, der skulle observere og rapportere og ved deres tilstedeværelse bidrage til at afspænde situationen, men som kun kunne gribe til våben i selvforsvar. Det blev indledningen til en massiv militær og civil indsats, der kom til at vare længe efter krigens afslutning.

Under krigen og i et årti derefter havde Danmark alt i alt gennem perioden udstationeret knap 8.000 soldater, herunder også tunge enheder. Selv om de kun undtagelsesvis var engageret i direkte kamphandlinger, var det en stor belastning at være vidne til krigens grusomheder. Man behøver blot tænke på de hollandske FN-soldater, der kom til at spille en forfærdelig statistrolle, da bosnisk-serbiske militser i 1995 myrdede 8.000 muslimske mænd og drenge fra byen Srebrenica.

Mange af de danske soldater vendte da også hjem med traumer, som der dengang var mindre forståelse for end i dag, hvor vi har erfaringerne fra Irak og Afghanistan. Også danske politifolk gjorde en højt berømmet indsats i den internationale politistyrke, der var tildelt et meget bredt spektrum af opgaver.

En anden og tilsvarende markant indsats var den, der udførtes af chaufførerne og de andre nødhjælpsarbejdere, der for Dansk Flygtningehjælp i perioden 1992-96 fordelte 200.000 ton mad, medicin og andre livsfornødenheder til omkring 2 millioner mennesker over hele Bosnien. Flygtningehjælpen havde fået overdraget denne opgave af FN i erkendelse af sin helt særlige ekspertise fra alverdens brændpunkter. Indsatsen kostede flere af chaufførerne livet, og andre vendte hjem med psykiske men.

Med modtagelsen af knap 20.000 bosniske flygtninge i Danmark udfoldede der sig en opgave, der både logistisk, administrativt og menneskeligt var af et helt ekstraordinært omfang. Bortset fra Ungarnsflygtningene fra 1956 og ankomsten af de polske jøder i årene omkring 1970, og det var helt andre tal (henholdsvis omkring 1.400 og 3.000), havde vi ikke i nyere tid modtaget store grupper af europæiske flygtninge.

Der opførtes over 50 flygtningelandsbyer over hele landet og indrettedes bosniske skoler. Regler og principper for behandling af flygtninge kom under pres og måtte tillempes i takt med, at krigen trak ud, og udsigten til at vende hjem blev mindre.

Det kom her til at spille en positiv rolle for integrationen, at der indførtes en politik for fordeling af asylsøgende flygtninge til hele landet, og at kommunerne således blev engageret i overgangen fra midlertidig til permanent opholdstilladelse. Det lokale engagement blev mange steder fulgt op af en frivillig indsats fra støttegrupper og individuelle borgere.

Et andet eksempel på en pionerindsats var, da vore flygtningemyndigheder i 1993, på et tidspunkt hvor de fleste lande havde lukket for modtagelsen af bosniske flygtninge, oprettede et brohovedkontor i Zagreb og derfra i samarbejde med FN fik identificeret ca. 6.500 særligt udsatte ’strandede’ flygtninge, som efter hasteprocedure fik tilladelse til indrejse i Danmark

Den danske hjælpeindsats fra krigsårene fortsatte i vidt omfang i tiden derefter. Det gjaldt tilstedeværelsen af både soldater og politi, men også dele af nødhjælpen. Samtidig deltog Danmark i den bredere genopbygnings- og forsoningsindsats, der fra mange sider gik i gang. Aktørerne var for mange til at kunne nævnes her, men strakte sig fra statslige institutioner og enkelte kommuner (der byggede videre på erfaringerne med de bosniske flygtninge i Danmark) til en meget bred vifte af organisationer (ngo’er).

På trods AF de meget betydelige ressourcer, der udefra er investeret i Bosnien-Hercegovina, må landet fortsat betegnes som en skrøbelig stat med en usikker fremtid. De negative konsekvenser heraf for borgerne er evidente.

Men læren af krigene gennem 1990’erne var, at sikkerheden på Balkan ikke kan adskilles fra det øvrige Europa. Her må især et Bosnien, der trods stort potentiale i skikkelse af et højt uddannelsesniveau og en stærk industriel tradition risikerer at ende som en ’tidslomme’, fortsat vies opmærksomhed.

Europa og hele det internationale samfund har en oplagt interesse i, at denne multikulturelle stat med et stort ’naturgroet’ muslimsk befolkningselement (med en moderat og sekulær tradition) kan lykkes.

Medlemskab af EU vil være vejen frem, og nok, i kombination med en positiv udvikling i nabolandene, især Serbien og Kroatien, den eneste. Men endnu er den ikke farbar. Dels er de interne forudsætninger ikke til stede. Forståelsen af, hvad medlemskabet betyder, er ikke udbredt, og navnlig er de nationalistiske politikere ikke rede til at opgive deres egne magtbastioner for at opfylde EU’s krav. Dels hersker der blandt EU-landene en betydelig ’udvidelsestræthed’ i disse år, hvor den internationale dagsorden er tynget af mere påtrængende problemer.

Som skitseret ovenfor har Danmark fra starten påtaget sig et ansvar ved at støtte Bosnien og dets befolkning over et meget bredt felt. Man må håbe – ambassadelukning eller ej – at der fortsat vil være politisk vilje til at fastholde denne linje, for opgaven er endnu ikke løst. Men kan den bredere interesse og engagement, som har været grundlag for Balkan- og Bosnien-politikken, bevares?

Vanskelighederne er åbenbare, for i den globale landsby er der hård konkurrence om opmærksomheden.

Omvendt har vi ressourcer at trække på, hvis man vil: Mange tusinde danskere har siden begyndelsen af 1990’erne været engageret i løsningen af problemer i eller i relation til Bosnien. Alle har de, oven i deres egen professionelle ballast, erhvervet værdifuld viden og indsigt og mange tillige en blivende interesse for dette vanskelige, men også fascinerende hjørne af Europa.

På toppen af den indsigt i regionen, som findes på vore universiteter, kan vi også glæde os over et stort engagement fra både lærere og studerende. Der er tillige gennem de senere år udgivet en række spændende værker – af bl.a. Jens-Martin Eriksen, Karsten Fledelius, Frederik Stjernfelt og Birte Weiss – herhjemme om Bosniens nyere historie.

En helt særlig rolle, når det gælder om at fastholde interessen for Bosnien, har den store gruppe bosniere, der i dag lever blandt os. Ligesom de over for deres familier og bekendte i hjemlandet kan formidle nyttig viden om danske erfaringer, er de oplagte ressourcepersoner, når det gælder oplysning om forholdene i Bosnien til danskerne. Velintegrerede, som langt hovedparten er, har mange taget den danske tradition for foreningsliv til sig.

Bosniske foreninger rundt om i landet, herunder ungdomsklubber samt flere bosnisk-danske netværker, udfolder aktiviteter på en række forskellige områder. Hver for sig bidrager de til, at vi ikke glemmer Bosnien.