Her er dit nye folketing

Se oversigt over samtlige politikere i Folketinget.

De nyvalgte medlemmer af Folketinget sidder sandsynligvis og puster ud i denne weekend efter tre ugers hektisk valgkamp.

Det er dem vel undt. Men allerede på første arbejdsdag i morgen vil de møde en virkelighed, som er væsentlig forskellig fra det billede af Danmark, der er blevet tegnet gennem valgkampen.

Vi står som samfund med en række grundlæggende udfordringer. Vi er udfordret på vores velstand, vi er udfordret på vores velfærd, vi er udfordret på vores økonomi, og vi er udfordret på vores måde at leve på. Og gennem krisen har vi mistet 175.000 private arbejdspladser i de danske virksomheder.

Nu er valget ovre, og den kommende regering skal præsentere et arbejdsprogram – og ikke mindst vise en politisk beslutningskraft – som matcher de udfordringer og de alvorlige ubalancer, der står i vejen for at skabe en holdbar, solid økonomisk fremgang og et Danmark, der er kendetegnet af høj velstand.

Vi har før været igennem kriser. Nogle er ’blot’ udtryk for udsving i konjunkturerne, mens andre er langt mere grundlæggende og derfor kræver, at vi er villige til at ændre på vores levevis. Situationen nu er ubetinget et eksempel på det sidste.

Det bliver stadig tydeligere, at holdbarheden og stabiliteten i dansk økonomi er under stærkt pres. Ikke kun fordi den globale konkurrence er blevet langt mere intens. Men først og fremmest, fordi vi ikke selv til fulde har erkendt Danmarks udfordringer, og vi har ikke været dygtige nok til at modernisere vores samfund.

Selv om der i valgkampen har været bred enighed om behovet for økonomisk vækst, har diskussionerne langt hen ad vejen været koncentreret om temaer, der bedst kan beskrives som:

Hvad kan samfundet tilbyde mig og mine? Hvilken service kan jeg forvente af det offentlige? Hvor meget forsørgelse kan jeg forvente at få fra det offentlige? Debatten afspejler tydeligt, at danskerne alt for længe har været optaget af at fordele velstand frem for at skabe den. Vi har glemt at tage hånd om den private sektor, der skal levere velstanden.

Derfor må den kommende regering nu sætte genskabelsen af de 175.000 private arbejdspladser som en klar, utvetydig målsætning. Og dernæst tage fat på de løsninger, der reelt skal til. For sandheden er, at Danmark er udfordret af nogle helt grundlæggende ubalancer, der kræver handling her og nu.

Den kommende regerings udfordringer bunder i tre store ubalancer, som vi ikke tidligere har set samtidig.

• Den første ubalance består i, at hverken danske eller udenlandske virksomheder i tilstrækkeligt omfang vil investere i Danmark.

Vi er ikke attraktive nok som investeringsland.

Virksomhederne er i dag langt mere internationale end for bare ti år siden. I dag er spørgsmålet ikke, om de skal investere i nye arbejdspladser i Danmark eller ej. Men om, hvilken af filialerne verden over de nye arbejdspladser skal placeres i. I Danmark, i Tyskland, i Sverige, i Tjekkiet, i Polen eller i Kina?

Vi oplever, at mange danske produktionsarbejdspladser – og nu også videnjob – flytter ud af Danmark. En af årsagerne til udflytningen er, at de pågældende aktiviteter er mere rentable i andre lande, end de er her på dansk grund. Vi kan ikke stoppe den udvikling, og det skal vi heller ikke. Men vi skal have en ambition om, at det ikke må være de danske erhvervsvilkår, som tipper beslutningen om at flytte ud af Danmark.

Vores erhvervsklima er selvsagt også afgørende for, om udenlandske virksomheder vil placere deres aktiviteter i Danmark. Det vil de i dag kun i begrænset omfang. Vi har i medlemskredsen en lang række internationale koncerner med aktivitet i Danmark. Og de melder om, at de har meget vanskeligt ved at få trukket produktion, serviceopgaver samt forskning og udviklingsaktiviteter til den danske filial.

Opgaverne kan løses med større rentabilitet i en af koncernens øvrige filialer. Dette har ikke hidtil præget den offentlige debat – men det er en kraftigt blinkende advarselslampe, for det afslører, at Danmark ikke opfattes som open for business.

• Den anden ubalance finder vi i forholdet mellem den offentlige og den private sektor.

Den offentlige sektor har ganske enkelt vokset sig for stor. Selv ikke med verdens højeste skattetryk – som samtidig har ført til et voldsomt pres på vores virksomheders konkurrenceevne – kan vi finansiere vores samlede offentlige udgifter uden at øge det nuværende voldsomme underskud på statens finanser.

En større privat sektor er en forudsætning for, at vores økonomi og samfund kan blive holdbart igen. Vi kommer derfor ikke uden om, at den offentlige sektor skal være mindre. Der er ikke noget alternativ, for hvis ikke størrelsesforholdet mellem den offentlige og private sektor ændres, skal vi i en længere årrække fortsætte med underskud, som grundlæggende vil bringe dansk økonomi i fare.

De seneste årtiers udvikling har ført til, at en større og større del af danskerne får deres indkomst fra den offentlige sektor – som lønmodtagere eller som overførselsmodtagere, mens en stadig mindre andel tjener deres indkomst i private virksomheder.

Den udvikling har fået flere analytikere og kommentatorer til at skrive om ’velfærdskoalitionen’ – et flertal af danskerne, der er afhængige af den offentlige sektor.

Jeg deler fuldt ud bekymringen over den udvikling. Betegnelsen ’afhængig af den offentlige sektor’ er dog helt misvisende. For i virkeligheden er ’velfærdskoalitionen’ ikke afhængig af den offentlige sektor – men af, at der også fremover er en tilstrækkelig stor og produktiv privat sektor, der kan generere en tilstrækkelig stor indkomst, som den offentlige sektor herefter kan kanalisere videre til modtagerne.

Den offentlige sektor er således helt afhængig af, at den vedvarende kan finansieres gennem en stærk og voksende privat sektor. Ligesom den private sektor selvfølgelig er afhængig af en veldreven offentlig sektor, som gennem uddannelse, forskning, børnepasning, sundhedsvæsen og meget mere understøtter vores virksomheder.

Men ubalancen mellem den offentlige og private sektor er farlig, og den offentlige sektor er i dag ikke bare under pres – den er truet, fordi dens finansieringskilde langsomt tørrer ud. Den vigtigste mærkesag bør derfor være at få genskabt den nødvendige finansieringskilde – den private sektor. For ellers tørrer også den offentlige sektor ud.

Sundhedstilstanden på de offentlige budgetter har været diskuteret heftigt op til udskrivelsen af valget; mest kendt i form af planer for budgetbalance i 2020. Men netop dette mål har skygget for den reelle udfordring:

Det offentlige budget hænger ikke sammen. Udgifterne vil i de næste mange, mange år – undtaget i netop 2020 – være større end indtægterne, og dermed fortsætter gældsætningen.

LÆS OGSÅNye tal fra dansk industri er en »artig overraskelse« for økonomer

Gennem årtier har vi haft stigende offentlige udgifter – både til offentligt forbrug, offentlige investeringer og til indkomstoverførsler. Det har der ikke umiddelbart været de store problemer i, for indtægterne er fulgt med gennem en stigende aktivitet i den private sektor. Men den automatik er nu brudt, for aktiviteten i den private sektor kommer ikke bare op igen af sig selv. Der har gennem årene ikke været ægte vilje – og mod – til at foretage reelle prioriteringer.

Befolkningens pres for stadig mere offentlig service er i stor udstrækning blevet imødekommet. I hvert fald er der kun sjældent sat spørgsmålstegn ved, om prioriteringen af indsatserne nu også var den rigtige. Heller ikke under valgkampen har vi set mange diskussioner om prioritering af de offentlige udgifter.

• Den tredje ubalance finder vi på arbejdsmarkedet.

Her står vi i dag i en situation, som ingen nulevende har oplevet. Antallet af danskere i aldersgruppen 15-64 år falder – vores arbejdsstyrke skrumper.

Indtil nu er arbejdsstyrken vokset år for år – men vi er i dag i den situation, at der er flere ældre, der forlader arbejdsmarkedet, end unge, der kommer ind.

Denne problemstilling skærpes kun af, at de unge kommer relativt sent ind på arbejdsmarkedet, at de ældre trækker sig relativt tidligt tilbage, og at vi sammenlignet med andre lande præsterer færre arbejdstimer i de år, vi så er på arbejdsmarkedet.

Det er i dette lys, den kommende regering nu skal i gang med at finde løsninger, som kan sikre en holdbar udvikling i det danske samfund. Det er store udfordringer – og de er ikke blevet mindre af, at flere af dem hidtil er blevet skubbet til side, fordi de kan være ubehagelige at blive konfronteret med. Men den indstilling går ikke længere. Opgaven kan ikke løses på et enkelt år.

Men Danmark har brug for, at arbejdet begynder allerede i dag, hvis det skal lykkes inden for en kort årrække. Lad os derfor gøre genskabelsen af de 175.000 private arbejdspladser inden 2020 til en national målsætning, hvoraf halvdelen skal nås i denne valgperiode.

Uanset om man er privat eller offentligt ansat; uanset om man er i arbejde eller ikke; uanset om man i høj eller lav grad trækker på den offentlige service, så er vi alle afhængige af, at vi får genskabt de tabte arbejdspladser.

En handlingsplan for den nationale målsætning bør omfatte mindst tre indsatsområder. Første indsatsområde er en genopretning af det danske omkostningsniveau i forhold til udlandet. Også her er der kommet en massiv ubalance grundet to forhold.

For det første har lønstigningstakten herhjemme gennem de seneste mange år været væsentligt højere end i de lande tæt på os, som vi konkurrerer med. Og samtidig har vi haft en meget svag udvikling i produktiviteten.

Hertil kommer, at Danmark har verdens højeste skatte- og afgiftstryk. Med andre ord er der for hver eneste dansk arbejdsplads en væsentlig højere skatte- og afgiftsbelastning end på de udenlandske konkurrenters. Det udfordrer os. Sagt ligeud: Vi får ikke genskabt de 175.000 private arbejdspladser, hvis ikke vi får nedbragt det samlede tryk fra skatter og afgifter på de danske arbejdspladser.

Når den kommende regering har taget ansvaret for sin del af denne opgave, har vi naturligvis hos arbejdstagere og arbejdsgivere – herunder DI – et ansvar, som vi skal løfte. I første omgang i forbindelse med de kommende overenskomstforhandlinger og efterfølgende på de enkelte virksomheder.

Andet indsatsområde er at få bragt balance i de offentlige finanser. Vedvarende underskud afskrækker virksomhederne fra at investere, fordi enhver ved, at underskud ikke kan fortsætte i det uendelige. Derfor lurer der en potentiel fare for, at underskuddet skal dækkes af nye skatte- og afgiftsstigninger.

At genskabe den budgetmæssige balance er ikke nogen let opgave, når skatte- og afgiftsniveauet samtidig skal ned. Derfor er det en bunden opgave for den kommende regering at levere en skrap udgiftsprioritering og udgiftsstyring af den offentlige sektor. Den offentlige sektor skal fylde mindre, men den skal samtidig på flere stræk levere mere – ikke mindst inden for bedre uddannelse, mere erhvervsrettet forskning og en mere effektiv infrastruktur. En styrkelse af disse områder, samtidig med at det samlede budget skal blive mindre, kan kun nås med ambitiøse reformer.

Tredje indsatsområde har fokus på at styrke virksomhedernes adgang til kvalificeret og produktiv arbejdskraft. Det kræver ambitiøse arbejdsmarkedsreformer. Men gennemførelse af den aftalte tilbagetrækningsreform er ikke tilstrækkeligt til at dække det forventede træk på arbejdsmarkedet senere i dette årti. Vi må sænke skatten på den sidst tjente krone yderligere – både for at kunne tiltrække udenlandske medarbejdere til virksomhederne og for at få de allerede beskæftigede til at tage en ekstra tørn.

Og vi må frigøre medarbejdere i den offentlige sektor til den private. Alle instrumenter skal i spil – for som nævnt er målsætningen at genskabe 175.000 private arbejdspladser.

Med en ledighed på ca. 160.000 og en erfaring om, at vi allerede ved en ledighed i underkanten af 100.000 løber ind i mangel på arbejdskraft på mange områder, er det helt afgørende at kunne øge arbejdsstyrken.

Men udfordringen består også i, at vi får hævet uddannelsesniveauet i Danmark.

Det høje danske lønniveau indebærer, at vi skal være klogere, mere innovative og omstillingsparate end vores konkurrenter for at gøre os fortjent til den højere løn. Dertil når vi kun, hvis vi formår at opbygge et uddannelsessystem i international topklasse.

Der er samtidig et helt generelt behov for, at alle unge danskere får en bedre uddannelse og færdiggør den hurtigere. På begge områder har vi meget at hente i forhold til de lande, vi normalt sammenligner os med.

Så opgaven er klar: Der skal uddannes flere – særligt inden for de områder, hvor der er efterspørgsel fra det private arbejdsmarked. Derfor skal vi have tilpasset vores uddannelsessystem, så det i højere grad sikrer uddannelse af unge mennesker inden for de natur- og samfundsvidenskabelige felter. Det er på de områder, hvor virksomhederne primært har behov for dem. Og nok så vigtigt: Vi skal hæve kvaliteten i vores uddannelser.

LÆS OGSÅSejren forpligter

Ved at gå ambitiøst til værks på disse indsatsområder – omkostninger, offentlige udgifter og produktiv arbejdskraft – kan Danmark i langt højere grad, end det er tilfældet i dag, være open for business. Herved kan vi signalere klart og tydeligt til både danske og udenlandske virksomheder, at Danmark er et attraktivt land at placere nye arbejdspladser og investeringer i.

På vegne af erhvervslivet vil jeg derfor ønske den kommende regering tillykke med valget – og velkommen til virkelighedens udfordringer. Vi ser frem til regeringens arbejdsprogram og dens visioner for Danmark. Og vi forventer, at det indeholder visionen for et Danmark, der er open for business.

Hidtil har I været med til at bære ansvaret for at opbygge det velfærdssamfund, som de fleste danskere – med rette – er stolte af.

Nu gælder det om at vise, at I også kan bære ansvaret for at forny det.