Der er ingen tvivl om, at den nye regering gør en forskel.

Alene det at være sluppet for VKO’s primitive retorik er en stor ting. At høre deres pedantiske skræppen fra oppositionsbænkene kalder mere på smilebåndet.

Der er heller næppe tvivl om, at det ny flertal vil blive brugt til at reparere på store forsømmelser og grove tilsidesættelser af almindelig sund fornuft, især på det grønne område, men også i forholdet til udlandet – til stor gavn for Danmarks stærkt ramponerede omdømme. VKO’s tiårsfest efterlader en betydelig regning.

Men meget tyder også på, at centrum-venstre på væsentlige politikområder vil traske videre i fodsporene efter VKO:

Justitsminister Morten Bødskov er godt tilfreds med den terrorlovgivning, som kom til i 10-året.

Videnskabsminister Morten Østergaard er hurtig til at genbruge forgængernes slidte retorik: Universiteterne skal vise resultater!

Miljøminister Ida Auken taler pænt om de store svinefabrikker.

Transportminister Henrik Dam Kristensen vil gerne gøre noget ved den meget sundhedsskadelige og samfundsøkonomisk stærkt belastende forurening fra dieseltog … på meget lang sigt. Han har svært ved at finde pengene …

Udenrigsminister Villy Søvndal er hurtig til at sætte vandtætte skotter mellem handelsinteresser og menneskerettigheder – hvorved han placerer sig til højre for hovedsynspunktet i EU.

Hvilken virtuositet!

Hvorfor er det ofte så vigtigt for nytiltrådte centrum-venstre-regeringer at løbe fra deres egne dagsordener?

Højreregeringer er ikke i samme grad besat af den tilbøjelighed. De forfølger deres egne dagsordener, men gerne under dække af noget helt andet. Det lykkedes den behændige Anders Fogh Rasmussen med stor hjælp fra den villige presse at markedsføre sin egen ubønhørligt ulighedsfremmende dagsorden som ’socialdemokratisk velfærdspolitik’. Iscenesættelsen blev ikke mindre effektfuld af, at han lod hjorten sætte liberalistiske skrighalse som Pind og Christensen på plads. De fik senere deres belønning for deres værdifulde bidrag til showet.

LÆS OGSÅRegeringen har fået en historisk dårlig start

Men hvorfor er det ofte så vigtigt for nytiltrådte centrum-venstre-regeringer at løbe fra deres egne dagsordener?

Måske er der tale om bekvemmelighed. Dovenskab er nok for stærkt et ord at bruge.

Her sidder man som ny minister omgivet af hærskarer af hjælpende og rådgivende embedsmænd, der er mestre i at få det hele til at glide uden for mange stødte manchetter. Uden for døren står ihærdige interesseorganisationer og pengestærke lobbyister på spring for at komme ind og servicere den nye minister. Det fastholder den gode stemning, hvis ministeren falder hurtigt til.

At ministerens standpunkter så risikerer at opsluges i Bermudatrekanten mellem lobbyister, embedsmænd og ministeren selv, gør bare det hele nemmere og er stærkt fremmende for den daglige hygge: Ministeren møder glade smil og venlige mennesker, der selvfølgelig godt ved, at ministeren også skal have noget for sin venlighed: en gennemført mærkesag i ny og næ, en luns til løverne, der har så svært ved at forstå, hvorfor ministeren nu mener noget helt andet.

Verden bliver pludselig helt ny, når man sidder på ministertaburetten. Når den så forsvinder under en, er det tid til eftertanke: Hvad var det nu, jeg ville? Ud over at få økonomien til at køre og hjulene til at snurre?

I sin tid som økonomiminister (1993-2001) roste Marianne Jelved sig med rette af den faldende arbejdsløshed. Den faldt til ned mod 5 procent ifølge den officielle arbejdsløshedsstatistik efter det hårde VK-styre, som ikke ville afhjælpe den enorme arbejdsløshed, som man med god hjælp fra ’sagkundskab’ og imod al fornuft definerede som en strukturarbejdsløshed, der ikke kunne afhjælpes på kort eller mellemlang sigt.

Straks hun var gået af, gav hun et interview til Højskolebladet, hvoraf det fremgik, at hun godt vidste, at den reelle arbejdsløshed var meget større end den officielle. Satte man alle de ubeskæftigede i tælleren og alle i den erhvervsaktive alder i nævneren, kom man over 20 procent. Men nu var hun ikke længere i en position, hvor hun kunne gøre noget ved det. Det var måske derfor, hun tog problemet op.

Tilbage til nutiden.

Der, hvor de tre regeringspartier er enige og kan enes med Enhedslisten, skulle det ikke være så svært.

F.eks. har man i oppositionsperioden gentagne gange bebudet, at alt det, Fogh og venner fik skubbet ind under gulvtæppet, skulle frem i lyset, når flertallet skiftede. »Uanset hvor lang tid, der går, glemmer vi det ikke«, sagde Marianne Jelved.

Allerede under valgkampen fik man bange anelser. S-SF ville kun gennemføre nogle af undersøgelserne. »Vi skal se fremad«, sagde Ole Sohn. Det kan han måske have særlige grunde til, men klogt er det ikke.

Det vigtigste nyere eksempel på denne centrum-venstre-medgørlighed kan hentes i USA.

Da præsident Obama tiltrådte i 2009, bredte han armene ud for at omfavne hele det politiske spektrum. Nu skulle der samarbejdes, fortid var fortid.

Det forudgående republikanske misregimente skulle ikke stilles til regnskab for noget som helst. Det skulle det demokratiske flertal i begge kamre ikke bruges til. Flertallet røg da også ved midtvejsvalget. Det gjorde det bl.a., fordi republikanerne fik hænderne frie til at genoptage den uophørlige hetz mod den demokratiske præsident, præcist som i Bill Clintons præsidentperiode (1993-2001).

Eksempelvis skulle den afgåede vicepræsident Dick Cheney ikke stilles til regnskab for, at kæmpeordrer til Irakkrigen uden om enhver licitation gik til hans gamle firma Halliburton. Denne groteske venlighed har Cheney kvitteret for ved at stille sig i spidsen for den ene kampagne efter den anden mod præsidenten.

Bill Clinton var tæt på at blive afsat af republikanerne på grund af et for offentligheden uvedkommende forhold til en ung dame. Bush-styret har kunnet regere med krigsløgne og korruptionslignende vennetjenester uden at blive stillet til regnskab for noget som helst.

Hvor dum har man lov til at være?

Tror det amerikanske centrum-venstre ikke på sig selv? Eller har vi at gøre med meget godtroende mennesker?

Kan demokraterne være så naive, at de igen og igen skal forsøge at fjerne den republikanske uforsonlighed ved at tale sødt til folk, der ser demokratiske præsidenter som personlige fornærmelser, som omgængelser mod naturen?

Er de bange og usikre?

Man må sige, at Obama kan noget. Han har taget konsekvensen af sin egen kapitulation. Han sørger for, at grænserne for luftforurening bliver hævet og grønne midler brugt til atomkraftværker. Han sender sin finansminister til Europa, hvor han med store bogstaver advarer EU mod den afgift på finansielle transaktioner(Tobin-afgift), som ifølge sagkundskaben kan være med til at forebygge endnu en finanskrise.

Men velvilje fra forurenere og spekulanter vejer åbenbart tungest for den amerikanske præsident. Hvilken kontrast til valgnatten 4. november 2008. Dagen efter bragte Politiken et fantastisk foto, hvor en gruppe fattige, mest sorte, børn, unge og gamle kigger op på storskærmen med valgresultaterne. Hvilket lys i øjnene!

Skulle det ny flertal i Danmark betræde Obama-vejen og f.eks. opgive tidligere bebudede undersøgelser, vil venstrefolkene straks indkassere gevinsten med et svedent grin og fare frem som vanlig, når flertallet er genvundet. Det bliver ikke så svært for dem: De kan hurtigt overbevise tilstrækkeligt mange vælgeren om, at fire år med S, SF og R ikke bragte dem tættere på førkrisens hæmningsløse forbrug. Her vil de kyniske materialister i Venstre forsøge at sælge sig selv som mere leveringsdygtige.

Både i Danmark og USA overser centrum-venstre det helt grundlæggende. Tale om samarbejde og forsoning opfattes kun på én måde blandt de uforsonlige republikanere og hardcore-bestyrerne af Venstrebutikken: Det er et tegn på svaghed, som skal udnyttes!

Derfor kommer centrum-venstre al for ofte til kort. Koalitionen har i en dansk sammenhæng ikke mere det solide vælgergrundlag af mennesker i beskedne kår, som med lethed kunne afkode borgerlige lokketoner og derved udgjorde et solidt fundament for langvarige SR-regeringer.

Centrum-venstre har kun en chance, hvis de bruger al kraft på at fremføre en dagsorden, der på overbevisende måde argumenterer for, at et bedre liv er noget helt andet end Venstres ’mig selv nærmest-griskhedssamfund’.

Som da en jysk venstrebonde blev bedt om at nævne de tre vigtigste ting i hans liv og straks svarede: »Ma sil (mig selv)!« Han blev så bedt om at besætte andenpladsen, og efter at have tænkt dybt og længe kom det: »Ma sil!«

Det fandt spørgeren ikke udpræget originalt og bad ham derfor om at besætte tredjepladsen med noget andet. Det blev til: »Mi madpues! (min madpose)«.

Venstre ved man som bekendt altid, hvor man har. Partiets titaniske vrede mærkede også den radikale indenrigsminister under 1. verdenskrig (1914-18), Ove Rode, da han fastsatte maksimalpriser på de fødevarer, som skulle gå til hjemmemarkedet.

Alt kunne sælges til krigsmagterne for skyhøje priser, der ville have henvist menigmand i Danmark til sulten. Kun en mindre del af landbrugsproduktionen gik til hjemmemarkedet. Det meste kunne sælges til galopperende verdensmarkedspriser. Alligevel var venstrefolkene rasende!

Ove Rode forsøgte at gå op imod venstrebøndernes titaniske vrede. Han drog på foredragsturné og talte for venstrebønder i tusindvis. De hujede ad ham. Han fik dog støtte af fremmødte radikale husmænd.

Turneen var ikke helt forgæves. Da han kom tilbage til sit kontor, lå der et brev fra en jysk venstrebonde:

Jo, han havde jo været henne for at høre ministeren, og det lå ham stærkt på sinde at lade ham vide, at han på et punkt var enig med ministeren: Der skulle også være brød til fattigfolk!

Men vreden i Venstre kunne Ove Rode ikke stoppe. Den toppede med partiets forsøg i 1920 på at kortslutte det unge parlamentariske demokrati, som Venstre havde fået indført i 1901, og spille magten tilbage til kongen. Borgerkrigen truede, Venstres formand, J.C. Christensen, ønskede arbejderlederne hængt. Borgerkrigen blev afværget og demokratiet reddet, takket være især Socialdemokratiet og formanden Thorvald Staunings klogskab og besindighed.

LÆS OGSÅEr der en regeringschef til stede?

Efter Anden Verdenskrig var mange venstrebønder sure. »De skide englændere«. Deres pris var jo meget lavere end tyskernes … Det ragede dem en høstblomst, at den store regning for salget af fødevarer til den tyske front gik videre til danske arbejdere.

Den gæld, som den nazistiske besættelsesmagt pådrog sig ved at lade Nationalbanken lægge ud for fødevareleverancerne, måtte dækkes bredt af den danske befolkning og blev ikke sendt til de landbrugere, som var blevet rige af krigen og i øvrigt betalte meget lidt i skat, takket være Venstres skattereform af 1903, hvis principper stadig et langt stykke hen ad vejen er gældende.

De radikales åndelige fader, Viggo Hørup, talte om det store skel i politik:

»Min hånd skal altid være mod den politik, som jeg anser for den lumpneste af alle, den, hvor de rige rotter sig sammen om at plyndre de fattigste og sætter overklassen på nakken af dem, der har mindst at stå imod med, for at trykke dem ned til ingen ting«. (Tale i Havdrup d. 15. juni 1894).

Dette skel er stadig det vigtigste.

Problemet er, at det i vor tid er lykkedes især Venstre at få mange til at identificere sig med en lille gruppe velhavere.

Allerede ved jordlovsafstemningen i 1963 lykkedes det partiet at få folk med beskedne huse – eller drømme om et sådant – til at tro, at de havde interesser fælles med jordopkøberen og den store mand i strandvejsvillaen. Under VKO-styret har S-SF desværre også været med til at fremme denne tendens.

Imod al økonomisk fornuft nåede en ledende socialdemokrat frem til den erkendelse, at der ikke gik noget fra lejeren på Nørrebro, fordi han og ligestillede indkasserede deres friværdi.

Centrum-venstre-flertallet kan overleve næste valg, hvis de lykkes med at sætte en anden dagsorden.

Det er koalitionens eneste mulighed.