Den første gang, jeg hørte om fader Gavrilo, var i en samtale med forfatteren og religionssociologen Mirko Dordevic. Her fortælles det, at fader Gavrilo velsignede Arkans styrker, inden de myrdede de muslimske drenge i Bijeljina i den første massakre i krigen i Bosnien, 2. april 1992. Mirko Dordevic husker den dag, for han var selv i byen og måtte gå over de døde, der var blevet massakreret af de paramilitære styrker, der var sendt ind i Bosnien fra Serbien.

Men nu er den umiddelbare grund til besøget hos fader Gavrilo i klostret dog en anden, men heller ikke én, jeg kan fortælle om. Det ville på en måde også være upassende. For jeg har set fader Gavrilo optræde i en krigsdokumentar, en film, som jeg har fundet på det sorte marked ovre i Sarajevo. Her i denne uklippede ’home movie’ varer alle de uudholdelige pauser præcist lige så længe, som de reelt varede den dag, hvor de såkaldte ’skorpioner’ i filmen myrdede de muslimske mænd, som de har fået udleveret fra Republika Srpskas hær.

Mændene er alle civile, som er taget til fange oppe ved Srebrenica i forbindelse med serbernes erobring af byen i juli 1995. Og for at skjule mordet på dem bliver de ført ud i skoven nær Trnovo, uden for Sarajevo, 150 km sydvest for Srebrenica, for dér at blive henrettet og overhældt med petroleum i en allerede nedbrændt ruin. På denne måde skulle disse myrdede fanger fra Srebrenica bringes til at forsvinde.

Tilbage i Beograd har jeg hos Humanitarian Law Center fået en redigeret version af denne film, som gerningsmændene selv har optaget under deres togter i Bosnien og Kosovo, og hvor de også kommenterer historien bag den. Og fader Gavrilo optræder umiskendeligt ved en ceremoni for disse specialstyrker sammen med en anden præst, inden de skal i kamp mod den muslimske fjende. Men til trods for flere henvendelser og opfordringer fra pressen har han endnu ikke ønsket at forklare sig eller forsvare sin deltagelse med velsignelser af de bevæbnede ’skorpioner’.

’Skorpionernes’ historie daterer sig tilbage til kampen om den kroatiske by Vukovar, som tiltrak mængder af frivillige fra forskellige dele af Serbien. Bl.a. brødrene Slobodan og Aleksandar Medic. Efter byens ødelæggelse og erobring og massakren på de overlevende fra hospitalet trak forbundshæren sig ud. Og gruppen omkring de to brødre fra byen Sid, tæt ved fader Gavrilos kloster, Privina Glava, blev til ’skorpionerne’, opkaldt efter det tjekkiske håndvåben, de fik udleveret.

Her bliver de oppe ved byen Deletovci indtil juni måned 1995, hvor de af Jovica Stanisic og Franko Simatovic-Frenki fra det serbiske indenrigsministeriums sikkerhedstjeneste får besked om forflyttelse til Trnovo i Bosnien, nær Sarajevo. Der er de på plads, da erobringen af Srebrenica begynder 7. juli.

I den redigerede version af filmen, som er udgivet af Humanitarian Law Center i Beograd, har man fået to af medlemmerne til at fortælle om ’skorpionerne’, og hvordan man fandt sammen. Der er ikke på noget tidspunkt nogen af ’skorpionerne’, der taler om stærke personlige, ideologiske eller nationalistiske motivationer for at gå ind i gruppen. De er alle sammen på sæt og vis forbundne, enten brødre eller fætre eller gamle skolekammerater. Mobiliseringen er sket, når nogen har været hjemme på weekend. Men den højere mening, og hvor pengene kommer fra, er noget, der går hen over hovedet på de to ’skorpioner’, der taler i den redigerede dokumentar.

Vi er helt henne i sommeren 1995, kun nogle måneder inden krigen i Bosnien bliver afsluttet, da de indforskrevne ’skorpioner’ stifter bekendtskab med den institution, som har velsignet krigen som et nationalt serbisk projekt, der skal redde landet. Da man får ordrer til at bryde op og tage til Bosnien, beder deres leder en præst om at holde en ceremoni for gruppen.

LÆS OGSÅ Vi må ikke glemme Bosnien

Op til afrejsen har ’Uglen’ købt sig et videokamera. Og hans første optagelser viser den kirkelige ceremoni, hvor fader Gavrilo velsigner ’skorpionerne’ én for én. Det bliver begyndelsen til denne enestående film, hvor en paramilitær morderbande foreviger sine egne forbrydelser. Faderen står foran et alter i en klostergård med de bevæbnede ’skorpioner’ opstillet i geledder foran. Han beder for, at Gud vil styrke dem og velsigne deres våben i kampen mod den fjende, der har rejst sig mod serberne. En anden præst siger nogle opmuntrende ord om den forestående kamp, der venter dem.

»Brødre, tyrkerne (muslimerne) har gjort oprør igen, som de vampyrer, de er. Brødre og borgere, I, der er udvalgt til at blive helte, en ond tid er nær. Den tyrkiske sultan Murad hærgede engang i Kosovo i vores kongerige. Han plyndrede marker og byer og ødelagde vore krucifikser og kirker. Derfor, mine elskede brødre, hvis det er sådan, at vi nu skal overgive os, må vi vide det. For tyrkerne (muslimerne) er forskellige fra andre mennesker. De er bæster fra Asien«.

Efter et stykke tid i deres nye indkvartering nede i Bosnien ankommer der en eftermiddag en bus med fanger, som ’skorpionerne’ får ansvaret for. De informeres af medlemmerne af den nye hær, som de nu også selv er blevet indskrevet i, Republika Srpskas hær, om, at disse fanger kommer fra Srebrenica.

’Uglen’, der oprindelig købte filmens kamera og begyndte optagelserne, er i mellemtiden blevet hjemsendt. Nu er det en anden, Slobodan Stojkovic, som har fået betroet kameraet.

Man kører fangerne i en militærlastbil op ad en vej i skoven. De ligger sammenkrøbne, bagbundne på bunden af ladet, inden de med spark bliver beordret ned, da man finder et passende sted, hvor de kan henrettes.

De seks mænd bliver smidt ned i grøftekanten og ligger med ansigterne mod jorden. Nogle beder om vand, men får besked på at holde deres kæft. En af ’skorpionerne’ vil vide om en af de fyre, der nogen sinde har været i seng med en pige? En anden fyrer et skud af hen over de bagbundne fanger. Det er ærgerligt, synes man at resolvere, at fyren ikke har været forundt den oplevelse. Nu ved ’skorpionerne’ selv, at disse mænd ikke skal leve meget længere. Man må fornemme noget paradoksalt ved det, det forhold, at der er noget, de fyre dér ikke bliver forundt i livet, for flere af ’skorpionerne’ griner.

Men der mangler noget, inden man kan komme i gang med henrettelserne. Kameramanden er ikke sikker på, at han har batteri nok, til det kan holde, så man når at få alt med. Derfor venter man i uendelige, uklippede minutter på en mand, der kan få skaffet et nyt. Men så opgiver man alligevel og går i gang med henrettelserne. Man sparker igen til fangerne og beordrer dem op og ind imod skovtykningen. Nogen håner dem for, at de stinker og er bemøgede og har pisset i bukserne. Det får igen nogen til at grine.

Men fangerne selv, de er mærkeligt mekaniske i deres bevægelser, helt tavse, nærmest som sorte huller i filmen om deres død. Og den kommer overraskende udramatisk, efter den lange venten. Kameramanden siger til sine kammerater, at de må skynde sig, for hans batteri er næsten tomt. Det er bare et par skud, der lyder, på klos hold fra ’skorpionerne’, så er de seks mænd der ikke mere.

LÆS OGSÅPortræt: Mladic – en lugt af fare

To af ’skorpionerne’ får i en senere optagelse til den redigerede version af filmen lov til at fundere over det, de har været med til. ’Uglen’ mener, at al skyld er faldet på ’skorpionerne’ for disse mord på de seks mænd. Men det er uretfærdigt, for der er nogen højere oppe, som begik disse ’fejltagelser’, og som er de virkeligt skyldige. En anden ’skorpion’ mener at kunne gøre regnskabet op på den måde, at hvis han nogen siden får en søn, vil han lære ham at nægte at betale skat til Serbien og tillige nægte at aftjene værnepligt. Det mener han vil være et passende svar for de ’fejltagelser’, som nogen har fået ham til at begå.

Der synes for begges vedkommende altid at være nogle andre, et andet sted, højere oppe og længere væk, som er de virkeligt skyldige i den helt virkelige virkelighed. For det er, som om – og sådan er det sandt nok på den film, som ’skorpionerne’ har lavet om sig selv – at det, der sker, slet ikke sker i virkeligheden.

Det var med indtrykket fra denne film, at jeg ringede til fader Gavrilo. For han havde velsignet disse mordere, givet dem sakramentet, lutret deres samvittighed, så de fulde af overbevisning om at gøre det rigtige kunne skyde de seks muslimer ned uden nåde. Vi ankommer en streng vintereftermiddag til klostret efter en lang tur igennem de øde indesneede bjerge. En modtagelseskomité står parat. En tolk fra det nærliggende kommunekontor samt en lokal journalist. Og til vores overraskelse har de også, som os, kameraet både ladt og tændt og sat op på den anden side af det store bord i lokalet, hvor faderen om et stykke tid vil give audiens.

Det forekommer mærkeligt, og som om man ikke er helt sikker på hinandens dagsorden. Det kan der måske også være grund til. Men egentlig er vi ikke kommet for at afsløre noget. Vi er bare kommet for at lytte og for at forstå nogle motivationer.

Man forstår på en heftig hvisken og den nervøse forventning, der er i luften, at det er den endnu ikke ankomne, der er den uimodsigelige autoritet på dette sted. Og efter et par minutter hører vi tunge skridt nærme sig fra gangen uden for klosterrummet. Vi forstår, at det er ingen andre end faderen, der nærmer sig. Kvinden fra kommunen foreslår, at jeg tager faderens hånd, bukker mig og kysser hans ring. Det må jeg desværre afslå. Et kuskagtigt håndtryk må være det, det bliver til.

Fader Gavrilo træder ind i lokalet i fuldt ornat med et vældigt kors om halsen og en gylden ring på fingeren og ser mig an. Vi hilser på hinanden, han byder mig velkommen, og jeg takker ham for, at han vil tage sig tid til at fortælle om kristendommen og kirkens betydning i Serbien.

Det er som en scene fra en anden virkelighed. Jeg sidder til bords med en af personerne fra morderfilmen, manden, der velsignede. Men jeg kan ikke spørge om hans personlige deltagelse i ’skorpionernes’ mission. Det går, om ikke før, op for mig, da jeg ser den lille delegation, som er adviseret om vores besøg med repræsentation af kommunen og den lokale presse. En konfrontation med faderen kan hurtigt udløse en lokal mobilisering fra den nærliggende by, hvorfra andre af de velsignede ’skorpioner’ og venner kan nå frem til klostret herude i ødet i løbet af en halv times tid.

LÆS OGSÅ Srebrenica-mor: Jeg vil se monstret

Jeg må derfor improvisere i de hede minutter, der er gået, fra jeg bliver overrasket af denne modtagelseskomité, og til faderen i egen karismatiske person indfinder sig. Paniske tanker når også at strejfe mig, mens jeg forsøger at få sammensat en dagsorden i denne ventetid.

Hvad er det egentlig, jeg forventer af dette møde? Hvad er det, jeg gisner om, at han vil kunne fortælle mig, som jeg ikke allerede ved? Man er så helt igennem jomfruelig over for rædslen. For jeg har måske uafvidende under hele min eftersøgning af kilder og sammenstykning af dem til denne historie drømt om, at jeg ville kunne møde et virkeligt satanisk orakel, som kunne give mig indsigt til et metafysisk domæne, der ellers er utilgængeligt? Men nu var der ikke andet at gøre end at spille spillet og finde en upåfaldende dagsorden.

Men som faderen begyndte at fortælle om sig selv, for det meste det kæreste emne, man kan bede folk om at udbrede sig om, blev alt da også mere almindeligt og roligt. Jeg havde næsten allerede glemt morderfilmen, og hvad jeg var kommet for, da han begyndte at fortælle om sine trakasserier som kristen i hæren under Titos kommunisme. Han vidste hele tiden at holde sig til det hellige kors og modstod den ’kollektivistiske tankegang’. Kristendommen og klostertilværelsen har hele tiden betydet alt for ham, siden han som lille blev forældreløs, og kirken tog sig af ham under hans opvækst. Han har aldrig kendt et andet liv end klostrets.

Om kristendommens betydning for vores liv fortæller han kun almindeligheder. Den er en moralsk rettesnor, en sjælens renselse fra synden og en påmindelse om, at livet, vi har fået, er en nådegave.

Jeg får efterhånden en rolig fornemmelse af, at vi nu har fundet hinanden som to fremmede samtalepartnere med disse harmløse tilkendegivelser. Jeg spørger derfor om kirkens rolle i nationen. Men også svaret på dette spørgsmål virker underligt blegt og tankeløst. Serbien er nu baseret på sandheden og retfærdigheden, og kirken er den åndelige vejleder. Alle tror på Guds kærlighed og frihed, hans tapperhed, hans visdom og hans medfølelse og barmhjertighed.

Jeg spørger til det onde. Hvor kommer det fra, hvad er det, og hvordan kan vi befri os fra det som kristne? Djævelen er i øjnene, der ser, i tungen, der taler, i sproget, vi hører. Djævelen er det onde i mennesket, de onde tanker. Djævelen er her, i denne verden. Han kan være som et dyr, som et menneske eller som et dyrisk menneske, der ikke vil kærligheden, freden og glæden, men kun puster til hadet, misundelsen og tilintetgørelsen. Djævelen er som et bogstaveligt væsen, der sniger sig ind i mennesket.

Men heller ikke dette svar giver nogen egentlig mening for mig. For mere end han overrasker mig med et mysterium, denne person foran mig, som selv har været med til at begå den største synd, virker han bare blind, døv og grænseløst uvidende. Og det er måske det skuffende ved mødet med ondskabens inkarnation? Vi kan i jomfruelige øjeblikke gøre os forestillinger om, at personer, der har været involveret i handlinger hinsides det menneskelige, kan give os adgang til en metafysisk indsigt, der ellers ikke er forundt os mere uskyldige. Denne forventning forekommer mig imidlertid, i denne samtale med faderen, at være baseret på et falsum.

LÆS OGSÅTeknikere kæmper for at lægge dna-puslespil efter Srebrenica

Men Faderen synes imidlertid at være kommet i omdrejninger. Han vil gerne formane mig nu og fortæller, at Djævelen bor i Vesten. Han er født i Vesten som Antikrist. Tag nu
f.eks. Amerika, den nye verdensorden. Hvad er det? Det må stå klart, at Vesten rider med tallet for Lucifer, 666, indskrevet på sig mod apokalypsen med Antikrist i front! Det er fra Vesten, Det Onde tager af sted til andre dele af verden.

På baggrund af, at jeg er kommet for at få belyst nogle omstændigheder til den begivenhed, jeg har undersøgt i Trnovo, hvor seks mænd blev skudt, har jeg pludselig ikke mere interesse i at høre på faderens vanvid. Imidlertid påbyder etiketten, at vi nu bliver sammen med faderen og vore øvrige værter og spiser og drikker sammen. Faderen fortæller, at der om sommeren kommer mange tilrejsende her til klostret, hvor man beværter dem, og hvor der ved de religiøse ceremonier ofte indtræffer mirakler. Og jeg forstår nu, i hvilken sammenhæng han har en interesse i, at også vi med vores angivelige portræt af klostret kan bidrage til dets almindelige forretning.

En times tid senere tager vi afsked og lover at komme igen en anden dag, en anden årstid, i et forår eller en sommer, hvor landskabet omkring Privina Glava vil tage sig venligere ud. Fader Gavrilo vil gerne se os til en af de store udendørsgudstjenester.

Ved en sådan lejlighed kan vi måske også træffe at opleve mirakler?