De regler og den lovgivning, som laves på Christiansborg, er ikke bare papirarbejde og paragraffer.

Det er regler og lovgivning, som påvirker og former menneskers liv. I de senere år har politikerne på Christiansborg skabt en barsk og besværlig virkelighed for de kærestepar og ægtefæller, som er berørt af de danske regler om familiesammenføring.

Det kan jeg tale med om, for jeg blev selv berørt af reglerne og af de stramninger, som Dansk Folkeparti og regeringen gennemførte i november sidste år. Jeg gik på det tidspunkt og savnede min bolivianske kæreste, og jeg kan tydeligt huske den søndag formiddag, hvor jeg sad hjemme hos mine forældre i Brønshøj og læste i avisen, at Pia Kjærsgaard nu ville hæve bankgarantien til 100.000 kr. og indføre et pointsystem og en sværere indvandringsprøve, som skulle sikre, at ansøgere om familiesammenføring havde et detaljeret kendskab til dansk sprog og kultur.

Min reaktion på avisartiklen var fysisk. Min hals snørede sig sammen, og jeg følte, at jeg havde svært ved at få luft. Samtidigt begyndte tårerne at strømme ukontrolleret ned ad mine kinder. Jeg vidste bare, at hun nok skulle få det gennemført, og at det hele nu ville blive endnu sværere for mig og min kæreste.

Jeg havde nemlig mødt min daværende kæreste i Bolivia i 2008, hvor jeg var i praktik på den danske ambassade. Han er det mest opmærksomme, ærlige, varme, stærke og sjove menneske, jeg har kendt, og vi forelskede os i kraft af og på trods af vores forskelle.

Økonomiske og kulturelle skel var der således mange af i vores forhold, men det var noget, vi forholdt os til. Vores gensidige nysgerrighed og respekt gjorde det muligt for os at forstå hinanden på tværs af de forskellige baggrunde, vi kom fra. I løbet af det år, jeg boede i Bolivia, voksede vores kærlighed sig stor og stærk.

Efter et år endte mit praktikophold. Jeg skulle hjem til studierne igen, og til min store glæde var min kæreste klar på at rejse til Danmark i nogle måneder. Vi ansøgte om og fik et turistvisum til ham, og han var her i præcis de 90 dage, som et sådant visum tillader. Han mødte min familie og mine venner, så, hvor jeg kom fra, og fulgte et danskkursus på Studieskolen. Det betalte vi (selvfølgelig) selv for, og det betød, at vi begyndte at kunne føre små samtaler på dansk. Herefter fulgte den første, længere adskillelse.

I de tre måneder efter hans første ophold her var min kæreste forment adgang til landet. Sådan er reglerne for turistvisum, når man kommer fra Bolivia, tre måneder her, tre måneder ude. Vi var blevet så vant til at have en nærhed og en hverdag sammen, at den tvungne adskillelse var hård.

Hver aften talte vi sammen på Skype på tværs af Atlanterhavet. Nogle samtaler var gode og glade og fyldt med det, som kun vi to forstod. Andre var vanskelige og bekymrede samtaler om fremtiden. Det var nemlig begyndt at gå op for os, at der ikke var nogen ligefrem vej at fortsætte sammen på.

Min kæreste ville gerne vende tilbage til Danmark og forsøge livet her sammen med mig. Det var jeg glad for, og derfor satte vi os grundigt ind i de regler, som regulerer adgangen hertil. Men det blev snart svært at bevare optimismen.

At min (eks)kæreste er veluddannet og gerne ville arbejde, gjorde ingen forskel. For skulle han have haft opholdstilladelse på baggrund af et arbejde, så skulle han nok have valgt et andet erhverv. Han er nemlig uddannet arkitekt, er en dygtig fotograf og mestrer grafisk design, men det når man ingen vegne med på den ’positiv’-liste, som regeringen har udarbejdet over de erhverv, hvor vi i Danmark mangler hænder, og som dermed giver adgang hertil. Havde han dog bare været læge eller it-ingeniør, men dengang, han traf sit studievalg, anede han jo ikke, hvad det kræver at få lov at opholde sig i Danmark, eller at han skulle have nogen grund til at ønske sig dét.

LÆS OGSÅThorning er klar til at give flere opholdstilladelser

Alternativt kunne han få opholdstilladelse, hvis han fandt sig et job, som gav mere end 375.000 kr. om året – vi ledte, men fandt desværre ikke et så velbetalt job, der samtidig kunne passe til hans baggrund. Det var altså ikke muligt at få opholdstilladelse på baggrund af et arbejde.

Endelig overvejede vi, at han kunne videreuddanne sig i Danmark, hvilket også kunne give opholdstilladelse og forøge hans senere chancer for at få et job her. De uddannelser, vi så på, koster imidlertid i snit 45.000 kr. per semester for ikke-EU-borgere, dvs. sammenlagt 180.000 kr. for en masteruddannelse, plus de leveomkostninger, der kommer oveni. De penge havde vi lidt svært ved at finde i indtægterne fra min SU og mit studiejob.

Ergo var familiesammenføring vores sidste mulighed for at få et liv sammen i Danmark. En måde at få opholdstilladelse på, for derefter at arbejde på at få min kæreste integreret i det danske samfund.

For at få familiesammenføring var der – efter de ’gamle’ regler – fire krav, vi skulle leve op til. Vi skulle være gift, og dét er jo mest en formalitet. Vi skulle kunne fremvise en bankgaranti på 62.000 kr., og det er straks lidt sværere, når man er studerende. Vi skulle have en bolig på over 40 kvadratmeter og med to værelser eller mere, som enten skulle stå i mit navn eller have en lejekontrakt, som skulle være uopsigelig i mindst tre år.

Jeg havde ikke en sådan bolig, og det kan være svært at leve op til boligkravet, når man er studerende eller nyuddannet, men jeg ledte efter en egnet lejlighed og havde ikke opgivet håbet om, at det skulle lykkes.

Så var der tilknytningskravet. Det var det krav, som foreskrev, at vi skulle have større tilknytning til Danmark end til noget andet land. Det var både mig, ham og os som par, der skulle have denne ’tilknytning’.

Jeg er dansk statsborger, så min tilknytning var i orden – men han måtte kun være her tre måneder ad gangen.

Så når vi var sammen i Bolivia i ét år, hvordan skulle vi så kunne få større tilknytning til Danmark som par? Dybest set kunne vi jo kun drypvist øge hans ’tilknytning’ gennem turistophold, med tre måneders adskillelse mellem hvert ophold, hvilket ville betyde, at min kæreste skulle leve et nomadeliv uden mulighed for at have en fast indtjening.

Tilknytningskravet bortfalder, når den ene ægtefælle har været dansk statsborger i 28 år. Så jeg gik og ventede på at fylde 28 år, men jeg ventede forgæves. Vores forhold blev nemlig slidt op af regler og krav forinden, og desuden blev tilknytningskravet i november skærpet og suppleret af et sindrigt pointsystem. »Man skal således ikke længere kunne vente sig til en ægtefællesammenføring«, som det så smukt står skrevet i aftalen mellem regeringen og Dansk Folkeparti.

Hvis min kæreste og jeg ville bo permanent sammen, var vi tvunget til udlandet. Hvis vi valgte at gifte os og tage ophold i et andet europæisk land, så kunne vi måske senere gøre brug af de lempeligere EU-regler om familiesammenføring. EU-reglerne betyder nemlig, at hvis man som europæer tager arbejde i et andet europæisk land sammen med sin ægtefælle, så har man ret til at bo sammen i Danmark herefter. EU-reglerne kræver, at man er gift og kan forsørge sig selv. Intet andet.

Vi kunne altså tage til Sverige, hvor der hverken er krav om bankgaranti, speciel boligtype eller ’tilknytning’. Det kunne i teorien have ladet sig gøre, selv om det er vanskeligt at få job og lejlighed i Malmø (på grund af de mange familiesammenførte danskere dér), og selv om det ville have virket mærkeligt at flytte over Sundet, længere væk fra familie, venner, arbejdsplads og universitet – de ting, vi netop gerne ville være tæt på.

Desuden kunne jeg ikke se, hvordan det ville gavne vores forhold eller min kærestes integration i Danmark, at han skulle sidde og kukkelure i en lejlighed i Malmø, hvor han ikke kendte nogen, mens jeg pendlede til Danmark for at passe mit studium og mit job.

Det mest ubehagelige ville dog være følelsen af at være tvunget derover som en slags landsforvisning, en straf for at have været så tåbelig at forelske sig i en sydamerikaner. Havde han dog bare været nordamerikaner eller australier med penge på lommen, eller europæer, for så ser reglerne helt anderledes lempelige ud.

Havde min kæreste været europæer, så havde han imidlertid ikke været det menneske, jeg forelskede mig i, som jeg stadig elsker, og som jeg fik en historie med og et kærlighedsforhold til. Jeg elskede min mand, min kæreste, helt som han var.

Jeg havde ingen ønsker om at lave om på ham. Derfor var det hårdt at indse, at de danske regler anskuede ham som et undermenneske i forhold til andre grupper og nationaliteter, blot fordi han var født et andet sted end de dele (læs: de velstillede dele) af verden, som den danske lovgivning anerkender og bifalder.

Man kan selvfølgelig argumentere for, at jeg kunne have droppet studierne og mit arbejde og rykket mit liv til Bolivia, som vi i den danske optik var mere ’knyttet’ til. Det var da også en seriøs overvejelse, vi gjorde os. Men jeg ville gerne færdiggøre mit studium først, og dermed blev ventetid og adskillelse uundgåelig.

Som dansk statsborger har jeg imidlertid også svært ved at forstå, at jeg kun kunne være sammen med min elskede, hvis jeg valgte at forlade mit land. Mit land, hvor jeg har familie og venner, og hvor jeg gerne vil arbejde og betale skat de kommende mange år for at betale tilbage for den universitetsuddannelse, som den danske stat har givet mig. Det eneste, min kæreste og jeg ville have bedt om, var, at han måtte opholde sig og arbejde i Danmark i nogle år.

Vi bad ikke om nogen form for ydelser eller økonomisk støtte. Med min indtjening alene ville vi måske ikke have haft så meget at gøre godt med i begyndelsen, men hvis vi bare havde haft hinanden, så havde det været rigeligt.

Sidste sommer tog jeg til Bolivia en måned, og min kæreste vendte med mig tilbage til Danmark og til endnu tre måneders turistophold her. Han rejste hjem i september sidste år, og da havde vi svært ved at kapere udsigten til endnu en gang at skulle være adskilt i månedsvis. Alligevel skiltes vi som sædvanlig med forvisning om, at det hele nok skulle gå, at vi nok skulle klare den.

Men familiesammenføringsreglerne blev som bekendt strammet igen, og det var måske, da jeg fortalte min kæreste om de nye regler, at bægeret flød over. Om, at det nu skal koste 100.000 kr. i garanti at ville bo her sammen, og om, at man havde lavet et pointsystem at måle og veje ham efter. Om, at de regler, vi havde arbejdet på at kunne opfylde, skulle erstattes af andre krav, som vi ikke vidste, om vi kunne leve op til.

Da var vi begge to tættere på at give op. Da sagde han for første gang, at han ikke havde styrke til at klare det længere.

Min kæreste gik fra mig. Da jeg kort efter vores brud læste en annonce fra partiet Venstre med påskriften ’Kærligheden overvinder alt – selv et danskkursus’, oplevede jeg det ærligt talt som en hån. Min kæreste havde været på to danskkurser, og Venstres annonce nævnte hverken det tilknytningskrav, den bankgaranti, det boligkrav, det pointsystem eller den 24-års regel, som kærligheden på tværs af grænser også skal overvinde.

Når jeg fortæller vores historie her, så er det for at forsøge at vise, at det kan have store omkostninger for danske statsborgere og deres elskede, når de ikke må bo sammen i Danmark. Der var ikke brug for stramninger i november, tværtimod.

Der var brug for at genetablere den respekt, som andre EU-lande viser retten til familieliv og kærlighedsliv. Det er der stadigvæk, og derfor undrer det mig, at Villy Søvndal og Helle Thorning ikke vil ændre tilknytningskravet og 24-års reglen, og at de også er fortalere for et pointsystem.

LÆS OGSÅ Regeringen: S og SF vil afskaffe 24-års-regel

Pointsystemer kan anvendes af stater, når de gerne vil tiltrække en bestemt form for arbejdskraft. Men det skal ikke blandes sammen med, at man som menneske har ret til at stifte familie uden begrænsninger af nationalitetsmæssige grunde, og at man har ret til at bo sammen med sin familie i det land, hvor man har statsborgerskab eller opholdstilladelse (jf. art. 16 i FN’s Verdenserklæring om menneskerettighederne).

Mange danskere har i de senere år fået krænket den ret, og hvis ikke de danske politikere snart bliver sig deres ansvar bevidst, så vil mange flere danskere skulle gennemleve det samme som mig.

Alligevel er det blandt partierne på Christiansborg kun Enhedslisten, de radikale og Liberal Alliance, der som samlede partier har sagt klart fra over for den siddende regerings familiesammenføringsregler.